Harmingja er det oldnordiske udtryk for den kraft, som enhver bærer med sig fra sine for-forældre.
Kristendommen omdefinerede den til Arvesynden. Men oprindeligt omfattede den fortidens konstruktive erfaringer, der befordrede overlevelse.
I min Harmingja rumsterer min mormors overtro, min morfars fornemmelse for alt, der gror, min mors drømme, min farmors fortællen, min farfars udlængsel, min fars verdens-udsyn – og deres praktiske håndteringer af hverdagen. Slægtens mønstre. På ondt og på godt. Mine epi-genetiske dispositioner…
Kernen i den enkeltes Harmingja er slægtens historie. Dertil føjes personlige frie(!) valg og handlinger, som vil følge enhver hele livet. Livserfaringer, som kan bruges konstruktivt eller destruktivt. Arketypiske mønstre, som gives videre til afkom. Sammenhænge. Velsignelser – og forbandelser…
I den nordiske mytologi findes et eksempel på, at den norske helt Hjalti anmoder kong Olaf om at låne hans harmingja, lykke på rejsen. Velsignelse.
På symbolsk vis kan Harmingja manifestere sig som sanselige fænomener. Følge-ånder. Fylgja. I naturen. Dyr, planter, vind og vejr. Varsler med formål at åbne opmærksomheden på Kraften. Se Lokale Kraftdyr.
Andre kulturer har lignende begreber: karma (indiske filosofier), barakah (islam), kami (shinto), totem og mana (oprindelige folk).
Mennesker har overalt og til alle tider levet med harmingja-opmærksomhed og dermed følgende respekt for naturen.
Indtil nu 🙁