Måneskålen

Måneskålen eller vølvegryden er den nordiske udgave af The Medicine Bowl. Den er Seeren(M/K)s visions-redskab i den kommende månetid, der indeholder nymånen og fuldmånen før Voldermissen og Vårfesten. Skålen kan også virke som ‘heksekedel’, The Celtic Cauldron.
Ligesom Gundestrup-karret:

Skål-ritualet er kernehandlingen i ceremonierne i Seer-månetiden.
Ceremoniernes gang omfatter de indledende rensninger, ofringer, hilsener, båltænding og de sædvanlige udledninger efter skål-ritualet.
Sprækken til Drømmetidens mytosverden åbnes i ærbødighed for de 5 elementer: jord (skål af ler, metal eller glas), vand (skålens indhold), luft (bevidst åndedræt), ild (bål, stearinlys) og livskraft (rytmiske lyde).

I den tibetanske Bön-tradition forbindes de 5 elementer med de fem sanser ved en meditation, som udføres ved, at man lægger hændernes 10 fingre på sit eget ansigt:

Jorden,  følesansen,  lillefingre på hagen.
Vandet,  smagssansen,  ringfingre på munden.
Luften,  lugtesansen,  langfingre på næsen.
Ilden,  synssansen,  pegefingre på øjnene.
Livsrummet,  høresansen,  tommelfingre på ørerne.

Meditationen virker i alle mennesker, der overgiver sig til den.
Også ved påkaldelse af klarsynsdrømme uden måneskålens vand.
Seer-ritualet er personligt (ikke socialt), da det handler om at besøge ens egen mytosverden. The Sacred Personal View (SPV) of the Great Mystery. Det Numinøse Mytos Mønster.

Min måneskål kom til mig, inden jeg stødte på Seer-ritualet. Lig et under kom der ikke blot en, men to kupler, som formede sig i mine hænder og blev brændt i bål.
Den lyse fuldmåne-skål blev brændt over jorden i et buldrende ilt-rigt bål, der blev fodret et helt højtids-døgn:

Den  mørke nymåne-skål blev brændt samtidig i en ilt-fattig mile under jorden:

Ritualet er at ‘se’ og tyde Drømmetidens manifestationer i vandet. Symboltolkning.

fem elementer
mytosmønsterets visdom
måneskålesyn

Læs også om månen i En Gammel Spand og om Månekællingerne.

Vegvisir og Udesidning

Vegvisir og Udesidning er beskrevet i to tidligere indlæg. Vegvisir kan bruges som kompas under en udesidning. En visionsrejse i den nordiske mytologis ni verdener, som her beskrives i skelet-form.

Der var engang et menneske, som for vild i sig selv. Fornemmelserne for op og ned, ude og inde, lys og mørke var forduftede. Tilbage var dog følelsen af at være midt i noget etellerandet.

Mennesket sad uden vådt og tørt. Omkring den siddende spirede otte verdener, der groede som en stjerne med vidt forskellige grene.

   1.  Koldt mørke i nord. Sansningen af op og ned. Niflheims verden af intethed.  Angerboda og hendes tre små børn: datteren, ulven og ormen.

    2.  Svagt lys i NØ, hvori skygger kunne skelnes. Tidsfornemmelsen. Helheim og Hel, ung og gammel, levende og død. Det, der havde været – og det, der skulle blive.

    3.  Lys og milde vinde fra øst under himmel. Sanserne vækkes og glæden vågner spredes fra Vanheim.Glæde vækkes af sanserne , der groede med fremtoningen af skaberværket. Menneskets sanser åbnede sig, og Freja viste sig i al sin sanselighed. Kærlighedsgudernes frugtbare Vanaheim blev synligt.

Mennesket registrerede sine sanser, og de overjordiske småfolk blev mærkbare. De kunne fornemmes som lyde, dufte og flygtige synsindtryk. Væsnerne føltes på huden og kunne endog smages, som om de gennemtrængte kroppens ydre grænser. Alle sanser samlede sig om visionen af et gyldent æble, der blev tilbudt af Idun i Alfheim.

Så kom varmen bølgende fra syd. Buldrende ildtunger slikkede mod himmelen fra tre vulkanlignende bål. En kvindeskikkelse vandrede fra bål til bål til bål, og derefter trådte hun frem, strålende og ren. Mennesket følte sig smittet af hendes genoplivelse, og ny inspiration blev vakt. Gullvejg genopstod af Muspelheims flammer.

Dernæst opdagede mennesket jordens forstenede fortid, hvori de underjordiske småfolk boede. Svartalferne var dværgene, der forvandlede metaller til alskens brug for mennesker. Hårde metaller til kamp for det daglige brød og krigsvæsen. Bløde metaller til pynt og forførelse. Ved Svartalfheim stod Sif med sit gyldne hår.

Visionen førte da menneskets opmærksomhed til krigsgudernes verden. En ustyrlig tumlen og kaotiske dramaer udspillede sig. Råb og tænders gnidsel fyldte luftrummet og gav genlyd i jordsmonnet; mennesket blev lamslået gudernes væsen. Midt i kaos fandtes dog ro omkring den myndige Frigg med hendes sønner omkring sig i Asgård.

Mørke sænkede sig over mennesket, der nu var klar over op og ned, ude og inde, lyset og mørket. Den sidste retning fuldendte helheden af modsætninger. Det flydende og det faste i forandring. En ny runde i spiralen tilbød sig, og Skade åbenbarede den jættestore kraft: evnen til at vælge sin egen eksistens! Hun valgte livet i Udgård.

Sådan fortælles den helende vision om mennesket, der finder sig selv og sin vej. Med erkendelsen af Midgård, menneskenes verdensillusion. Vegvisir kan vise retningerne; men hvert menneske går sin helt egen vej.

Indfald og Udfald

‘Indfald og Udfald’ er titlen på AsgerJorns bog (1972) til folk, der er “analfabeter i at læse billeder”!
Den farverige kunstner tager os ved hånden og fortæller, hvad han ser i 231 værker, hovedsageligt relieffer med mytologiske og religiøse motiver.

Vi ser på prægtige skægvækster og indviklede hårpragter, strittende tommelfingre, hoveder, der hviler i hænder, og løse hoveder.
Jorn gengiver folkeeventyret om Guldhovedet, der ligner Den Lille Hvide Kat:
En yngste søn falder i et hul i skoven, og i  stedet for en kat møder han et guldhoved i det underjordiske slot. Ungersvenden beviser sin troskab gennem  drabelige prøvelser og vinder en hel skønjomfru.

Fantasirejsen omfatter også fabuleringer omkring Gundestrupkarret, brakteater, båndslyng, skrifttegn som billedelementer, udfald mod kunst-akademikere og meget mere.

En gang imellem tager jeg ‘Indfald og Udfald’ ud af reolen. Hver gang ser jeg noget, jeg ikke så gangen før; og når jeg lukker bogen, har jeg flere spørgsmål end svar.
En anbefalelsesværdig af-analfabetisering!

Bogens sidste sætning:
‘Indfald og udfald virker da som affald, et påfaldende ordspil, der sikkert vil glæde mange.’

indfald og udfald
opture danser med fald
nedfald og affald

Hrungners Hjerte

Hrungners hjerte var af sten med tre spidser. Han var en koloenorm fjeldjætte, der blev dræbt af Mjølner-hammeren i den mytologiske tvekamp med Thor.
Inden Hrungnir blev dræbt, var han højtrungende, og han pralede gerne af sin hest Guldfaxe. Praleriet blev hans død, og hesten gik til den 3 dage gamle Magni, Thor’s søn med jættekvinden Jernsaxe (metal-klinger). Hun tolkes sommetider som den vilde Sif med daggerter af jern, dengang hun levede i skoven Taksdale, før hun flyttede ind til Thor i Asgård.

Fra Gotland kendes to billedstene med vikinge-knude-motiver:

Tängelgårda og Stora Hammar:

På Tängelgårda-stenen ses en hest (Guldfaxe?) med et knudetegn under bugen. Det tolkes som Hrungnirs hjerte. Bestående af en triquetra af trekanter i ét bånd. Selvom tegnet ikke kun har 3 spidser, men 6!
Mellem hestens forben ses motivet drejet, og mellem bagbenene ses en trekant:

Stora Hammar-stenen er især kendt for Valknute, det sammenvævede trekant-mønster, som også kaldes Hrungners hjerte. Fortolkningerne er frie:

På et alter/kiste (?) ligger en figur, og til højre står en mand med stav/sværd (Odin?). Over dem ses trekantknuden og fugle (ravne/falke?) Til venstre hænger en figur (Odin?) i et træ.
Motivet kan forestille Odin, der udfører sejd. Det understreges af afbildningen af den hængte Odin i træet, hvor han efter ni dage fik sin magiske vision. Knuden symboliserer de 3 verdener, som sejd kan bevæge sig i: underverdenen, oververdenen og mellemverdenen.

Valknute består af 3 ligesidede trekanter, der er viklede ind i hinanden. Altså tre lukkede bånd (hvide). Hrungnirs hjerte af ét uendeligt bånd (grønt) kan tegnes inde i Valknute:

Benævnelsen ‘Valknute’ er en  nymodens betegnelse. I en mandsdomineret kultur blev knuden tolket ind i krigeriske sammenhænge som symbol på val-pladsen, hvor Odin med magi bandt krigere M/K til at kæmpe – og dø!
Valhalla-mentalitet.  Grådighed og krig.

Måske kan knudetegnet i stedet ses som et sejdesymbol for fred og bæredygtighed? Folkvang-mentalitet.

Se indlægget om Sejd !

Skild-Padde’s Historie

‘Hvordan Padde fik sit Skjold’ er en af oprindelige folks naturmyter.
Her fortælles den for børn – OG voksne – som et oplæg til at tegne:

I tiden inden de tobenede satte deres fødder på Moder Jord, levede Padde ved hvirvlende vand omkring en ø. Den var nøgen ligesom Firben og deres vekselvarme fætre og kusiner, så den havde bygget en lille jordhytte, den kunne møve sig ind i. På kolde dage lå den i Moder Jords favn. På varme dage gik den ved vandet og samlede skaller til det mosaikmønster, som prydede jordhulens gulv, loft og tag. Hvor hulens tag mødte jorden, lå en skal for hver af månetidernes ny og næ gennem året. En blå månesten sad over indgangen. Taget glimtede af perlemor, når Bedstemor Måne skinnede på den kunstfærdige kalendermosaik.

En dejlig sommermorgen trængte varmen ind i Paddes hule sammen med naturens dufte og lyde. Langsomt strakte Padde sine kølige og stive lemmer ud i verden, hvor den blev mødte af Ørns hyldest-skrig: “Morgenen er vidunderlig, livet er skønt!” Ørn svævede frit over landskabet, hilste på store og små og huskede alle på livsglæden. Padde ville gerne være et væsen, der spredte glæde.

Senere på året oplevede Padde, at jorden rystede og skallerne klaprede, så den skyndte sig (langsomt) ud af hulen. Lige ved siden af den groede et meget højt kogletræ med modne frugter i toppen. Elg stod fast på sine fire ben og bankede geviret ind i træstammen, så koglerne hamrede ned på jorden. Straks efter strømmede skovens gnavere og andre sultne dyr frem og samlede den gode mad. Padde ville gerne være et væsen, der spredte mad.

Få dage efter genlød skoven af en frygtelig ballade. Egern var i drillehumør og skabte krig mellem de flyvende og de firbenede. Skrig og skrål og vrede fyldte luften. Uroen gennemtrængtes af en voldsom brølen; og så blev alt stille. Sindigt vandrede Bjørn mellem de stridende parter, bad dem holde fred og sørge for at samle forråd til den kommende dvaletid. Padde ville gerne være et væsen, der spredte fred.

Padde ville så gerne gøre godt for vennerne i skoven, men den kunne ikke flyve højt og sprede glæden over livets skønhed eller sørge for maden til dyrene eller oprette freden blandt levende væsner. Den møvede sig ind i sin jordhule og tænkte over, hvordan den kunne bruge sig selv til gavn for medskabningerne.

Men skønheden, madglæden og freden varede ikke ved. En hujende blæst blev til en hylende storm med lyn og torden. Langt borte slog lynet ned, og en lille duft af røg varslede katastrofe. Snart bølgede sort røg mellem træernes stammer. Ilden nærmede sig langs jorden ned gennem træernes toppe. Et lyn slog ned i et træ, der væltede ned på Paddes skalbeklædte jordhytte. Padde var nær blevet mast; men den lå levende fastklemt under skallerne.

Røgen formørkede dagen, og Padde brugte alle sine kræfter, der var flere, end den selv troede, på at klemme sig ud under den tunge stamme. Moder Jord var blød og gav efter, så Padde slap fri. Langs det hvirvlende vands bredder var en kaotisk sammenstimlen af væsener, der var flygtet fra ilden. De dyr, der kunne svømme, flygtede ud til øen; men skovens andre småfolk var ude af sig selv af skræk.

Padde var heller ikke helt sig selv. Den følte sig ør og tung efter at have være fastklemt og havde svært ved at bevæge sig. Pludselig opdagede den, at skallerne fra jordhulen sad fast! De var klemt sammen til et skjold, der dækkede Paddes nøgenhed. Den var blevet til Skjold-Padde!

Inde i skjoldet var Padde forvirret, indtil småfolkets skrigeri trængte ind. Så vidste den, at tiden var inde. Forsigtigt kravlede den ned til vandkanten, hvor den lod småfolk klynge sig sammen overalt udenpå og indeni skjoldet. Så padlede Skjoldpadde dem over til øen. Den blev ved og ved og ved, indtil alle de små var reddet; og så kom ilden raserende. Ovre fra øen kunne de alle se, hvordan flammerne åd skoven og det væltede træ, der klemte skallerne fast på Padde.

Regnen kom, og ilden døde. Røgen blæste væk, frø spirede og træerne satte nye skud. En ny tid kom, og livet genopstod. Skjoldpadde sejlede de små folk tilbage til skoven, hvor de glædede sig over hver morgen, nød naturens mad og holdt fred med hinanden.

En dag vandrede Skjoldpadde langs bredden til det hvirvlende vand og opdagede en lille jordhytte.  En nøgen Padde puslede med det fineste mosaikmønster. Skjoldpadde samlede en mundfuld skaller, der skinnede som perlemor og gav dem til den nøgne. Inden længe lå deres æg i Moder Jord. Da børnene klækkede, var de alle skjoldunger, og derfra stammer alle jordens skjoldbeklædte Skildpadder.

Tegn en ‘SkjoldPadde’ !

Den efterfølgende udstilling indebærer en samtale, der kan handle om paddernes køn M/K, ‘småfolk’ (insekter/edderkopper/feer mv.), årstiderne, bæredygtighed før og efter de tobenedes opdukken – og selvfølgelig Skildpadde’s skjoldmønster.