Kobbersneppen III

Det er en eftermiddag i september. Alle planter er i løbet af året spiret og groet, og de har blomstret og sat frugt. Naturen i Norden forbereder sig på vinteren.

Trækfuglene fløj i foråret mod nord og ynglede. De overlevende unger er flyvefærdige, og fuglefamilierne drager sydpå til deres vinterhjem.

De fleste trækfulge flyver i flokke. Men en fugl er fløjet sin egen vej. En Kobbersneppe. Nu står den helt for sig selv i en klit ved Vesterhavet.

KSalone600
Jeg ser pludselig fuglen, står bomstille og kigger på den.

Den går hen imod mig. Solen står lavt og skinner i dens øjne. Det ser ud som om, den blinker til mig.

Jeg tør ikke blinke, for jeg vil ikke jage den væk. Der er ikke en eneste bevægelse i min krop udenpå, men jeg kan mærke mit blod strømme varmere indeni.

Fuglen kommer nærmere og nærmere. Mine øjne løber i vand, og jeg er nødt til at blinke. Så lægger den hovedet på skrå og blinker til mig!

Jeg gør der samme: lægger hovedet på skrå og blinker til den.

Den fremmede fugl stopper, vender siden til og kigger sig over skulderen.

Et sted kan jeg mærke noget, jeg ikke kan høre: “Kom med!”, siger den med kroppen: “Vil du være min ven?”

Jeg går et forsigtigt skridt hen til den.

KS400KomMed2

Så smiler fuglen!

KSsmil17-400

Min fugleven har et meget langt næb, så der er meget at smile med.

Det stritter ud i luften, og den vender næbbet fra den ene side til den anden , så jeg kan opleve alle sider af dens smil.

Igen sanser jeg fuglens tale til mig:

“Du må gerne fotografere mig; men så skal du love, at du viser billederne og fortæller min historie til så mange, du kan. ”

Fortsættes…

Se også Kobbersneppen I og Kobbersneppen II.