Zen’s fire discipliner er
at ligge, at sidde, at stå og at gå.
I tankeløs kontemplation.
Registrerende sanseindtryk
kortvarigt og forbigående.
Det var devisen i Zen-filosofiens gyldne tid i årene ca. 700-1000.
Samtidig med vikingetiden.
Alan Watts redegjorde for, at magtfulde munke i de efterfølgende århundreder udviklede klosterordener, hvis formål den dag i dag er de samme som for engelske kostskoler. De er opdragelsesanstalter for overklassens børn, der lærer at både adlyde og undertrykke medmennesker, hvorved de uddannes til magthavere i såvel Japan som UK. AW oplevede begge systemer…
Men at leve i zen er at leve uden hensigt.
Uden tilknytninger.
Uden at optræde/magte/præstere.
At leve “usynligt” i forgængeligheden – med et gran af humor.
Basho og Hakuin var zenmestre, der af og til udtrykte deres sansninger med ord. Andre referede dem; derfor blev de synlige.
Zenklostre kan i dag betragtes som levendegjorte museer med kostskolefunktion. Deres indhold er lige så fjernt fra zen’s oprindelige kerne, som vor tids vikingemarkeder er fra vikingetiden; men hyggelig edutainment. 😉
tidsforskruninger
munkes og vikingers ånd
markedsinflation