Dagens Fugl

Dagens fugl er ikke den smilende kobbersneppe, men en gentagelse af vandrehistorien om Den Vestjyske Sangfugl. På opfordring.

Der var engang en sangfugl, der sang for alle og sig selv i klitterne langs Vesterhavet. Den nød så inderligt at synge, at den forblev i landskabet, da dens flok fløj mod varmere himmelstrøg.
Men da frosten bed i luften, vendte den næbbet mod syd, indtil kulden tvang den i knæ i marsken.

Vor lille frysende fugl lander bag en kvie, der i samme nu slipper en dampende kokasse. Varmen går fuglen til hjertet, og i lykkerus bryder den ud i sang.
Men gårdens kat hører tonerne; og så slutter fortællingen.

Historien har tre moraler:

1. Du skal ikke tro, at alle, der skider på dig, vil dig det ondt!

2. Du skal ikke tro, at alle, der trækker dig ud af skidtet, vil dig det godt!

3. Står du i skidt til halsen og har det fint, så ti stille!

Mytekredsens Symbol

Mytekredsens symbol er en kurveblomst med tungeformede randkroner og rørformede skivekroner. I den kurveblomstrede plantefamilie er blomsterne bittesmå, så de sidder sammen i en blomsterstand. Kurven består af en bund, hvorpå de små blomster er ordnet i matematiske spiraler:

I denne solsikke ses de rørformede skiveblomster i knop i midten, hvorfra de springer ud. Når de åbner sig, frembryder det tvedelte støvfang, som opsamler pollen, der spirer i frugtanlægget og udvikler solsikkefrø. Et frø i hver blomst.
Hver randblomst har en stor tungeformet krone, som tilsammen danner en solcirkel, der tillokker insekter. Sådan virker også kamille, morgenfrue og andre kurveblomstrede.

Mytekredsen er en cirkel af fortællere eller dansere, som tier eller taler og synger med tunger. De kan symboliseres med en morgenfrues blomsterstand:

Jørmungand

Jørmungand er midgårdsormens navn. Dens søskende er ulven Fenris og dødsrigets dronning Hel. De tre spiller hovedroller i Ragnarok, hvor den krigeriske verden med dens grådighed går til grunde for at afløses af fred og bæredygtighed.

I disse dage blotlægges vor lokale Hav-Orm, som hele sommeren har ligget usynligt i hi under finsand. I foråret lå ormen tilgængelig på stranden:

Venligtsindede højvander lejrede sand omkring og over ormen, så den lå gemt for sommergæster. Forledens hidsige højvande blotlagde igen den mytologiske skulptur:

sandet sommerhi
havet bader ormen frem
ragnaroksymbol

Førstedamen Frigg

Førstedamen Frigg, Odins hustru, er den urkvinde, der knyttes til efterårsjævndøgn. Hun var centrum i dramaet om de nordiske guders efterår inden Ragnarok. Friggs historie fortælles under jævndøgnsfejringen:

Myten om Frigg

Frigg var høvdingens kone, dronningen, Den Store Moder. Da hun indgik giftermål med Odin, var han allerede far til Thor, hvis mor var Jorden. Odin var en inkonsekvent, uberegnelig og ustadig far, og knægten var uregerlig. Han havde brug for Friggs faste hånd.

Høvdingekonen opdrog Odins tre sønner, hammerkasteren Thor, rimsmeden Brage og ulveopdrætteren Tyr sammen med de tre drenge, som hun var mor til. Den rapfodede Hermod, den tænksomme blinde Høder og den milde yndling Balder. Familieskaberne var spegede. Om det var Odin eller hans brødre, der var fædre, står åbent; men alle sønnerne får vigtige roller under Ragnarok.

I fordumstid var Frigg, Freja og Gullvejg en hellig treenighed. Selvom Frigg gik stille med dørene, så var hun mægtigt sejdkyndig. Hun var den regerende magiske hustru bag den såkaldte alfader Odin. Hendes domicil var Fensale, hjemmet ved mosen.

Sejdmageri omfatter indsigter i både fortid og fremtid. Da Kvasir i vølveskikkelse besøgte Frigg og Odin, var det hende, der forstod, at profetien om Ragnarok også indeholdt en ny fremtid. Ved sit klarsyn så hun, at det krigeriske, voldelige og destruktive liv skulle afløses af en fredeligere, omsorgsfuld og bæredygtig tilværelse. Frigg erkendte, at hendes drenge ville få hovedroller i den store omvæltning, der på ondt og på godt ville medføre forandringer, som hun egentlig billigede.

Også Odin var klar over, hvor det bar hen. I skikkelse af Vegtamr opsøgte han Hel for at høre hendes udlægning. I Helheim var der dækket op til velkomstfest for Balder og Nanna. Odin ville vide, hvem der skulle hævne Balders død, og Hel forudsagde endnu et brodermord. Odins søn med Rind, Vale, skulle dræbe hans søn med Frigg, Høder. End ikke Odin kunne hindre historiens gang.

Da Friggs yngste søn Balder fik drømme, der fyldte hans vågne timer, vidste hun, at tiden var inde. Hun kendte hans drømme, og hun havde forberedt den rolle, som hun var udvalgt til at spille. Balder var lys af sind og alles kæledægge, men han blev mørk. Hans drømme handlede om, at alle skulle efterstræbe ham, og at han skulle dø. Hans tungsind bredte sig til alle omkring ham.

Gudernes hverdag blev tynget. Ingen ville tro Balders syner. Men både Frigg og Loke vidste, at de var forvarsler om Ragnarok. Loke var imidlertid den gud, der var kendt for at få det bedste ud af her og nu. Han var ekspert i at leve i nuet, selvom han havde dyb visdom om fordumstiders fremtider. Sammen med Frigg udtænkte han en festlig underholdning til fornøjelse ved gudelivets ophør.

Underholdningen gik ud på at modbevise Balders drømme ved at gøre ham til mål for gudernes våbentræning. Den sejdkyndige Frigg skulle forinden afkræve, at alle levende og døde ting skulle love, at de ikke ville skade hendes udvalgte søn. Men hun tog ikke alverden i ed, for på hendes verdensvandring mødtes hun med Loke, der var i skikkelse af den afsides levende kone Tøkk.

Tøkk var en af Lokes mange forklædninger. Han var jo fader til ulven, ormen og Hel, som virkede sammen for det guddommelige mål at frelse Balder for Ragnarok. Yndlingen skulle gå forrest i den nye verdens skabelse, og derfor skulle han fjernes fra Asgård, inden den store katastrofe. Frigg, Tøkk og Hel havde udtænkt den store drejebog, som nu blev sat i værk. Kvindelist.

Blandt alle døde og levende ting findes en besynderlig skabning. Misteltenen er en hellig vækst helt uden jordforbindelse. Den stedsegrønne plante lever i hellige træer, der nærer den med deres livsvæsker. Snylteren har perlelignende bær og er giftig. Frigg afkrævede ikke ed af misteltenen, da hun vidste, at den var udvalgt til at bringe Balder til Hel.

Da Frigg vendte tilbage fra sin verdensomrejse, var våbenfesten forberedt, og især Thor og Tyr glædede sig til at afprøve kræfter. Balder var parat til at flygte; men Frigg trak ham og hans kone Nanna til side. Så fortalte hun på bedste sejde-vis, at Balders drømme var en del af visionen om Ragnarok, og at de to var udvalgte til den næste verden. Hun indgød Balder mod til at tage imod det, der ville komme; og hun lærte Nanna at dø af sorg.

Under megen hujen, våbenlarm og Brages skjaldedigtning gik beskydningen i gang. Først afprøvedes det svage skyts, og Balder syntes usårlig. Guderne gejlede hinanden, og da Thors hammer Mjølner opviste flyveegenskaber, den aldrig tidligere havde vist og undveg målet, så kendte jubelen ingen grænser. Den blinde Høder stod stille og lyttede. Også Frigg var tavs. Hun og Loke havde øjenkontakt…

Efter at have forladt Tøkks sted, havde Loke iført sig fjerham og var fløjet bort til misteltenens levested. Af det besynderlige væsen fik han en pilespids, der trods sin blødhed indeholdt dødbringende gift. Derefter besøgte han i Taksdale guden Ull, der var søn af Sif og kendt for sine evner til at stå på ski og skyde med bue. Ull levede mellem de hellige takstræer, og han var ved at gøre sig klar til våbenfesten. Af ham lånte Loke både en bue og en pil, hvis spids han udskiftede med misteltenen.

Da Balder så, at Loke gav bue og pil til Høder, vidste han, at prøvelserne straks ville være ovre. Han smilede til sin broder, der intet så, og lod smilet vandre til sin moder. Hun gengældte smilet i uendelig omsorg. Høder affyrede pilen; og han hørte, at verden blev ramt af en lamslående stilhed.

Idet Balder segnede, sørgede Nanna for at dø af sorg. Stilheden blev afløst af en skingrende jammer, der udfoldede sig værst i Høders bryst. Frigg satte sig med sin døende søn i skødet og forberedte ham på rejsen til Hel. Fra Odin fik han med sig ringen Draupner med henblik på løskøbelse fra Helheim.

Balders og Nannas ligfærd skulle ske med skibet Ringhorne. Alle guderne var samlede i sorg. Også mennesker, jætter og småfolk sørgede, fordi Balder altid havde været fredens mand. Da Thor skulle søsætte skibet, spændte han kraftbæltet Megingjord, men alle hans kræfter rakte ikke; Loke brugte nemlig alle sine kunster for at tilbageholde skuden. Den stod urokkeligt fast. Da Thor trods torden og lynild måtte erkende sin begrænsning, kaldte Loke stumt på sit afkom.

Forklædt som jættekvinden Hyrrokkin red Hel frem på ulven med ormen som tømme. Lokes børn forenede deres kræfter og gav Ringhorne et gevaldigt skub, så skibet for af strand. Stenene gnistrede og skibet stod i brand. Thors krænkede stolthed flammede også op, så han ville kløve kvinden; men guderne stoppede ham. I ustyrlig vrede sparkede han dværgen Lit ind i ilden. Alle andre stod som forstenede og øjnede det brændende skib, medens mørket sænkede sig.

Sorgen og savnet over Balder fulgtes af et håb om, at Hel ville frigive ham. Frigg lod Hermod låne Odins hest Slejpner, hvis mor var Loke. I ni dage red Balders bror på ‘shamanens hest’, og Gjallerbroen dundrede højlydt, da han red over den til Helheim. Møen Modgunn var kendt med ugunst, modvilje, misundelse og andre skygge-egenskaber, som hun kaldte ved navn. Men hun så hverken Nanna, Balder eller Hermod som skygger. Alligevel blev de lukket ind.

Inde i Helheim sad Nanna og Balder på højsædet og tog imod Hermod. Hel bød ham velkommen, og da Hermod havde fremført sit ærinde svarede hun, at hvis alle ville græde for Balder, kunne han frigives. Balder selv virkede ikke særligt nedtrykt, og da Hermod forlod salen, fik han Draupner, fordi Balder vidste, at han ikke selv skulle bruge ringen.

Guderne drog rundt i de ni verdener og bad alle græde for Balder. Hel varskoede sin far, så Loke tog atter skikkelse af Tøkk. Han så frem til Ragnarok, da han vidste, at først da ville han slippe fri for den straf, der hang over hovedet på ham. Da guderne kom til Tøkk, fik de det svar, at Tøkk kun vil græde tørre tårer. Det var aftalen mellem Hel og Loke, så Balder blev i Helheim.

Loke blev gjort til syndebuk. Han blev bundet med sønnen Narfes tarme i en hule. Over ham fæstnedes en slange, der uafbrudt spyede galde og edder over ham. Jorden skælvede ved hans lidelser. Lokes trofaste hustru Sigun levede hos ham og opsamlede slangegiften i et kar; men hver gang hun måtte tømme karret, rystede verden i Ragnaroks vold.

I Fensale mærkede Frigg jordrystelserne. Dronningemoderen forberedte gudeverdens ende. Hun havde hidkaldt Liv og Livtraser, som skulle overleve Ragnarok. De blev indviet i levekunst og sejdmageri, og de fik overdraget de gyldne runetavler. Efter indvielsen gemte de to børn sig ved Yggdrasils rødder, hvor de vil overleve gudernes skæbne og skabe en ny verden i Den Store Moders ånd.

Mønstervæveren

Mønstervæveren er titlen på solårets 10. månekælling. Hendes måne er ny idag, og den vil lyse på spindelvæv i natten.

Årets første ni månetider fører naturen gennem vækstsæsonen, og nu er tiden inde til refleksion og nytænkning. Erfaringerne giver grundlag for ny kreativitet, og edderkoppen er en dygtig lærermester.

Hvis menneskene ikke huserede i naturen, ville de fleste af Jordens klimazoner være dækket af urskov. Træerne, Det Stående Folk, ville alle have forbindelse med hinanden gennem rodnet og svampesymbiose (Wood Wide Web). Ligeså Det Svømmende Folk i havene (Water Wide Web). Universel indbyrdes forbindelse er Moder Jords natur.

Det Vandrende Folk er også skabt til indbyrdes forbindelse (Wandering Wide Web). Mange dyr udveksler instinktive signaler i naturen; og menneskene har ydermere den mentale dimension. Den kollektive bevisthed er naturlig blandt oprindelige folk – og jungianere…

Menneskenes kollektive vide væv er en fælles mental ursuppe, som simrer med den grænseløse fantasis idéer; og opfindsomme personer har adgang til denne skabelsens gryde.

Den nordiske mytologi fortæller om tre adgange til ursuppen under kundskabens livstræ Yggdrasil. Urds brønd rummer den kollektive bevidsthed om fortid, nutid og fremtid, medens Hels kildevæld er den tidløse fælles underbevidsthed, som befordrer skabelse – også efter ragnarok. Mimers brønd er kilden til den en-øjede grådigheds videnskab.

Den 10. månekælling understøtter os i kreativ tænkning. Månetidens kraft er at se livets mønstre i tiden, i naturen og i menneskenes adfærd – og at agere i ærbødighed overfor Moder Jords Vide Væv. Tiden er inde til nytænkning og adfærdsændring, der kan styrke frodig mangfoldighed på planeten Jorden.

Det såkaldte Verdens Vide Væv (World Wide Web) er en industriel afsporing, der er opfundet af logikken bag grådighed, krig og udslettelse, som afvikler Moders Jords naturlige mønstre. Store dele af menneskeheden er blindede og fængslede af www og lever som zombier uden kontakt til naturens vide væv og den kollektive underbevidsthed. Forstenede to-benede…  🙁

Den mønstervævende månekælling opfordrer til, at vi tager ved lære af den arbejdende edderkop og hendes kunst at spinde bæredygtigt væv. At vi ‘ser’ skovenes og havenes sammenhængende natur, og at vi åbner for den mentale ursuppe af original kreativitet, som vi alle kan få adgang til, hvis vi slukker for skærmkulturens hjernevask. Måske kunne det afhængighedsskabende www forvandles til et hjælperedskab?

Glædelig skabende månetid!

Wood Wide Web: Vedplanters Vide Væv
Water Wide Web: Vandets Vide Væv
Wandering Wide Web: Vandrernes Vide Væv
World Wide Web: Verdens Vide Væv, som fængsler menneskeden til skærmafhængighed, der fremmer forfængelighed, grådighed og krig – og afviklingen af livet på Moder Jord.

Sælkvindens Børn

Sælkvindens Børn er en fortælling, der er vævet af tråde fra fjerne myter.

Det nordiske myteunivers omfatter ni verdener, hvoraf Udgård er jætternes land. Jotunheim. Mange jætter har evnen til at skifte ham, og Tjasse kan iklæde sig ørnefjer og færdes frit i luften. Hans datter Skade kan smyge sig i sælskind og boltre sig i vandet.

Engang skete det, at sælkvinden Skade kastede sit skind på stranden ved Noatun i udkanten af Asgård. Dér dansede hun jordforbindelse sammen med andre havfolk. På Noatun levede vanernes høvding Njord, som kendte Skade, der engang valgte ham og hans dejlige fødder. Smuk jordforbindelse. Sammen fik de en datter under månen og en søn under solen.

Sælkvinden Skade og havguden Njord levede imidlertid i hver sin verden. Skade foretrak jætternes bjerglandskab med hylende ulve, medens Njord kun følte sig hjemme nær det frugtbare hav og de skrigende måger. Deres børn følte sig hjemme alle vegne, og de lærte hurtigt at klare sig selv. De flyttede ind i livstræet Yggdrasil, hvor de under leg optog alt fra de ni verdener, der kunne styrke dem til at overleve den store undergang.

Ragnarok indfandt sig, og de gamle verdener gik til grunde. Livstræet krone brændte, men fra roden i Mimers brønd voksede skoven Hoddmimer. I den overlevede månepigen Liv og soldrengen Livtraser. De grundlagde nyt liv i pagt med deres forældres rødder, som var urkraften fra jætternes kaotiske natur og vanernes visdom om frugtbarhed, bæredygtighed og fred.


Familiebillede *

Sammen med Sifs børn Trud og Modi og Friggs milde søn Balder og hans kæreste Nanna skabte Liv og Livtraser et nyt Midgård. De blev urforældre til mange slægter, hvis hverdage blev levet i pagt med månen, som styrer det livgivende vands rytmer, og med solen, hvis vandringer skaber dag og nat og årstiderne.

Nanna blev mor til Forsete (for-sidderen), forsoningens, retfærdighedens og tålmodighedens gud(inde?)…

NB: Denne fortælling har rødder i kristne mænds myter; men den er sammenviklet af nutidig kollektiv kvindebevidsthed ♀️
Se Hanna Snorradóttir.

* Familiebilledet forestiller Zeus, Leto, Apollon og Artemis, men det kunne da lige så godt være Njord, Skade, Livtraser og Liv 😉

Syv Generationer

 

Syv generationer kan et menneske måske erfare. Hvis det som barn ser sine forældre, bedsteforældre og oldeforældre – og i alderdommen oplever børn, børnebørn og oldebørn.

Tidsspandet på syv generationer er den horisont, som nogle folk tænker på som fremtid. At tænke i kommende generationer i stedet for årstal indebærer at leve hverdagen med glæde og omtanke for efterkommeres liv.

Fortællingerne om de 13 klanmødre forbinder årstidernes måner med menneskelivet. Den ottende og helende månetid efterfølges af den månetid, der støtter erkendelsen af forfald – og dermed omsorgen for de næste syv generationers trivsel.

Solårets niende måne er ny idag, og den minder os om at tage vare på Moder Jord. Det indebærer at agere bæredygtigt i forhold til naturens sammenhænge, mønstre og rytmer. Vækst og forfald. Mennesket er blot en organisme i naturens økologiske helhed. Månen husker os på at være bevidste om det – og handle i overensstemmelse dermed.

Plant et træ – en voksende glæde!  🙂

Indlægget er redigeret for at tilpasses fortællingen om De 13 Månekællinger, som jeg pusler med …

Sælkvinden

Sælkvinden er en af mange myter om selkiefolket, der er havets sagnfolk, sæler, marsvin, havfruer m. fl., der forvandles til mennesker. Eller omvendt. Til tider under tvang, hvorefter menneskene straffes. I nogle kulturer betragtes selkierne som druknede mennesker i dyreham. Flere af fortællingerne er allegorier på menneskehedens overforbrug og magtanvendelse overfor havet, hvis natur er at give og at tage

Det færøske sagn om en sælkvinde fortælles ved Hellig3Konger, hvor selkiefolket drager på land, afkaster dyrehammene og danser.
En ung fisker så dem og snuppede det fineste skind. Det tilhørte en sælkvinde, som derefter levede med ham og fødte en datter og en søn.

Fiskeren havde låst hammen ned i en kiste og bar nøglen i en kæde. Men en dag fandt sælkvinden en ønskebensknogle fra en havfugl i strandkanten. Da manden sov, byttede hun den med nøglen. Medens fiskeren var på havet, opdagede han knoglen og vidste, at kvindesælen var svømmet hjem til sit oprindelige folk.

Hvert år drog fiskerne også på sælfangst, og engang kom sælkvinden til fiskeren i en drøm. Hun bad ham mindeligt om at undlade at dræbe udvalgte sæler; men sælfangerne lod hånt om hendes bøn og dræbte i overflod.
Så kom kvindesælen til ham som en frygtindgydende troldkvinde og proklamerede, at mænd fra øen ville drukne og falde fra klipper, indtil de var så mange, at de kunne danne ring omkring øen.

Forbandelsen er endnu ikke fuldbragt, og mænd fra egnen tages stadig af naturen…
Naturen giver, naturen tager. Livets evindelige rytme.

Fortællinger om sælkvinder findes i mange udgaver. En af dem er digtet ind i den nordiske mytologi; den kan læses her: Sælkvindens Børn.

Se også Festens Gave og Havets Moder

Høsttidens Højtid

Høsttidens højtid fejres idag med bål og ritualer, der samler menneskenes opmærksomhed og kræfter. Fire gange i løbet af solåret fester vi for Moder Jord og den mad, som jorden giver os. Høstfesten er den tredje af solårets fire jordfester:

Lysfesten 2. februar: Moder Jords jomfruelige mandbarhed
Vårfesten/Løvspringsfesten/Valborgsaften, 30. april: Moder Jords liflige frodighed.
Høstfesten 2. august: Moder Jords modning og afkom.
Mørkefesten/Løvfaldsfesten/DeDødesNat, 31. oktober: Moder Jords forfald og hvile.

Festerne omfatter gentagne ritualer, som selvfølgelig indeholder en helende myte. Høstfesten falder under den helende måne, hvis kraft er at erkende, beundre og leve de livsmønstre, som er naturens livsnerve. I hver af os selv og i samklang med andre.

Høstfestens myte handler om naturkvinden Sif – og om hendes mænd…  😉
Sif gør os opmærksom på, at idag bliver efterfulgt af imorgen, at overlevelse afhænger af forråd, og at livet er en leg – i kærlighed!

Myten om Sif

Tidligt i tidernes morgen levede Sif i skoven. Hun var barn af naturen, færdedes på ski og nedlagde sin føde med bue og pil. Hver dag levede hun fra hånden til munden, og hun stod sig godt med både luftens lysalfer og de underjordiske svartalfer. Småfolkene betragtede hende som deres yndling, og hun var et af de få foretagender, de arbejdede sammen om.

Naturkvinden Sif kendte alle planter og alle dyr; og hun kendte alle de rejsende, der drog gennem skoven. Hun tog sig gerne kærligt af farende svende, som derfor ofte havde ærinder i Taksdale, hvor Sif dengang holdt til. Charmøren Loke var en af hendes yndlingsgæster. De kunne bruge dage og nætter på lege, hvor de trænede Lokes evne til at forvandle både sig selv og hende efter deres godtbefindende.

Kærlighedslivet medførte, at Ull blev født en sensommerdag, da bær bugnede på skovens vækster. Sif lod sig forvandle af moderskabet. Hun lærte, at hver dag bliver efterfulgt af imorgen. At efter sommer kommer vinter. Så med ansvar for det lille drengebarn måtte hun nu tænke på vinterforråd. Dværgfolket anviste hende en grotte tæt ved deres varme esser, hvor rindende vand piblede af klippen året rundt.

Gennem Ulls første vinter lærte Sif at være stedbunden. Hun var ikke længere den, der opsøgte vandrere i skoven. De kom til hende. Blandt de besøgende var Jords søn med Odin: Vildbassen Thor var en udfordring for harmonien i skoven. Han jagtede gerne alt, der bevægede sig; men Sif kunne tæmme ham.

Ull voksede op med mange mandlige forbilleder, hvoraf flere kunne være hans far. Det var der ingen, der tog så nøje. Drengen gik i sin mors fodspor og forfinede hendes evner på ski og med bue og pil.

En dag kom Thor meget målrettet på besøg. Der var aldrig nøl i hans handlinger, og Sif brød sig godt om hans mandighed. Så da han tog hende med et fast greb i hendes smukke hår, fulgte hun med ham hjem. Ull blev i Taksdale nær sortalferne.

Sif blev optaget i gudernes kreds ved et gevaldigt bryllup, som ingen senere helt kunne mindes. Hun vedblev dog med at tilbringe det meste af sin tid i skovene, hvor hun ofte besøgte sine dværgevenner. De oplærte hende i sortekunster, som hun anvendte i stilhed. Især i forhold til sin heftige husbond.

Ægtemanden Thor var den perfekte husbond for naturkvinden Sif. Han var nemlig sjældent hjemme, så hun kunne leve og strejfe, som hun altid havde gjort. Loke og de andre vandrende gæster besøgte hende stadig. De indrettede sig efter Thors gåen og kommen, og Sif fødte børnene Trud og Modi. Hun vidste, at børnene skulle overleve Ragnarak, så hun opdrog dem til at kunne leve under alle forhold.

Når Thor havde været på farten i flere dage, kunne han være meget fuld af mandighed, når han kom hjem. Sifs store hår var ikke blevet mindre med årene, og ægtemandens greb om frisuren var en del af deres lege.

Men en dag syntes Sif, at hun trængte til forandring. Hun rådslog med sine svartalfvenner om en ny hårmode. Dværgene ville gerne vise deres evner som make-over-kunstnere, og de arbejdede gerne sammen med Loke. Så en dag, han var på besøg, afklippede han Sifs hår under en ikke helt beskrivelig leg. De frydede sig begge. Indtil Thor vendte hjem.

Thor blev rasende over hustruens nye frisure. Hans forståelse af, at han havde mistet grebet i ægteskabet fik ham til at gå ase-amok. Loke holdt sig klogeligt på afstand i den tid, det tog for Sif at overbevise ægtemanden om, at hun kunne få svartalferne til at skabe en hårpragt, som aldrig var set lignende.

Dværgene var tændte på opgaven, og i samråd med Sif udviklede de et kunstværk af guldhår, som slog rod i hendes hovedbund. Med stolthed udførte de gudindens ønsker, der var anderledes spøjse, end de selv plejede at tænke. Gudinden ønskede, at de gyldne lokker skulle have slangeevner under visse akter, som ikke beskrives nærmere her.

Et af hendes andre påfund var, at det skinnende guldhår kunne brænde nallerne på den, der tog fat i håret, når ejerinden ikke ønskede det. Det medførte, at Thor af og til sås med handsker for at skjule forbrændte hænder. Andre af hårets egenskaber kendte kun hun – og Loke.

Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester.