Vølven Gullvejg er knyttet til sommersolhverv. Vølvens spådom fortæller, at hun tre gange blev brændt på bål. Hun overlevede, så derfor kunne hun berette om, hvordan krigsguderne stak spyd i hende og overlod hende i ilden. Hun kunne også fortælle om det, der skete før – og om det, som siden ville ske.
Myten om Gullvejg
Aserne var grådige krigsguder, hvis liv bestod i at erobre magt, viden og ejendom. Vanerne var fredelige kærlighedsguder, der drog omsorg for jordens frugtbarhed, erotik og magi. Blandt vanerne vandrede vølven Gullvejg, hvis gyldne vej inspirerede alle, hun mødte.
Gullvejg havde evnen til sejd. I frugtbarhedens tjeneste brugte hun magi, og hun samlede folk og guder omkring sig. Hun havde magt. De griske aser ønskede, at vølven skulle tjene dem, så de bortførte hende. Men hun ønskede ikke at leve i Asgårds krigsverden.
I Asgård mødtes Gullvejg og Loke. Da de lignede hinanden, blev de den slags sjælevenner, der måske kunne forvandle sig til hinanden. Begge havde kendskab til spådommen om gudernes skæbne. Ragnarok. Og de begge kunne få ting til at ske.
Aserne havde imidlertid den indstilling, at de ødelagde det, som de ikke kunne erobre. Da de ikke kunne få fat i vølven og hendes viden, magt og magi, besluttede de at eliminere hende. Tre gange forsøgte de at dræbe hende med spyd og brænde hende på bål. Hver gang overlevede hun og helede. Ved egen kraft – og lidt ikke beskrevet hjælp fra Loke.
Gullvejgs magiske evner delte hun med både Freja og Frigg, der begge levede i Asgård, hvor de anvendte deres evner efter behov. Hvor Gullvejg gik hen inden og efter Ragnarok er uvist; men nogen følger hendes gyldne vej, som blev brolagt af Frejas gyldne tårer.
Gullvejg er moder til sejd, den nordiske shamanisme; og hun og de andre vølver fejres ved sommersolhvervs bål. Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer, og de kendte menneskenes særheder. De kastede runer, tog varsler og fik drømme og visioner, som de af og til oversatte. Gullvejg indviede både Freja og Frigg. Måske var de en enhed. Treenighed! De uddannede Odin i begrænset omfang; men fuldbefarne sejdemestre var både Kvasir og Loke, der kunne optræde dobbeltkønnede…
Begrebet ‘shamanens hest’ er benævnelsen for redskaber til at bevæge sig mellem verdener. At sejde. Den ottebenede Slejpner er symbolet på en rejsefører; og at danse og at gjaldre er eksempler på ‘heste’. Solhvervsfesterne er sejdehøjtider, og vølver er det naturlige midtpunkt i enhver årstidsfejring. Men da vølver er et sjældent folkefærd, må andre festmestre til tider stå frem.
Se også Solhvervsdukkerne, som er et eksempel på nutidig sejd. I år er dag og nat lige lange allerede den 20. juni; men landets fælles bålfester er datobestemte til Skt. Hans. Forberedelserne er begyndt!
