Måneskålen

Måneskålen eller vølvegryden er den nordiske udgave af The Medicine Bowl. Den er Seeren(M/K)s visions-redskab i den kommende månetid, der indeholder nymånen og fuldmånen før Voldermissen og Vårfesten. Skålen kan også virke som ‘heksekedel’, The Celtic Cauldron.
Ligesom Gundestrup-karret:

Skål-ritualet er kernehandlingen i ceremonierne i Seer-månetiden.
Ceremoniernes gang omfatter de indledende rensninger, ofringer, hilsener, båltænding og de sædvanlige udledninger efter skål-ritualet.
Sprækken til Drømmetidens mytosverden åbnes i ærbødighed for de 5 elementer: jord (skål af ler, metal eller glas), vand (skålens indhold), luft (bevidst åndedræt), ild (bål, stearinlys) og livskraft (rytmiske lyde).

I den tibetanske Bön-tradition forbindes de 5 elementer med de fem sanser ved en meditation, som udføres ved, at man lægger hændernes 10 fingre på sit eget ansigt:

Jorden,  følesansen,  lillefingre på hagen.
Vandet,  smagssansen,  ringfingre på munden.
Luften,  lugtesansen,  langfingre på næsen.
Ilden,  synssansen,  pegefingre på øjnene.
Livsrummet,  høresansen,  tommelfingre på ørerne.

Meditationen virker i alle mennesker, der overgiver sig til den.
Også ved påkaldelse af klarsynsdrømme uden måneskålens vand.
Seer-ritualet er personligt (ikke socialt), da det handler om at besøge ens egen mytosverden. The Sacred Personal View (SPV) of the Great Mystery. Det Numinøse Mytos Mønster.

Min måneskål kom til mig, inden jeg stødte på Seer-ritualet. Lig et under kom der ikke blot en, men to kupler, som formede sig i mine hænder og blev brændt i bål.
Den lyse fuldmåne-skål blev brændt over jorden i et buldrende ilt-rigt bål, der blev fodret et helt højtids-døgn:

Den  mørke nymåne-skål blev brændt samtidig i en ilt-fattig mile under jorden:

Ritualet er at ‘se’ og tyde Drømmetidens manifestationer i vandet. Symboltolkning.

fem elementer
mytosmønsterets visdom
måneskålesyn

Læs også om månen i En Gammel Spand og om Månekællingerne.

Vegvisir og Udesidning

Vegvisir og Udesidning er beskrevet i to tidligere indlæg. Vegvisir kan bruges som kompas under en udesidning. En visionsrejse i den nordiske mytologis ni verdener, som her beskrives i skelet-form.

Der var engang et menneske, som for vild i sig selv. Fornemmelserne for op og ned, ude og inde, lys og mørke var forduftede. Tilbage var dog følelsen af at være midt i noget etellerandet.

Mennesket sad uden vådt og tørt. Omkring den siddende spirede otte verdener, der groede som en stjerne med vidt forskellige grene.

   1.  Koldt mørke i nord. Sansningen af op og ned. Niflheims verden af intethed.  Angerboda og hendes tre små børn: datteren, ulven og ormen.

    2.  Svagt lys i NØ, hvori skygger kunne skelnes. Tidsfornemmelsen. Helheim og Hel, ung og gammel, levende og død. Det, der havde været – og det, der skulle blive.

    3.  Lys og milde vinde fra øst under himmel. Sanserne vækkes og glæden vågner spredes fra Vanheim.Glæde vækkes af sanserne , der groede med fremtoningen af skaberværket. Menneskets sanser åbnede sig, og Freja viste sig i al sin sanselighed. Kærlighedsgudernes frugtbare Vanaheim blev synligt.

Mennesket registrerede sine sanser, og de overjordiske småfolk blev mærkbare. De kunne fornemmes som lyde, dufte og flygtige synsindtryk. Væsnerne føltes på huden og kunne endog smages, som om de gennemtrængte kroppens ydre grænser. Alle sanser samlede sig om visionen af et gyldent æble, der blev tilbudt af Idun i Alfheim.

Så kom varmen bølgende fra syd. Buldrende ildtunger slikkede mod himmelen fra tre vulkanlignende bål. En kvindeskikkelse vandrede fra bål til bål til bål, og derefter trådte hun frem, strålende og ren. Mennesket følte sig smittet af hendes genoplivelse, og ny inspiration blev vakt. Gullvejg genopstod af Muspelheims flammer.

Dernæst opdagede mennesket jordens forstenede fortid, hvori de underjordiske småfolk boede. Svartalferne var dværgene, der forvandlede metaller til alskens brug for mennesker. Hårde metaller til kamp for det daglige brød og krigsvæsen. Bløde metaller til pynt og forførelse. Ved Svartalfheim stod Sif med sit gyldne hår.

Visionen førte da menneskets opmærksomhed til krigsgudernes verden. En ustyrlig tumlen og kaotiske dramaer udspillede sig. Råb og tænders gnidsel fyldte luftrummet og gav genlyd i jordsmonnet; mennesket blev lamslået gudernes væsen. Midt i kaos fandtes dog ro omkring den myndige Frigg med hendes sønner omkring sig i Asgård.

Mørke sænkede sig over mennesket, der nu var klar over op og ned, ude og inde, lyset og mørket. Den sidste retning fuldendte helheden af modsætninger. Det flydende og det faste i forandring. En ny runde i spiralen tilbød sig, og Skade åbenbarede den jættestore kraft: evnen til at vælge sin egen eksistens! Hun valgte livet i Udgård.

Sådan fortælles den helende vision om mennesket, der finder sig selv og sin vej. Med erkendelsen af Midgård, menneskenes verdensillusion. Vegvisir kan vise retningerne; men hvert menneske går sin helt egen vej.

Mytos og Mønstre

Mytos og mønstre er visdommens grundlag.
Vi har alle et indre ‘landskab’, der er dannet af naturoplevelser, eventyr, bibelhistorier, myter, virkelighedens og teatrets dramaer plus andre oplevelser. Det er Den Personlige Mytosverden. I den kan også indgå romaner, film, musik og andre værker skabt af kunstnere med kontakt til ‘mytesuppen’.

I min mytos findes bl. a. en 1001 nat -verden, og i den ligger alle de visdomsmønstre, som fortællingerne bærer – også selvom jeg ikke har gjort mig dem bevidst. Det samme gælder de nordiske myter, de indianske klanmødre, mytologierne omkring Middelhavet og meget mere. Det hele er syltet ind i oplevelser af naturens mønstre og rytmer. Mit autonome Selv ordner visdommene i mønstre, der synliggøres, når jeg har brug for det. Min ‘natursans‘.

Denne personlige mytosverden er gennemsyret af det kollektive ubevidste. En slags ur-fælles ‘mytesuppe’. Og den er under-bevidst i mit Selv, det autonome mønster, der er min forbindelses-nerve til det Numinøse.
Hjemmesiden annevoel.dk er uddrag af min mytos.


Når jeg op-lyses af kollektiv visdom og op-lever ‘klarsyn’, gror de ud af mønstrene i mit Selv. De fremstår i symbolsprog, som kan tolkes ved brug af logos. Ligesom ved drømmetydning.  Se også Logos og Mytos.

Klarsyn er indsigter, der kan optræde som natlige og vågne drømmesyn, som aha-indfald i en travl hverdag, som visioner i naturen – og på mange andre måder. De kan indtræffe spontant, eller de kan opsøges – måske ved hjælp af shamanheste.

Adgangen til det helende mytos-selv hindres, når menneskers opmærksomhed er ‘besat’ af forfængelighed, vrede, begejstring og andre manifestationer af ønsker og begær i logos-verdenen.

Portalerne til indsigterne kan åbnes ved forskellige metoder. Meditation kan være en vej, og  Sejd er den nordiske tradition. En af mine adgange er haikudigtning.

Mandalaer er mindmaps over Selvets mytosverden i flere religiøse traditioner. Shambhala er benævnelsen for mytos-Selvet i den tibetanske buddhisme.
Med øvelse kan man optræne kontakten til sit Selvs mønstre og det kollektive underbevidste. Mørketiden indbyder til at gå på opdagelse i mytosverdenen og øve sig i at forstå sig selv.
Måske inspireret af ‘vølven’ Pythia i Delfi: Kend dig selv!
God Fornøjelse!

Knude-Mandala af Leonardo da Vinci

En Drømmefanger

En drømmefanger er et helligt redskab, som træner børn i at kende visioner, mareridt og drømme. Den fungerer som en håndgribelig forbindelse til den ‘åndelige’ verden.

Hos oprindelige folk fandtes der blandt de gamle viise kællinger en ‘klanmor’, der havde kontakt til edderkoppe-tricksteren og dermed evnen til at væve. Hun skabte drømmefangere til hvert af klanens børn, medens hun sad ved deres nattelejer og sang. Sangen og drømmefangeren groede ud af kællingens vision, og i spindet hæftedes symboler for ‘naturens medicin’ for netop det barn og dets årstidsmåne. Eksempler kunne være en guldsmed, en ler-stjerne-fugl med forskellige øjne, en strandskal eller måske tænder og knogler af totemdyr.

Drømmefangeren hænges over barnet, der får fortalt, at vævet fanger nattens ‘syn’. De gode og opbyggelige drømme opfanges i nettet og drysses gennem fjerene ind i barnet. De onde og ødelæggende syn flyver væk gennem hullerne eller fastholdes, så dagslyset kan bortsmelte dem.

Blandt oprindelige folk er der sorg over, at det vestlige forbrugersamfund har reduceret drømmefangere til en kommerciel pyntetingest. Det er en slags misbrug af etnisk kulturarv. Men det er mest synd for vestlige neurotikere, at de tror, at magi kan omplantes som perlebesat dimseri. Uden klanmoderens magiske sang og vision. Håbet er dog, at den magiske visdom trods alt trænger igennem…

Drømmefangere kan opfattes som symbol på børns virksomme og autonome Selv. Inden det bliver sløret af forfængeligheden

Se også Mønstervæveren.

Mønstervæveren

Mønstervæveren er titlen på solårets 10. månekælling. Hendes måne er ny idag, og den vil lyse på spindelvæv i natten.

Årets første ni månetider fører naturen gennem vækstsæsonen, og nu er tiden inde til refleksion og nytænkning. Erfaringerne giver grundlag for ny kreativitet, og edderkoppen er en dygtig lærermester.

Hvis menneskene ikke huserede i naturen, ville de fleste af Jordens klimazoner være dækket af urskov. Træerne, Det Stående Folk, ville alle have forbindelse med hinanden gennem rodnet og svampesymbiose (Wood Wide Web). Ligeså Det Svømmende Folk i havene (Water Wide Web). Universel indbyrdes forbindelse er Moder Jords natur.

Det Vandrende Folk er også skabt til indbyrdes forbindelse (Wandering Wide Web). Mange dyr udveksler instinktive signaler i naturen; og menneskene har ydermere den mentale dimension. Den kollektive bevisthed er naturlig blandt oprindelige folk – og jungianere…

Menneskenes kollektive vide væv er en fælles mental ursuppe, som simrer med den grænseløse fantasis idéer; og opfindsomme personer har adgang til denne skabelsens gryde.

Den nordiske mytologi fortæller om tre adgange til ursuppen under kundskabens livstræ Yggdrasil. Urds brønd rummer den kollektive bevidsthed om fortid, nutid og fremtid, medens Hels kildevæld er den tidløse fælles underbevidsthed, som befordrer skabelse – også efter ragnarok. Mimers brønd er kilden til den en-øjede grådigheds videnskab.

Den 10. månekælling understøtter os i kreativ tænkning. Månetidens kraft er at se livets mønstre i tiden, i naturen og i menneskenes adfærd – og at agere i ærbødighed overfor Moder Jords Vide Væv. Tiden er inde til nytænkning og adfærdsændring, der kan styrke frodig mangfoldighed på planeten Jorden.

Det såkaldte Verdens Vide Væv (World Wide Web) er en industriel afsporing, der er opfundet af logikken bag grådighed, krig og udslettelse, som afvikler Moders Jords naturlige mønstre. Store dele af menneskeheden er blindede og fængslede af www og lever som zombier uden kontakt til naturens vide væv og den kollektive underbevidsthed. Forstenede to-benede…  🙁

Den mønstervævende månekælling opfordrer til, at vi tager ved lære af den arbejdende edderkop og hendes kunst at spinde bæredygtigt væv. At vi ‘ser’ skovenes og havenes sammenhængende natur, og at vi åbner for den mentale ursuppe af original kreativitet, som vi alle kan få adgang til, hvis vi slukker for skærmkulturens hjernevask. Måske kunne det afhængighedsskabende www forvandles til et hjælperedskab?

Vævekællingen er den klanmor, der med drømmefangere giver netværk til børn.

Wood Wide Web: Vedplanters Vide Væv
Water Wide Web: Vandets Vide Væv
Wandering Wide Web: Vandrernes Vide Væv
World Wide Web: Verdens Vide Væv, som fængsler menneskeden til skærmafhængighed, der fremmer forfængelighed, grådighed og krig – og afviklingen af livet på Moder Jord.

Sælkvinden

Sælkvinden er en af mange myter om selkiefolket, der er havets sagnfolk, sæler, marsvin, havfruer m. fl., der forvandles til mennesker. Eller omvendt. Til tider under tvang, hvorefter menneskene straffes. I nogle kulturer betragtes selkierne som druknede mennesker i dyreham. Flere af fortællingerne er allegorier på menneskehedens overforbrug og magtanvendelse overfor havet, hvis natur er at give og at tage

Det færøske sagn om en sælkvinde fortælles ved Hellig3Konger, hvor selkiefolket drager på land, afkaster dyrehammene og danser.
En ung fisker så dem og snuppede det fineste skind. Det tilhørte en sælkvinde, som derefter levede med ham og fødte en datter og en søn.

Fiskeren havde låst hammen ned i en kiste og bar nøglen i en kæde. Men en dag fandt sælkvinden en ønskebensknogle fra en havfugl i strandkanten. Da manden sov, byttede hun den med nøglen. Medens fiskeren var på havet, opdagede han knoglen og vidste, at kvindesælen var svømmet hjem til sit oprindelige folk.

Hvert år drog fiskerne også på sælfangst, og engang kom sælkvinden til fiskeren i en drøm. Hun bad ham mindeligt om at undlade at dræbe udvalgte sæler; men sælfangerne lod hånt om hendes bøn og dræbte i overflod.
Så kom kvindesælen til ham som en frygtindgydende troldkvinde og proklamerede, at mænd fra øen ville drukne og falde fra klipper, indtil de var så mange, at de kunne danne ring omkring øen.

Forbandelsen er endnu ikke fuldbragt, og mænd fra egnen tages stadig af naturen…
Naturen giver, naturen tager. Livets evindelige rytme.

Fortællinger om sælkvinder findes i mange udgaver. En af dem er digtet ind i den nordiske mytologi; den kan læses her: Sælkvindens Børn.

Hanna Snorradottir beretter om den islandske sælkvinde. Se Hannas fortælleuddannelse om  Nordisk Visdomstradition

Se også Festens Gave og Havets Moder

 

Ørentvistens Medicin

Ørentvistens medicin udledes ved at sætte ord på dens udseende og opførsel/biologi. Derefter oversættes egenskaberne på samme måde som ved symboltolkning under drømmetydning.

Brunt leddelt insekt med hemmelig flyveevne.
Ørentvisten tilhører ordenen Dermaptera (hud-vinger), fordi dens vinger er tynde, bløde og elastiske. De foldes radiært og på tværs i op til 40 lag!
Men dyret flyver sjældent; flyveevnen er en hemmelig pakke. 🙂

Social, jordboende og omsorgsfuld kannibal.
Han og hun finder sammen om efteråret og lever gennem vinteren i en jordhule. Når æggene er lagt, forsvinder hannen; ofte ædes faderen af moderen. Energitilskuddet bruger hun til pleje af ungerne, der gennemgår flere nymfestadier, som ved hvert hamskifte fremkommer hvide i få timer. Under sidste stadie lægger moderen sig til at dø, så ungerne kan fortære hende.

Nataktiv, altædende og lyssky.
Ørentvister æder alt fra smukke farverige blomster til rådne stinkende kadavere; de deltager i naturens natlige renovation og gør sjældent stor skade. Når lyset bryder frem, søger de mørke og trange steder, hvor de har kropsberøring med omgivelserne. De fanges gerne i fugtigt bølgepap – og i postkassers aviser.

Overtro.
En sejlivet skrøne beretter, at ørentviste søger ind i menneskeører for at lægge æg; men dyrene opholder sig sjældent inde i huse, hvor miljøet er for tørt. Ørentvisten ser drabelig ud med haletangen (tvisten, han: krum, hun: ret), som kan løftes i forsvar; men den er uskadelig overfor mennesker. Skueværk! 😉


Ørentvistens medicin kan altså have noget at gøre med hemmelig flyveevne, indpakkede talenter, omsorgsfuldhed, hamskifte, opofrelse, kannibalistiske træk, oprydning, kropsnærhed, lyssky handlinger, paranoia, jordforbindelse, pralværk og andre egenskaber, der åbenbares for det opmærksomme menneske. Mødet med ørentvisten, dens opførsel overfor ‘seeren’, og seerens reaktion på mødet, er ørentvistens givende meddelelse. Medicinen…


Mkh til en særlig læser 😉

Se også Spættens Medicin, Spurvehøgens Medicin og Kobbersneppens Medicin!