Vævekællingen

Vævekællingen er månetidernes 10. klanmor. Hun er den arketypiske kunstner, der væver mønstre mellem mytos og logos. Hendes kraft er skaberevnen, som omfatter BÅDE nedbrydning OG opbygning – med henblik på overlevelse.  I de kommende 7 generationers perspektiv.

Edeerkoppespind
kvindevæveri – forbundne skæbnetråde – edderkoppens kunst

Edderkoppens spind er symbolet på fortællinger og netværksmønstre i mytos, der skaber orden, rytme og mønster i hverdagens logos.

Myten om den vævende klanmor handler om at vandre ad ukendte stier, at samle forefaldende inspiration og at forglemme sig selv i den skabende proces.
Den shamaniske gave er at fare vild undervejs for at finde hjem igen – ved at gennemgå vejen baglæns. Ligesom at samle en kurv fuld af fund og finde hjem ved at se på fundene og erindre findestederne.

Måneskåle
Vævekællingens måneskåle og søstjerne.

Vævekællingen er også pottemager. Hun opgraver leret, former måneskålene og brænder dem over og under jorden. I pagt med de fire elementer og Det Store Mysterium: jord, vand, luft, ild og livskraft, som symboliseres ved havets søstjerner.

Idag indtræffer skaberiets nymåne, og måneceremonien indeholder tolkning af de spejlinger, som vandet i den jordbrændte nymåneskål viser.
Glædelig nymåne!

Se også  MønstervæverenArakneMånevisionen,   Syv generationer  MåneskåleneDe 13 månekællinger  og  Den Gamle Spand 😉

In Memoriam:
Jamie Sams  (1951 – 2020)

Jamie Sams
Jamie Sams 1951 – 2020

The 13 Original Clan Mothers

Måneskålen

Måneskålen eller vølvegryden er den nordiske udgave af The Medicine Bowl. Den er Seeren(M/K)s visions-redskab i den kommende månetid, der indeholder nymånen og fuldmånen før Voldermissen og Vårfesten. Skålen kan også virke som ‘heksekedel’, The Celtic Cauldron.
Ligesom Gundestrup-karret:

Skål-ritualet er kernehandlingen i ceremonierne i Seer-månetiden.
Ceremoniernes gang omfatter de indledende rensninger, ofringer, hilsener, båltænding og de sædvanlige udledninger efter skål-ritualet.
Sprækken til Drømmetidens mytosverden åbnes i ærbødighed for de 5 elementer: jord (skål af ler, metal eller glas), vand (skålens indhold), luft (bevidst åndedræt), ild (bål, stearinlys) og livskraft (rytmiske lyde).

I den tibetanske Bön-tradition forbindes de 5 elementer med de fem sanser ved en meditation, som udføres ved, at man lægger hændernes 10 fingre på sit eget ansigt:

Jorden,  følesansen,  lillefingre på hagen.
Vandet,  smagssansen,  ringfingre på munden.
Luften,  lugtesansen,  langfingre på næsen.
Ilden,  synssansen,  pegefingre på øjnene.
Livsrummet,  høresansen,  tommelfingre på ørerne.

Meditationen virker i alle mennesker, der overgiver sig til den.
Også ved påkaldelse af klarsynsdrømme uden måneskålens vand.
Seer-ritualet er personligt (ikke socialt), da det handler om at besøge ens egen mytosverden. The Sacred Personal View (SPV) of the Great Mystery. Det Numinøse Mytos Mønster.

Min måneskål kom til mig, inden jeg stødte på Seer-ritualet. Lig et under kom der ikke blot en, men to kupler, som formede sig i mine hænder og blev brændt i bål.
Den lyse fuldmåne-skål blev brændt over jorden i et buldrende ilt-rigt bål, der blev fodret et helt højtids-døgn:

Den  mørke nymåne-skål blev brændt samtidig i en ilt-fattig mile under jorden:

Ritualet er at ‘se’ og tyde Drømmetidens manifestationer i vandet. Symboltolkning.

fem elementer
mytosmønsterets visdom
måneskålesyn

Læs også om månen i En Gammel Spand og om Månekællingerne.

Shambhala-krigerens dans

Shambhala-krigerens dans er et ritual, hvor kroppens bevægelser fremfører håndtegn (mudra). Hændernes stillinger symboliserer krigerens to våben: den ene hånd forestiller medfølelsen, og den anden hånd illustrerer visdommen.

Dansen afbilder myten om  Shambhala, som fortæller, at hinsides alt findes Den Uendelige Sammenhæng, som ikke berøres af menneskenes værdinormer om godt og ondt.
Oplyste mennesker kan sanse den og trække den ind i ‘virkeligheden’.

Kernen i myten er, at ondskaben og lidelsen skabes af mennesker – og derfor kan elimineres af mennesker. Med visdom og medfølelse. Ægte kærlighed. Dalai Lama praktiserer den filosofi.

Vegvisir og Udesidning

Vegvisir og Udesidning er beskrevet i to tidligere indlæg. Vegvisir kan bruges som kompas under en udesidning. En visionsrejse i den nordiske mytologis ni verdener, som her beskrives i skelet-form.

Der var engang et menneske, som for vild i sig selv. Fornemmelserne for op og ned, ude og inde, lys og mørke var forduftede. Tilbage var dog følelsen af at være midt i noget etellerandet.

Mennesket sad uden vådt og tørt. Omkring den siddende spirede otte verdener, der groede som en stjerne med vidt forskellige grene.

   1.  Koldt mørke i nord. Sansningen af op og ned. Niflheims verden af intethed.  Angerboda og hendes tre små børn: datteren, ulven og ormen.

    2.  Svagt lys i NØ, hvori skygger kunne skelnes. Tidsfornemmelsen. Helheim og Hel, ung og gammel, levende og død. Det, der havde været – og det, der skulle blive.

    3.  Lys og milde vinde fra øst under himmel. Sanserne vækkes og glæden vågner spredes fra Vanheim.Glæde vækkes af sanserne , der groede med fremtoningen af skaberværket. Menneskets sanser åbnede sig, og Freja viste sig i al sin sanselighed. Kærlighedsgudernes frugtbare Vanaheim blev synligt.

Mennesket registrerede sine sanser, og de overjordiske småfolk blev mærkbare. De kunne fornemmes som lyde, dufte og flygtige synsindtryk. Væsnerne føltes på huden og kunne endog smages, som om de gennemtrængte kroppens ydre grænser. Alle sanser samlede sig om visionen af et gyldent æble, der blev tilbudt af Idun i Alfheim.

Så kom varmen bølgende fra syd. Buldrende ildtunger slikkede mod himmelen fra tre vulkanlignende bål. En kvindeskikkelse vandrede fra bål til bål til bål, og derefter trådte hun frem, strålende og ren. Mennesket følte sig smittet af hendes genoplivelse, og ny inspiration blev vakt. Gullvejg genopstod af Muspelheims flammer.

Dernæst opdagede mennesket jordens forstenede fortid, hvori de underjordiske småfolk boede. Svartalferne var dværgene, der forvandlede metaller til alskens brug for mennesker. Hårde metaller til kamp for det daglige brød og krigsvæsen. Bløde metaller til pynt og forførelse. Ved Svartalfheim stod Sif med sit gyldne hår.

Visionen førte da menneskets opmærksomhed til krigsgudernes verden. En ustyrlig tumlen og kaotiske dramaer udspillede sig. Råb og tænders gnidsel fyldte luftrummet og gav genlyd i jordsmonnet; mennesket blev lamslået gudernes væsen. Midt i kaos fandtes dog ro omkring den myndige Frigg med hendes sønner omkring sig i Asgård.

Mørke sænkede sig over mennesket, der nu var klar over op og ned, ude og inde, lyset og mørket. Den sidste retning fuldendte helheden af modsætninger. Det flydende og det faste i forandring. En ny runde i spiralen tilbød sig, og Skade åbenbarede den jættestore kraft: evnen til at vælge sin egen eksistens! Hun valgte livet i Udgård.

Sådan fortælles den helende vision om mennesket, der finder sig selv og sin vej. Med erkendelsen af Midgård, menneskenes verdensillusion.
Vegvisir kan vise retningerne; men hvert menneske går sin helt egen vej.

Min Månevision

Min månevision og mission handler om at finde ord, der kan beskrive månetidernes udviklingskræfter i sammenhæng med jordens biologi gennem året.
I dag er solårets anden måne ny, og den er forbundet med at ordne tidligere års erfaringer til viden, der kan anvendes i år. Medens livskræfterne ulmer i jorden.

Sammenhængen mellem Bedstemor Månes visdomskraft og Moder Jords livsytringer gennem de 12-13 månetider kunne formuleres således:

1. Åbne … Dvale
2. Vide … Ulmen
3. Balancere … Vågnen
4. Se … Spiring
5. Lytte … Vækst
6. Fortælle … Blomstring
7. Elske … Befrugtning
8. Hele … Frugtsætning
9. Kere … Modning
10. Omskabe … Forfald
11. Magte … Hvile
12. Takke … Død
13. Forvandle … Mutation

Inspireret af The 13 Original Clan Mothers
– og omplantet af min mytos til dansk natur 😉

Under de første seks månetider (hvide og grønne) fra vintersolhverv til sommersolhverv er de biologiske kræfter udadvendte, udvidende og opstigende. I andet halvår er livsstrømmene indadvendte, sammentrækkende og nedstigende gennem de gule og røde måner.
Menneskets biologiske liv gennem et år følger naturens rytme.
Se også Månens Årscyklus.

Udviklingen af menneskers visdom er derimod indadvendt i begyndelsen og udadvendt i slutningen af solåret.
I første halvår handler det om at være relativt passiv og modtagende: åbne, erindre/vide, balancere/vælge, se/indse, lytte og medleve/fortælle.
Derefter følger det aktive og givende halvår: elske, hele, forene/samle, omskabe/genbruge, magte, og takke.
Hvert tredje solår indeholder en trettende månetid (den blå måne), som indebærer forvandling.

Bedstemor Månes farver afspejler Fader Himmels humør gennem årets nætter; og Moder Jords farver skabes af Bedstefar Sols dagslys gennem årstiderne. Farverne er forskellige fra sted til sted, da de udtrykker den lokale natur.

Bevidstheden om at være synkron med jordens biologi og månens faser kan være en stærk ledetråd gennem årets rytme, hvis udsving påvirker krop og sind ligesom flod og ebbe.

rytmer i bølger
indadvendt og udadvendt
månen og jorden

At Gå

at gå
at stå
at sidde
at ligge

og blot gøre det
medens man gør det
er essensen
af tilstedeværelse.

Basho gik og digtede haiku:

en vandrer er jeg
medens jeg går,  så går jeg
tidlig sommerregn

Mine morgener indledes med en gåtur – helst i mørke, og hver aften afslutter jeg dagen med en gåtur – også helst i mørke. To daglige ‘visionsrejser’ til den dunkende lyd af 5000 fodtrin.
På  tærskeltidspunkterne: dæmring og skumring.
Uden digitale devices!
At vandre alene i mørke skærper alle sanser, den fysiske tilstedeværelse og den mentale åbenhed overfor mytos.

en dovner er jeg
øver mig i ingenting
iskold østenvind

tanker udad tangenter
udover horisonter

Lysfesten

Lysfesten afslutter mørketiden, og højtiden er den første af solårets fire fejringer af Moder Jord. Lys tændes for kvindekraften, som har mange ansigter.  Maria og Brigid er to af dem.

De nordiske mytekællinger kan æres ved de otte årstidsfester.

Mit fortælle-forslag til festerne for Moder Jord:
Lysfesten: Myten om Hel.
Vårfesten: Myten om Idun.
Høstfesten: Myten om Sif.
Mørkefesten: Myten om Skade.

Kvindemyter til de fire fester for himmelen, som markerer Bedstefar Sols dans over Fader Himmel:
Vintersolhverv: Myten om Angerboda.
Forårsjævndøgn: Myten om Freja.
Sommersolhverv: Myten om Gullvejg.
Efterårsjævndøgn: Myten om Frigg.

Fordel mytekællingerne efter egen natursans!

Ved at fejre de otte naturhøjtider forbinder mennesker sig med naturens rytmer og mønstre, og alles natursans næres.
Over hele kloden fester folk omkring bål, fællesspisning, lege, danse og fortællinger.
Det levende ord opliver og oplyser, og ovenstående myter er forslag til at oplive kvindekraften. Myter er ikke fakta, og man kan bruge dem, som man lyster. Kvindemyterne er fra Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Natursansen forstærkes ved også at fejre Bedstemor Månes 12-13 månetider. Hvis nymåner og fuldmåner festligholdes, så bliver livet fest efter fest efter fest…  🙂
En ‘fest-opskrift’ findes i indlægget Højtidsfester.

Glædelig Lysfest!

Se også  Agerbrugerens Kalender, De 8 Højtidsfester og Nordens Solhjul.