Mytos og Mønstre

Mytos og mønstre er visdommens grundlag.
Vi har alle et indre ‘landskab’, der er dannet af naturoplevelser, eventyr, bibelhistorier, myter, virkelighedens og teatrets dramaer plus andre oplevelser. Det er Den Personlige Mytosverden. I den kan også indgå romaner, film, musik og andre værker skabt af kunstnere med kontakt til ‘mytesuppen’.

I min mytos findes bl. a. en 1001 nat -verden, og i den ligger alle de visdomsmønstre, som fortællingerne bærer – også selvom jeg ikke har gjort mig dem bevidst. Det samme gælder de nordiske myter, de indianske klanmødre, mytologierne omkring Middelhavet og meget mere. Det hele er syltet ind i oplevelser af naturens mønstre og rytmer. Mit autonome Selv ordner visdommene i mønstre, der synliggøres, når jeg har brug for det. Min ‘natursans‘.

Denne personlige mytosverden er gennemsyret af det kollektive ubevidste. En slags ur-fælles ‘mytesuppe’. Og den er under-bevidst i mit Selv, det autonome mønster, der er min forbindelses-nerve til det Numinøse.
Hjemmesiden annevoel.dk er uddrag af min mytos.


Når jeg op-lyses af kollektiv visdom og op-lever ‘klarsyn’, gror de ud af mønstrene i mit Selv. De fremstår i symbolsprog, som kan tolkes ved brug af logos. Ligesom ved drømmetydning.  Se også Logos og Mytos.

Klarsyn er indsigter, der kan optræde som natlige og vågne drømmesyn, som aha-indfald i en travl hverdag, som visioner i naturen – og på mange andre måder. De kan indtræffe spontant, eller de kan opsøges – måske ved hjælp af shamanheste.

Adgangen til det helende mytos-selv hindres, når menneskers opmærksomhed er ‘besat’ af forfængelighed, vrede, begejstring og andre manifestationer af ønsker og begær i logos-verdenen.

Portalerne til indsigterne kan åbnes ved forskellige metoder. Meditation kan være en vej, og  Sejd er den nordiske tradition. En af mine adgange er haikudigtning.

Mandalaer er mindmaps over Selvets mytosverden i flere religiøse traditioner. Shambhala er benævnelsen for mytos-Selvet i den tibetanske buddhisme.
Med øvelse kan man optræne kontakten til sit Selvs mønstre og det kollektive underbevidste. Mørketiden indbyder til at gå på opdagelse i mytosverdenen og øve sig i at forstå sig selv.
Måske inspireret af ‘vølven’ Pythia i Delfi: Kend dig selv!
God Fornøjelse!

Knude-Mandala af Leonardo da Vinci