Vintersolhverv og Angerboda

Jordpolernes afstand til solen skaber årstiderne.

Vintersolhverv, forårsjævndøgn, sommersolhverv og efterårsjævndøgn er de hellige årstidsfester, som defineres af solen. Fejring af fotosyntesens livsnødvendige ilt-produktion, der afhænger af lysmængden.

I alle menneskehedens kulturer lever myter om årstidernes livsrytmer. Ved vintersolhverv fejres lysets genkomst, når dagene bliver længere. Festen handler også om en moder og et barn. Søn eller datter.
Angerboda er urmoderen til de store kræfter, og hun fejres i den mørkeste vinter. Datteren er Hel, som siden skal værne om den lyse gud Balder, så han kan genskabe en verden efter Ragnarok.

Myten om Angerboda

Jættekvinden Angerboda kravlede rundt i jordens råddenskab. Over hende huserede bidende, isnende snestorme på jordens overflade. Hverken sol, måne eller stjerner var synlige. Måske fandtes himmelen slet ikke endnu. Men Angerboda befandt sig som en fisk i vandet. Hun formede væsener af den plastiske kompost og var opslugt af sin kunstneriske begejstring, da hun pludselig mærkede, at hun ikke var alene.

Bag hende stod den prægtige Loke. Halvguden og halvjætten, der som en joker var fuldstændig uberegnelig i alle forhold. Det kunne Angerboda godt lide, så hun inviterede ham til at lege med. De boltrede sig i den dampende forrådnelse og udvekslede safter og sejd. Deres smeltende varme steg op i snehelvedet og et lille lys blev synligt på himmelhvælvet.

Senere fødte Angerboda tre uforlignelige væsener: datteren Hel, ulven Fenris og ormen Jørmungand. Jættekvinden var noget nær den perfekte moder, og hendes afkom voksede til prægtige selvstændige individer, der drog ud i verden, da tiden var inde.

Angerbodas tre børn fik sorteper-roller i asegudernes magtspil. Og de fik hovedroller i afviklingen af verden, da den gik til i grådighed og krig. Fenrisulven og Midgårdsormen døde sammen med de bjærgsomme krigsguder Odin, Thor og Tyr, medens Hel passede på Balder i dødsriget, så han kunne genopstå i den nye verden efter Ragnarok.

I den keltiske tradition fortælles om The Green Man:
Egekongen fødes i den længste nat (lussenatten) som et spirende agern. Egebarnet gror under Kristtornekongens og Vedbenddronningens varetægt. De er begge stedsegrønne og værner om livet i den lysfattige periode.

Holly King

Ved løvspringsfesten (Valborgsaften/Beltane) overdrages kongeværdigheden til Egekongen. Han regerer indtil løvfaldsfesten (Allehelgen/Samain), hvor Kristtornekongen igen tager over.

Oak King

De nordamerikanske indianere fortæller om Bedstefar Sol, der forynges og ældes, og om Bedstemor Måne, som styrer festerne for dansen mellem vandet og livskraften. Fader Himmel lægger rum til de gamles kraftudfoldelser. De alle tre virker for livet på Moder Jord.

At leve med bevidsthed om årstiderne er tilstedeværelse.
Mindfulness 😉
Myterne er redskabet til at åbne for det numinøse;
og jeg er taknemmelig modtager af årstidsmyter:
MinVerden(snabel-a)annevoel.dk 🙂
Se også Julen er Stjernetid!

Glædeligt Vintersolhverv og Godt Nyt Solår!
Med fredelig værnen om Moder Jord – og i menneskene velbehag.