Vævekællingen

Vævekællingen er månetidernes 10. klanmor. Hun er den arketypiske kunstner, der væver mønstre mellem mytos og logos. Hendes kraft er skaberevnen, som omfatter BÅDE nedbrydning OG opbygning – med henblik på overlevelse.  I de kommende 7 generationers perspektiv.

Edeerkoppespind
kvindevæveri – forbundne skæbnetråde – edderkoppens kunst

Edderkoppens spind er symbolet på fortællinger og netværksmønstre i mytos, der skaber orden, rytme og mønster i hverdagens logos.

Myten om den vævende klanmor handler om at vandre ad ukendte stier, at samle forefaldende inspiration og at forglemme sig selv i den skabende proces.
Den shamaniske gave er at fare vild undervejs for at finde hjem igen – ved at gennemgå vejen baglæns. Ligesom at samle en kurv fuld af fund og finde hjem ved at se på fundene og erindre findestederne.

Måneskåle
Vævekællingens måneskåle og søstjerne.

Vævekællingen er også pottemager. Hun opgraver leret, former måneskålene og brænder dem over og under jorden. I pagt med de fire elementer og Det Store Mysterium: jord, vand, luft, ild og livskraft, som symboliseres ved havets søstjerner.

Idag indtræffer skaberiets nymåne, og måneceremonien indeholder tolkning af de spejlinger, som vandet i den jordbrændte nymåneskål viser.
Glædelig nymåne!

Se også  MønstervæverenArakneMånevisionen,   Syv generationer  MåneskåleneDe 13 månekællinger  og  Den Gamle Spand 😉

In Memoriam:
Jamie Sams  (1951 – 2020)

Jamie Sams
Jamie Sams 1951 – 2020

The 13 Original Clan Mothers

Måneskålen

Måneskålen eller vølvegryden er den nordiske udgave af The Medicine Bowl. Den er Seeren(M/K)s visions-redskab i den kommende månetid, der indeholder nymånen og fuldmånen før Voldermissen og Vårfesten. Skålen kan også virke som ‘heksekedel’, The Celtic Cauldron.
Ligesom Gundestrup-karret:

Skål-ritualet er kernehandlingen i ceremonierne i Seer-månetiden.
Ceremoniernes gang omfatter de indledende rensninger, ofringer, hilsener, båltænding og de sædvanlige udledninger efter skål-ritualet.
Sprækken til Drømmetidens mytosverden åbnes i ærbødighed for de 5 elementer: jord (skål af ler, metal eller glas), vand (skålens indhold), luft (bevidst åndedræt), ild (bål, stearinlys) og livskraft (rytmiske lyde).

I den tibetanske Bön-tradition forbindes de 5 elementer med de fem sanser ved en meditation, som udføres ved, at man lægger hændernes 10 fingre på sit eget ansigt:

Jorden,  følesansen,  lillefingre på hagen.
Vandet,  smagssansen,  ringfingre på munden.
Luften,  lugtesansen,  langfingre på næsen.
Ilden,  synssansen,  pegefingre på øjnene.
Livsrummet,  høresansen,  tommelfingre på ørerne.

Meditationen virker i alle mennesker, der overgiver sig til den.
Også ved påkaldelse af klarsynsdrømme uden måneskålens vand.
Seer-ritualet er personligt (ikke socialt), da det handler om at besøge ens egen mytosverden. The Sacred Personal View (SPV) of the Great Mystery. Det Numinøse Mytos Mønster.

Min måneskål kom til mig, inden jeg stødte på Seer-ritualet. Lig et under kom der ikke blot en, men to kupler, som formede sig i mine hænder og blev brændt i bål.
Den lyse fuldmåne-skål blev brændt over jorden i et buldrende ilt-rigt bål, der blev fodret et helt højtids-døgn:

Den  mørke nymåne-skål blev brændt samtidig i en ilt-fattig mile under jorden:

Ritualet er at ‘se’ og tyde Drømmetidens manifestationer i vandet. Symboltolkning.

fem elementer
mytosmønsterets visdom
måneskålesyn

Læs også om månen i En Gammel Spand og om Månekællingerne.

Vegvisir og Udesidning

Vegvisir og Udesidning er beskrevet i to tidligere indlæg. Vegvisir kan bruges som kompas under en udesidning. En visionsrejse i den nordiske mytologis ni verdener, som her beskrives i skelet-form.

Der var engang et menneske, som for vild i sig selv. Fornemmelserne for op og ned, ude og inde, lys og mørke var forduftede. Tilbage var dog følelsen af at være midt i noget etellerandet.

Mennesket sad uden vådt og tørt. Omkring den siddende spirede otte verdener, der groede som en stjerne med vidt forskellige grene.

   1.  Koldt mørke i nord. Sansningen af op og ned. Niflheims verden af intethed.  Angerboda og hendes tre små børn: datteren, ulven og ormen.

    2.  Svagt lys i NØ, hvori skygger kunne skelnes. Tidsfornemmelsen. Helheim og Hel, ung og gammel, levende og død. Det, der havde været – og det, der skulle blive.

    3.  Lys og milde vinde fra øst under himmel. Sanserne vækkes og glæden vågner spredes fra Vanheim.Glæde vækkes af sanserne , der groede med fremtoningen af skaberværket. Menneskets sanser åbnede sig, og Freja viste sig i al sin sanselighed. Kærlighedsgudernes frugtbare Vanaheim blev synligt.

Mennesket registrerede sine sanser, og de overjordiske småfolk blev mærkbare. De kunne fornemmes som lyde, dufte og flygtige synsindtryk. Væsnerne føltes på huden og kunne endog smages, som om de gennemtrængte kroppens ydre grænser. Alle sanser samlede sig om visionen af et gyldent æble, der blev tilbudt af Idun i Alfheim.

Så kom varmen bølgende fra syd. Buldrende ildtunger slikkede mod himmelen fra tre vulkanlignende bål. En kvindeskikkelse vandrede fra bål til bål til bål, og derefter trådte hun frem, strålende og ren. Mennesket følte sig smittet af hendes genoplivelse, og ny inspiration blev vakt. Gullvejg genopstod af Muspelheims flammer.

Dernæst opdagede mennesket jordens forstenede fortid, hvori de underjordiske småfolk boede. Svartalferne var dværgene, der forvandlede metaller til alskens brug for mennesker. Hårde metaller til kamp for det daglige brød og krigsvæsen. Bløde metaller til pynt og forførelse. Ved Svartalfheim stod Sif med sit gyldne hår.

Visionen førte da menneskets opmærksomhed til krigsgudernes verden. En ustyrlig tumlen og kaotiske dramaer udspillede sig. Råb og tænders gnidsel fyldte luftrummet og gav genlyd i jordsmonnet; mennesket blev lamslået gudernes væsen. Midt i kaos fandtes dog ro omkring den myndige Frigg med hendes sønner omkring sig i Asgård.

Mørke sænkede sig over mennesket, der nu var klar over op og ned, ude og inde, lyset og mørket. Den sidste retning fuldendte helheden af modsætninger. Det flydende og det faste i forandring. En ny runde i spiralen tilbød sig, og Skade åbenbarede den jættestore kraft: evnen til at vælge sin egen eksistens! Hun valgte livet i Udgård.

Sådan fortælles den helende vision om mennesket, der finder sig selv og sin vej. Med erkendelsen af Midgård, menneskenes verdensillusion.
Vegvisir kan vise retningerne; men hvert menneske går sin helt egen vej.

Indfald og Udfald

‘Indfald og Udfald’ er titlen på AsgerJorns bog (1972) til folk, der er “analfabeter i at læse billeder”!
Den farverige kunstner tager os ved hånden og fortæller, hvad han ser i 231 værker, hovedsageligt relieffer med mytologiske og religiøse motiver.

Vi ser på prægtige skægvækster og indviklede hårpragter, strittende tommelfingre, hoveder, der hviler i hænder, og løse hoveder.
Jorn gengiver folkeeventyret om Guldhovedet, der ligner Den Lille Hvide Kat:
En yngste søn falder i et hul i skoven, og i  stedet for en kat møder han et guldhoved i det underjordiske slot. Ungersvenden beviser sin troskab gennem  drabelige prøvelser og vinder en hel skønjomfru.

Fantasirejsen omfatter også fabuleringer omkring Gundestrupkarret, brakteater, båndslyng, skrifttegn som billedelementer, udfald mod kunst-akademikere og meget mere.

En gang imellem tager jeg ‘Indfald og Udfald’ ud af reolen. Hver gang ser jeg noget, jeg ikke så gangen før; og når jeg lukker bogen, har jeg flere spørgsmål end svar.
En anbefalelsesværdig af-analfabetisering!

Bogens sidste sætning:
‘Indfald og udfald virker da som affald, et påfaldende ordspil, der sikkert vil glæde mange.’

indfald og udfald
opture danser med fald
nedfald og affald

Hrungners Hjerte

Hrungners hjerte var af sten med tre spidser. Han var en koloenorm fjeldjætte, der blev dræbt af Mjølner-hammeren i den mytologiske tvekamp med Thor.
Inden Hrungnir blev dræbt, var han højtrungende, og han pralede gerne af sin hest Guldfaxe. Praleriet blev hans død, og hesten gik til den 3 dage gamle Magni, Thor’s søn med jættekvinden Jernsaxe (metal-klinger). Hun tolkes sommetider som den vilde Sif med daggerter af jern, dengang hun levede i skoven Taksdale, før hun flyttede ind til Thor i Asgård.

Fra Gotland kendes to billedstene med vikinge-knude-motiver:

Tängelgårda og Stora Hammar:

På Tängelgårda-stenen ses en hest (Guldfaxe?) med et knudetegn under bugen. Det tolkes som Hrungnirs hjerte. Bestående af en triquetra af trekanter i ét bånd. Selvom tegnet ikke kun har 3 spidser, men 6!
Mellem hestens forben ses motivet drejet, og mellem bagbenene ses en trekant:

Stora Hammar-stenen er især kendt for Valknute, det sammenvævede trekant-mønster, som også kaldes Hrungners hjerte. Fortolkningerne er frie:

På et alter/kiste (?) ligger en figur, og til højre står en mand med stav/sværd (Odin?). Over dem ses trekantknuden og fugle (ravne/falke?) Til venstre hænger en figur (Odin?) i et træ.
Motivet kan forestille Odin, der udfører sejd. Det understreges af afbildningen af den hængte Odin i træet, hvor han efter ni dage fik sin magiske vision. Knuden symboliserer de 3 verdener, som sejd kan bevæge sig i: underverdenen, oververdenen og mellemverdenen.

Valknute består af 3 ligesidede trekanter, der er viklede ind i hinanden. Altså tre lukkede bånd (hvide). Hrungnirs hjerte af ét uendeligt bånd (grønt) kan tegnes inde i Valknute:

Benævnelsen ‘Valknute’ er en  nymodens betegnelse. I en mandsdomineret kultur blev knuden tolket ind i krigeriske sammenhænge som symbol på val-pladsen, hvor Odin med magi bandt krigere M/K til at kæmpe – og dø!
Valhalla-mentalitet.  Grådighed og krig.

Måske kan knudetegnet i stedet ses som et sejdesymbol for fred og bæredygtighed? Folkvang-mentalitet.

Se indlægget om Sejd !