Rufina og Justa

Rufina og Justa var kristne pottemagerdøtre i romertidens Sevilla. De kreerede den smukkeste keramiske kunst, og værkstedet gav overskud, som deltes med de fattige.

De romerske herskere fandt behag i søstrenes skåle og krukker, så de bestilte en ladning til en hedensk fest. Men kvinderne nægtede at adlyde den romerske overmagt, og i protest smadrede de en Venus-maske.

Justa blev smidt i en brønd, og Rufina blev kastet for løven; men den lod hende i fred. Hendes hoved blev hugget af og kastet i brønden til Justa, der døde…

En romersk legende fortæller om søstrene Rufina og Sekunda, der nægtede at afsværge kristendommen for at gifte sig med to af magtens sønner.
Den romerske præfekt udfordrede søsterskabet ved at piske Rufina for øjnene af Sekunda; men hun krævede samme behandling. Begge blev halshuggede…
Senere begravede en hedensk medsøster deres knogler i en skov, der blev til Den Hvide Skov.

søstersammenhold
modig blodig kvindekraft
i fælles protest

Flere katolske kirker er indviede til søstrene; og de er skytshelgener for Sevilla’s klokketårn Giralda.

Natteheksen Lilith

Natteheksen Lilith er den arketypiske omvandrende viskvinde med kontakt til naturen. Hun er den frie anarkist, hvis sexualitet ikke defineres af mænd, sådan som den kristne bibel foreskriver. Den angiver, at kvinden skal attrå sin mand, og at han skal herske over hende.

I 70ernes kvindebevægelse blev Lilith forbillede for kvinder, der ville magte sig selv og ikke være ejet af eller eje en mand. En sådan kraftkvinde håndterer sit liv og erotik på egne betingelser i henhold til frihed, lighed og fællesskab. Ægte Kærlighed.

Lilith vendte sig fra patriarkatet. Idag vender tiden, og vi fortæller om Natteheksen, hvis ry er mangesidigt, både ophøjet og fordømt:

I Bibelens skabelsesberetning læses 1. Mosebog, 1, 27-28:

Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand (han/male) og kvinde (hun/female) skabte han dem; og Gud velsignede dem: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!”

Men hun-mennesket ville ikke lystre. Kvinden ville ikke herske over naturen, og hun ville ikke underlægge sig manden. Heller ikke i elskovsakten. Hun ville være lige og ven med alt levende. Også den livfulde slange, der levede i paradisets livstræ. Gud forbød menneskene at spise træets frugter, men slangen sagde til kvinden (1. Mosebog 3, 4-6):

“I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt !”
Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af; …

Beretningen fortæller derefter, at manden også spiste af kundskabens frugt, og de fik begge det nøgne klarsyn. Gud blev vred, forbandede slangen og påduttede kvinden voldsomme fødselssmerter. Manden blev undskyldt, fordi han var blevet forført af kvinden, men pålagt at svede for føden (1. Mosebog 3, 16-17):

Til kvinden sagde han: “Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde børn; men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!”
Og til Adam sagde han: “Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg sagde, at du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; “…
osv…osv…osv…

En u-bibelsk myte fortæller, at kvinden Lilith forlod haven. Med sig bragte hun kundskabens frø fra livstræet, og slangen fulgte hende. En fugl viste vej til den store flod Eufrat, hvorved hun såede træfrøet, der næredes af vandet.

Visdommens træ voksede hurtigt som et piletræ, og slangen flyttede ind ved dets rod. Den guddommelige fugl Anzu byggede rede i trækronen, og naturkvinden Lilith boede i den hule stamme. Hun færdedes i natten under månen, fløj tudende som en ugle, så mørkeangste og naturforskrækkede mennesker kaldte hende for Natteheksen.

Natteheksen Lilith
med slangen om hovedet
og tudende dyr omkring sig.

I lange tider trivedes livstræet. Men den store oversvømmelse rev træet op med rode og førte det til Uruk. Hos sumererne fortælles, at Inanna forlangte kundskabens træ plantet i sin egen have, hvor det kaldtes Huluppu. Slangen, gudefuglen og natteheksen forblev i livstræet.
Lilith tolkes som Ereshkigal, dronningen af underverdenen. Hun lukkede de 7 porte for Inanna og udtænkte 7 ofre til afklædning af den forfængelige og magtbegærlige gudinde. Det første offer var magtens stav.

Engang forlangte Innana, at Hulupputræet skulle være hendes trone. Hun fik sin ‘bror’/tilbedte Gilgamesh til at bortjage livs-slangen fra kundskabens træ, hvorefter han huggede det ned og byggede en trone af stubben. Lilith og fuglen fulgte efter slangen. De drog bort og medbragte livstræ-frø til andre verdener. Lilith blev arketypen på den omvandrende kloge kone: vølven!

Uruk og dens visdomsforladte folk blev senere udslettet. I Bibelen fortæller Esajas i kapitel 34, at når jordens bække forvandles til tjære, der brænder dag og nat, og undergangen indtræffer, da vil “kun natteheksen raste og lægge sig der til ro; der bygger pilslangen rede, lægger æg og samler dem og ruger…”

Tilbage i den bibelske skabelsesberetning mente Gud ikke, at manden kunne klare sig alene: “Det er ikke godt for (han)-mennesket at være ene” og (1. mosebog 2, 21-23):

“Så lod Gud Herren dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans ribben og lukkede med kød i dets sted; og af ribbenet byggede han en kvinde og førte hende hen til Adam.
Da sagde Adam: “
Denne gang er det ben af mit kød; hun skal kaldes u-mand (hebr: isja/isj, eng: wo-man/man), thi af manden er hun taget!”

Skabelsesberetningens inderste myte fortæller, at to kvinder blev skabt: den frie enegænger Lilith, der var ven med slangen, og som hverken ville herske over naturen eller underlægge sig manden – og den underdanige Eva, som blev patriarkatets tjenerinde.

Patriarkatet dæmoniserede enegængeren Lilith, der blev beskyldt for at ride kyske mænd og tage deres sæd om natten. Blandt nogle kristne, jøder og muslimer forbandes både kvinder og mænd, der i den erotiske akt gør “kvinden til himmelen og manden til jorden”.

Dæmoniseringen omfattede også beskyldniner for at stjæle børn, drikke deres blod og spise deres kød. Det siges, at kvinder løskøbte deres børn med guldringe, så Lilith kendes på, at hendes arme, ben og fingre er beklædte med kvindernes ringe.

Men kvinderne fortæller i deres myter, at guldet stammer fra dem, der bad Lilith om at drage omsorg for deres ‘uægte’, aborterede og døde børn, som mænd ikke ærede. De påkaldte mørkets dronning ved et ritual, hvor de afbildede den ring-beklædte Lilith i bunden af skåle, omgivet af spiralskrevne besværgelser. Skålene blev derefter begravet i jorden med bundene opad som symbol på beskyttelse af børn i livmødre.

Besværgelses-skål med
den guldringsbeklædte Lilith

Hos grækerne blev Lilith til den ikke-olympiske gudinde Hekate, hvis oprindelse henføres til titanerne. Hun var folketroens slangebehængte ærkeheks og færdedes i måneløse nætter med tudende hunde/ulve.

Hekate optrådte som en daimon (hjælpe-ånd), der kunne mødes i vejkryds, hvor hun med tre hoveder kunne se henad de tre mulige veje, der kunne vælges. Den trehovede fremtoning var Trivia, som evnede såvel sort og hvid magi som at afværge trolddom. Trivias tre hoveder kaldtes Persefone, Artemis og Hekate.

Da Hades stjal Kore og gjorde hende til underverdenens dronning Persefone, hjalp Hekate Demeter med at finde datteren og at udtænke årstidsaftalen med vinteren under jorden – og forår, sommer og efterår over jorden. Mon Lilith bistod Hades i at gidseltage Kore, så hun blev fortrolig med mørkets kræfter og forvandledes til Persefone ?

I græske hjem havde kvinderne et alter for den slangehårede Hekate, som ikke blev dyrket i templer. Hun stod udenfor den patriarkalske rangfølge; men Zeus ærede hende højt og fritog hende, da de andre titaner blev styrtet i Tartaros, underverdenens dybeste mørke.

Trolddomskyndige kvinder søgte hende, fordi hun magtede de tre elementer, jorden, vandet og luften – og deres mørke. Ilden og lyset var Hestias domæne. Hekate var ophav til Skylla, det klippeboende gøende uhyre med seks par fødder og seks slangehalse, hvis hoveder havde tre rækker tænder. Hendes gebet var at fortære magtfulde mænd!

Lilith gav altså liv til Hekate, Persefone og de hekserikyndige skovgudinder Artemis og Diana, der færdedes i nattemørket. Måske er hendes anti-patriarkalske magi grunden under Den Sorte Madonnas mirakler? Sammen med slangen dukkede hun op hos de oprindelige folk i Amerikaerne.
Desuden kunne hun være oprindelsen til underverdenens Hel og Sif, der levede i Nordens taksdale, hvor livstræet Yggdrasil groede med slangen Nidhug ved roden og ørnen med høgen i kronen. 

Tilbage i de bibelske beretninger sendte Skaberen senere en jomfrufødt mand, Den Anden Adam ( Jesus, Yeshua, Isa). Han stod oprindeligt for frihed, lighed og fællesskab for alle naturens skabninger. Liliths ligemand?
En helt anden julehistorie…

Hil vintersolhvervet!

Bibelcitaterne er fra 1931-oversættelsen.

Hildegards Magi

Hildegard (ca. 1098 – 1179) var et sygdomsplaget adeligt pigebarn, der med stor medgift blev givet til Sankt Disibods* Kloster.

Under sygdomsanfald så pigen guddommelige scenerier. Hun sagde, at de kom fra Gud, og familien og kirken troede hende. Så Hildegard blev overladt til eneboer-nonnen Jutta, der boede i en celle ved munkeklostret Disibodenberg.

I  bogen “Femina” skriver Janina Ramirez, at Hildegards syn ligner de forstyrrelser, som migræne udløser.

Hildegards ‘visioner’ sås som direkte adgang til mytos**; og Jutta og munken Volmar skolede pigebarnet med regler, rytmer og ritualer, så hun lærte at håndtere sit talent. Ro, renlighed og regelmæssighed 😉

Det adelige pige-udskud blev en seer/vølve/shaman i katolsk regi; og hendes visioner om animistiske kræfter, urter og ritualer giver genlyd idag.
Hun beskrev de magiske helende kræfter i metaller, ædelsten, fisk, fugle, krybdyr, firbenede og træer ***.

Hildegard af Bingen’s sinds-bevægende sange kan sammenlignes med vølvers vardlokkur.

* Disibod (619 – ca. 700) var en omvandrende irsk eremitmunk.
En vision pålagde ham at slå sig ned på et bjerg, hvor to floder mødtes. Hans celle blev århundreder senere fundament for et kloster, som nu er ruin.

** Se Logos og Mytos.

***Das Heilwissen der Mönche und Kräuterhexen (Rieger).

Romanen ‘Hildegard’ (Mogens W. Andreasen) fortæller hendes livshistorie.

Viriditas

Viriditas* betyder ‘Grøn Frodighed’ og betegner fotosyntesens under:
I planters grønkorn optages sollys, hvorved vand og kultveilte forvandles til ilt og energiholdige kulstofforbindelser.

Læs her om fotosyntese og ånding.

Det Grønne Under er forudsætningen for, at vi kan trække vejret.
Naturens Ånd!
Viriditas varierer gennem året, og Hildegard af Bingen fik malet sin vision af kraften:

Hildegard levede med naturen og dens helende ånd.
Hun var animist 🙂

* Latin: viridis (vireo) = grøn livskraft.

Humulus Lupulus

Søster Humle er flyttet ind i min have.
En gave!
‘Lupulus’ = ‘Lille Ulv’, og hun dræber ved at overgro småvækster.
Efter kun få uger har hun sat frugt: humlekopper/hoveder (kopf=hoved):

De irgrønne og luftige humlehoveder indeholder et sammensurium af kemikalier, der samvirker krydrende, søvnbefordrende og eksemfremkaldende.
Humleplukkere oplever virkningerne og bliver søvnige; også rotter bliver langsomme, når de udsættes for humle. Ligesom øldrikkere.  😉

Friske humlekopper i hovedpuder inviterer søvn og drømme.
Drogens holdbarhed er kortvarig, da virkningen aftager hurtigt ved tørring.

Arten humle har tvebo: hunplanter og hanplanter, højreslyngende klatreplanter, der hurtigt dækker hvadsomhelst.

søvndyssende urt
slyngende sig rundtomkring

magisk medsøster