Tag: bøger

Udgivet den

Vævekællingen

Vævekællingen er månetidernes 10. klanmor. Hun er den arketypiske kunstner, der væver mønstre mellem mytos og logos. Hendes kraft er skaberevnen, som omfatter BÅDE nedbrydning OG opbygning – med henblik på overlevelse.
I de kommende 7 generationers perspektiv.

Edeerkoppespind
kvindevæveri – forbundne skæbnetråde – edderkoppens kunst

Edderkoppens spind er symbolet på fortællinger og netværksmønstre i mytos, der skaber orden, rytme og mønster i hverdagens logos.

Myten om den vævende klanmor handler om at vandre ad ukendte stier, at samle forefaldende inspiration og at forglemme sig selv i den skabende proces.
Den shamaniske gave er at fare vild undervejs for at finde hjem igen – ved at gennemgå vejen baglæns.
Ligesom at samle en kurv fuld af fund og finde hjem ved at se på fundene og erindre findestederne.

Måneskåle
Vævekællingens måneskåle og søstjerne.

Vævekællingen er også pottemager. Hun opgraver leret, former måneskålene og brænder dem over og under jorden. I pagt med de fire elementer og Det Store Mysterium: jord, vand, luft, ild og livskraft, som symboliseres ved havets søstjerner.

Udgivet den

Dokkōdō

Dokkōdō er 21 retningslinjer for enegængere. De blev formuleret af Miyamoto Musashi (1584 – 1645), der var japansk ronin (herreløs omvandrende kriger), forfatter, maler og buddhistisk tænker.


Her er min fordanskede nutidsfortolkning:

1.  Se alle ting, som de er.
2.  Undlad adspredende fornøjelser.
3.  Se helheder og undgå at handle på følelser.
4.  Tænk let over dig selv og dybt over verden.
5.  Opløs dine ønsker og begær.
6.  Lær af fortidens fejltrin – fortryd ikke.
7.  Gennemsku misundelse – og slip.
8.  Anerkend tab og adskillelse – og gå videre.
9.  Afkod din harme og beklagelser – ti stille.
10.  Kend din krops lyster og styr dem.
11.  Vær nøgtern uden fordomme for eller imod.
12.  Føl dig hjemme overalt og ingen steder.
13.  Indtag kun nødvendig mad og drikke – langsomt.
14.  Afgiv det, du ikke behøver.
15.  Følg din egen overbevisning – ikke omverdenens.
16.  Begræns dine redskaber(våben) til de nødvendige – brug dem perfekt.
17.  Se døden i øjnene – og lev med den.
18.  Skil dig af med dine ting og jord, når du ældes.
19.  Respektér Buddha og guder – forvent intet.
20.  Bevar værdigheden – også under kroppens forfald.
21.  Hold dig til din vej.

Dokkōdō kan ses som en krydret udlægning af de 8 bud på den buddhistiske gyldne middelvej, der går ud på at undgå tilknytning.
Filosofien gælder nok også for Regnbuens, Shambhalas og Folkvangs krigere…   😉

Det meste er indeholdt i gamle klitboers livsfilosofi:
Vær nøysom – å pas dæ siæl!

Haikudigteren Basho (1644 – 1694) kan have været inspireret af Dokkōdō, da han blev født året før Musashi døde.

en vandrer er jeg
lad det så benævne mig
første vinterregn
(Basho)

Udgivet den

Indfald og Udfald

‘Indfald og Udfald’ er titlen på Asger Jorns bog (1972) til folk, der er “analfabeter i at læse billeder”!
Den farverige kunstner tager os ved hånden og fortæller, hvad han ser i 231 værker, hovedsageligt relieffer med mytologiske og religiøse motiver.

Vi ser på prægtige skægvækster og indviklede hårpragter, strittende tommelfingre, hoveder, der hviler i hænder, og løse hoveder.
Jorn gengiver folkeeventyret om Guldhovedet, der ligner Den Lille Hvide Kat:
En yngste søn falder i et hul i skoven, og i  stedet for en kat møder han et guldhoved i det underjordiske slot. Ungersvenden beviser sin troskab gennem  drabelige prøvelser og vinder en hel skønjomfru.

Fantasirejsen omfatter også fabuleringer omkring Gundestrupkarret, brakteater, båndslyng, skrifttegn som billedelementer, udfald mod kunst-akademikere og meget mere.

En gang imellem tager jeg ‘Indfald og Udfald’ ud af reolen. Hver gang ser jeg noget, jeg ikke så gangen før; og når jeg lukker bogen, har jeg flere spørgsmål end svar.
En anbefalelsesværdig af-analfabetisering!

Bogens sidste sætning:
‘Indfald og udfald virker da som affald, et påfaldende ordspil, der sikkert vil glæde mange.’

indfald og udfald
optur følges af nedfald
landing som affald

Udgivet den

Min Månevision

Min månevision og mission handler om at finde ord, der kan beskrive månetidernes udviklingskræfter i sammenhæng med jordens biologi gennem året.
I dag er solårets anden måne ny, og den er forbundet med at ordne tidligere års erfaringer til viden, der kan anvendes i år. Medens livskræfterne ulmer i jorden.

Sammenhængen mellem Bedstemor Månes visdomskraft og Moder Jords livsytringer gennem de 12-13 månetider kunne formuleres således:

1. Åbne … Dvale
2. Vide … Ulmen
3. Balancere … Vågnen
4. Se … Spiring
5. Lytte … Vækst
6. Fortælle … Blomstring
7. Elske … Befrugtning
8. Hele … Frugtsætning
9. Kere … Modning
10. Omskabe … Forfald
11. Magte … Hvile
12. Takke … Død
13. Forvandle … Mutation

Inspireret af The 13 Original Clan Mothers
– og omplantet af min mytos til dansk natur 😉

Under de første seks månetider (hvide og grønne) fra vintersolhverv til sommersolhverv er de biologiske kræfter udadvendte, udvidende og opstigende. I andet halvår er livsstrømmene indadvendte, sammentrækkende og nedstigende gennem de gule og røde måner.
Menneskets biologiske liv gennem et år følger naturens rytme.
Se også Månens Årscyklus.

Udviklingen af menneskers visdom er derimod indadvendt i begyndelsen og udadvendt i slutningen af solåret.
I første halvår handler det om at være relativt passiv og modtagende: åbne, erindre/vide, balancere/vælge, se/indse, lytte og medleve/fortælle.
Derefter følger det aktive og givende halvår: elske, hele, forene/samle, omskabe/genbruge, magte, og takke.
Hvert tredje solår indeholder en trettende månetid (den blå måne), som indebærer forvandling.

Bedstemor Månes farver afspejler Fader Himmels humør gennem årets nætter; og Moder Jords farver skabes af Bedstefar Sols dagslys gennem årstiderne. Farverne er forskellige fra sted til sted, da de udtrykker den lokale natur.

Bevidstheden om at være synkron med jordens biologi og månens faser kan være en stærk ledetråd gennem årets rytme, hvis udsving påvirker krop og sind ligesom flod og ebbe.

rytmer i bølger
indadvendt og udadvendt
månen og jorden

Udgivet den

Lysfesten

Lysfesten afslutter mørketiden, og højtiden er den første af solårets fire fejringer af Moder Jord. Lys tændes for kvindekraften, som har mange ansigter.  Maria og Brigid er to af dem.

De nordiske mytekællinger kan æres ved de otte årstidsfester.

Mit fortælle-forslag til festerne for Moder Jord:
Lysfesten: Myten om Hel.
Vårfesten: Myten om Idun.
Høstfesten: Myten om Sif.
Mørkefesten: Myten om Skade.

Kvindemyter til de fire fester for himmelen, som markerer Bedstefar Sols dans over Fader Himmel:
Vintersolhverv: Myten om Angerboda.
Forårsjævndøgn: Myten om Freja.
Sommersolhverv: Myten om Gullvejg.
Efterårsjævndøgn: Myten om Frigg.

Fordel mytekællingerne efter egen natursans!

Ved at fejre de otte naturhøjtider forbinder mennesker sig med naturens rytmer og mønstre, og alles natursans næres.
Over hele kloden fester folk omkring bål, fællesspisning, lege, danse og fortællinger.
Det levende ord opliver og oplyser, og ovenstående myter er forslag til at oplive kvindekraften. Myter er ikke fakta, og man kan bruge dem, som man lyster. Kvindemyterne er fra Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Natursansen forstærkes ved også at fejre Bedstemor Månes 12-13 månetider. Hvis nymåner og fuldmåner festligholdes, så bliver livet fest efter fest efter fest…  🙂
En ‘fest-opskrift’ findes i indlægget Højtidsfester.

Glædelig Lysfest!

Se også  Agerbrugerens Kalender, De 8 Højtidsfester og Nordens Solhjul.

Udgivet den

Mytos og Mønstre

Skaberværkets mønstre og rytmer er visdommens grundlag. De sanses med krop-bevidstheden og natursansen. De er portalen til Det Numinøse.
Mørketiden giver mulighed for langsom træning af opmærksomheden på mytos og mønstre.

Vi har alle et indre ‘landskab’ inde i Selvet. Den indre verden er opstået i samklang med Det Store Skaberværk:
naturoplevelser, eventyr, myter, bibelhistorier, virkelighedens og teatrets dramaer og andre kilder (musik, dans, sang, litteratur, film – kunst med snabelen i ‘mytesuppen’).
Den Personlige Mytosverden.

Bevidsthedens kontakt til mytos kan fornemmes som religiøse oplevelser.
Det klarsyn kan trænes ved opmærksomhed på den personlige natursans og krop-bevidsthed ved at erkende de fem elementer:  jord, vand, luft, ild og livsånd med de fem sanser:  føle, smage, dufte, se og lytte.
Hvert element er forbundet til en sans og en finger – og en udsondring.
Træning af natursans og krop-bevidsthed:

Begge hænder lægges over eget ansigt:

lillefingrene på hagen (føle/jord) Sved!
ringfingrene på munden (smage/vand) Spyt!
langfingrene på næsen (dufte/luft) Snot!
ringfingrene på øjnene (se/ild) Tårer!
lillefingrene på ørerne (lytte/bølge-ånde) Voks!

Et laaangsooomt åndedræts bevidsthed bevæges gennem elementerne via fingrene fra hage til øre (indånding) og tilbage (udånding).
Igen og igen! Også uden hænderne på ansigtet.

Krop-Bevidsthed er at mærke Skaberværkets elementer.
Med hele kroppen. Udvendigt og indvendigt.
Uden logos-tanker!   MU!


forfaldets skønhed
moder jords krop i dødt træ
element-sansning


Det autonome Selv ordner visdommens mønstre i  ‘natursansen‘. Den er gennemsyret af det kollektive ubevidste, den ur-fælles ‘mytesuppe’, som uafbrudt er under-bevidst i den enkeltes Selv.
Selvet er forbindelses-nerven til det Numinøse.

Op-lysning af klarsyn og op-livning af den kollektive visdom sker i mytos-sproget. Dets symboler kan tolkes og bevidstgøres ved brug af logos – ligsom ved drømmetydning.
Se også Logos og Mytos.

Klarsyns-indsigter kan optræde som natlige og vågne drømmesyn, som aha-indfald i en travl hverdag, som visioner i naturen – og på mange andre måder.
De kan indtræffe spontant, eller de kan opsøges – måske ved hjælp af Sejd eller andre Shamanheste.

Meditation kan også åbne portalen – ligesom Haikudigtning.
Mørketiden indbyder til at gå på opdagelse i mytosverdenen og øve sig i at forstå sig selv.
Måske inspireret af vølven Pythia i Delfi: Kend dig selv!
God Fornøjelse!

Mandalaer er mindmaps over Selvets mytosverden i flere religiøse traditioner.
Shambhala er benævnelsen for mytos-Selvets landskab i den tibetanske buddhisme.

Knude-Mandala af Leonardo da Vinci

Adgangen til det helende Mytos-Selv hindres, når menneskers opmærksomhed er ‘besat’ af forfængelighed, vrede, begejstring og andre dæmoniserende ønsker og begær i logos-verdenen.

Udgivet den

Vølven Gullvejg

Vølven Gullvejg er knyttet til sommersolhverv. Vølvens spådom fortæller, at hun tre gange blev brændt på bål. Hun overlevede, så derfor kunne hun berette om, hvordan krigsguderne stak spyd i hende og overlod hende i ilden. Hun kunne også fortælle om det, der skete før – og om det, som siden ville ske.

Myten om Gullvejg

Aserne var grådige krigsguder, hvis liv bestod i at erobre magt, viden og ejendom. Vanerne var fredelige kærlighedsguder, der drog omsorg for jordens frugtbarhed, erotik og magi. Blandt vanerne vandrede vølven Gullvejg, hvis gyldne vej inspirerede alle, hun mødte.

Gullvejg havde evnen til sejd. I frugtbarhedens tjeneste brugte hun magi, og hun samlede folk og guder omkring sig. Hun havde magt. De griske aser ønskede, at vølven skulle tjene dem, så de bortførte hende. Men hun ønskede ikke at leve i Asgårds krigsverden.

I Asgård mødtes Gullvejg og Loke. Da de lignede hinanden, blev de den slags sjælevenner, der måske kunne forvandle sig til hinanden. Begge havde kendskab til spådommen om gudernes skæbne. Ragnarok. Og de begge kunne få ting til at ske.

Aserne havde imidlertid den indstilling, at de ødelagde det, som de ikke kunne erobre. Da de ikke kunne få fat i vølven og hendes viden, magt og magi, besluttede de at eliminere hende. Tre gange forsøgte de at dræbe hende med spyd og brænde hende på bål. Hver gang overlevede hun og helede. Ved egen kraft – og lidt ikke beskrevet hjælp fra Loke.

Gullvejgs magiske evner delte hun med både Freja og Frigg, der begge levede i Asgård, hvor de anvendte deres evner efter behov. Hvor Gullvejg gik hen inden og efter Ragnarok er uvist; men nogen følger hendes gyldne vej, som blev brolagt af Frejas gyldne tårer.

Gullvejg er moder til sejd, den nordiske shamanisme; og hun og de andre vølver fejres ved sommersolhvervs bål. Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer, og de kendte menneskenes særheder. De kastede runer, tog varsler og fik drømme og visioner, som de af og til oversatte. Gullvejg indviede både Freja og Frigg. Måske var de en enhed. Treenighed! De uddannede Odin i begrænset omfang; men fuldbefarne sejdemestre var både Kvasir og Loke, der kunne optræde dobbeltkønnede…

Begrebet ‘shamanens hest’ er benævnelsen for redskaber til at bevæge sig mellem verdener. At sejde. Den ottebenede Slejpner er symbolet på en rejsefører; og at danse og at gjaldre er eksempler på ‘heste’. Solhvervsfesterne er sejdehøjtider, og vølver er det naturlige midtpunkt i enhver årstidsfejring. Men da vølver er et sjældent folkefærd, må andre festmestre til tider stå frem.

Se også  Solhvervsdukkerne, som er et eksempel på nutidig sejd. I år er dag og nat lige lange allerede den 20. juni; men landets fælles bålfester er datobestemte til Skt. Hans. Forberedelserne er begyndt!

Udgivet den

De Tretten Månekællinger

De Tretten Månekællinger er overskriften på den mytesamling, som mine fantasier, drømme og visioner arbejder med. De handler om årets 12-13 månetider. Se En Klanmor !

Myterne florerer i forskellige oprindelige folk, hvor månetiderne forbindes med det arbejde, som overlevelsen kræver på netop det tidspunkt i vækstsæsonen. Månekræfterne styrker det fredelige arbejde, omsorgen og ærbødigheden for naturen. Kvindelighedens indlevende virke for alles velbefindende og fred.
I modsætning til rovdrift, grådighed og vold…

De dyrebare kvindekræfter symboliseres ved juveler i kranier/livmødre:

Vismanden David Bowie fortalte myten på sit dødsleje: Blackstar.


De 13 månekvinder deler kvindelighedens visdom i Bowies mytologiske video om forfald – og overlevelse…

* * * * * * * * * * * * * De Dødes Nat 2023:
Kære klansøstre!

Efter ofring af mit lange hvide hår samler årets kraft-iagttagelser, som handler om at forbinde dyriske kræfter på de 12/13 månetider på vores sted.
Under hver månetid skærpede jeg opmærksomheden på hvilke kraftdyr, der ville netop mig noget. Andre væsner vil måske nok vise sig for jer 😉

1. Åbne: mus, krage, loppe
2. Vide: hjort måge regnorm
3. Vægte: muldvarp, lærke, bi
4. Se: ræv, solsort, myre
5. Lytte: hare, svale, frø
6. Fortælle: bæver, ørn, myg
7. Elske: sæl, svane, hugorm
8. Hele: odder, stær, guldsmed
9. Modne: pindsvin, agerhøne, snegl
10. Nytænke: mår, falk, edderkop
11. Magte: flagermus, hejre, ørentvist
12. Takke: egern, spurv, flue
13. Forvandle: grævling, ugle, sommerfugl

Inspiration: The 13 Original Clanmothers (Jamie Sams)

Se også indlægget om lokale kraftdyr.

Udgivet den

Stilhedens Fuldmåne

Stilhedens fuldmåne er højtid for Lyttende Kvinde, den femte klanmor i myterne om The 13 Original Clan Mothers (Jamie Sams). Ved hver nymåne kommer en klanmor til verden med visdom til de to-benede.

Myterne om klanmødrene fortælles under himmelstrøg fjernt fra Norden, så jeg digter fortællinger, hvor jeg lader mig inspirere af indianernes verden, men jeg vil omplante dem til landskaber med planter og dyr fra vores natur. De 13 klanmødre omskabes til 13 månekællinger…

Lyttende Kælling kom til verden i en mørk jættestue under jorden. Der var intet lys, og hun vidste ikke, at hun kunne se. Men hun kunne mærke og høre sin krop. Hun sansede, bevægede sig og lyttede til kroppen, efterhånden som hun mærkede hænder, arme, ben, hud, muskler, knogler og ansigtets natur. Fra hendes indre lød en rumlen, – og hun mærkede en tomhed.

Da hørte hun Moder Jords stemme, som fortalte hende, at tomheden var sult – og at der i hulen stod en kurv med indhold, der kunne stilne tomheden…

Derefter udforsker kællingen rummet og dets lyde. Ved at kravle rundt langs jættestuens stenvægge opdager hun, at i hulens laveste ende risler en lille kilde. Moder Jord lærer hende at drikke, så kvinden huler sine hænder og føler en boblende glæde, da vandet flyder i mundhulen og ned gennem spiserøret.

Tæt ved kilden støder hun på kurven, dufter og mærker dens indhold. Moder Jord lærer hende at bide, tygge og synke, og Lyttende Kælling overvældes af spisningens indre lyde. Hun bliver overrumplet af lyden ved at bide i en gulerod, som giver genlyd i jættestuen.

Fortsættes….

Stilhedens fuldmåne indtræffer på torsdag!

Malerier : Uddrag af ‘Vandrende krydser luftens lyshav’ (Anne Voel).

Udgivet den

Shamanens Hest

Shamanens Hest er symbol for det fartøj, der fører fra denne verden til andre verdener. Den shamanistiske rejse findes i mange verdenskulturer, hvor en åndeverden er en del af folkets livsopfattelse.
Rejseredskabet kan symbolsk forestille en hest, en båd, et skib, en vogn, et træ, andre dyr eller åndevæsner. Ase-gudernes Odin rejste ligesom Mohammed på en hest, og den bibelske profet Elias fløj i en vogn – ligesom vanernes Freja.

I praksis kræver rejsen på “shamanens hest” en sanse-forrykkende “billet”:
trommelyde, rytmegentagelser, dans, sult, søvnmangel, kropsudmattelser, yoga, meditation, kraftsang, gjaldring, chanting, mantrafordybelse, haikudigtning, magi, runekast, hypnose, urter, kemikalier, hallucinogener og den slags…

Shamanhesten i nordisk mytologi er Slejpner, Odins 8-benede hest, hvis far var hingsten Svadilfare. Den var en kelpie, et kraftfuldt åndevæsen, der ligesom vand kommer flydende, manifesterer sig kraftfuldt og opløses.
Kelpier kan have forskellige fremtoninger og stammer fra keltiske vandmyter. Vandhesten Svadilfare nåede til Asgård , hvor den indgik i myten om jætten, der brugte dyrets kræfter til at bygge en mur for aserne. Til gengæld skulle han have haft Freja, men det forpurrede Loke. Han omskabte sig til en uimodståelig hoppe, som forførte Svadilfare, der derfor svigtede jætten. Senere fik Loke-hoppen et føl. Slejpner er altså afkom af en trickster og en vandånd. Den blev Odins, men også Loke og Hermod red på den, når de besøgte andre verdener.
Under sejd rejste vølverne ved shamanheste, som er tilgængelige for enhver, der har mod på det. Nu og her!

Shamanhesten rummes i runen Ior ᛖ : Hest/Fælleskraft/Magi

knudelabyrint
over under og mellem
sejdverdenerne

I Søren Nancke-Kroghs bog “Shamanens Hest” udredes dens etno-mytiske historie på baggrund af arkæologiske fund. Anbefales!
Det gælder også “Fabeldyr og Sagnfolk” af Bengt Holbek og Iørn Piø.
Og “Nordens Mytologiske Årstidsfester” 😉