Mellem jord og himmel
Væversken er den klanmor, der forbindes med årets tiende fuldmåne. At væve/flette er symbolhandlinger på nyskabelse.
Nye mønstre. Nye tanker. Nye vaner.
I den nordiske mytologi forbindes nornerne med den vævende symbolhandling.
Klanmor-traditionen fortæller, at denne fuldmåne er en gunstig højtid at væve/flette nye tråde og mønstre ind i livet.
En klanmor er en kvindearketype, der virker/lever for at hylde og hele Jorden. Klanmødre og deres myter lever i alle Jordens Folk. Deres livsenergi får de fra månens kræfter, der forandrer sig med årstiderne.
I mange kulturer hyldes klanmødre som gudinder.
Græske Artemis og ægyptiske Isis værnede om Jorden og frugtbarheden. Den kristne mandebevægelse amputerede klanmorkraften til Jomfru Maria. Kristenbevægelsens mantra er magt. Magt over sig selv, magt over andre, magt over folk og magt over Jorden. Klanmødrenes mantra er ærbødighed. Ærbødighed overfor alt jordisk: en selv, de andre, folkene og Moder Jord!
Kristenimperiet undertrykker kvindekraften ved at fordømme den som hekseri og marginaliserer den som underholdende kult. Men kulten har rødder i Jordens overlevelse og i myter som Skildpaddeøen. Den værnende visdom lever i afrikanske legender, hindufortællinger, nordiske myter, indianske sagn, inuithistorier m. fl.
Månemyterne giver visdom om, hvordan der drages omsorg for Moder Jord. Indianske legender formidler Bedstemor Månes hjælp i fortællinger om de 13 oprindelige klanmødres manifestationer i årstidernes måner. Månernes kræfter varierer fortløbende med jordens årlige livsudsving:
Visdommen i legenderne om sol-årets 13 måner:
1. måne fødes som den første nymåne efter vintersolhverv. Dens livskraft er Ro og Åbenhed. Månekraften åbner klarsynet for naturens animistiske medicin.
2. måne grundfæster bevidstheden om den underliggende Visdom. At al handling må være i pagt med bevidstheden om dyb urørlig hellighed.
3. måne styrker evnen til at agere i Retfærdighed. At vægte, vælge og balancere til rette tid på rette sted i henhold til Moder Jords rytmer.
4. måne handler om Seen. At erkende og tolke drømme, visioner og varsler som hjælpende kræfter. Stadig med henblik på at værne om Moder Jord.
5. måne giver styrke til Lytten. At lytte til skaberværket, stilheden (Tiyoweh/Qaartsiluni) og inderligheden, medens naturen spirer.
6. måne befordrer Fortællen. Omkring sommersolhverv videregives visdom ved fest, sang, dans og fortælling; og Bedstemor Måne og Bedstefar Sol giver alt, hvad de har til Fader Himmel, Moder Jord og livets børn.
7. måne manifesterer Kærlighed. Medlevende betingelsesløs kærlighed og omsorg for alt liv. Ægte kærlighed og livsglæde!
8. måne hjælper med Heling. Liv-oplysende helliggørelse. Modning. At møde lidelse og død med en helhedsopfattelse.
9. måne bebuder Omsorg. At erkende naturens afviklings-rytmer med henblik på hvile og modning. Lagring i omsorg for livskraftens genopstandelse.
10. måne inspirerer til Nyskabelse. At uddrage nye tanker og kreativitet af årets erfaringer. Med de kommende 7 generationers overlevelse for øje.
11. måne befordrer Magten. Evnen til at beslutte og vælge/styre/lede i henhold til jordens skønhed/frugtbarhed/nåde. I ærbødighed. The Power of Grace!
12. måne opildner til Taknemmelighed. Skærpelse af klarsyn om afhængighed og taknemmelighed. Mørketidens magi er at afvikle tilknytninger…
13. måne er Blue Moon og forekommer omtrent hvert tredje år: Forvandling. Under den kan ske store omvæltninger. Såvel uventede/uønskede som ønskede/forventede. Metamorfoser! Under den spiralhvirvlende regnbue.
I mange kulturer forbindes månekræfterne med farver, symboler og lokale hellige ritualer. De er forskellige for forskellige folk på jorden.
Mangfoldighed!
Det hellige/helende i enhver kultur iklædes lokale symboler ovenpå den uforanderlige/arketypiske ur-hellighed. Sæler bliver symboler, hvor sæler lever, og firben bliver symboler, hvor firben lever.
Lokale skikke afhænger helt af Bedstefar Sol’s vandring, så medens den første måne fødes i december/januar på jordens nordlige hemisfære, så fødes den sammen med solåret i juni/juli på den sydlige halvkugle.
Klanmødre findes blandt både mænd og kvinder. De formidler den ærbødige yin-kraft. Også den magtcentrerede yang-kraft formidles af både mænd og kvinder. Menneskets biologiske køn afgør ikke, hvilken kraft det tjener. Og selvom Maria blev amputeret, så er hun en oprindelig klanmor!
Bowie’s Blackstar handler om kvindekraft og klanmødre!
NB: Indlægget revideres løbende efterhånden som fortællingen om 13 Månekællinger gror i min fantasi, der forsøger at tilpasse den indianske klanmodermyte til nordiske himmelstrøg.
Under De Dødes Nat 2023 tilførte jeg årets dyre-visioner i indlægget 13 månekællinger.
Efterårsjævndøgn fejres idag. Nat og dag varer lige længe, og fra imorgen er natten længere end dagen – indtil forårsjævndøgn.
Vore naturbundne formødre og forfædre festede idag for at forberede mørketiden. Naturfolks ritualer indebærer overgangsriter forbundet med at “gå i hi”. Dyrehistorier fortælles.
Bjørnen er et helligt symbol på, at livsprocesserne vender tilbage til jorden for at genopstå, når lyset kommer tilbage. Til foråret dukker bjørnene ud af deres hi, og med moderen følges mørketidens mirakel: legende bjørneunger!
Menneskene arveanlæg er udviklede i forhold til de bedste egnede i miljøet. Årstidsvariationen er en væsentlig miljøfaktor. Nogle mennesker er årstids-sensitive, medens andre agerer, som om de ikke påvirkes af ændringerne.
Bjørnes og pindsvins aktivitetsniveau tilpasses til årstiderne. Engang tog mennesker ved lære af naturen; og dyrenes medicin/vejledning er at geare ned nu. Efter at kroppen har indlejret fedt/vitaminer, der kan tæres på i mørketidens hi. Langsomhed!
Måske kunne vi tage ved lære?
Blodmånen er på himmelen i aften.
Jordens skygge dækker månen.
Totalformørkelse!
En blodmåne varslede kaos i menneskehedens sanselige fortid…
Blodmåne
27. juli 2018
Månens ny og næ gennem solårets 12-13 månetider angiver livsudfoldelsen for planter, dyr og mennesker:
hviletid/forberedelse (3 hvide måner)
spiring/vækst (3 grønne måner)
blomstring/befrugtning (3 gule måner)
modning/forfald (3 røde måner)
forvandling (1 blå måne)
Midsommers bål er rensende ild, som tændes under sommersolhverv i årets korteste nat. Den ild er forbundet med mange ritualer. Et af dem er afbrænding af dukker. Store og små dukker, der symboliserer de dæmoner, neuroser og ubalancer, der dræner det enkelte menneske og samfundet for livsenergi og medfølelse.
At binde en lille personlig dukke kan være en mental rensning. I dagene op til solhverv ransages det forgangne år for de negative oplevelser og følelser, der besætter, dræber eller misbruger livsenergi.
“Dæmonen” formuleres og nedskrives på papir/stof/træ (brændbart materiale):
Min vrede over…
Min bekymring for…
Mit begær efter…
Min jalousi overfor…
Min angst for…
Min mobilafhængighed.
Og Så Videre Med Meget Mere 😉
Formuleringerne foldes/krølles, så de bliver hjertet i den dukke, der formes af avispapir/strå/klude eller andet brændbart materiale.
Ritualdukkens form opstrammes ved at vikle linnedstrimler omkring. Dukken kan dekoreres efter lyst.
Trolden Kanølf overvåger ritualdukkebinderi.
Medens dukken konstrueres, forestiller man sig, at det negative overføres til dukken og bindes ind i den. Derved gennemgås en rensende mental afsked med besættelsen/ondet/dæmonen…
Dukken smugles i det utændte bål, kastes i buldrende flammer eller begraves i de ulmende eftergløder, hvorved ilden fortærer den.
Ritualet er egentlig meget privat og personligt. Megen livsenergi bindes i lidelsernes følelser. De kan fylde uforholdsmæssigt meget, men kan tankemæssigt frigøres ved dukkeritualet. En kognitiv psykologisk praksis.
Dukke-bindings-ritualet kan gennemføres som en leg i begyndelsen af festen, hvor dukkerne bindes i fællesskab. Under snak eller i tavshed.
Det sjoveste ved dukkeritualet er virkningen 😉
Se også Kanølf Binder Runer.
Kanzan i fuldt flor
midlertidigt overflod
en pink blomstringstid
Kanzan er sortsnavnet
på mit lyserøde kirsebærtræ.
Med overdådige blomster.
En imponerende tilstand.
Udfoldende.
Livssprudlende.
Kortvarig.
Kanzan var en poet,
der digtede på en bjergtop.
den kolde bjergtop
digter i kongetilstand
lyserød krone
Se også indlæg om Pink og om Kanzan
Valborg fejres i aften!
Voldermisse.
Solårets tredje fest.
Vårfesten.
Se De Otte Årstidsfester.
Walburga og hendes broder Winebald var børn af en angelsaksisk høvding i Devonshire i 700-tallet.
Hun blev uddannet i et Dorset-kloster, og hendes tyske morbror Boniface kaldte hende og to brødre til Tyskland, hvor Winebald grundlagde et kloster for både munke og nonner. Da han døde, blev Walburga leder af klostret. Hun blev kendt viden om for sine helende og trøstende evner.
Hun døde i 779, og små 100 år senere blev hun kanoniseret den 1. maj. Hendes knogler blev ført til Eichstatt, hvor en tidligere biskop var hendes anden bror.
Fra “A Calender of Saints” (James Bentley) citeres: Curiously enough, this day happened to be also marked by a pagan feast…
Ja, sjovt nok og påfaldende lykkedes det igen den kristne kirke at opfinde en kristen ceremoni oveni en hedensk højtid:
Beltane:
Guden/Egekongen og Gudinden/ModerJord fejres for at styrke årets frugt. Den Hellige Forening opføres: Kvinderne graver et hul i jorden, og mændene fælder et egetræ, som rejses i hullet. Og så bliver der danset! Om fallossymbolet lejret i Moder Jord…
Forberedelserne til denne kultfest indebærer udrensning efter vinteren. Ny ild fra lynnedslag eller nyslået flintild erstattede vinteres gamle ild. Fortidens bønder drev husdyrene gennem hulvejs-ild, som rensede kvæget fra vinterens utøj.
Dagen idag bruges til forårsrengøring af hjemmene!
Og Walburga blev overtaget af folketroen. Valborg fejres som den kloge kone, den gode og helende kvindekraft, som tjener Moder Jord. Kvindekraften fejres med det hellige bål Valborgsaften, den 30. april.
I Valborgsnatten er kvindekraften voldsomt på spil. Traditionen foreskriver, at uønskede gebrækkeligheder, følelser og vaner bindes, snoes og flettes i bånd og bast, hvorefter de bindes til Frejas træ. Hylden. Voldermissens nattemagi vil frisætte knudebinderen!
Hil frihed, lighed og fællesskab!
Kirsebærblomstringen er over os. Hvert forår minder den os om, hvor midlertidigt livet er. Sakura er kirsebærblomstringens højtid, hvor folk samles og fortæller hinanden historier. Under blomsterhvælvet.
Vi fortæller hinanden om vores hverdag, om famlien, anekdoter og gerne et eventyr. Den japanske fortælletradition er levende og tilpasser sig fortællere og tilhørere. Her er en udgave af Bambus/Sakura-pigen:
Der var engang en fattig bambushugger og hans kone, som var et lykkeligt par. De havde ingen børn, men var ikke mindre lykkelige af den grund. En sakura under fuldmånens nedgang arbejdede manden i bambusskoven. Han fældede en bambus så tyk som et menneske, og inde i stubben sad en lille pige. Hun blev datteren i deres hus.
År for år groede Bambuspigen sig smuk og klog. Hver sakura fejrede hun med sine forældre, hvor hun samlede guld i bambus. De levede et liv i overflod.
Hun nåede den giftemodne alder, og mange mænd gjorde kur til hende. Bambuspigen lovede, at hun ville gifte sig med den frier, der bragte hende den stenskål, som Buddha brugte som tiggerskål. Mange skåle modtog den unge pige. Alle var enestående/wabi/sabi, men ingen var Buddhas.
Da oprandt en sakurafuldmåne, medens kronbladene dalede som lyserød sne, der flød på den lille dam. I dens overflade spejledes den fulde måne. Bambuspigen så da Buddhas tiggerskål. Hun rejste sig, medens blomsterfaldet smøg sig om hende og tog afsked med bambushuggeren og hans kone. Sakurapigen vandrede bort med overfloden, og bambusparret levede det enkle/tilfredse liv til deres dages ende.
“Steppeulven” var kultbog i hippietiden med fortællingens brug af personlighedsudvidende stoffer, make-love-not-war-attituden og opgør med borgerlige liv.
Hermann Hesse’s bog om Harry Haller’s personlige sjæle-odyssé har sandsynligvis selvbiografiske træk. HH beretter om HH, hans anima Hermina og arketypiske komponister. Den selvudviklende spejling af jegfiguren i universelle sammenhænge, og at forlige sig med forgængeligheden som det eksistentielle grundlag for hverdagsliv, er et ganske anderledes budskab end den hedonistiske hippie-tolkning. En filosofisk tolkning, hvor menneskelivet med dets utallige valgmuligheder kan påtage sig en ansvarlighed i forhold til livets eksistens. Et etisk eller endog religiøst valg i modsætning til det æstetiske lystliv.
Hermann Hesse kan ses som en formidler af Søren Kierkegaard 😉
Da Steppeulven udkom, var Hermann Hesse ikke enig med kritikerne i, hvad romanen handler om. Han er ikke den eneste forfatter, der oplever, at læsere ser andre historier end den, som forfatteren tror, at han/hun har skrevet. Det sker, at forfattere underbevidst formidler reaktioner i egen tid/kultur.
Isabel Allende skrev Lykkens Datter for at fortælle om guldgraverhistorien i det nye land, hun var immigreret til. Da romanen kom til Europa, blev den set som et stærkt feministisk værk. Til stor overraskelse for IA. Det skriver hun i Summen af vore dage.
Drømmetiden er palæogenetisk sandsynliggjort. Aboriginerne vandrede faktisk ad egne veje fra menneskehedens afrikanske vugge. Henover den tids landmasser.
Kunstmuseet Arken viste engang australske mytemalerier om drømmetiden. De gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg eftermalede et værk, hvor den ukønnede?tvekønnede urgud Wondjina tvedeltes. Kønnetheden og længslen opstod.
Slangen/strømmen fortæller om tiltrækningen og frastødningen mellem de to kønsvæsener, og derved manifesteres livsviljen i logosverdenen. Frugtbarheden symboliseres med frugt/beholder. En hvid og flere sorte skikkelser og fugle fortæller om dramaer i medgang og modgang. Død og genopstandelse. Livets evige kredsløb. Engang vil de to halvheder måske igen smelte sammen til en helhed, og illusionernes verden vil forgå 😉
Drømmetidsmyten 80 x 100
(ikke til salg) Anne Voel
