Hildegards Magi

Hildegard (ca. 1098 – 1179) var et sygdomsplaget adeligt pigebarn, der med stor medgift blev givet til Sankt Disibods* Kloster.

Under sygdomsanfald så pigen guddommelige scenerier. Hun sagde, at de kom fra Gud, og familien og kirken troede hende. Så Hildegard blev overladt til eneboer-nonnen Jutta, der boede i en celle ved munkeklostret Disibodenberg.

I  bogen “Femina” skriver Janina Ramirez, at Hildegards syn ligner de forstyrrelser, som migræne udløser.

Hildegards ‘visioner’ sås som direkte adgang til mytos**; og Jutta og munken Volmar skolede pigebarnet med regler, rytmer og ritualer, så hun lærte at håndtere sit talent. Ro, renlighed og regelmæssighed 😉

Det adelige pige-udskud blev en seer/vølve/shaman i katolsk regi; og hendes visioner om animistiske kræfter, urter og ritualer giver genlyd idag.
Hun beskrev de magiske helende kræfter i metaller, ædelsten, fisk, fugle, krybdyr, firbenede og træer ***.

Hildegard af Bingen’s sinds-bevægende sange kan sammenlignes med vølvers vardlokkur.

* Disibod (619 – ca. 700) var en omvandrende irsk eremitmunk.
En vision pålagde ham at slå sig ned på et bjerg, hvor to floder mødtes. Hans celle blev århundreder senere fundament for et kloster, som nu er ruin.

** Se Logos og Mytos.

***Das Heilwissen der Mönche und Kräuterhexen (Rieger).

Romanen ‘Hildegard’ (Mogens W. Andreasen) fortæller hendes livshistorie.

Viriditas

Viriditas* betyder ‘Grøn Frodighed’ og betegner fotosyntesens under:
I planters grønkorn optages sollys, hvorved vand og kultveilte forvandles til ilt og energiholdige kulstofforbindelser.

Læs her om fotosyntese og ånding.

Det Grønne Under er forudsætningen for, at vi kan trække vejret.
Naturens Ånd!
Viriditas varierer gennem året, og Hildegard af Bingen fik malet sin vision af kraften:

Hildegard levede med naturen og dens helende ånd.
Hun var animist 🙂

* Latin: viridis (vireo) = grøn livskraft.

Humulus Lupulus

Søster Humle er flyttet ind i min have.
En gave!
‘Lupulus’ = ‘Lille Ulv’, og hun dræber ved at overgro småvækster.
Efter kun få uger har hun sat frugt: humlekopper/hoveder (kopf=hoved):

De irgrønne og luftige humlehoveder indeholder et sammensurium af kemikalier, der samvirker krydrende, søvnbefordrende og eksemfremkaldende.
Humleplukkere oplever virkningerne og bliver søvnige; også rotter bliver langsomme, når de udsættes for humle. Ligesom øldrikkere.  😉

Friske humlekopper i hovedpuder inviterer søvn og drømme.
Drogens holdbarhed er kortvarig, da virkningen aftager hurtigt ved tørring.

Arten humle har tvebo: hunplanter og hanplanter, højreslyngende klatreplanter, der hurtigt dækker hvadsomhelst.

søvndyssende urt
slyngende sig rundtomkring

magisk medsøster

Kanølfen og Klimaet

Kanølfen er klima-aktivist!

Den er enig med den ikke-voldelige bevægelse, der protesterer mod menneskehedens overforbrug –  og maghaveres usynliggørelse af klimakrisen.

Sammen med folk og fæ på tværs af grænser kæmper Kanølf for Moder Jord.
Se Solsortens video om Extinction Rebellion her!

Læs også: Undgå Madspild!

Aztekerne var blodforbundne

Aztekerne var blodforbundne med guderne/naturen. Animister. Det strømmende blod var ensbetydende med livskraft, så de årelod sig selv, hinanden og deres fjender. Præsterne M/K udgød deres eget blod ved rituelle handlinger, så deres hud var gennemvævet med tappe-ar.

Ved store blodtab mindskes iltmængden i hjernen, hvilket medfører hallucinationer. Ligesom ved indtagelse af narkotiske stoffer.

Høstens takkefest var en hyldest til bedstemor-gudinden. I den anledning var det måske en eftertragtet ære blandt de ældste kvinder at blive det udvalgte offer.
Den gamle kone blev hyldet efter alle kunstens regler og lagt på et alter, hvor hendes blod blev tappet. Når strømmen ophørte, blev hendes svage hjerte skåret ud og hendes hud blev flået af. Den omskabtes til en klædning, som senere blev båret af den præst, der forestod hjerte-ritualet.
Den affældige gudinde vandrede derefter over regnbuen og forvandledes til vårens ungmø. Gamlingen medbragte en kanin, som hun kastede op på månen.*

Et af solfestens ritualer var at overføre livskraft til ny ild. Ritualet indebar at  tappe blod og udskære menneskehjerter, som skulle nære den nytændte ild, der opildnedes i den tomme hjertekule på et udvalgt og æret offer. Efterfølgende fordeltes ny-ilden til alle husholdninger.

Menneskeofringer kendes også fra de førkristne kulturer omkring Middelhavet og fra den nordiske Nerthuskultur.
Korstogenes blodsudgydelser kan også betragtes som guddommelige menneskeofringer. Alle kriges ærinde er at ofre livskraft…

Blodritualerne hos aztekerne, mayaerne og inkaerne forhindrede dog ikke, at deres kulturer blev udslettede. Deres overmænd var den europæiske blodkult, som dyrkede det gudemenneske, der blev tappet for blod på et kors, og hvis magiske ord var:

“Dette er mit blod, drik alle deraf!
Dette er mit kød, spis alle deraf!”

Snart genfødes lyset og livskraften.
Glædeligt vintersolhverv – i fred og fordragelighed!

 

* Alt Om Historie: Amerikas Tabte Riger. Forlaget Saga.