Julen er Stjernetid

Julen er stjernetid, fordi Sol-stjernen genfødes. Vintersolhverv.
Men yule-fortællingen omhandler også andre stjerner:

For omkring 202 dekader siden mødtes 2 planet-stjerner på himmelhvælvet. Det havde 3 vise mænd fra Østerland forudset.

De var måske tibetanske lamaer, som fulgte stjernernes anvisninger på genfødslen af en tulku, et oplyst menneske. I Bethlehem fandt vismændene  det nyfødte lys-menneske, som de ærede med guld, sød røgelse og bitter myrra. Det siges, at de tog barnet med sig og underviste det, indtil teenage-drengen rejste tilbage til sin families tempel.

Den lysende dobbeltstjerne over Bethlehem var et møde mellem planeterne Saturn og Jupiter (Kronos/Zeus = Tiden/Magten). Faderen og Sønnen i romersk/græsk mytologi. Under Far/Søn-stjernen manifesterede den Hellige Ånd sig i det oplyste barn. Den Patriarkalske Treenighed!

Men samvirket mellem Faderen, Sønnen og Helligånden medførte, at Moder Jord blev ‘glemt’, så Livet kom ud af balance. Hun var Gaia, alle tings ophav, men hendes jordiske naturkraft blev ignoreret.

I skyggerne af usynliggørelsen overlevede Moder Jords livskraft som Natteheksen. Hun er aktiv i mørke; og hun kæmper for det ærbødige, bæredygtige og fredelige sam-liv.

Nordiske myter fortæller, at de to planetstjerner er Jætten Tjasses øjne. Han var far til Skade, som er symbol på kvindens befrielse fra patriarkatet. Hendes hjælper var tricksteren Loke, der bortførte hende i en nød. Skade er en af Natteheksens fremtoninger.

mønstre i mørke
himmelens stjernevrimmel
underjordisk liv

Læs også højtidens norrøne fortælling:

The Lovestory of Angerboda & Loke.
Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Idag genfødtes lyset. Sol-stjernen:  22.12.2023 kl. 04.27
Glædeligt vintersolhverv!

Hil Moder Jord
og julenissen Loke under Yule-højtiden!

Månevisdom

Månevisdom var engang mere udbredt end i dag.
Her ses to fortællinger om kvinders oplysende erkendelse:

En Gammel Spand.
Bambuspigen.

Fortællingerne beskriver forvandlinger, der befordres af sol-årets 13. måne, der er ny idag. Den Blå Måne. Forvandlingsmånen, der indtræffer hvert tredje år.
I år!
I dag!

Forvandlingens kerne er at være i overensstemmelse med det mytos-mønster, som er livets magi. At erkende Den Store Visdom. Bevidst eller ej 😉
Vejen til visdom(mytos) kan gå gennem viden(logos), som skærper evnen til at ‘se’ naturen – og tolke den.
Se indlægget om Logos og Mytos.

Tiltagende måne lige inden fuldmåne. Anne Voel.

Ved nymåne står solen og månen sammen på dagshimmelen. Månen kan ikke ses, da hun ikke er belyst. Bedstemor Måne står senere og senere op hver dag, så hun ‘sakker’ agterud for Bedstefar Sol, der tilsyneladende har mere travlt. Det indebærer, at månens højre side bliver mere og mere belyst.  Månelyset er tiltagende indtil fuldmåne, hvor hun står alene på nattehimmelen. Den tiltagende månefase.

Fra fuldmåne ‘nærmer’ solen sig igen. Jo tættere Bedstefar Sol kommer, jo mindre lyser Bedstemor Måne. Hendes venstre side belyses, medens skyggen på højre side øges. Indtil nymåne, hvor solens lys kun skinner på hendes bagdel ;-). Den aftagende månefase.

Alle solårets månetider er forbundet til årstidernes livskræfter, som Bedstemor Måne befordrer. Se indlægget En klanmor.

I mørketiden ulmer livskræfterne under jorden og indvendigt i menneskene. Gammelt afvikles, så nyt kan få plads. Forandring!
Under den blå måne går livsprocesserne dybere: Forvandling!

Forandringer og forvandlinger følger mønstre, som er uden for viljens kraft. Det er umuligt at ændre på årstiderne og månens vandring. Men ved bevidst natur-iagttagelse er det muligt at bruge viljen til at indrette sig ærbødigt efter naturens rytmer.

I fortiden var den natur-viden kendt af folk i alle aldre; og til den viden knyttedes visdommen om, hvordan de forskellige lys-faser påvirker naturen – og dermed menneskene. Kvinder kender virkningen på deres frugtbarheds-cyklus; men de færreste forbinder den med Bedstemor Månes dans med Bedstefar Sol.

I alle kulturer har kvinders frugtbarhedscyklus været bundet til månevisdom; men patriarkatismen bandlyste den slags kvindefælleskaber – lad os genoplive feministisk månevisdom!

Se Gudinder og Månekællinger.

Slægts-kraften Harmingja

Harmingja er det oldnordiske udtryk for den kraft, som enhver bærer med sig fra sine for-forældre.
Kristendommen omdefinerede den til Arvesynden. Men oprindeligt omfattede den fortidens konstruktive erfaringer, der befordrede overlevelse.

I min Harmingja rumsterer min mormors overtro, min morfars fornemmelse for alt, der gror, min mors drømme, min farmors fortællen, min farfars udlængsel, min fars verdens-udsyn – og deres praktiske håndteringer af hverdagen. Slægtens mønstre. På ondt og på godt. Mine epi-genetiske dispositioner…

Kernen i den enkeltes Harmingja er slægtens historie. Dertil føjes personlige frie(!) valg og handlinger, som vil følge enhver hele livet. Livserfaringer, som kan bruges konstruktivt eller destruktivt. Arketypiske mønstre, som gives videre til afkom. Sammenhænge. Velsignelser – og forbandelser…

I den nordiske mytologi findes et eksempel på, at den norske helt Hjalti anmoder kong Olaf om at låne hans harmingja, lykke på rejsen. Velsignelse.

På symbolsk vis kan Harmingja manifestere sig som sanselige fænomener. Følge-ånder. Fylgja. I naturen. Dyr, planter, vind og vejr. Varsler med formål at åbne opmærksomheden på Kraften. Se Lokale Kraftdyr.

Sammenhængende knude-symbol på slægtskraft.

Andre kulturer har lignende begreber: karma (indiske filosofier), barakah (islam), kami (shinto), totem og mana (oprindelige folk).
Mennesker har overalt og til alle tider levet med harmingja-opmærksomhed og dermed følgende respekt for naturen.
Indtil nu 🙁

Forvandlingens Månetid

Forvandlingens månetid er ny på Luciadag, 13. december 2023 kl. 0.32.
Solårets 13. måne: Blue Moon!

I dag er årets 12. måne fuld. Den styrker os i at takke, mindske tilknytning og afvikle. Forberedelse til at forandre vore vaner, så vi kan frisættes og forvandles.

Månen bevæger sig langsommere end solen henover himmelhvælvet.
Hver dag står den senere op end dagen før. Det medfører, at månen omkring nymåne er på himlen sammen med solen om dagen. Omkring fuldmåne ses den om natten.
Bedstemor Måne tilbringer altså halvdelen af sin vandring på himlen om dagen!

En månetid varer fra nymåne til nymåne, som er det tidspunkt, hvor månen står præcis sammen med solen på himmelen. Somme tider foran solen, så den skygger for solen: Solformørkelse.
Det vidste folk over hele verden, før kunstigt lys blev opfundet. Oprindelige folk* digtede fortællinger om Bedstemor Måne’s og Bedstefar Sol’s vandringer på Fader Himmel over Moder Jord.

Hver månetid forbindes med en livskraft i samspil solkraften. Vækstsæsonens vekslen. Årshjulet. Fra vintersolhverv til vintersolhverv.
Et solår indeholder 12 – 13 månetider. Den 13. månetid indtræffer hvert tredje år.
I år!

Årets vekslende kræfter indvirker på alt levende – også menneskene.
I indlægget om klanmødre beskrives livskræfterne.
Den 13. månetid falder i den mørke hviletid omkring vintersolhverv. Det er forvandlingens tid. Både i og på jorden. Det stivnede løsnes. Den begrænsende puppe sprænges, og nyt liv frigives. Metamorfose!

Forandring kræver grundig forberedelse. Den kunne omfatte et renselsesritual med daglig nedskrivning og implementation under den aftagende 12. måne:
Jeg takker for…
Jeg mindsker tilknytning til…
Jeg afvikler…

Tiden er inde til at skifte vaner, ham og livsindstilling i mørketidens fred og ro.
Alt har sin tid 😉

* The 13 Original Clanmothers (Jamie Sams).

Vølven og Valkyrien

Andrea Hejlskov (født 1975):

Andrea Hejlskov. Foto: Forlaget Uro

Vølve er Andrea Hejlskovs storladne autofiktive hovedværk, disponeret som gendigtning af Vølvens Spådom.
Hun beretter om sin turbulente barndom med traumatiserende tab og om psykologistudier, simple living i svensk urskov, religiøse oplevelser, klima-aktivisme i Ende Gelände, hverdag som øko-mor og en skizofreni-diagnose.
Gennemsyret af eksistentiel med-menneskelighed!

Andrea Hejlskovs faktiske liv er så dramatisk, at det ville synes usandsynligt og urealistisk, hvis bogen var fiktion. At være ‘ved siden af sig selv’ i lidelse og med-lidenhed med Jorden er en voldsom kraft gennem hele Vølve. Disse ‘psykotiske’ tilstande kendes hos shamaner i alle folkeslag; og AH tager ejerskab over tilstandene og påtager sig at være vølve i asatroen.

Bogen udfordrer psykiatriens arbejde med at diagnosticere mentale tilstande, der er naturlige reaktioner på livet.
Værket er en lang og gribende rejse med AH fra 6-årig til 46-årig. En medlevende læser kan spejle sit eget liv gennem 40 år 😉

Thit Jensen (1876 – 1957):

Thit Jensen. Foto: JensenMuseet

Den Sidste Valkyrie er et af Thit Jensens mesterværker. Romanen foregår i vikingetiden, og fortællestilen er så udadvendt dramatisk og indadvendt sanserig, at personerne synes lyslevende i nutiden!

Hovedpersonen er Dronning Thyra, hvis mor var bærer af den fortidige Almoder-tradition, der er valkyriernes grundlag. I fortællingen berettes om vikingekongernes farverige hierakier, deres togter og æresbegreber omkring troskab og arvehævn. Og om kvinderens hjemmeliv, når valkyrierne og mændene drager i viking.

Nogle af vikingekvinderne voksede op i fjerne kristne samfund, inden vikingerne stjal dem. Så i kvindernes verden trives historierne om Den Hvide Krist med kærlighedsbudskabet.

Syrthe er datter af en britisk mor og en vikingehøvding; og hun sætter ord på kvindernes situation: “Vi er så trætte af helte”. Kvinderne argumenterer for, at kristendommens budskab indebærer, at de ikke skal føde sønner, der dømmes til arvehævn – drab eller død. På imponerende vis formår Thit at udvikle kvindesag og kristendom i vikingernes krigerhistorier.

På et tidspunkt møder Thyra en pavelig udsending, og hun påpeger modsætningerne mellem det kristne kærlighedsbudskab og pavekirkens dobbeltmoral. En også nutidsaktuel dialog. Senere proklamerer hun, at folkets fællesvirke er vigtigere end folkets forskellige religioner… Thit Jensens demokratiske budskab!

* * * * * * * * * * * * *

Feminisme har mange farver:

TJ var anti-war-feminist, og AH er øko-feminist. De tapper begge ind i Almoder-traditionen omkring Nerthus i broncealderen og vikingetiden. Vanegudernes frugtbarheds-værdier, før asegude-kulturen overtog med grådighed, vold og magtudøvelse over natur og mennesker.

Måske skulle vi lytte til de lidende kvinder?

Natteheksen Lilith

Natteheksen Lilith er den arketypiske omvandrende viskvinde med kontakt til naturen. Hun er den frie anarkist, hvis sexualitet ikke defineres af mænd, sådan som den kristne bibel foreskriver. Den angiver, at kvinden skal attrå sin mand, og at han skal herske over hende.

I 70ernes kvindebevægelse blev Lilith forbillede for kvinder, der ville magte sig selv og ikke være ejet af eller eje en mand. En sådan kraftkvinde håndterer sit liv og erotik på egne betingelser i henhold til frihed, lighed og fællesskab. Ægte Kærlighed.

Lilith vendte sig fra patriarkatet. Idag vender tiden, og vi fortæller om Natteheksen, hvis ry er mangesidigt, både ophøjet og fordømt:

I Bibelens skabelsesberetning læses 1. Mosebog, 1, 27-28:

Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand (han/male) og kvinde (hun/female) skabte han dem; og Gud velsignede dem: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!”

Men hun-mennesket ville ikke lystre. Kvinden ville ikke herske over naturen, og hun ville ikke underlægge sig manden. Heller ikke i elskovsakten. Hun ville være lige og ven med alt levende. Også den livfulde slange, der levede i paradisets livstræ. Gud forbød menneskene at spise træets frugter, men slangen sagde til kvinden (1. Mosebog 3, 4-6):

“I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt !”
Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af; …

Beretningen fortæller derefter, at manden også spiste af kundskabens frugt, og de fik begge det nøgne klarsyn. Gud blev vred, forbandede slangen og påduttede kvinden voldsomme fødselssmerter. Manden blev undskyldt, fordi han var blevet forført af kvinden, men pålagt at svede for føden (1. Mosebog 3, 16-17):

Til kvinden sagde han: “Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde børn; men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!”
Og til Adam sagde han: “Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg sagde, at du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; “…
osv…osv…osv…

En u-bibelsk myte fortæller, at kvinden Lilith forlod haven. Med sig bragte hun kundskabens frø fra livstræet, og slangen fulgte hende. En fugl viste vej til den store flod Eufrat, hvorved hun såede træfrøet, der næredes af vandet.

Visdommens træ voksede hurtigt som et piletræ, og slangen flyttede ind ved dets rod. Den guddommelige fugl Anzu byggede rede i trækronen, og naturkvinden Lilith boede i den hule stamme. Hun færdedes i natten under månen, fløj tudende som en ugle, så mørkeangste og naturforskrækkede mennesker kaldte hende for Natteheksen.

Natteheksen Lilith
med slangen om hovedet
og tudende dyr omkring sig.

I lange tider trivedes livstræet. Men den store oversvømmelse rev træet op med rode og førte det til Uruk. Hos sumererne fortælles, at Inanna forlangte kundskabens træ plantet i sin egen have, hvor det kaldtes Huluppu. Slangen, gudefuglen og natteheksen forblev i livstræet.
Lilith tolkes som Ereshkigal, dronningen af underverdenen. Hun lukkede de 7 porte for Inanna og udtænkte 7 ofre til afklædning af den forfængelige og magtbegærlige gudinde. Det første offer var magtens stav.

Engang forlangte Innana, at Hulupputræet skulle være hendes trone. Hun fik sin ‘bror’/tilbedte Gilgamesh til at bortjage livs-slangen fra kundskabens træ, hvorefter han huggede det ned og byggede en trone af stubben. Lilith og fuglen fulgte efter slangen. De drog bort og medbragte livstræ-frø til andre verdener. Lilith blev arketypen på den omvandrende kloge kone: vølven!

Uruk og dens visdomsforladte folk blev senere udslettet. I Bibelen fortæller Esajas i kapitel 34, at når jordens bække forvandles til tjære, der brænder dag og nat, og undergangen indtræffer, da vil “kun natteheksen raste og lægge sig der til ro; der bygger pilslangen rede, lægger æg og samler dem og ruger…”

Tilbage i den bibelske skabelsesberetning mente Gud ikke, at manden kunne klare sig alene: “Det er ikke godt for (han)-mennesket at være ene” og (1. mosebog 2, 21-23):

“Så lod Gud Herren dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans ribben og lukkede med kød i dets sted; og af ribbenet byggede han en kvinde og førte hende hen til Adam.
Da sagde Adam: “
Denne gang er det ben af mit kød; hun skal kaldes u-mand (hebr: isja/isj, eng: wo-man/man), thi af manden er hun taget!”

Skabelsesberetningens inderste myte fortæller, at to kvinder blev skabt: den frie enegænger Lilith, der var ven med slangen, og som hverken ville herske over naturen eller underlægge sig manden – og den underdanige Eva, som blev patriarkatets tjenerinde.

Patriarkatet dæmoniserede enegængeren Lilith, der blev beskyldt for at ride kyske mænd og tage deres sæd om natten. Blandt nogle kristne, jøder og muslimer forbandes både kvinder og mænd, der i den erotiske akt gør “kvinden til himmelen og manden til jorden”.

Dæmoniseringen omfattede også beskyldniner for at stjæle børn, drikke deres blod og spise deres kød. Det siges, at kvinder løskøbte deres børn med guldringe, så Lilith kendes på, at hendes arme, ben og fingre er beklædte med kvindernes ringe.

Men kvinderne fortæller i deres myter, at guldet stammer fra dem, der bad Lilith om at drage omsorg for deres ‘uægte’, aborterede og døde børn, som mænd ikke ærede. De påkaldte mørkets dronning ved et ritual, hvor de afbildede den ring-beklædte Lilith i bunden af skåle, omgivet af spiralskrevne besværgelser. Skålene blev derefter begravet i jorden med bundene opad som symbol på beskyttelse af børn i livmødre.

Besværgelses-skål med
den guldringsbeklædte Lilith

Hos grækerne blev Lilith til den ikke-olympiske gudinde Hekate, hvis oprindelse henføres til titanerne. Hun var folketroens slangebehængte ærkeheks og færdedes i måneløse nætter med tudende hunde/ulve.

Hekate optrådte som en daimon (hjælpe-ånd), der kunne mødes i vejkryds, hvor hun med tre hoveder kunne se henad de tre mulige veje, der kunne vælges. Den trehovede fremtoning var Trivia, som evnede såvel sort og hvid magi som at afværge trolddom. Trivias tre hoveder kaldtes Persefone, Artemis og Hekate.

Da Hades stjal Kore og gjorde hende til underverdenens dronning Persefone, hjalp Hekate Demeter med at finde datteren og at udtænke årstidsaftalen med vinteren under jorden – og forår, sommer og efterår over jorden. Mon Lilith bistod Hades i at gidseltage Kore, så hun blev fortrolig med mørkets kræfter og forvandledes til Persefone ?

I græske hjem havde kvinderne et alter for den slangehårede Hekate, som ikke blev dyrket i templer. Hun stod udenfor den patriarkalske rangfølge; men Zeus ærede hende højt og fritog hende, da de andre titaner blev styrtet i Tartaros, underverdenens dybeste mørke.

Trolddomskyndige kvinder søgte hende, fordi hun magtede de tre elementer, jorden, vandet og luften – og deres mørke. Ilden og lyset var Hestias domæne. Hekate var ophav til Skylla, det klippeboende gøende uhyre med seks par fødder og seks slangehalse, hvis hoveder havde tre rækker tænder. Hendes gebet var at fortære magtfulde mænd!

Lilith gav altså liv til Hekate, Persefone og de hekserikyndige skovgudinder Artemis og Diana, der færdedes i nattemørket. Måske er hendes anti-patriarkalske magi grunden under Den Sorte Madonnas mirakler? Sammen med slangen dukkede hun op hos de oprindelige folk i Amerikaerne.
Desuden kunne hun være oprindelsen til underverdenens Hel og Sif, der levede i Nordens taksdale, hvor livstræet Yggdrasil groede med slangen Nidhug ved roden og ørnen med høgen i kronen. 

Tilbage i de bibelske beretninger sendte Skaberen senere en jomfrufødt mand, Den Anden Adam ( Jesus, Yeshua, Isa). Han stod oprindeligt for frihed, lighed og fællesskab for alle naturens skabninger. Liliths ligemand?
En helt anden julehistorie…

Hil vintersolhvervet!

Bibelcitaterne er fra 1931-oversættelsen.

Hildegards Magi

Hildegard (ca. 1098 – 1179) var et sygdomsplaget adeligt pigebarn, der med stor medgift blev givet til Sankt Disibods* Kloster.

Under sygdomsanfald så pigen guddommelige scenerier. Hun sagde, at de kom fra Gud, og familien og kirken troede hende. Så Hildegard blev overladt til eneboer-nonnen Jutta, der boede i en celle ved munkeklostret Disibodenberg.

I  bogen “Femina” skriver Janina Ramirez, at Hildegards syn ligner de forstyrrelser, som migræne udløser.

Hildegards ‘visioner’ sås som direkte adgang til mytos**; og Jutta og munken Volmar skolede pigebarnet med regler, rytmer og ritualer, så hun lærte at håndtere sit talent. Ro, renlighed og regelmæssighed 😉

Det adelige pige-udskud blev en seer/vølve/shaman i katolsk regi; og hendes visioner om animistiske kræfter, urter og ritualer giver genlyd idag.
Hun beskrev de magiske helende kræfter i metaller, ædelsten, fisk, fugle, krybdyr, firbenede og træer ***.

Hildegard af Bingen’s sinds-bevægende sange kan sammenlignes med vølvers vardlokkur.

* Disibod (619 – ca. 700) var en omvandrende irsk eremitmunk.
En vision pålagde ham at slå sig ned på et bjerg, hvor to floder mødtes. Hans celle blev århundreder senere fundament for et kloster, som nu er ruin.

** Se Logos og Mytos.

***Das Heilwissen der Mönche und Kräuterhexen (Rieger).

Romanen ‘Hildegard’ (Mogens W. Andreasen) fortæller hendes livshistorie.

Viriditas

Viriditas* betyder ‘Grøn Frodighed’ og betegner fotosyntesens under:
I planters grønkorn optages sollys, hvorved vand og kultveilte forvandles til ilt og energiholdige kulstofforbindelser.

Læs her om fotosyntese og ånding.

Det Grønne Under er forudsætningen for, at vi kan trække vejret.
Naturens Ånd!
Viriditas varierer gennem året, og Hildegard af Bingen fik malet sin vision af kraften:

Hildegard levede med naturen og dens helende ånd.
Hun var animist 🙂

* Latin: viridis (vireo) = grøn livskraft.

Humulus Lupulus

Søster Humle er flyttet ind i min have.
En gave!
‘Lupulus’ = ‘Lille Ulv’, og hun dræber ved at overgro småvækster.
Efter kun få uger har hun sat frugt: humlekopper/hoveder (kopf=hoved):

De irgrønne og luftige humlehoveder indeholder et sammensurium af kemikalier, der samvirker krydrende, søvnbefordrende og eksemfremkaldende.
Humleplukkere oplever virkningerne og bliver søvnige; også rotter bliver langsomme, når de udsættes for humle. Ligesom øldrikkere.  😉

Friske humlekopper i hovedpuder inviterer søvn og drømme.
Drogens holdbarhed er kortvarig, da virkningen aftager hurtigt ved tørring.

Arten humle har tvebo: hunplanter og hanplanter, højreslyngende klatreplanter, der hurtigt dækker hvadsomhelst.

søvndyssende urt
slyngende sig rundtomkring

magisk medsøster