Spiselig Tang

Spiselig tang lå i opskyllet, efter at blæsten havde rusket i bølgerne og revet planterne bort fra deres voksesteder. Med undtagelse af kransnålealger (små ‘juletræer’ ) kan al tang spises (Larsen & Hansen i Tang).

På billedet ses blæretang, buletang og heftet Tang fra Natur og Museum. Tang er en samlebetegnelse for Rødalger, Brunalger og Grønalger, som kan spises rå, stegte, bagte, kogte, syltede, tørrede, hele, delte eller malede til mel. Måske i pandekager? Der er frit spil for eksperimenter! Morgen, middag og aften. 😉

Brug tang i den alsidige hverdagskost, men lad være med at overdrive, så jodbalancen forskubbes. Velbekomme!

Vølven Gullvejg

Vølven Gullvejg er knyttet til sommersolhverv. Vølvens spådom fortæller, at hun tre gange blev brændt på bål. Hun overlevede, så derfor kunne hun berette om, hvordan krigsguderne stak spyd i hende og overlod hende i ilden. Hun kunne også fortælle om det, der skete før – og om det, som siden ville ske.

Myten om Gullvejg

Aserne var grådige krigsguder, hvis liv bestod i at erobre magt, viden og ejendom. Vanerne var fredelige kærlighedsguder, der drog omsorg for jordens frugtbarhed, erotik og magi. Blandt vanerne vandrede vølven Gullvejg, hvis gyldne vej inspirerede alle, hun mødte.

Gullvejg havde evnen til sejd. I frugtbarhedens tjeneste brugte hun magi, og hun samlede folk og guder omkring sig. Hun havde magt. De griske aser ønskede, at vølven skulle tjene dem, så de bortførte hende. Men hun ønskede ikke at leve i Asgårds krigsverden.

I Asgård mødtes Gullvejg og Loke. Da de lignede hinanden, blev de den slags sjælevenner, der måske kunne forvandle sig til hinanden. Begge havde kendskab til spådommen om gudernes skæbne. Ragnarok. Og de begge kunne få ting til at ske.

Aserne havde imidlertid den indstilling, at de ødelagde det, som de ikke kunne erobre. Da de ikke kunne få fat i vølven og hendes viden, magt og magi, besluttede de at eliminere hende. Tre gange forsøgte de at dræbe hende med spyd og brænde hende på bål. Hver gang overlevede hun og helede. Ved egen kraft – og lidt ikke beskrevet hjælp fra Loke.

Gullvejgs magiske evner delte hun med både Freja og Frigg, der begge levede i Asgård, hvor de anvendte deres evner efter behov. Hvor Gullvejg gik hen inden og efter Ragnarok er uvist; men nogen følger hendes gyldne vej.

(Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester.)

Gullvejg er moder til sejd, den nordiske shamanisme; og hun og de andre vølver fejres ved sommersolhvervs bål. Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer, og de kendte menneskenes særheder. De kastede runer, tog varsler og fik drømme og visioner, som de af og til oversatte. Gullvejg indviede både Freja og Frigg. Måske var de en enhed. Treenighed! De uddannede Odin i begrænset omfang; men fuldbefarne sejdemestre var både Kvasir og Loke, der kunne optræde dobbeltkønnede…

Begrebet ‘shamanens hest’ er benævnelsen for redskaber til at bevæge sig mellem verdener. At sejde. Den ottebenede Slejpner er symbolet på en rejsefører; og at danse og at gjaldre er eksempler på ‘heste’. Solhvervsfesterne er sejdehøjtider, og vølver er det naturlige midtpunkt i enhver årstidsfejring. Men da vølver er et sjældent folkefærd, må andre festmestre til tider stå frem.

Se også  Solhvervsdukkerne, som er et eksempel på nutidig sejd. I år er dag og nat lige lange allerede den 20. juni; men landets fælles bålfester er datobestemte til Skt. Hans. Forberedelserne er begyndt!

De Tretten Månekællinger

De Tretten Månekællinger er overskriften på den mytesamling, som mine fantasier, drømme og visioner arbejder med. De handler om årets 12-13 månetider. Se En Klanmor !

Myterne florerer i forskellige oprindelige folk, hvor månetiderne forbindes med det arbejde, som overlevelsen kræver på netop det tidspunkt i vækstsæsonen. Månekræfterne styrker det fredelige arbejde, omsorgen og ærbødigheden for naturen. Kvindelighedens indlevende virke for alles velbefindende og fred.
I modsætning til rovdrift, grådighed og vold…

De dyrebare kvindekræfter symboliseres ved juveler i kranier/livmødre:

Vismanden David Bowie fortalte myten på sit dødsleje: Blackstar.


De 13 månekvinder deler kvindelighedens visdom i Bowies mytologiske video om forfald – og overlevelse…

Stilhedens Fuldmåne

Stilhedens fuldmåne er højtid for Lyttende Kvinde, den femte klanmor i myterne om The 13 Original Clan Mothers (Jamie Sams). Ved hver nymåne kommer en klanmor til verden med visdom til de to-benede.

Myterne om klanmødrene fortælles under himmelstrøg fjernt fra Norden, så jeg digter fortællinger, hvor jeg lader mig inspirere af indianernes verden, men jeg vil omplante dem til landskaber med planter og dyr fra vores natur. De 13 klanmødre omskabes til 13 månekællinger…

Lyttende Kælling kom til verden i en mørk jættestue under jorden. Der var intet lys, og hun vidste ikke, at hun kunne se. Men hun kunne mærke og høre sin krop. Hun sansede, bevægede sig og lyttede til kroppen, efterhånden som hun mærkede hænder, arme, ben, hud, muskler, knogler og ansigtets natur. Fra hendes indre lød en rumlen, – og hun mærkede en tomhed.

Da hørte hun Moder Jords stemme, som fortalte hende, at tomheden var sult – og at der i hulen stod en kurv med indhold, der kunne stilne tomheden…

Derefter udforsker kællingen rummet og dets lyde. Ved at kravle rundt langs jættestuens stenvægge opdager hun, at i hulens laveste ende risler en lille kilde. Moder Jord lærer hende at drikke, så kvinden huler sine hænder og føler en boblende glæde, da vandet flyder i mundhulen og ned gennem spiserøret.

Tæt ved kilden støder hun på kurven, dufter og mærker dens indhold. Moder Jord lærer hende at bide, tygge og synke, og Lyttende Kælling overvældes af spisningens indre lyde. Hun bliver overrumplet af lyden ved at bide i en gulerod, som giver genlyd i jættestuen.

Fortsættes….

Stilhedens fuldmåne indtræffer på torsdag!

Malerier : Uddrag af ‘Vandrende krydser luftens lyshav’ (Anne Voel).

Frejas Fest

Frejas fest er forårsjævndøgn, hvor elementerne genoplives. I bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester fortælles:

Freja var vanernes dise. Vanadis. Frugtbarhedsgudernes frue, der æredes som indvandrer blandt aserne. Men før krigen og freden med aserne levede hun i Vanaheim med sin elskede husbond Od. Han var en vandrer, og hver gang han var på færd, fødte hun hans børn. Han drog afsted i efteråret og vendte hjem om foråret.

Men et forår måtte Freja vente forgæves. Hun græd, og hendes tårer var det pure guld, som faldt på hendes vej. I den tid kaldtes hun Gullvejg. Men da de grådige krigsguder, aserne, hørte fortællingerne om hende, bortførte de hende. Den historie blev til myten om Gullvejg, som fejres ved sommersolhverv.

Freja bosatte sig i Folkvang i Asgård. I sit hjem samlede hun de døde, der levede som krigere i kampen for det daglige brød. De fleste var kvinder og deres børn, der ligesom Freja kendte til, at husbonden i lange perioder var på færd.

Kærlighedsgudinden var gudernes mægtigste vølve, sejdemesteren over alle. Hun kendte alle naturens mønstre, rytmer og sange, og i sin flyvende vogn med katteforspand fløj hun rundt i verdenerne. Hun bragte den ubetingede kærlighed og frugtbarhed til trængende; og alt groede i hendes og kattenes fodspor.

Engang var Freja inviteret til Svartalfheim, hvor dværgene arbejdede på et vidunderligt guldsmykke. Brisingamen var dets navn, og som alle svartalfernes kunstværker indeholdt halssmykket andet end guld. De troldkyndige dværge havde smedet elskovens gaver ind i det ædle metal, og de ventede blot på det rette øjeblik at overdrage klenodiet til Freja.

Freja tøvede aldrig med at samle visdom ved brug af kærlighed, så da dværgene indbød hende til at blive indviet i Brisingamens magi, tog hun glad og frejdig imod invitationen. Den gik ud på, at hun skulle tilbringe en nat med hver af de fire guldsmede, som i Svartalfheim levede i hvert sit egenartede univers.

Dværgen Alfrik levede dybt i en hule med ædle stene. Hans jordforbindelse var enorm, og han var langsom og grundig. Hos ham tilbragte Freja den første nat, hvor han oplærte hende i sin faste, dybe, langsomme elskovskunst, som han havde tilført smykket.

Den anden nat besøgte hun Berling, der levede ved en varm kilde, hvis klukkende lyde var som musik. Hans magi omfattede det flydende og strømmende. Safternes væsen havde han smedet ind i guldet, og natten med ham var meget våd.

Dvalins grotte var indrettet højt i et bjerg med åbne kig over luftige landskaber. Han besad letheden og ynden, som i elskov kom til udtryk som pust fra magiske verdener. Sammen fløj de elskende så højt, at de undrede sig over, at de landede igen.

Den sidste nat tilbragtes hos Grere tæt på essens vulkanske hjerte. Varmen gennemtrængte krop og sjæl, og Freja oplevede den hedeste elskov, som hun hverken før eller siden kom ud for. Selvom hun kunne fornemme den, når hun bar Brisingamen.

Efter de fire nætter, var de alle fem temmelig møre. Dværgene var tilfredse med deres værk og Frejas modtagelighed; og hun drog bort med både halssmykket og fornyet elskovsvisdom. Den handlede om forførelseskunstens fire elementer: det faste, det flydende, det luftige og det brændende. Enkel magi.

På hjemvejen mødte hun Loke, som hun kendte alle vegne fra. Han var villig til at være prøveklud, da kærlighedsgudinden anmodede om at afprøve sine nye færdigheder på ham. Også han beundrede dværgenes værk.

Da asernes høvding fik nys om historien blev han misundelig. Odin hidkaldte sin fostbroder Loke, som han delte meget med. Det havde Loke forudset, så han og Freja havde udtænkt en plan, hvorved de med sejdekunst ville indpode Odin lidt vanetankegang.

Loke iscenesatte, at han i loppeforklædning stjal Brisingamen, så alfaderen kunne indgå en handel med Freja. Hendes dagsorden var at indpode ham en slags medfølelse for krigens ofre. Odin pålagde hende at sætte splid mellem to høvdinge i Midgård. Det gjorde hun på skrømt, idet hun gav dem lige styrker, så de i stedet blev blodsvenner. Odin undrede sig over hendes sejdekunst, tog ved lære og gav hende halssmykket tilbage. Loppen Loke grinede i Odins skæg.

Også jættemænd kastede kærlighed på Freja. En af dem tilbød at bygge en mur om Asgård til gengæld for kærlighedsgudinden. Trods hendes protester tog guderne imod tilbuddet. Men Loke reddede sin veninde ved at omskabe sig til en hoppe, der bortlokkede bygmesterens arbejdshest Svadilfare. Muren blev ikke færdig, og nogen tid senere blev Lokehoppen mor til Slejpner, Odins ottebenede hest. Shamanens hest, som har sin helt egen historie…

Forårsjævndøgn fejres ved at ære de 5 elementer: jorden, vandet, luften, lyset(ilden) og livskraften. En festopskrift kan ses her: Årstidsfester.

Glædeligt forårsjævndøgn!

Den Sidste Valkyrie

Den Sidste Valkyrie er et af Thit Jensens mesterværker. Romanen foregår i vikingetiden, og fortællestilen er så udadvendt dramatisk og indadvendt sanserig, at personerne synes lyslevende i nutiden!

Hovedpersonen er Dronning Thyra, hvis mor har rollen som bærer af den fortidige Almoder-tradition, der er valkyriernes grundlag . I fortællingen berettes om vikingekongernes farverige hierakier, deres togter og æresbegreber omkring troskab og arvehævn. Og om kvinderens hjemmeliv, når valkyrierne og mændene drager i viking.

Nogle af vikingekvinderne voksede op i kristne samfund, inden mændene hjembragte dem. Så i kvindernes verden trives historierne om Den Hvide Krist med kærlighedsbudskabet. Syrthe er datter af en britisk mor og en vikingehøvding; og hun sætter ord på kvindernes situation: “Vi er så trætte af helte”. Kristendommens budskab indebærer, at kvinder ikke skal føde sønner, der dømmes til arvehævn – drab eller død. På imponerende vis formår Thit at udvikle kvindesag og kristendom i vikingernes krigerhistorier.

På et tidspunkt møder Thyra en pavelig udsending, og hun påpeger modsætningerne mellem det kristne kærlighedsbudskab og pavekirkens dobbeltmoral. En også nutidsaktuel dialog. Senere proklamerer hun, at folkets fællesvirke er vigtigere end folkets forskellige religioner… Thit Jensens demokratiske budskab!

“Thit – den sidste valkyrie” er Jens Andersens læseværdige biografi om danernes store forfatter.

Lucia og Gullvejg

Lucia og Gullvejg har ens historier:
De nægtede at underlægge sig magtfulde mænd, som derefter torturerede og brændte dem!
Se klummen om Lucia.

Gullvejgs historie fortælles i bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester:

Myten om Gullvejg

Aserne var grådige krigsguder, hvis liv bestod i at erobre magt, viden og ejendom. Vanerne var fredelige kærlighedsguder, der drog omsorg for jordens frugtbarhed, erotik og magi. Blandt vanerne vandrede vølven Gullvejg, hvis gyldne vej inspirerede alle, hun mødte.

Gullvejg havde evnen til sejd. I frugtbarhedens tjeneste brugte hun magi, og hun samlede folk og guder omkring sig. Hun havde magt. De griske aser ønskede, at vølven skulle tjene dem, så de bortførte hende. Men hun ønskede ikke at leve i Asgårds krigsverden.

Loke og Gullvejg mødtes engang i Asgård. Da de lignede hinanden, blev de blodsvenner. Måske blev de endog den slags sjælevenner, der kunne forvandle sig til hinanden. Begge havde kendskab til spådommen om gudernes skæbne. Ragnarok. Og de begge to kunne få ting til at ske.

Aserne havde imidlertid den indstilling, at de ødelagde det, som de ikke kunne erobre. Da de ikke kunne få fat i vølven og hendes viden, magt og magi, besluttede de at brænde hende. Tre gange forsøgte de at dræbe hende med spyd og brænde hende på bål. Hver gang overlevede hun og helede. Ved egen kraft – og lidt ikke beskrevet hjælp fra Loke.

Gullvejgs magiske evner delte hun med både Freja og Frigg, der begge levede i Asgård, hvor de anvendte deres evner efter behov. Hvor Gullvejg gik hen inden og efter Ragnarok er uvist; men nogen følger hendes gyldne vej.

 

Vølver og sejd

Sejd er nordisk shamanisme. Alle folkeslag har mestre, der har en særlig fornemmelse for naturen, underverdenen og oververdenen. Den slags personer lever i udkanten af samfundet, og de er tit omvandrende. Oftest bliver de udpeget eller ligefrem udstødt, fordi fællesskabet oplever dem som anderledes. Indledningsvis er rollen ikke selvvalgt; men den, som påtager sig gerningen, tager hvervet som et kald, der indebærer viden, visdom og magi. Plus magt.

Gullvejg tog kaldet på sig. I de tre bål blev hun indviet i tre af shamanens store udfordringer: Angsten, Klarsynet og Magten. Den fjerde udfordring er Alderen; men da hun blev optaget blandt guderne som kærlighedsgudinden Freja, ville hun få del i Iduns ungdomsæbler, så ældning ville ikke være hendes problem.

Under den første afbrænding blev Gullvejg konfronteret med angsten. Den eksistentielle angst, der følger med frygten for at overgive sig til det numinøse. Hun fik mod til at se angsten i øjnene, og hun gjorde den til et kraftredskab. Derved blev hun åbnet for at kunne se klart.

I det andet bål kom klarsynet til hende. Hun forstod, at evnen til at se med intuitionen kræver konstant ærbødighed overfor tvivlen. Hun fik den sjældne og krævende gave at være seer. Men hun vidste, at gaven også er en byrde, og at den indebar, at hun kunne håndtere magt.

Den tredje ildoplevelse gav hende evnen til at magte selvbeherskelsen, som er kernen i den viises magt. At kunne magte sig selv giver adgang til medfølelse og indsigt i livets store mønstre og mysterier.

Selvom Gullvejg ikke skulle frygte alderen, så vidste hun, at forgængelighed er alt levendes lod. Hun så, at livet var en illusion, som ville gå i opløsning til Ragnarok. Den visdom fortalte hun til Odin og et par andre guder. Vølvens Spådom kom i omløb.

Odin måtte erkende, at gudernes forsøg på at ødelægge en dise af vanerne medførte, at de skabte en shaman, der var stærkere end ham selv. Vølven var en fri kvinde, der ikke var afhængig af den beundring, konkurrence og egodyrkelse, som var krigsgudens høvdingegrundlag.

Vølverne var omvandrende sejdemestre. De levede i og med naturen og dens rytmer, mønstre og sange. Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer, og de kendte menneskenes særheder. De kastede runer, tog varsler og fik drømme og visioner, som de af og til oversatte. Gullvejg var mester i sejdekunst, og hun indviede både Freja og Frigg. De videreuddannede Odin i begrænset omfang, fordi de vidste, at samfundet afhang af ham indtil Ragnarok. Fuldbefarne sejdemestre var både Kvasir og Loke, som måske var to fremtoninger af samme shaman eller trickster.

Begrebet ‘shamanens hest’ er benævnelsen for redskaber til at bevæge sig mellem verdener. At sejde. Den ottebenede Slejpner er en sådan rejsefører. Dens far var vandhesten Svadilfare, en kelpie, der hjalp den murbyggende jætte. Moderen var tricksteren og shamanen Loke, som altså forhindrede, at muren mellem verdener blev lukket. Hermod rejste på Slejpner til Balder i Helheim og hjem igen.

Sejdritualer afholdes ved dæmring eller skumring. Vølven sidder på sejdhjællen, et højsæde, der gør synlig og giver overblik. Et kor gjaldrer traditionsbundne kraftsange til dundrende trommelyde, som åbner til andre verdener og den store sammenhæng.

Vølver er det naturlige midtpunkt i enhver årstidsfejring, men da vølver er et sjældent folkefærd, må andre festmestre til tider stå frem.

Idag bæres lyset frem for både Gullvejg og Lucia.

Tørstens Brønd

Tørstens Brønd stammer fra Selma Lagerlöfs fantasi 🙂
Hun fortæller om Tørsten i legenden De Vise Mænds Brønd, der handler om  den barske huløjede gamle kvinde, der sidder ved de vise mænds brønd og fryder sig over, at den er ved at tørre ind.

Medens Tørsten overvåger brøndens sidste suk, får hun besøg af en højtlastet kamelkaravane, der drives af tre prægtige dromedarryttere. Til dem beretter hun brøndens historie, som begyndte for længe siden, da tre vise tiggere sov blandt røde, søvndyssende valmuer. De vågnede under en lysende nattehvælving og følte, at Gud havde givet dem en opgave. Stolte fulgte de lyset med forventning om, at de ville blive rigeligt belønnet af en ny kongesøns hof, når de leverede deres visdom. Men sådan gik det ikke…

Selma Lagerlöf fortæller en anderledes historie om de vise mænd, hvori den ene rytter spørger: “Bør denne brønd ikke vare evindeligt for at minde menneskene om, at den lykke, der tabes på stolthedens højder, genfindes i ydmyghedens dyb ?”
Sluttelig må Tørsten forføje sig.

Efter solhverv kommer de hellige tre konger til det magiske gudebarn ved julehøjtidens afsluttende fest. Hellig Tre Konger fejres med tre-armede lys, juletræsplyndring  og Selmas legender! Uden tændte skærme 😉

Se også Julerosen og Rødhalsen – samt De Hellige 3 Konger.

ydmyghedes dyb
tørsten skaber illusion
valmuernes rus

Skades Historie

Skades historie fortælles idag under mørkefesten. Hun var en selvstændig jættekvinde, der blev gift med vaneguden Njord. Et ægteskab med plads til særheder…      😉

Myten om Skade

Inde i Udgård boede jættepigen Skade med sin bøvede og brovtende far Tjasse. Han havde opdraget hende til at te sig, som en jættepige hør og bør, så hun var udvokset til en slagkraftig og selvstændig ung dame. Med jættemanerer, som hun gerne afprøvede mod sin far, der var ret så dominerende.

Blandt jætterne magtede flere mænd den særlige flyveevne. De kunne iklæde sig frygtindgydende rovfuglehamme og flyvende afprøve grænser. Tjasse var en af luftens jætter, og han fløj af og til en tur med sin ven Loke som passager. I den store rovfugls luftrum udtænkte de ofte rænker, som var udenfor Odins ravnes hørevidde.

Farjætten ville nemlig gerne have en dame i huset, der kunne bruges til en anden funktion end den husholdende datter. En sådan kvinde kunne være både hustru til ham og veninde til hans datter; og hun kunne dulme gemytterne, når der udbrød kampe på liv og død mellem datter og far. Tjasse havde udvalgt den underskønne Idun, gudindejomfruen, der administrerede ungdommens æbler. Hun havde endnu ikke forført digterguden Brage; og alt har jo som bekendt sin tid.

Husvennen Loke var ekspert i udspekulerede drejebøger med sig selv i en udsat rolle. Han vidste også, at Idun havde udlængsel, og han havde lovet hende en oplevelse. Så Loke inviterede Alfaderen Odin og Fortidsguden Høner på jagt. Aftalen med Tjasse var, at når byttet skulle steges, så skulle rovfuglen Tjasse flyve efter bålets røg og bruge sit jættetrolderi til at hindre kødet i at mørne. Guderne skulle bede fuglen om hjælp mod at deltage i måltidet. Men jætten skulle overgå dem i umådeholdent grovæderi, så selv de grådige guder blev rasende. Så skulle Tjasse agere tøsesur over dårlig behandling og flyve bort med Loke.

Sådan skete det. Men så fik guderne den forventede tanke, at der ville blive kedeligt i Asgård uden Loke, hvilket han havde forudset. Så han bad Tjasse kredse omkring bålpladsen, indtil tanken kom til guderne. De råbte så efter Tjasse og foreslog ham den handel, at hvis han ville sætte Loke af i Asgård, måtte han i stedet hjemtage det første stykke kvindfolk, han mødte.

Den scene havde Loke også forudset. Derfor havde han aftalt med rejselystne ungdomsgudinde Idun, at hun skulle samle æbler i den guddommelige abildgård. Så der gik hun forfulgt af skjaldeguden Brage, der udsang sine længsler efter æblemøen. Hvert øjeblik forventede hun, at Loke iværksatte hendes ønskede rejseplan, og da skete det.

Tjasseørnen landede, slap Loke, og i et snuptag slog fuglen kloen i den skønne mø. Loke slog en koldbøtte blandt nedfaldsæblerne og hilste hjerteligt på Brage, der som alle andre guder kunne være langsom i opfattelsen. Loke forlod hurtigt frugthaven og fandt på gøremål i passende afstand fra jagtselskabets hjemkomst. I ugevis diverterede han dameguderne. Men efter en tid bemærkede han, at de faldt af på den. Asynjerne ældedes, fordi de ikke fik Iduns foryngende æbler, som hun altid bar med sig.

I Udgård var der ikke fryd og gammen. De to unge frøkener havde rottet sig sammen og nægtede at opvarte Tjasse i begge ender. Jættepigen og gudindemøen var blevet hjerteveninder, og Idun berettede for Skade om gudernes kærlighedspraksis. Nye længlser groede i faderens datter, og de omfattede en udfrielse af hans jættegreb.

I Asgård erkendte Loke, at hans drama ikke var helt gennemtænkt. Det havde han god erfaring med, for han kendte sig selv. Han tog det ikke så tungt, for han vidste, at alting kunne løses med et større eller mindre offer. Gudernes evige liv var vigtigere end Tjasses, og i skæbnesager var Loke pragmatiker. Alt har som bekendt sin tid – og sin pris.

En af Lokes bedste veninder var Freja, og for en kærlig modydelse stillede hun gerne sit tilbehør til rådighed for at hjembringe Idun. Valget stod mellem kattevognen og falkehammen. Da Loke kendte Tjasses ørnefærdigheder, valgte han den hurtige fugleham fremfor misserne, som ellers kunne udgøre et mellemmåltid for Tjassefuglen. Forklædt i fjer fløj Loke til Udgård. Forinden bad han Freja organisere et stort bål til fejring af Iduns hjemkomst.

Det var en blæsende og regnfuld eftermiddag, og pigerne hyggede sig i enrum langt udenfor faderens lyttevidde. Regnen slog mod ruden, men rytmen forstyrredes af et bankende falkenæb. De lukkede fuglen ind. Den rystede fjerdragten og ud trådte Loke, der nok vidste, hvordan han skulle tage sig ud foran kvindfolk.

I den forløbne tid var Skade blevet parat til at slippe sin faderbinding. Iduns fortællinger om guderne og deres liv havde vækket en romantisk åre i jættepigens blod. Hendes egensindighed, selvtændighedstrang og autonome kræfter ulmede. Det så Loke øjeblikkeligt, og han kendte til kvinders rænkespil, der i sjældne tilfælde havde udspillet hans egne. Så i fællesskab udtænkte de slutningen på historien, der dog fik et ikke ventet udfald.

Første scene i dramaets næste akt tages ud af myten om Idun. Hun og hendes æbler blev pakket ind i en lille nød, som Lokefalken fløj bort med. Da Tjasse bemærkede, at pigernes fniseri var ophørt, undrede han sig; og da hans datter kom buldrende og udskreg en historie om, at hendes bedste veninde var bortført, gjorde han som forventet.

I sin rovfugleham forfulgte Tjasse falken med nødden. Netop som Loke landede med Idun og bålet blev tændt, nåede jætten til Asgård. Han fløj fluks i bålet, og fjer og jættekraft gnistrede i flammerne. Glæden over Iduns hjemkomst gav anledning til, at guderne holdt den gigantiske æblefest, der varede i længere tid, end bålet brændte.

Efter endnu en passende tid, trådte Skade i karakter og spillede sit livs rolle. Scenen var Valhallas tag, hvor hun spillede monologen om at være faderløs og ikke være gift. Loke og Idun spillede deres roller som interesseret publikum, og Brage fulgte selvfølgelig Idun. Han tog sin spidse skjaldehat af for jættemøens opdigtede følelsekunst. Ikke alle guderne viste den ærbødighed; men modviljen afløstes af morskab over en vred jættekvinde på skrå brædder.

Skade vidste, hvad hun ville. Hendes mål var kærligheden. Hun krævede bod af guderne for faderofringen. Guderne bad hende om at rende og hoppe. Hun svarede, at det gjorde hun gerne. Fra jættegård til jættegård for at samle en hær, der kunne hævne hendes far. Det svar gjorde guderne betænkelige. Under deres langsomme tankegang kom hun selv med et modforslag. Hun ville giftes med en gud!

Stilheden i Asgård blev gungrende, indtil Idun med klar stemme forkyndte, at det kunne hun godt forstå. Hun vidste godt, at Skade havde udtænkt sig Balder. Loke spillede også sin rolle, men han kunne ikke forhindre den vending, som gudernes trang til underholdning medførte. Med opmuntrende tilråb udfordrede de Skade til at træde ved siden af, men hun bevarede fatningen. Også da de bad hende stige ned fra taget og betragte gudernes jordforbindelse. Hun blev tilstedt den gunst at vælge en gudemage ud fra hans fødder. De ledige gudemænds øvre dele blev tildækkede, så kun fødderne stak ud, og Skade steg ned og undersøgte hver enkelt fodpar. Hun tog sig sin tid og brugte alle seks sanser.

Efter endnu mere passende tid udså hun sig de fødder, der synede, lugtede og smagte bedst. Og som lød bedst ved gudens gang og reagerede kærligst, når hun kildede dem. Men hendes sjette sans bedrog hende. Det var ikke Balder, der stod på de dejligste fødder. Det var vanernes høvding Njord, og et bryllup blev fluks arrangeret. Guderne brølede i forventning om en fest med rigelig mad og mjød.

Idun var en smule stødt over, at hendes udkårne ikke blev valgt som den med de dejligste fødder. Men hun kendte hans vers, så hun var mest lettet over, at jætteveninden ikke havde valgt Brages fødder. Derfor sørgede hun hurtigt for, at han ikke længere var ungkarl.

Skade og Njord så hinanden an. En jættekvinde og en ungdommelig far til tvillinger var ikke det forventede udkomme af rænkespillet fra pigeværelset. Men størst af alt er kærligheden, og den indfandt sig på sin helt egen manér. Kærlighedsguderne Freja og Frej gjorde deres til, at deres far kom sig over den første overraskelse. Både jættekvinden og vanehøvdingen var store personligheder. Skade udfoldede sig bedst blandt klipper og bjerge, som gav hende den jordforbindelse, hun havde brug for. Hun trivedes blandt hylende ulve og havde et særligt bånd til den, der havde Loke som far; men det er en helt anden historie.

Njord levede ved havet, hvor hans tanker kunne flyve mod horisonten som akrobatiske måger. Deres skrig var musik i hans ører. Og bølgernes rullen i al slags vejr var næring for hans følelsesliv. Det delte han gerne med Skade. De blev mestre i kærlighedsfyldte møder, som de begge betragtede som deres helt egne højtider. Men hverdagen delte de ikke. Skade levede i bjergene og Njord passede sin gudedont ved havet. I stjerneklare nætter sendte de kærlighed til hinanden via den skinnende dobbeltstjerne, der var skabt af Tjasses øjne. De lå lysende tilbage i asken fra bålet efter Iduns hjemkomst, og under brylluppet blev de kastet op på himmelhvælvet. Skades jættefar i Udgård var blevet ophøjet til en fader i himmelen.

Uddrag af bogen: Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Højtidsfester

Højtidsfester er menneskehedens måde at markere årets gang. Så fejrer vi fællesskabet, helheden og det hellige. Med fortællinger, sange, danse, ofre og gryderetter. Juleaften fortælles evangeliet, der synges og danses om det ofrede grantræ, gaver ofres til hinanden, og risengrøden spises.
Julefesten er “opskriften” på en højtidsfest:
Indledning med hilsner, levende ild og ofringer.
En fortælling/myte.
Ritualdans.
Gryderet.
Afsluttende magiske spil og lege.

Til hver højtid knyttes en hellig trævækst som symbol på Livstræet. Livstræsymbolet har ikke rod i naturens botanik. Men virkelighedens træer bærer også magi for hverdagens mennesker. Og træernes kraft ændrer sig med årstiden. Fejringer af mytiske begivenheder indebærer ofte at ære livstræet ved at afskære og ofre lokale træer eller grene og løv:

Vintersolhverv: Kristtorn
Lysfesten: Mistelten
Forårsjævndøgn: Hassel
Vårfesten: Eg
Sommersolhverv: Hyld
Høstfesten: Røn
Efterårsjævndøgn: Taks
Mørkefesten: Vedbend

Mørkefesten er fejringen af indgangen til mørketiden. Mørket byder på hvile, mindetanker om de døde, og konfrontationer med egne skygger.  Mørkets tanker kan indebære omlægning af vaner. Nytårsforsætter, som allerede nu kan forberedes…

I mørket lever fortællingerne, uanset om festen kaldes Allehelgen, Halloween eller Samain. Bogen Nordens Mytologiske Højtidsfester foreslår en nordisk kvindemyte til hver af de otte årstider. I morgen fortælles om jættekvinden Skade.