Vegvisir og Udesidning

Vegvisir og Udesidning er beskrevet i to tidligere indlæg.
Her er fortællingen om, hvordan Vegvisir engang blev brugt som kompas under en udesidning. Om en visionsrejse i den nordiske mytologis ni verdener.

Der var engang et menneske, som for vild i sig selv. Fornemmelserne for op og ned, ude og inde, lys og mørke var forduftede. Tilbage var dog følelsen af at være midt i noget etellerandet.

Mennesket sad uden vådt og tørt. Omkring den siddende spirede otte verdener, der groede som en stjerne med vidt forskellige grene.

Først manifesterede sig et koldt mørke i nord, hvori isnende snekrystaller faldt. Sansningen af op og ned indfandt sig. Forneden opstod jordforbindelse, og under den var råddenskaben, der indeholdt livskim. Dybt i Niflheims verden af intethed levede Angerboda og hendes tre små børn: datteren, ulven og ormen.

Den anden verden fremstod med et svagt lys, hvori skygger kunne skelnes. Langt borte lød gungrende vande, og en bro rakte henover en strømmende flod. Mennesket erkendte tiden ved oplevelsen af underverdenen Helheim, hvor døde efter livet opholdt sig. Dér regerede Hel, ung og gammel, levende og død. Hun værnede om det, der havde været – og det, der skulle blive.

Lyset blev stærkere, milde vinde blæste om mennesket, og et himmelhvælv rejste sig. Den knugende følelse af underjordisk liv og død blev afløst af en glæde, der groede med fremtoningen af skaberværket. Menneskets sanser åbnede sig, og Freja viste sig i al sin sanselighed. Kærlighedsgudernes frugtbare Vanaheim blev synligt.

Mennesket registrerede sine sanser, og de overjordiske småfolk blev mærkbare. De kunne fornemmes som lyde, dufte og flygtige synsindtryk. Væsnerne føltes på huden og kunne endog smages, som om de gennemtrængte kroppens ydre grænser. Alle sanser samlede sig om visionen af et gyldent æble, der blev tilbudt af Idun i Alfheim.

Så kom varmen bølgende fra syd. Buldrende ildtunger slikkede mod himmelen fra tre vulkanlignende bål. En kvindeskikkelse vandrede fra bål til bål til bål, og derefter trådte hun frem, strålende og ren. Mennesket følte sig smittet af hendes genoplivelse, og ny inspiration blev vakt. Gullvejg genopstod af Muspelheims flammer.

Dernæst opdagede mennesket jordens forstenede fortid, hvori de underjordiske småfolk boede. Svartalferne var dværgene, der forvandlede metaller til alskens brug for mennesker. Hårde metaller til kamp for det daglige brød og krigsvæsen. Bløde metaller til pynt og forførelse. Ved Svartalfheim stod Sif med sit gyldne hår.

Visionen førte da menneskets opmærksomhed til krigsgudernes verden. En ustyrlig tumlen og kaotiske dramaer udspillede sig. Råb og tænders gnidsel fyldte luftrummet og gav genlyd i jordsmonnet; mennesket blev lamslået gudernes væsen. Midt i kaos fandtes dog ro omkring den myndige Frigg med hendes sønner omkring sig i Asgård.

Mørke sænkede sig over mennesket, der nu var klar over op og ned, ude og inde, lyset og mørket. Den sidste retning fuldendte helheden af modsætninger. Det flydende og det faste i forandring. En ny runde i spiralen tilbød sig, og Skade åbenbarede den jættestore kraft: evnen til at vælge sin egen eksistens! Hun valgte livet i Udgård.

Sådan fortælles den helende vision om mennesket, der finder sig selv og sin vej. Med erkendelsen af Midgård, menneskenes verdensillusion. Vegvisir kan vise retningerne; men hvert menneske går sin helt egen vej.