Ved julimorgenens tidlige solopgang og under lærkesang så en lille pige sit første dagens lys i Hummelbo. Hun skreg lungerne fulde af frisk havluft, altimens hendes rastløse far vandrede langs de aurorabelyste bølger og tog imod havets nattegaver. En gylden ravklump, en rurbesat flaske fra fremmede himmelstrøg eller måske en vildfaren appelsin. Æ Hummel var strandfoged, og hans egen jord bredte sig fra fjordens dynd til havets brus. Han var også fører af redningsbåden, og han vidste om nogen, at Havet giver, Havet tager.
Da Æ Hummel var yngre havde han et syn. På vej hjem fra et festligt lag mødte han en mandsling med gedebukkeben, som skræmte livsvandet ud af ham. Siden den brandert rørte han ikke akvavitten; han overgav sit syndige liv til Herren og byggede Ham et hus. Dets tag var ofte ved at lette, når han og de andre missionske sang om Havet, Himmelen og Helvede – især når Helligånden istemte lovprisningerne af Herren. Herren giver, Herren tager.
Nu havde Herren givet ham en lille pige. Hvilket nummer hun var i børneflokken, kunne han ikke lige beregne. Skulle han medregne de døde? Alle undfangelserne? Herren sorterede selv skravlet fra; han vurderede enerådende, om hans skabninger kunne klare jordelivet. Uanset hvilke prøvelser det nye menneskebarn måtte udsættes for, så skulle hun have stærke navne med på sin vej:
Johnine efter Johannes med åbenbaringen
Kristine efter den svenske dronning Kristina, der frasagde sig rigdommen for kristendommen
Margrethe efter Danmarks første regerende dronning
Johnine Kristine Margrethe blev døbt med evner for fantasi, nøjsomhed og magt i Treenighedens navn. Men pigens moders tarme fandt ikke deres vante plads, og den kloge, gode og milde kone døde fra sin nyfødte, sin mand og sine øvrige seks levende børn. Herren gav, Herren tog.
Det lille samfund bidrog hurtigt med en energisk husholderske, og pigebarnet blev givet til et barnløst par, der dagligt takkede den selvsamme Herre, som tog hendes mor. Æ Hummel forenede sig med med husholdersken inden sørgeåret var omme, og Herren var dem gavmilde. Det siges, at de missionske ofte har kort drægtighed efter et bryllup, og efter få måneder fødtes endnu et pigebarn.
Allerede som spæd gik den lille Johnine sine egne veje. Hun voksede op som enebarn, selvom hun med tiden havde 16 søskende, der kendte deres opgaver med fjorden, jorden og fårene. “Ingen ledige hænder” var et af Æ Hummels mundheld, og han selv gik forrest, tidligt og silde som den flittige brumbasse, han var kaldet efter.
Johnine Kirstine Margrethe var en krudtpige, og hendes talenter blev samlet i kælenavnet Nine, for der skulle kaldes hurtigt, hvis hun skulle nås. Nine blev opdraget til at være “fin”. Hun var bedre end godt begavet og kom på højskole, hvor Nine blev til Nina, og den formørkende Beck blev skiftet ud med den oplysende Grundtvig. Hun stod altid forrest, når der var livsglæde i luften, og hun blev en uforglemmelig og højrøstet lærer, der altid var god for en historie. Det “fine” gik af hende…
At blive en dydig hustru var ikke Ninas livsmål; alligevel overgav hun sig til drømmerdegnen, der sværmede for Bjørnstjerne Bjørnson. Hun medbragte sin sprudlende fantasi, sin retlinede nøjsomhed og den hummelske magt i ægteskabet med degnen. Som 35-årig fødte hun deres første søn, hvorefter seks børn fulgte. Herren tog skravlet: to børn og husbonden, – inden hun fyldte 50 år. Så kom krigen. Nina og hendes fem børn blev prisgivet nåden. Herrens og Æ Hummels afkoms.
Efter krigen flyttede Nina hjem! En enlig fisker og fåreavler mellem fjord og hav velkommede hende som husholderske med de børn, der endnu ikke sejlede deres egen sø. I den sandomsuste hedejord gravede den gæve kone en have. Voldene omkring beskyttede hun med stikkende hjelmegræs, stinkende fjorddynd og tang under gamle fiskenet, hvori hun plantede gran og fyr. Hun passede får og løste krydsord, som rutebilen tog med til Dagbladet i Ringkjøbing, hvorfra chaufføren også returnede vindermønten.
Da Nina rundede Støvets År tegnede hun sit ønskehus – og byggede det! Køkkenets vægge tapetserede hun med et koralblåt undervand fyldt med håndstore farverige fisk. Hver morgen rensede hun sind og krop ved æ hau, inden hun serverede den snaps-fortyndede morgenkaffe for rutebilchaufføren, medens de tålmodige passagerer udvekslede lokalnyheder. Aldrig var hendes arbejdshærdede hænder ledige og sjældent stod hendes rullende mundtøj stille – godt hjulpet af det livsvand, som generøse besøgende gerne medbragte for at få del i hendes evindelige fniseri.
I mange år regerede Havets Datter fra køkkenbænken. Dronningetronen under tapethavets fiskevrimmel, der svømmeglimtede i himlenes skiftende lys. Hver dag harcelerede hun mod Mammons Magt. Livsens vand i kaffepuncherne skvulpede i underkopperne, når hendes barkede knytnæver bankede forstanden ud af gud og ind i hvermand: Hvorfor bekymrer I jer? Herren sørger for os ligesom for blomsterne på engen og fuglene under himmelen. Og hver dag har nok i sin plage!
Herren giver, Herren tager !!!
Sophie Anderson : Scheherazade