🙂
Buddhatilstanden
betegner sædvanligvis
den oplyste/opløftede/ophøjede
satori
Kongesønnen Gautama gennemgik imidlertid flere tilstande,
som kan beskrives med Søren Kierkegaards stadieteori:
Det æstetiske livsstadium.
Der var engang en kongesøn, der levede i sus og dus.
Gautamas verden var så æstetisk fuldkommen,
som forgængeligheden kunne præstere.
Hans liv handlede om ham selv,
forfængeligheden/præstationer/nydelsen.
Det etiske livsstadium.
Så skete det, at han forlod slottets verden.
Han opdagede lidelsen.
Livsillusionen.
Maya.
Gautama så forskellen på godt og ondt,
og han brugte indsigten/empatien/viljen
til at formulere en moral/etik
og levede derefter.
Hans verden blev menneskehedens dimension,
etikken om Det Gode og askesen.
Det religiøse livsstadium.
Efter en tid erkendte han,
at lykke/tilfredshed/sjælefred ikke opnåedes
ved hverken nydelse eller askese.
Da indtrådte Springet.
Den kierkegaardske formulering
af den livsomvæltende personlige erfaring af Det Numinøse.
Evighedens tomme åbenhed.
Uden vej tilbage!
Kongesønnen/Menneskesønnen overgav sig
til satori-tilstanden/buddha-inkarnationen/universet.
Han levede til sine dages ende.
😉
Hævet over lykke og ulykke.