De lokale kraftdyr er alle de dyr i vor lokale natur, som vi ser med symbol-øjne. Et kraftdyr skabes ved, at dets biologi og adfærd ‘oversættes’ fra naturvidenskab til visdom.
Eksempel:
Et af rovfuglenes biologiske træk er, at de flyver højt, har overblik og tilstedeværelse, der medfører, at de kan spotte et bytte langt under sig og dræbe det. Rovfuglen bliver et kraftdyr, når et menneske tager ved lære af dens medicin: skaber sig overblik, tilstedeværelse og klarsyn til at øjne næring – og evne til at tilintetgøre. Rovfugle har mange andre træk, som kan ‘ses’ med klarsyn. Et dyrs visdom(medicin) findes altså ved at oversætte dets opførsel ved symbol-tolkning, der giver resonans/medklang i ‘seeren’.
To andre eksempler: Spættens Medicin og Ørentvistens Medicin.
At udvikle klarsyn til at ‘se’ kraftdyr indebærer, at den, der ser, ikke er blindet af egne ønsker og projektioner. Hvis mennesker kun ser det, som de ønsker at se, så er det ikke klarsyn!
Oprindelige folk har ofte særlige personer, der kan ‘se’ igennem andre menneskers filtre: varseltagere/drømmetydere/seere – vølver 😉
Deres magiske håndværk består i, at de har kontakt til mytos, psykologisk indsigt – og den vigtige evne til at sætte egne egoer til side og være helt tilstede i medfølelse.
Evnen til at ‘se’ svinger. Alt har sine rytmer og mønstre; og klarsyn kan endog komme spontant. Med øvelse kan mennesker lære at ‘læse’ naturen, og opmærksomheden er størst ved ‘tærskeltider‘: dæmring, skumring, nymåne, fuldmåne og højtiderne for Moder Jord og Fader Sol.
Se indlægget om Sejd.
Totem-dyr er et begreb, som er knyttet til klanerne i de oprindelige folk i Amerika. Det handler om folkets kraft-forbundethed med hinanden, formødre, forfædre og klanens oprindelige landskab. Ligesom harmingja og fylgja i oldnordisk filosofi.