Kanølfen og Klimaet

Kanølfen er klima-aktivist!

Den er enig med den ikke-voldelige bevægelse, der protesterer mod menneskehedens overforbrug –  og maghaveres usynliggørelse af klimakrisen.

Sammen med folk og fæ på tværs af grænser kæmper Kanølf for Moder Jord.
Se Solsortens video om Extinction Rebellion her!

Aztekerne var blodforbundne

Aztekerne var blodforbundne med guderne/naturen. Animister. Det strømmende blod var ensbetydende med livskraft, så de årelod sig selv, hinanden og deres fjender. Præsterne M/K udgød deres eget blod ved rituelle handlinger, så deres hud var gennemvævet med tappe-ar.

Ved store blodtab mindskes iltmængden i hjernen, hvilket medfører hallucinationer. Ligesom ved indtagelse af narkotiske stoffer.

Høstens takkefest var en hyldest til bedstemor-gudinden. I den anledning var det måske en eftertragtet ære blandt de ældste kvinder at blive det udvalgte offer.
Den gamle kone blev hyldet efter alle kunstens regler og lagt på et alter, hvor hendes blod blev tappet. Når strømmen ophørte, blev hendes svage hjerte skåret ud og hendes hud blev flået af. Den omskabtes til en klædning, som senere blev båret af den præst, der forestod hjerte-ritualet.
Den affældige gudinde vandrede derefter over regnbuen og forvandledes til vårens ungmø. Gamlingen medbragte en kanin, som hun kastede op på månen.*

Et af solfestens ritualer var at overføre livskraft til ny ild. Ritualet indebar at  tappe blod og udskære menneskehjerter, som skulle nære den nytændte ild, der opildnedes i den tomme hjertekule på et udvalgt og æret offer. Efterfølgende fordeltes ny-ilden til alle husholdninger.

Menneskeofringer kendes også fra de førkristne kulturer omkring Middelhavet og fra den nordiske Nerthuskultur.
Korstogenes blodsudgydelser kan også betragtes som guddommelige menneskeofringer. Alle kriges ærinde er at ofre livskraft…

Blodritualerne hos aztekerne, mayaerne og inkaerne forhindrede dog ikke, at deres kulturer blev udslettede. Deres overmænd var den europæiske blodkult, som dyrkede det gudemenneske, der blev tappet for blod på et kors, og hvis magiske ord var:

“Dette er mit blod, drik alle deraf!
Dette er mit kød, spis alle deraf!”

Snart genfødes lyset og livskraften.
Glædeligt vintersolhverv – i fred og fordragelighed!

 

* Alt Om Historie: Amerikas Tabte Riger. Forlaget Saga.

Tretten Livsfaser

Tretten Livsfaser er skelettet i en fortælling, der vil mytificere og ritualisere menneskelivet fra fødsel til død. Forløbet parallelliseres med de 13 månetider og jordens frugtbarhed gennem årshjulet.

Udviklingspsykologiens forskellige grene beskriver forskellige antal udviklingsfaser, som mennesker gennemgår. De beskrives ved fysiologi, sociologi og spiritualitet med henblik på at systematisere og forklare menneskers logos-oplevelser af sig selv og hinanden.

Men måske kunne livet ses med mytos-øjne?

De 13 faser kunne deles i indledning (5), højdepunkt (3), udledning (5), hvor indledningen og udledningen gennemgår de samme fem faser i omvendte rækkefølge:

Fødsel

5 indledningsfaser:
1.   Oralfasen
2.   Analfasen
3.   Kønsfasen
4.   Socialiseringsfasen  (skolegang)
5.   Pubertet

3 midtfaser:
6.   Jomfruelighed (madonnaen/gudeyndlingen)
7.   Elskov (skøgen/forføreren)
8.   Yngelpleje (moderen/faderen)

5 udledningsfaser:
9.   Klimakterie
10.  Afsocialisering (arbejdsophør)
11.  Afsexualisering
12.  Kropsafvikling
13.  Opløsning

Død

Sigmund Freud mytificerede fase 2 ved at tilknytte Ødipus-myten. Om yndlingen, der blev kønsbevidst ved at dræbe faderen og have sex med moderen. Selvom hans akilles-sene blev skåret over, så han ikke kunne gå. Formålet var at hindre en delfisk spådom i at opfyldes.
Myten indeholder dramatiske forviklinger
og sfinksens gåde:
Hvad har én stemme, først 4 ben, så 2 ben og til sidst 3 ben?
Ødipus svarede:
Mennesket, som kravlebarn, opret voksen og stokbærende gamling.
Da Ødipus indså sine handlinger, stak han sine øjne ud.

Ødipus-fortællingen kan gælde for både kvinder og mænd; selvom Jung har forsøgt at indføre en Elektra-parallel 😉

Min vision er at knytte myter til alle 13 faser og forbinde dem til årets 13 månetider, hvorunder vi så kan ritualisere, at vi bevæger os fra fødsel til død.
Den nordiske sibylle, naturkvinden Sif, skal være den gennemgående fortæller af alverdens myter og varsels-dyre-fabler, som (gen)digtes ind i en nordisk kontekst. I årstidens, livsalderens og månetidens natur.

Eksempler:  Den kloge gamle kone og Skildpaddes historie.

Nordisk Gudindekraft

Nordisk Gudindekraft i Solhjulets Myter er titlen på Hanna Snorradóttirs ‘kraftværk’:


Bogen er et unikt manifest, der ved nordisk mytologi befordrer
1 .  kvindekraften og dens balance med mandekraften,
2 .  mytos-bevidsthed som kilde under logos-handlinger
og
3 .  fokus på et mangfoldigt og bæredygtigt syn på Moder Jord!

Bogen kan købes her.
God fornøjelse!

Vævekællingen

Vævekællingen er månetidernes 10. klanmor. Hun er den arketypiske kunstner, der væver mønstre mellem mytos og logos. Hendes kraft er skaberevnen, som omfatter BÅDE nedbrydning OG opbygning – med henblik på overlevelse.  I de kommende 7 generationers perspektiv.

Edeerkoppespind
kvindevæveri – forbundne skæbnetråde – edderkoppens kunst

Edderkoppens spind er symbolet på fortællinger og netværksmønstre i mytos, der skaber orden, rytme og mønster i hverdagens logos.

Myten om den vævende klanmor handler om at vandre ad ukendte stier, at samle forefaldende inspiration og at forglemme sig selv i den skabende proces.
Den shamaniske gave er at fare vild undervejs for at finde hjem igen – ved at gennemgå vejen baglæns. Ligesom at samle en kurv fuld af fund og finde hjem ved at se på fundene og erindre findestederne.

Måneskåle
Vævekællingens måneskåle og søstjerne.

Vævekællingen er også pottemager. Hun opgraver leret, former måneskålene og brænder dem over og under jorden. I pagt med de fire elementer og Det Store Mysterium: jord, vand, luft, ild og livskraft, som symboliseres ved havets søstjerner.

Idag indtræffer skaberiets nymåne, og måneceremonien indeholder tolkning af de spejlinger, som vandet i den jordbrændte nymåneskål viser.
Glædelig nymåne!

Se også  MønstervæverenArakneMånevisionen,   Syv generationer  MåneskåleneDe 13 månekællinger  og  Den Gamle Spand 😉

In Memoriam:
Jamie Sams  (1951 – 2020)

Jamie Sams
Jamie Sams 1951 – 2020

The 13 Original Clan Mothers

Måneskålen

Måneskålen eller vølvegryden er den nordiske udgave af The Medicine Bowl. Den er Seeren(M/K)s visions-redskab i den kommende månetid, der indeholder nymånen og fuldmånen før Voldermissen og Vårfesten. Skålen kan også virke som ‘heksekedel’, The Celtic Cauldron.
Ligesom Gundestrup-karret:

Skål-ritualet er kernehandlingen i ceremonierne i Seer-månetiden.
Ceremoniernes gang omfatter de indledende rensninger, ofringer, hilsener, båltænding og de sædvanlige udledninger efter skål-ritualet.
Sprækken til Drømmetidens mytosverden åbnes i ærbødighed for de 5 elementer: jord (skål af ler, metal eller glas), vand (skålens indhold), luft (bevidst åndedræt), ild (bål, stearinlys) og livskraft (rytmiske lyde).

I den tibetanske Bön-tradition forbindes de 5 elementer med de fem sanser ved en meditation, som udføres ved, at man lægger hændernes 10 fingre på sit eget ansigt:

Jorden,  følesansen,  lillefingre på hagen.
Vandet,  smagssansen,  ringfingre på munden.
Luften,  lugtesansen,  langfingre på næsen.
Ilden,  synssansen,  pegefingre på øjnene.
Livsrummet,  høresansen,  tommelfingre på ørerne.

Meditationen virker i alle mennesker, der overgiver sig til den.
Også ved påkaldelse af klarsynsdrømme uden måneskålens vand.
Seer-ritualet er personligt (ikke socialt), da det handler om at besøge ens egen mytosverden. The Sacred Personal View (SPV) of the Great Mystery. Det Numinøse Mytos Mønster.

Min måneskål kom til mig, inden jeg stødte på Seer-ritualet. Lig et under kom der ikke blot en, men to kupler, som formede sig i mine hænder og blev brændt i bål.
Den lyse fuldmåne-skål blev brændt over jorden i et buldrende ilt-rigt bål, der blev fodret et helt højtids-døgn:

Den  mørke nymåne-skål blev brændt samtidig i en ilt-fattig mile under jorden:

Ritualet er at ‘se’ og tyde Drømmetidens manifestationer i vandet. Symboltolkning.

fem elementer
mytosmønsterets visdom
måneskålesyn

Læs også om månen i En Gammel Spand og om Månekællingerne.

Shambhala-krigerens dans

Shambhala-krigerens dans er et ritual, hvor kroppens bevægelser fremfører håndtegn (mudra). Hændernes stillinger symboliserer krigerens to våben: den ene hånd forestiller medfølelsen, og den anden hånd illustrerer visdommen.

Dansen afbilder myten om  Shambhala, som fortæller, at hinsides alt findes Den Uendelige Sammenhæng, som ikke berøres af menneskenes værdinormer om godt og ondt.
Oplyste mennesker kan sanse den og trække den ind i ‘virkeligheden’.

Kernen i myten er, at ondskaben og lidelsen skabes af mennesker – og derfor kan elimineres af mennesker. Med visdom og medfølelse. Ægte kærlighed. Dalai Lama praktiserer den filosofi.

Smilende Gavtyv

smilende gavtyv
pigehjerte gik i stå
lillesøsteren

lærken synger højt i sky
vintergækkerne blomstrer

Vegvisir og Udesidning

Vegvisir og Udesidning er beskrevet i to tidligere indlæg. Vegvisir kan bruges som kompas under en udesidning. En visionsrejse i den nordiske mytologis ni verdener, som her beskrives i skelet-form.

Der var engang et menneske, som for vild i sig selv. Fornemmelserne for op og ned, ude og inde, lys og mørke var forduftede. Tilbage var dog følelsen af at være midt i noget etellerandet.

Mennesket sad uden vådt og tørt. Omkring den siddende spirede otte verdener, der groede som en stjerne med vidt forskellige grene.

   1.  Koldt mørke i nord. Sansningen af op og ned. Niflheims verden af intethed.  Angerboda og hendes tre små børn: datteren, ulven og ormen.

    2.  Svagt lys i NØ, hvori skygger kunne skelnes. Tidsfornemmelsen. Helheim og Hel, ung og gammel, levende og død. Det, der havde været – og det, der skulle blive.

    3.  Lys og milde vinde fra øst under himmel. Sanserne vækkes og glæden vågner spredes fra Vanheim.Glæde vækkes af sanserne , der groede med fremtoningen af skaberværket. Menneskets sanser åbnede sig, og Freja viste sig i al sin sanselighed. Kærlighedsgudernes frugtbare Vanaheim blev synligt.

Mennesket registrerede sine sanser, og de overjordiske småfolk blev mærkbare. De kunne fornemmes som lyde, dufte og flygtige synsindtryk. Væsnerne føltes på huden og kunne endog smages, som om de gennemtrængte kroppens ydre grænser. Alle sanser samlede sig om visionen af et gyldent æble, der blev tilbudt af Idun i Alfheim.

Så kom varmen bølgende fra syd. Buldrende ildtunger slikkede mod himmelen fra tre vulkanlignende bål. En kvindeskikkelse vandrede fra bål til bål til bål, og derefter trådte hun frem, strålende og ren. Mennesket følte sig smittet af hendes genoplivelse, og ny inspiration blev vakt. Gullvejg genopstod af Muspelheims flammer.

Dernæst opdagede mennesket jordens forstenede fortid, hvori de underjordiske småfolk boede. Svartalferne var dværgene, der forvandlede metaller til alskens brug for mennesker. Hårde metaller til kamp for det daglige brød og krigsvæsen. Bløde metaller til pynt og forførelse. Ved Svartalfheim stod Sif med sit gyldne hår.

Visionen førte da menneskets opmærksomhed til krigsgudernes verden. En ustyrlig tumlen og kaotiske dramaer udspillede sig. Råb og tænders gnidsel fyldte luftrummet og gav genlyd i jordsmonnet; mennesket blev lamslået gudernes væsen. Midt i kaos fandtes dog ro omkring den myndige Frigg med hendes sønner omkring sig i Asgård.

Mørke sænkede sig over mennesket, der nu var klar over op og ned, ude og inde, lyset og mørket. Den sidste retning fuldendte helheden af modsætninger. Det flydende og det faste i forandring. En ny runde i spiralen tilbød sig, og Skade åbenbarede den jættestore kraft: evnen til at vælge sin egen eksistens! Hun valgte livet i Udgård.

Sådan fortælles den helende vision om mennesket, der finder sig selv og sin vej. Med erkendelsen af Midgård, menneskenes verdensillusion.
Vegvisir kan vise retningerne; men hvert menneske går sin helt egen vej.