Dokkōdō

Dokkōdō er 21 retningslinjer for enegængere. De blev formuleret af Miyamoto Musashi (1584 – 1645), der var japansk ronin (herreløs omvandrende kriger), forfatter, maler og buddhistisk tænker.


Her er min fordanskede nutidsfortolkning:

1.  Se alle ting, som de er.
2.  Undlad afledende fornøjelser.
3.  Se helheder og undgå at handle på følelser.
4.  Tænk let over dig selv og dybt over verden.
5.  Opløs dine ønsker og begær.
6.  Lær af fortidens fejltrin – fortryd ikke.
7.  Gennemsku misundelse – og slip.
8.  Anerkend tab og adskillelse – og gå videre.
9.  Afkod din harme og beklagelser – ti stille.
10.  Kend din krops lyster og styr dem.
11.  Vær nøgtern uden fordomme for eller imod.
12.  Føl dig hjemme overalt og ingen steder.
13.  Indtag kun nødvendig mad og drikke – langsomt.
14.  Afgiv det, du ikke behøver.
15.  Følg din egen overbevisning – ikke omverdenens.
16.  Begræns dine redskaber(våben) til de nødvendige – brug dem perfekt.
17.  Se døden i øjnene – og lev med den.
18.  Skil dig af med dine ting og jord, når du ældes.
19.  Respektér Buddha og guder – forvent intet.
20.  Bevar værdigheden – også under kroppens forfald.
21.  Hold dig til din vej.

Dokkōdō kan ses som en krydret udlægning af de 8 bud på den buddhistiske gyldne middelvej, der går ud på at undgå tilknytning.
Filosofien gælder nok også for Regnbuens, Shambhalas og Folkvangs krigere…   😉

Det meste er indeholdt i gamle klitboers livsfilosofi:
Vær nøysom – å pas dæ siæl!

Haikudigteren Basho (1644 – 1694) kan have været inspireret af Dokkōdō, da han blev født året før Miyamoto døde.

en vandrer er jeg
lad det så benævne mig
første vinterregn
(Basho)

Indfald og Udfald

‘Indfald og Udfald’ er titlen på AsgerJorns bog (1972) til folk, der er “analfabeter i at læse billeder”!
Den farverige kunstner tager os ved hånden og fortæller, hvad han ser i 231 værker, hovedsageligt relieffer med mytologiske og religiøse motiver.

Vi ser på prægtige skægvækster og indviklede hårpragter, strittende tommelfingre, hoveder, der hviler i hænder, og løse hoveder.
Jorn gengiver folkeeventyret om Guldhovedet, der ligner Den Lille Hvide Kat:
En yngste søn falder i et hul i skoven, og i  stedet for en kat møder han et guldhoved i det underjordiske slot. Ungersvenden beviser sin troskab gennem  drabelige prøvelser og vinder en hel skønjomfru.

Fantasirejsen omfatter også fabuleringer omkring Gundestrupkarret, brakteater, båndslyng, skrifttegn som billedelementer, udfald mod kunst-akademikere og meget mere.

En gang imellem tager jeg ‘Indfald og Udfald’ ud af reolen. Hver gang ser jeg noget, jeg ikke så gangen før; og når jeg lukker bogen, har jeg flere spørgsmål end svar.
En anbefalelsesværdig af-analfabetisering!

Bogens sidste sætning:
‘Indfald og udfald virker da som affald, et påfaldende ordspil, der sikkert vil glæde mange.’

indfald og udfald
opture danser med fald
nedfald og affald

Lysfesten

Lysfesten afslutter mørketiden, og højtiden er den første af solårets fire fejringer af Moder Jord. Lys tændes for kvindekraften, som har mange ansigter.  Maria og Brigid er to af dem.

De nordiske mytekællinger kan æres ved de otte årstidsfester.

Mit fortælle-forslag til festerne for Moder Jord:
Lysfesten: Myten om Hel.
Vårfesten: Myten om Idun.
Høstfesten: Myten om Sif.
Mørkefesten: Myten om Skade.

Kvindemyter til de fire fester for himmelen, som markerer Bedstefar Sols dans over Fader Himmel:
Vintersolhverv: Myten om Angerboda.
Forårsjævndøgn: Myten om Freja.
Sommersolhverv: Myten om Gullvejg.
Efterårsjævndøgn: Myten om Frigg.

Fordel mytekællingerne efter egen natursans!

Ved at fejre de otte naturhøjtider forbinder mennesker sig med naturens rytmer og mønstre, og alles natursans næres.
Over hele kloden fester folk omkring bål, fællesspisning, lege, danse og fortællinger.
Det levende ord opliver og oplyser, og ovenstående myter er forslag til at oplive kvindekraften. Myter er ikke fakta, og man kan bruge dem, som man lyster. Kvindemyterne er fra Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Natursansen forstærkes ved også at fejre Bedstemor Månes 12-13 månetider. Hvis nymåner og fuldmåner festligholdes, så bliver livet fest efter fest efter fest…  🙂
En ‘fest-opskrift’ findes i indlægget Højtidsfester.

Glædelig Lysfest!

Se også  Agerbrugerens Kalender, De 8 Højtidsfester og Nordens Solhjul.

Mytos og Mønstre

Mytos og mønstre er visdommens grundlag.
Vi har alle et indre ‘landskab’, der er dannet af naturoplevelser, eventyr, bibelhistorier, myter, virkelighedens og teatrets dramaer plus andre oplevelser. Det er Den Personlige Mytosverden. I den kan også indgå romaner, film, musik og andre værker skabt af kunstnere med kontakt til ‘mytesuppen’.

I min mytos findes bl. a. en 1001 nat -verden, og i den ligger alle de visdomsmønstre, som fortællingerne bærer – også selvom jeg ikke har gjort mig dem bevidst. Det samme gælder de nordiske myter, de indianske klanmødre, mytologierne omkring Middelhavet og meget mere. Det hele er syltet ind i oplevelser af naturens mønstre og rytmer. Mit autonome Selv ordner visdommene i mønstre, der synliggøres, når jeg har brug for det. Min ‘natursans‘.

Denne personlige mytosverden er gennemsyret af det kollektive ubevidste. En slags ur-fælles ‘mytesuppe’. Og den er under-bevidst i mit Selv, det autonome mønster, der er min forbindelses-nerve til det Numinøse.
Hjemmesiden annevoel.dk er uddrag af min mytos.


Når jeg op-lyses af kollektiv visdom og op-lever ‘klarsyn’, gror de ud af mønstrene i mit Selv. De fremstår i symbolsprog, som kan tolkes ved brug af logos. Ligesom ved drømmetydning.  Se også Logos og Mytos.

Klarsyn er indsigter, der kan optræde som natlige og vågne drømmesyn, som aha-indfald i en travl hverdag, som visioner i naturen – og på mange andre måder. De kan indtræffe spontant, eller de kan opsøges – måske ved hjælp af shamanheste.

Adgangen til det helende mytos-selv hindres, når menneskers opmærksomhed er ‘besat’ af forfængelighed, vrede, begejstring og andre manifestationer af ønsker og begær i logos-verdenen.

Portalerne til indsigterne kan åbnes ved forskellige metoder. Meditation kan være en vej, og  Sejd er den nordiske tradition. En af mine adgange er haikudigtning.

Mandalaer er mindmaps over Selvets mytosverden i flere religiøse traditioner. Shambhala er benævnelsen for mytos-Selvet i den tibetanske buddhisme.
Med øvelse kan man optræne kontakten til sit Selvs mønstre og det kollektive underbevidste. Mørketiden indbyder til at gå på opdagelse i mytosverdenen og øve sig i at forstå sig selv.
Måske inspireret af ‘vølven’ Pythia i Delfi: Kend dig selv!
God Fornøjelse!

Knude-Mandala af Leonardo da Vinci

Spiselig Tang

Spiselig tang lå i opskyllet, efter at blæsten havde rusket i bølgerne og revet planterne bort fra deres voksesteder. Med undtagelse af kransnålealger (små ‘juletræer’ ) kan al tang spises (Larsen & Hansen i Tang).

På billedet ses blæretang, buletang og heftet Tang fra Natur og Museum. Tang er en samlebetegnelse for Rødalger, Brunalger og Grønalger, som kan spises rå, stegte, bagte, kogte, syltede, tørrede, hele, delte eller malede til mel. Måske i pandekager? Der er frit spil for eksperimenter! Morgen, middag og aften. 😉

Brug tang i den alsidige hverdagskost, men lad være med at overdrive, så jodbalancen forskubbes. Velbekomme!

Vølven Gullvejg

Vølven Gullvejg er knyttet til sommersolhverv. Vølvens spådom fortæller, at hun tre gange blev brændt på bål. Hun overlevede, så derfor kunne hun berette om, hvordan krigsguderne stak spyd i hende og overlod hende i ilden. Hun kunne også fortælle om det, der skete før – og om det, som siden ville ske.

Myten om Gullvejg

Aserne var grådige krigsguder, hvis liv bestod i at erobre magt, viden og ejendom. Vanerne var fredelige kærlighedsguder, der drog omsorg for jordens frugtbarhed, erotik og magi. Blandt vanerne vandrede vølven Gullvejg, hvis gyldne vej inspirerede alle, hun mødte.

Gullvejg havde evnen til sejd. I frugtbarhedens tjeneste brugte hun magi, og hun samlede folk og guder omkring sig. Hun havde magt. De griske aser ønskede, at vølven skulle tjene dem, så de bortførte hende. Men hun ønskede ikke at leve i Asgårds krigsverden.

I Asgård mødtes Gullvejg og Loke. Da de lignede hinanden, blev de den slags sjælevenner, der måske kunne forvandle sig til hinanden. Begge havde kendskab til spådommen om gudernes skæbne. Ragnarok. Og de begge kunne få ting til at ske.

Aserne havde imidlertid den indstilling, at de ødelagde det, som de ikke kunne erobre. Da de ikke kunne få fat i vølven og hendes viden, magt og magi, besluttede de at eliminere hende. Tre gange forsøgte de at dræbe hende med spyd og brænde hende på bål. Hver gang overlevede hun og helede. Ved egen kraft – og lidt ikke beskrevet hjælp fra Loke.

Gullvejgs magiske evner delte hun med både Freja og Frigg, der begge levede i Asgård, hvor de anvendte deres evner efter behov. Hvor Gullvejg gik hen inden og efter Ragnarok er uvist; men nogen følger hendes gyldne vej, som blev brolagt af Frejas gyldne tårer.

Gullvejg er moder til sejd, den nordiske shamanisme; og hun og de andre vølver fejres ved sommersolhvervs bål. Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer, og de kendte menneskenes særheder. De kastede runer, tog varsler og fik drømme og visioner, som de af og til oversatte. Gullvejg indviede både Freja og Frigg. Måske var de en enhed. Treenighed! De uddannede Odin i begrænset omfang; men fuldbefarne sejdemestre var både Kvasir og Loke, der kunne optræde dobbeltkønnede…

Begrebet ‘shamanens hest’ er benævnelsen for redskaber til at bevæge sig mellem verdener. At sejde. Den ottebenede Slejpner er symbolet på en rejsefører; og at danse og at gjaldre er eksempler på ‘heste’. Solhvervsfesterne er sejdehøjtider, og vølver er det naturlige midtpunkt i enhver årstidsfejring. Men da vølver er et sjældent folkefærd, må andre festmestre til tider stå frem.

Se også  Solhvervsdukkerne, som er et eksempel på nutidig sejd. I år er dag og nat lige lange allerede den 20. juni; men landets fælles bålfester er datobestemte til Skt. Hans. Forberedelserne er begyndt!

De Tretten Månekællinger

De Tretten Månekællinger er overskriften på den mytesamling, som mine fantasier, drømme og visioner arbejder med. De handler om årets 12-13 månetider. Se En Klanmor !

Myterne florerer i forskellige oprindelige folk, hvor månetiderne forbindes med det arbejde, som overlevelsen kræver på netop det tidspunkt i vækstsæsonen. Månekræfterne styrker det fredelige arbejde, omsorgen og ærbødigheden for naturen. Kvindelighedens indlevende virke for alles velbefindende og fred.
I modsætning til rovdrift, grådighed og vold…

De dyrebare kvindekræfter symboliseres ved juveler i kranier/livmødre:

Vismanden David Bowie fortalte myten på sit dødsleje: Blackstar.


De 13 månekvinder deler kvindelighedens visdom i Bowies mytologiske video om forfald – og overlevelse…

Stilhedens Fuldmåne

Stilhedens fuldmåne er højtid for Lyttende Kvinde, den femte klanmor i myterne om The 13 Original Clan Mothers (Jamie Sams). Ved hver nymåne kommer en klanmor til verden med visdom til de to-benede.

Myterne om klanmødrene fortælles under himmelstrøg fjernt fra Norden, så jeg digter fortællinger, hvor jeg lader mig inspirere af indianernes verden, men jeg vil omplante dem til landskaber med planter og dyr fra vores natur. De 13 klanmødre omskabes til 13 månekællinger…

Lyttende Kælling kom til verden i en mørk jættestue under jorden. Der var intet lys, og hun vidste ikke, at hun kunne se. Men hun kunne mærke og høre sin krop. Hun sansede, bevægede sig og lyttede til kroppen, efterhånden som hun mærkede hænder, arme, ben, hud, muskler, knogler og ansigtets natur. Fra hendes indre lød en rumlen, – og hun mærkede en tomhed.

Da hørte hun Moder Jords stemme, som fortalte hende, at tomheden var sult – og at der i hulen stod en kurv med indhold, der kunne stilne tomheden…

Derefter udforsker kællingen rummet og dets lyde. Ved at kravle rundt langs jættestuens stenvægge opdager hun, at i hulens laveste ende risler en lille kilde. Moder Jord lærer hende at drikke, så kvinden huler sine hænder og føler en boblende glæde, da vandet flyder i mundhulen og ned gennem spiserøret.

Tæt ved kilden støder hun på kurven, dufter og mærker dens indhold. Moder Jord lærer hende at bide, tygge og synke, og Lyttende Kælling overvældes af spisningens indre lyde. Hun bliver overrumplet af lyden ved at bide i en gulerod, som giver genlyd i jættestuen.

Fortsættes….

Stilhedens fuldmåne indtræffer på torsdag!

Malerier : Uddrag af ‘Vandrende krydser luftens lyshav’ (Anne Voel).

Frejas Fest

Frejas fest er forårsjævndøgn, hvor elementerne genoplives. I bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester fortælles:

Freja var vanernes dise. Vanadis. Frugtbarhedsgudernes frue, der æredes som indvandrer blandt aserne. Men før krigen og freden med aserne levede hun i Vanaheim med sin elskede husbond Od. Han var en vandrer, og hver gang han var på færd, fødte hun hans børn. Han drog afsted i efteråret og vendte hjem om foråret.

Men et forår måtte Freja vente forgæves. Hun græd, og hendes tårer var det pure guld, som faldt på hendes vej. I den tid kaldtes hun Gullvejg. Men da de grådige krigsguder, aserne, hørte fortællingerne om hende, bortførte de hende. Den historie blev til myten om Gullvejg, som fejres ved sommersolhverv.

Freja bosatte sig i Folkvang i Asgård. I sit hjem samlede hun de døde, der levede som krigere i kampen for det daglige brød. De fleste var kvinder og deres børn, der ligesom Freja kendte til, at husbonden i lange perioder var på færd.

Kærlighedsgudinden var gudernes mægtigste vølve, sejdemesteren over alle. Hun kendte alle naturens mønstre, rytmer og sange, og i sin flyvende vogn med katteforspand fløj hun rundt i verdenerne. Hun bragte den ubetingede kærlighed og frugtbarhed til trængende; og alt groede i hendes og kattenes fodspor.

Engang var Freja inviteret til Svartalfheim, hvor dværgene arbejdede på et vidunderligt guldsmykke. Brisingamen var dets navn, og som alle svartalfernes kunstværker indeholdt halssmykket andet end guld. De troldkyndige dværge havde smedet elskovens gaver ind i det ædle metal, og de ventede blot på det rette øjeblik at overdrage klenodiet til Freja.

Freja tøvede aldrig med at samle visdom ved brug af kærlighed, så da dværgene indbød hende til at blive indviet i Brisingamens magi, tog hun glad og frejdig imod invitationen. Den gik ud på, at hun skulle tilbringe en nat med hver af de fire guldsmede, som i Svartalfheim levede i hvert sit egenartede univers.

Dværgen Alfrik levede dybt i en hule med ædle stene. Hans jordforbindelse var enorm, og han var langsom og grundig. Hos ham tilbragte Freja den første nat, hvor han oplærte hende i sin faste, dybe, langsomme elskovskunst, som han havde tilført smykket.

Den anden nat besøgte hun Berling, der levede ved en varm kilde, hvis klukkende lyde var som musik. Hans magi omfattede det flydende og strømmende. Safternes væsen havde han smedet ind i guldet, og natten med ham var meget våd.

Dvalins grotte var indrettet højt i et bjerg med åbne kig over luftige landskaber. Han besad letheden og ynden, som i elskov kom til udtryk som pust fra magiske verdener. Sammen fløj de elskende så højt, at de undrede sig over, at de landede igen.

Den sidste nat tilbragtes hos Grere tæt på essens vulkanske hjerte. Varmen gennemtrængte krop og sjæl, og Freja oplevede den hedeste elskov, som hun hverken før eller siden kom ud for. Selvom hun kunne fornemme den, når hun bar Brisingamen.

Efter de fire nætter var de alle fem temmelig møre. Dværgene var tilfredse med deres værk og Frejas modtagelighed; og hun drog bort med både halssmykket og fornyet elskovsvisdom. Den handlede om forførelseskunstens fire elementer: det faste, det flydende, det luftige og det brændende. Enkel magi.

På hjemvejen mødte hun Loke, som hun kendte alle vegne fra. Han var villig til at være prøveklud, da kærlighedsgudinden anmodede om at afprøve sine nye færdigheder på ham. Også han beundrede dværgenes værk.

Da asernes høvding fik nys om historien blev han misundelig. Odin hidkaldte sin fostbroder Loke, som han delte meget med. Det havde Loke forudset, så han og Freja havde udtænkt en plan, hvorved de med sejdekunst ville indpode Odin lidt af vanerne tankegang.

Loke iscenesatte, at han i loppeforklædning stjal Brisingamen, så alfaderen kunne indgå en handel med Freja. Hendes dagsorden var at indpode ham en slags medfølelse for krigens ofre. Odin pålagde hende at sætte splid mellem to høvdinge i Midgård. Det gjorde hun på skrømt, idet hun gav dem lige styrker, så de i stedet blev blodsvenner. Odin undrede sig over hendes sejdekunst, tog ved lære og gav hende halssmykket tilbage. Loppen Loke grinede i Odins skæg.

Også jættemænd kastede kærlighed på Freja. En af dem tilbød at bygge en mur om Asgård til gengæld for kærlighedsgudinden. Trods hendes protester tog guderne imod tilbuddet. Men Loke reddede sin veninde ved at omskabe sig til en hoppe, der bortlokkede bygmesterens arbejdshest Svadilfare. Muren blev ikke færdig, og nogen tid senere blev Lokehoppen mor til Slejpner, Odins ottebenede hest. Shamanens hest, som har sin helt egen historie…

Forårsjævndøgn fejres ved at ære de 5 elementer: jorden, vandet, luften, lyset(ilden) og livskraften. En festopskrift kan ses her: Årstidsfester.

Glædeligt forårsjævndøgn!