Sejd

Sejd er den nordiske shamanisme.
Alle folkeslag har mestre, der har en særlig fornemmelse for naturen og for mytos. Den slags personer lever i udkanten af samfundet og er tit omvandrende. Oftest bliver de udpeget eller ligefrem udstødt, fordi fællesskabet oplever dem som anderledes. Indledningsvis er rollen ikke selv-valgt; men den, som påtager sig gerningen, tager hvervet som et kald, der indebærer viden om magi og Selvets visdomsmønstre.

En sejdemester lever i og med naturen og dens rytmer, mønstre og sange. Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer; de kendte naturens verden og dens kraft-formidlere. Og de kendte portene til mytosverdenerne:

Underverdenen: (gul)
Elementernes enorme og dybe kræfter, der skaber både kaos og helhed ved modsætninger, liv og død.
Rejsen til underverdenen sker nedad gennem sprækker, huler og kilder, hvorunder hjælpeånder kan mødes. Færden kan sammenlignes med et helende besøg i Moder Jords livmoder. Indadvendt og sammentrækkende.
Udgård/Jotunheim (Skade), Niflheim (Angerboda) og Helheim (Hel).

Mellemverdenen: (rød)
Menneskenes parallelle ‘virkelighed’ med deres menneskelignende gudeprojektioner.
Bevægelsen fra den fysisk/mentale verden sker gennem vandrette åbninger/porte/døre i naturen eller bygninger. Visionsrejsens indhold er at hele psykologiske gestalter og følelsesmæssige ubalancer.
Midgård (Embla), Asgård (Frigg)  og Vanheim (Freja).

Oververdenen: (blå)
De ‘udover-menneskelige’ væsner, kraftbærerne med æterisk magi (engle, kraftdyr, alfer, dværge, nisser, – alle småfolk i naturen).
Færden til oververdenen sker opad trapper/træer/bjerge eller ved flyvning, og den indebærer oplevelser af bevidsthedsudvidelse, åbenbaringer og spirituelle indvielser. Udadvendt og udvidende.
Svartalfheim (Sif) og Alfheim (Idun) og Muspelheim (Gullvejg).

Vølverne bevæger sig mellem verdener ved hjælp af ‘shamanheste’, som kan være rungende lyde, dundrende trommer og gjaldrende stemmer.
Sejdritualer afholdes ved dæmring eller skumring. Vølven sidder på et højsæde, sejdhjællen, og de omgivende mennesker gjaldrer kraftsange, der bevæger naturen og åbner til andre verdener.

Sejdfejringer er hellige højtideligheder i naturens udendørs kirke. Portaler til det numinøse. Verdener af symboler, som giver menneskene helende kraft. Adgange til de hellige helheder. 
Uden egoernes forgængelige forfængeligheder… !
Helt uden selvhøjtidelig showing-off… !
Udesidning alene er også sejt ! 😉

Det symbolske tegn for sejd kan være Valknute. Den ses på sten-stelen i Stora Hammar, der forestiller Odin, der sejder ved et alter under trekant-knuden.
I nyere tid er knuden kaldt Valknute, og den er forbundet med krig; men den kan i stedet ses som symbol på de tre verdener.

Sejde-symbolet består af tre ligesidede trekanter, hvoraf den ene binder de to andre til en knude af tre lukkede bånd. Hvis et af trekant-båndene brister, så frigøres de to andre. Det betyder, at mønsteret/verdenerne kun hænger sammen, når alle tre trekanter er hele.

Knude-typen er en Borromean-konstruktion; og den samme magi/matematik findes i de forbundne ringe i det kristne treenighedssymbol (Faderen, Sønnen og Helligånden):

vandret solopgang
trædans omkring hellighøj
jordforbindelse

Se også At GåHrungners Hjerte og Kraftdyr !