Den Hvide Ravn

Den Hvide Ravn – i runebommens rensdyrskind

Da Store Ånd havde skabt Moder Jord, blev Ravn sendt på opdagelse i skaberværket. Svævende gennem skyerne, fik den farve af hvide snefnug. Hvert eneste af dem var enestående – ligesom alt det andet skabte. Hvide Ravn priste sin Skaber – og det mangfoldige liv.

Hvide Ravn fløj over landskaberne, og Store Ånd gav den en åndefælle*, hvorpå den kunne lande og hvile. Hvide Ren levede med sin flok, der græssede det  land, som ravnen anviste. Alle skabninger fløj, løb, svømmede, legede, spiste, sang, formerede sig – og priste Skaberen.

Så kom dagen, da de to-benede blev skabt. De fik farver af det land, de beboede; og de fik ild-gaven. De var sultne, og Store Ånd sørgede for, at Rensdyr-folket ville give dem varmt tøj og fulde maver. Men de måtte ikke røre Hvide Ren, fordi uden den ville de være fortabte.

En morgen vågnede Hvide Ravn af sin søde søvn på Rens bløde ryg, rystede vingerne og fløj højt for at søge græsning. Deroppefra sås mennesker, som ikke ærede skaberværket. De jagtede mere, end de kunne bruge uden hensyn til medskabningerne. Dynger af skrald og aske hobede sig op bag dem.

Disse grådige og onde to-benede fik øje på Hvide Ren, og de tog dens ånd, kød og pels. Uden tak lod de ubrugte rester rådne på aske-dækket jord, medens den forvildede rensdyr-flok buldrede omkring. Moder Jord skælvede.

Store Ånd græd af sorg og vrede, og tårestrømmene oversvømmede landskaberne.
Gennemblødt og udmattet måtte Hvide Ravn lande i mudder, skrald og aske, der oversprøjtede dens hvide fjerdragt.

En båd kom sejlende med en viis gamling, der reddede, rensede og fodrede den smudsige ravn. Gamlingens opgave var at samle godhed; men der var kun lidt at finde. Ondskab havde bredt sig. I en lang fremtid måtte Moder Jord affinde sig med den grådige ondskab gennemsyrende den nøjsomme godhed.

Efter en tid hos den viise gamling, vendte Hvide Ravn tilbage til Skaberen, som siden da kun skabte sorte ravne for at huske menneskene på deres onde gerninger.
Sorte ravne varsler onde tidender. Lyt!

En dag vil menneskenes længsel efter godhed blive så inderlig, at Store Ånd vil sende Hvide Ravn tilbage med gamlingens visdom.

Sådan taler Hvide Ravn under Snefnug-skyen i den samiske runebomme.

Hvide Ravn

Runebommen er genskabt af shamantrommer.dk.
Læs også Runebomme.

* Hvide Ravne fløj over mange landskaber og fik åndefæller blandt de lokale hovdyr: Hvide Ren, Hvide Bison, Hvide Moskus, Hvide Kronhjort, Hvide Lama, Hvide Næsehorn, Hvide Kamel, Hvide Ko, Hvide Elefant – osv.
Overalt på Moder Jord venter åndefæller på Hvide Ravns genkomst med gamlingens visdom..

Moder Jords Medicin

Moder Jords Medicin er den visdom, som naturen åbenbarer til dem, der kan tie, lytte – og ‘se’.
Visdommen er sær-egen for hvert eneste menneske, der ærbødigt kan forbinde sig til omgivelserne med krop-bevidstheden og natursansen.
Den opmærksomhed heler også Moder Jord.
Gensidig magisk udveksling.

Eksempler på Naturens Medicin (klik på link!):

Lokale Kraftdyr.
Spættens Medicin.
Ørentvistens Medicin.

tie lytte se
åbning af sjettesansen
krop-jord-dialog

Slægts-kraften Hamingja

Hamingja er det oldnordiske udtryk for den kraft, som enhver bærer med sig fra sine for-forældre.
Kristendommen omdefinerede den til Arvesynden. Men oprindeligt omfattede den fortidens konstruktive visdoms-erfaringer, der befordrede overlevelse. En sivende strøm af livskraft. Chi!

I min hamingja rumsterer min mormors praktiske overtro, min morfars fornemmelse for alt, der gror, min mors indlevende klardrømme, min farmors grænseløse fortællen, min farfars virkelighedsfjerne udlængsel, min fars filosofiske verdens-udsyn – og deres praktiske håndteringer af hverdagen. Slægtens mønstre. På ondt og på godt.
Mine epi-genetiske dispositioner, som jeg må overgive mig til. Tao.

Kernen i den enkeltes hamingja er slægtens historie. Dertil føjes personlige frie(!) valg og handlinger, som vil følge enhver hele livet. Livserfaringer, som kan bruges konstruktivt eller destruktivt. Arketypiske mønstre, som gives videre til afkom. Mytos-mønstre. Sammenhænge. Velsignelser – og forbandelser…

At være i kontakt med sin slægts hamingja er shape-shifting. Fra logos-ego-tilstand til mytos-slægts-bevidsthed. Med rod i den personlige ‘epi-genetiske’ arv/odal – og med fremtidens 7 generationer i horisonten. I den tilstand kan hamingjas visdom deles med andre:

I den nordiske mytologi findes et eksempel på, at den norske helt Hjalti anmoder kong Olaf om at låne hans hamingja, erfaring og lykke på rejsen. Velsignelse.

På symbolsk vis kan hamingja manifestere sig som sanselige fænomener. Følge-ånder. Fylgja. I naturen. Dyr, planter, vind og vejr. Varsler med formål at åbne opmærksomheden på Kraften. Se Lokale Kraftdyr.

Sammenhængende knude-symbol på slægtskraft.

Andre kulturer har lignende begreber: karma (indiske filosofier), barakah (islam), kami (shinto), totem og mana (oprindelige folk).
Mennesker har overalt og til alle tider levet med hamingja-opmærksomhed og dermed følgende respekt for naturen.
Indtil nu 🙁

Kanølfen og Klimaet

Kanølfen er klima-aktivist!

Den er enig med den ikke-voldelige bevægelse, der protesterer mod menneskehedens overforbrug –  og maghaveres usynliggørelse af klimakrisen.

Sammen med folk og fæ på tværs af grænser kæmper Kanølf for Moder Jord.
Se Solsortens video om Extinction Rebellion her!

Læs også: Undgå Madspild!

Nordisk Gudindekraft

Nordisk Gudindekraft i Solhjulets Myter er titlen på Hanna Snorradóttirs ‘kraftværk’:


Bogen er et unikt manifest, der ved nordisk mytologi befordrer
1 .  kvindekraften og dens balance med mandekraften,
2 .  mytos-bevidsthed som kilde under logos-handlinger
og
3 .  fokus på et mangfoldigt og bæredygtigt syn på Moder Jord!

Bogen kan købes her.
God fornøjelse!

Skild-Padde’s Historie

‘Hvordan Padde fik sit Skjold’ er en af oprindelige folks naturmyter.
Kilde: Kenneth Little Hawk.
Her fortælles den for børn – OG voksne – som et oplæg til at tegne:

I tiden før de tobenede satte deres fødder på Moder Jord, levede Padde ved hvirvlende vand omkring en ø. Den var nøgen ligesom Firben og deres vekselvarme fætre og kusiner, så den havde bygget en lille jordhytte, den kunne møve sig ind i. På kolde dage lå den i Moder Jords favn. På varme dage gik den ved vandet og samlede skaller til det mosaikmønster, som prydede jordhulens gulv, loft og tag. Hvor hulens tag mødte jorden, lå en skal for hver af månetidernes ny og næ gennem året. En blå månesten sad over indgangen. Taget glimtede af perlemor, når Bedstemor Måne skinnede på den kunstfærdige kalendermosaik.

En dejlig sommermorgen trængte varmen ind i Paddes hule sammen med naturens dufte og lyde. Langsomt strakte Padde sine kølige og stive lemmer ud i verden, hvor den blev mødte af Ørns hyldest-skrig: “Morgenen er vidunderlig, livet er skønt!” Ørn svævede frit over landskabet, hilste på store og små og huskede alle på livsglæden. Padde ville gerne være et væsen, der spredte glæde.

Senere på året oplevede Padde, at jorden rystede og skallerne klaprede, så den skyndte sig (langsomt) ud af hulen. Lige ved siden af den groede et meget højt kogletræ med modne frugter i toppen. Elg stod fast på sine fire ben og bankede geviret ind i træstammen, så koglerne hamrede ned på jorden. Straks efter strømmede skovens gnavere og andre sultne dyr frem og samlede den gode mad. Padde ville gerne være et væsen, der spredte mad.

Få dage efter genlød skoven af en frygtelig ballade. Egern var i drillehumør og skabte krig mellem de flyvende og de firbenede. Skrig og skrål og vrede fyldte luften. Uroen gennemtrængtes af en voldsom brølen; og så blev alt stille. Sindigt vandrede Bjørn mellem de stridende parter, bad dem holde fred og sørge for at samle forråd til den kommende dvaletid. Padde ville gerne være et væsen, der spredte fred.

Padde ville så gerne gøre godt for vennerne i skoven, men den kunne ikke flyve højt og sprede glæden over livets skønhed eller sørge for maden til dyrene eller oprette freden blandt levende væsner. Den møvede sig ind i sin jordhule og tænkte over, hvordan den kunne bruge sig selv til gavn for medskabningerne.

Men skønheden, madglæden og freden varede ikke ved. En hujende blæst blev til en hylende storm med lyn og torden. Langt borte slog lynet ned, og en lille duft af røg varslede katastrofe. Snart bølgede sort røg mellem træernes stammer. Ilden nærmede sig langs jorden ned gennem træernes toppe. Et lyn slog ned i et træ, der væltede ned på Paddes skalbeklædte jordhytte. Padde var nær blevet mast; men den lå levende fastklemt under skallerne.

Røgen formørkede dagen, og Padde brugte alle sine kræfter, der var flere, end den selv troede, på at klemme sig ud under den tunge stamme. Moder Jord var blød og gav efter, så Padde slap fri. Langs det hvirvlende vands bredder var en kaotisk sammenstimlen af væsener, der var flygtet fra ilden. De dyr, der kunne svømme, flygtede ud til øen; men skovens andre småfolk var ude af sig selv af skræk.

Padde var heller ikke helt sig selv. Den følte sig ør og tung efter at have være fastklemt og havde svært ved at bevæge sig. Pludselig opdagede den, at skallerne fra jordhulen sad fast! De var klemt sammen til et skjold, der dækkede Paddes nøgenhed. Den var blevet til Skjold-Padde!

Inde i skjoldet var Padde forvirret, indtil småfolkets skrigeri trængte ind. Så vidste den, at tiden var inde. Forsigtigt kravlede den ned til vandkanten, hvor den lod småfolk klynge sig sammen overalt udenpå og indeni skjoldet. Så padlede Skjoldpadde dem over til øen. Den blev ved og ved og ved, indtil alle de små var reddet; og så kom ilden raserende. Ovre fra øen kunne de alle se, hvordan flammerne åd skoven og det væltede træ, der klemte skallerne fast på Padde.

Regnen kom, og ilden døde. Røgen blæste væk, frø spirede og træerne satte nye skud. En ny tid kom, og livet genopstod. Skjoldpadde sejlede de små folk tilbage til skoven, hvor de glædede sig over hver morgen, nød naturens mad og holdt fred med hinanden.

En dag vandrede Skjoldpadde langs bredden til det hvirvlende vand og opdagede en lille jordhytte.  En nøgen Padde puslede med det fineste mosaikmønster. Skjoldpadde samlede en mundfuld skaller, der skinnede som perlemor og gav dem til den nøgne. Inden længe lå deres æg i Moder Jord. Da børnene klækkede, var de alle skjoldunger, og derfra stammer alle jordens skjoldbeklædte Skildpadder.

Tegn en ‘SkjoldPadde’ !

Den efterfølgende udstilling indebærer en samtale, der kan handle om paddernes køn M/K, ‘småfolk’ (insekter/edderkopper/feer mv.), årstiderne, bæredygtighed før og efter de tobenedes opdukken – og selvfølgelig Skildpadde’s skjoldmønster.

En Drømmefanger

En drømmefanger er et helligt redskab, som træner børn i at kende visioner, mareridt og drømme. Den fungerer som en håndgribelig forbindelse til den ‘åndelige’ verden.

Hos oprindelige folk fandtes der blandt de gamle viise kællinger en ‘klanmor’, der havde kontakt til edderkoppe-tricksteren og dermed evnen til at væve. Hun skabte drømmefangere til hvert af klanens børn, medens hun sad ved deres nattelejer og sang. Sangen og drømmefangeren groede ud af kællingens vision, og i spindet hæftedes symboler for ‘naturens medicin’ for netop det barn og dets årstidsmåne. Eksempler kunne være en guldsmed, en ler-stjerne-fugl med forskellige øjne, en strandskal eller måske tænder og knogler af totemdyr.

Drømmefangeren hænges over barnet, der får fortalt, at vævet fanger nattens ‘syn’. De gode og opbyggelige drømme opfanges i nettet og drysses gennem fjerene ind i barnet. De onde og ødelæggende syn flyver væk gennem hullerne eller fastholdes, så dagslyset kan bortsmelte dem.

Blandt oprindelige folk er der sorg over, at det vestlige forbrugersamfund har reduceret drømmefangere til en kommerciel pyntetingest. Det er en slags misbrug af etnisk kulturarv. Men det er mest synd for vestlige neurotikere, at de tror, at magi kan omplantes som perlebesat dimseri. Uden klanmoderens magiske sang og vision. Håbet er dog, at den magiske visdom trods alt trænger igennem…

Drømmefangere kan opfattes som symbol på børns virksomme og autonome Selv. Inden det bliver sløret af forfængeligheden

Se også Mønstervæveren.

Dagens Fugl

Dagens fugl er ikke den smilende kobbersneppe, men en gentagelse af vandrehistorien om Den Vestjyske Sangfugl. På opfordring.

Der var engang en sangfugl, der sang for alle og sig selv i klitterne langs Vesterhavet. Den nød så inderligt at synge, at den forblev i landskabet, da dens flok fløj mod varmere himmelstrøg.
Men da frosten bed i luften, vendte den næbbet mod syd, indtil kulden tvang den i knæ i marsken.

Vor lille frysende fugl lander bag en kvie, der i samme nu slipper en dampende kokasse. Varmen går fuglen til hjertet, og i lykkerus bryder den ud i sang.
Men gårdens kat hører tonerne; og så slutter fortællingen.

Historien har tre moraler:

1. Du skal ikke tro, at alle, der skider på dig, vil dig det ondt!

2. Du skal ikke tro, at alle, der trækker dig ud af skidtet, vil dig det godt!

3. Står du i skidt til halsen og har det fint, så ti stille!

Spættens Medicin

Spættens medicin er et eksempel på, hvordan naturhistorie kan bruges som allegori og symbol-oversættes på samme måde som ved drømmetydning.

At møde et dyr kan opfattes som en givende fortælling. Dyrets udseende kan symbolisere seerens fremtoning/persona/ego, medens dyrets biologi og opførsel handler om personlighed/færden/handlekraft.

Oprindelige naturfolk tog varsler på den måde. Et væsen, der krydser ens vej overbringer en meddelelse fra forsynet – eller åbner en oplysning fra ens egen underbevidsthed…
Ligesom når en sort kat går på tværs. 😉

Et spættemøde kan måske ‘afkodes’ således:

Spætter er farverige flyvere, hvis lyde høres på lang afstand. De arbejder hamrende hårdt i råddent træstof for at finde dyrebar næring: larver, der omsætter dødt træ-væv til animalsk liv. Larverne forpupper sig og forvandles til perfekte, farverige insektskabninger.

Fuglens biologi kan demonstrere, at det kræver hårdt arbejde at finde nærende liv. Det særlige aspekt her er forvandling. Metamorfosen fra krybende larve via puppe til fuldkomment insekt.

Men spættens læring kan også handle om at være opmærksom på et spraglet, flyvsk ego, der kan høres langt væk. Alt afhænger af øjnene, der ser.

Allegoriske fortællinger er leg med  levende ord, berigelser af sanseligheden og næring til fantasien 🙂

Se også Drømmesymboler.