Franziska von Altenhausen

Franziska von Altenhausen er den maskerende titel på brevvekslingen mellem Ernst Haeckel (1834-1919) og Frida von Uslar-Gleichen (1864-1903). De udvekslede ca. 900 breve (1898 – 1903). Udgivet i uddrag af Johannes Werner (dansk: 1929). Begges familier var modstandere af udgivelsen.

Han var en forfængelig manio-depressiv evolutionsbiolog. Hun var en faderløs ubemidlet adelig jomfru. Begavet, pligttro og 30 år yngre end ham. Brevene er en kærlighedshistorie. Og en både forblændet og nøgtern kvindes kritiske kommentarer til en karismatisk charlatan, hvis breve beretter, at hans nervesyge hustru altid fik det bedre, når han var hjemmefra på lange rejser…

Brevvekslingen fik jeg som teenager. Efter i flere år at have været  fascineret af Haeckel’s “Kunstformen der Natur” med dens smukke tavler over phytoplankton:

Haeckel’s karismatiske udgydelser havde forgudende tilhængere og hadefulde modstandere, der så ham som en utroværdig ateistisk plattenslager. Historien har efterfølgende vist, at han var racist og videnskabeligt uvederhæftig.

Fornylig genlæste jeg deres tragiske korrespondance. Mange spørgsmål kan stilles vedrørende Frida’s tidlige død af en overdosis opiat. Et af dem er: Begik hun selvmord pga Haeckels uvederhæftighed?

Af brevvekslingen fremgår, at Haeckel selv overvejede selvmord, som han kaldte autolyse: selv-opløsning/fraspaltning!

Fridas liv er en kvindeskæbne til eftertanke.

Året efter hendes død opkaldte Haeckel en gople efter hende:

Rhopilema frida: