Shamanens Hest

Shamanens Hest er symbol for det fartøj, der fører fra denne verden til andre verdener. Den shamanistiske rejse findes i mange verdenskulturer, hvor en åndeverden er en del af folkets livsopfattelse.
Rejseredskabet kan symbolsk forestille en hest, en båd, et skib, en vogn, et træ, andre dyr eller åndevæsner. Ase-gudernes Odin rejste ligesom Mohammed på en hest, og den bibelske profet Elias fløj i en vogn – ligesom vanernes Freja.

I praksis kræver rejsen på “shamanens hest” en sanse-forrykkende “billet”:
trommelyde, rytmegentagelser, dans, sult, søvnmangel, kropsudmattelser, yoga, meditation, kraftsang, gjaldring, chanting, mantrafordybelse, haikudigtning, magi, runekast, hypnose,
urter, kemikalier, hallucinogener og den slags…

Shamanhesten i nordisk mytologi er Slejpner, Odins 8-benede hest, hvis far var hingsten Svadilfare. Den var en kelpie, et kraftfuldt åndevæsen, der ligesom vand kommer flydende, manifesterer sig kraftfuldt og opløses.
Kelpier kan have forskellige fremtoninger og stammer fra keltiske vandmyter. Vandhesten Svadilfare nåede til Asgård , hvor den indgik i myten om jætten, der brugte dyrets kræfter til at bygge en mur for aserne. Til gengæld skulle han have haft Freja, men det forpurrede Loke. Han omskabte sig til en uimodståelig hoppe, som forførte Svadilfare, der derfor svigtede jætten. Senere fik Loke-hoppen et føl. Slejpner er altså afkom af en trickster og en vandånd. Den blev Odins, men også Loke og Hermod red på den, når de besøgte andre verdener.
Under sejd rejste vølverne ved shamanheste, som er tilgængelige for enhver, der har mod på det. Nu og her!

Shamanhesten rummes i runen Ior ᛖ : Hest/Fælleskraft/Magi

knudelabyrint
over under og mellem
sejdverdenerne

I Søren Nancke-Kroghs bog “Shamanens Hest” udredes dens etno-mytiske historie på baggrund af arkæologiske fund. Anbefales!
Det gælder også “Fabeldyr og Sagnfolk” af Bengt Holbek og Iørn Piø.
Og “Nordens Mytologiske Årstidsfester” 😉