Sælkvinden

Sælkvinden er en af mange myter om selkiefolket, der er havets sagnfolk, sæler, marsvin, havfruer m. fl., der forvandles til mennesker. Eller omvendt. Til tider under tvang, hvorefter menneskene straffes. I nogle kulturer betragtes selkierne som druknede mennesker i dyreham. Flere af fortællingerne er allegorier på menneskehedens overforbrug og magtanvendelse overfor havet, hvis natur er at give og at tage

Det færøske sagn om en sælkvinde fortælles ved Hellig3Konger, hvor selkiefolket drager på land, afkaster dyrehammene og danser.
En ung fisker så dem og snuppede det fineste skind. Det tilhørte en sælkvinde, som derefter levede med ham og fødte en datter og en søn.

Fiskeren havde låst hammen ned i en kiste og bar nøglen i en kæde. Men en dag fandt sælkvinden en ønskebensknogle fra en havfugl i strandkanten. Da manden sov, byttede hun den med nøglen. Medens fiskeren var på havet, opdagede han knoglen og vidste, at kvindesælen var svømmet hjem til sit oprindelige folk.

Hvert år drog fiskerne også på sælfangst, og engang kom sælkvinden til fiskeren i en drøm. Hun bad ham mindeligt om at undlade at dræbe udvalgte sæler; men sælfangerne lod hånt om hendes bøn og dræbte i overflod.
Så kom kvindesælen til ham som en frygtindgydende troldkvinde og proklamerede, at mænd fra øen ville drukne og falde fra klipper, indtil de var så mange, at de kunne danne ring omkring øen.

Forbandelsen er endnu ikke fuldbragt, og mænd fra egnen tages stadig af naturen…
Naturen giver, naturen tager. Livets evindelige rytme.

Fortællinger om sælkvinder findes i mange udgaver. En af dem er digtet ind i den nordiske mytologi; den kan læses her: Sælkvindens Børn.

Hanna Snorradottir beretter om den islandske sælkvinde. Se Hannas fortælleuddannelse om  Nordisk Visdomstradition

Se også Festens Gave og Havets Moder