sommertrekanten
på sydlig midnatshimmel
fugleforsamling
stjerners lysende mønster
deneb vega altair
Læs her om Hrungners hjerte!
Mellem jord og himmel
sommertrekanten
på sydlig midnatshimmel
fugleforsamling
stjerners lysende mønster
deneb vega altair
Læs her om Hrungners hjerte!
Kanølfen er klima-aktivist!
Den er enig med den ikke-voldelige bevægelse, der protesterer mod menneskehedens overforbrug – og maghaveres usynliggørelse af klimakrisen.
Sammen med folk og fæ på tværs af grænser kæmper Kanølf for Moder Jord.
Se Solsortens video om Extinction Rebellion her!
Nordisk Gudindekraft i Solhjulets Myter er titlen på Hanna Snorradóttirs ‘kraftværk’:
Bogen er et unikt manifest, der ved nordisk mytologi befordrer
1 . kvindekraften og dens balance med mandekraften,
2 . mytos-bevidsthed som kilde under logos-handlinger
og
3 . fokus på et mangfoldigt og bæredygtigt syn på Moder Jord!
Bogen kan købes her.
God fornøjelse!
‘Hvordan Padde fik sit Skjold’ er en af oprindelige folks naturmyter.
Her fortælles den for børn – OG voksne – som et oplæg til at tegne:
I tiden inden de tobenede satte deres fødder på Moder Jord, levede Padde ved hvirvlende vand omkring en ø. Den var nøgen ligesom Firben og deres vekselvarme fætre og kusiner, så den havde bygget en lille jordhytte, den kunne møve sig ind i. På kolde dage lå den i Moder Jords favn. På varme dage gik den ved vandet og samlede skaller til det mosaikmønster, som prydede jordhulens gulv, loft og tag. Hvor hulens tag mødte jorden, lå en skal for hver af månetidernes ny og næ gennem året. En blå månesten sad over indgangen. Taget glimtede af perlemor, når Bedstemor Måne skinnede på den kunstfærdige kalendermosaik.
En dejlig sommermorgen trængte varmen ind i Paddes hule sammen med naturens dufte og lyde. Langsomt strakte Padde sine kølige og stive lemmer ud i verden, hvor den blev mødte af Ørns hyldest-skrig: “Morgenen er vidunderlig, livet er skønt!” Ørn svævede frit over landskabet, hilste på store og små og huskede alle på livsglæden. Padde ville gerne være et væsen, der spredte glæde.
Senere på året oplevede Padde, at jorden rystede og skallerne klaprede, så den skyndte sig (langsomt) ud af hulen. Lige ved siden af den groede et meget højt kogletræ med modne frugter i toppen. Elg stod fast på sine fire ben og bankede geviret ind i træstammen, så koglerne hamrede ned på jorden. Straks efter strømmede skovens gnavere og andre sultne dyr frem og samlede den gode mad. Padde ville gerne være et væsen, der spredte mad.
Få dage efter genlød skoven af en frygtelig ballade. Egern var i drillehumør og skabte krig mellem de flyvende og de firbenede. Skrig og skrål og vrede fyldte luften. Uroen gennemtrængtes af en voldsom brølen; og så blev alt stille. Sindigt vandrede Bjørn mellem de stridende parter, bad dem holde fred og sørge for at samle forråd til den kommende dvaletid. Padde ville gerne være et væsen, der spredte fred.
Padde ville så gerne gøre godt for vennerne i skoven, men den kunne ikke flyve højt og sprede glæden over livets skønhed eller sørge for maden til dyrene eller oprette freden blandt levende væsner. Den møvede sig ind i sin jordhule og tænkte over, hvordan den kunne bruge sig selv til gavn for medskabningerne.
Men skønheden, madglæden og freden varede ikke ved. En hujende blæst blev til en hylende storm med lyn og torden. Langt borte slog lynet ned, og en lille duft af røg varslede katastrofe. Snart bølgede sort røg mellem træernes stammer. Ilden nærmede sig langs jorden ned gennem træernes toppe. Et lyn slog ned i et træ, der væltede ned på Paddes skalbeklædte jordhytte. Padde var nær blevet mast; men den lå levende fastklemt under skallerne.
Røgen formørkede dagen, og Padde brugte alle sine kræfter, der var flere, end den selv troede, på at klemme sig ud under den tunge stamme. Moder Jord var blød og gav efter, så Padde slap fri. Langs det hvirvlende vands bredder var en kaotisk sammenstimlen af væsener, der var flygtet fra ilden. De dyr, der kunne svømme, flygtede ud til øen; men skovens andre småfolk var ude af sig selv af skræk.
Padde var heller ikke helt sig selv. Den følte sig ør og tung efter at have være fastklemt og havde svært ved at bevæge sig. Pludselig opdagede den, at skallerne fra jordhulen sad fast! De var klemt sammen til et skjold, der dækkede Paddes nøgenhed. Den var blevet til Skjold-Padde!
Inde i skjoldet var Padde forvirret, indtil småfolkets skrigeri trængte ind. Så vidste den, at tiden var inde. Forsigtigt kravlede den ned til vandkanten, hvor den lod småfolk klynge sig sammen overalt udenpå og indeni skjoldet. Så padlede Skjoldpadde dem over til øen. Den blev ved og ved og ved, indtil alle de små var reddet; og så kom ilden raserende. Ovre fra øen kunne de alle se, hvordan flammerne åd skoven og det væltede træ, der klemte skallerne fast på Padde.
Regnen kom, og ilden døde. Røgen blæste væk, frø spirede og træerne satte nye skud. En ny tid kom, og livet genopstod. Skjoldpadde sejlede de små folk tilbage til skoven, hvor de glædede sig over hver morgen, nød naturens mad og holdt fred med hinanden.
En dag vandrede Skjoldpadde langs bredden til det hvirvlende vand og opdagede en lille jordhytte. En nøgen Padde puslede med det fineste mosaikmønster. Skjoldpadde samlede en mundfuld skaller, der skinnede som perlemor og gav dem til den nøgne. Inden længe lå deres æg i Moder Jord. Da børnene klækkede, var de alle skjoldunger, og derfra stammer alle jordens skjoldbeklædte Skildpadder.
Tegn en ‘SkjoldPadde’ !
Den efterfølgende udstilling indebærer en samtale, der kan handle om paddernes køn M/K, ‘småfolk’ (insekter/edderkopper/feer mv.), årstiderne, bæredygtighed før og efter de tobenedes opdukken – og selvfølgelig Skildpadde’s skjoldmønster.
En drømmefanger er et helligt redskab, som træner børn i at kende visioner, mareridt og drømme. Den fungerer som en håndgribelig forbindelse til den ‘åndelige’ verden.
Hos oprindelige folk fandtes der blandt de gamle viise kællinger en ‘klanmor’, der havde kontakt til edderkoppe-tricksteren og dermed evnen til at væve. Hun skabte drømmefangere til hvert af klanens børn, medens hun sad ved deres nattelejer og sang. Sangen og drømmefangeren groede ud af kællingens vision, og i spindet hæftedes symboler for ‘naturens medicin’ for netop det barn og dets årstidsmåne. Eksempler kunne være en guldsmed, en ler-stjerne-fugl med forskellige øjne, en strandskal eller måske tænder og knogler af totemdyr.
Drømmefangeren hænges over barnet, der får fortalt, at vævet fanger nattens ‘syn’. De gode og opbyggelige drømme opfanges i nettet og drysses gennem fjerene ind i barnet. De onde og ødelæggende syn flyver væk gennem hullerne eller fastholdes, så dagslyset kan bortsmelte dem.
Blandt oprindelige folk er der sorg over, at det vestlige forbrugersamfund har reduceret drømmefangere til en kommerciel pyntetingest. Det er en slags misbrug af etnisk kulturarv. Men det er mest synd for vestlige neurotikere, at de tror, at magi kan omplantes som perlebesat dimseri. Uden klanmoderens magiske sang og vision. Håbet er dog, at den magiske visdom trods alt trænger igennem…
Drømmefangere kan opfattes som symbol på børns virksomme og autonome Selv. Inden det bliver sløret af forfængeligheden…
Se også Mønstervæveren.
Dagens fugl er ikke den smilende kobbersneppe, men en gentagelse af vandrehistorien om Den Vestjyske Sangfugl. På opfordring.
Der var engang en sangfugl, der sang for alle og sig selv i klitterne langs Vesterhavet. Den nød så inderligt at synge, at den forblev i landskabet, da dens flok fløj mod varmere himmelstrøg.
Men da frosten bed i luften, vendte den næbbet mod syd, indtil kulden tvang den i knæ i marsken.
Vor lille frysende fugl lander bag en kvie, der i samme nu slipper en dampende kokasse. Varmen går fuglen til hjertet, og i lykkerus bryder den ud i sang.
Men gårdens kat hører tonerne; og så slutter fortællingen.
Historien har tre moraler:
1. Du skal ikke tro, at alle, der skider på dig, vil dig det ondt!
2. Du skal ikke tro, at alle, der trækker dig ud af skidtet, vil dig det godt!
3. Står du i skidt til halsen og har det fint, så ti stille!
Spættens medicin er et eksempel på, hvordan naturhistorie kan bruges som allegori og symbol-oversættes på samme måde som ved drømmetydning.
At møde et dyr kan opfattes som en givende fortælling. Dyrets udseende kan symbolisere seerens fremtoning/persona/ego, medens dyrets biologi og opførsel handler om personlighed/færden/handlekraft.
Oprindelige naturfolk tog varsler på den måde. Et væsen, der krydser ens vej overbringer en meddelelse fra forsynet – eller åbner en oplysning fra ens egen underbevidsthed…
Ligesom når en sort kat går på tværs. 😉
Et spættemøde kan måske ‘afkodes’ således:
Spætter er farverige flyvere, hvis lyde høres på lang afstand. De arbejder hamrende hårdt i råddent træstof for at finde dyrebar næring: larver, der omsætter dødt træ-væv til animalsk liv. Larverne forpupper sig og forvandles til perfekte, farverige insektskabninger.
Fuglens biologi kan demonstrere, at det kræver hårdt arbejde at finde nærende liv. Det særlige aspekt her er forvandling. Metamorfosen fra krybende larve via puppe til fuldkomment insekt.
Men spættens læring kan også handle om at være opmærksom på et spraglet, flyvsk ego, der kan høres langt væk. Alt afhænger af øjnene, der ser.
Allegoriske fortællinger er leg med levende ord, berigelser af sanseligheden og næring til fantasien 🙂
Se også Drømmesymboler.
månemorgengry
mangetonig fuglesang
hjertestemmende
Skjaldemjøden er en udvidet og anderledes vinklet fortælling om Kvasirs Blod. Den handler om at stifte fred og om at dyrke fredens væsen, som er Kvasir. Visdommens omvandrende fredsmægler. En slags vølve uden køn. Eller dobbeltkønnet…
I fordums tid rasede en slags krig mellem aser og vaner. Aserne var krigsguder, hvis mål var kamp, erobring og grådighed. For at demonstrere magt angreb de konstant vanerne. De var kærlighedsguder, og deres gebet var omsorg, frugtbarhed og bæredygtighed.
Da krigsguderne blev trætte af, at de ikke fik forventet modstand, indså de, at de egentlig ikke kunne undvære kærlighedsguderne. Freden havde vundet, og guderne beseglede en venskabspagt ved alle at spytte i et stort kar. Det blev skvulpende fyldt af fælles livsvæske.
Freja og Frej var vanernes fremmeste magere udi frugtbarhed. De var tvillinger og kanske kærester. Eller måske to forskellige sider af samme gud. De stak hænderne i spytsuppen, rørte rundt i spiraler og fremdrog Kvasir af gudespyttet. Hon var den kløgtigste af dem alle, for hon havde alviden fra både vaner og aser. Fredens væsen.
Kvasir vagabonderede omkring, fejrede hverdage og højtider og stillede sin visdom til rådighed for enhver, der spurgte. Engang dukkede to af de underjordiske svartalfer op. Fjaler (Snyderen) og Galar (skrigeren) tilhørte underverdenen, hvis småfolk fremstod som sortalfer, vætter og dværge. Nisserne var af samme afstamning. De indbød Kvasir til Svartalfheim, for de havde spørgsmål, som andre ikke måtte høre.
Selvom Kvasir vidste, at intet godt var i sigte, fulgte hon med, som skæbnen bød høn. Svartalferne var eksperter i at udtrække det skinnende af undergrunden. De var kendt for guldet og den deraf følgende grådighed. Kvasir undergik deres forvandlingstrolddom. Dværgene slog høn ihjel og tappede hons blod i to gryder (Son og Bod) og i en kedel (Odrører). I det lunkne blod hældte de honning, og blandingen gærede til en berusende skjaldemjød. Kvasirs blod. Drikkes den i passende mængder giver den visdommens, fredens og digterkunstens gave. Men indtagelse af upassende mængder medfører forbandet vanvid, griskhed og krig.
Kvasirs ublodige lig sendte de til guderne sammen med løgnen om, at den omvandrende skjald var blevet kvalt i sin egen klogskab. Tvillingerne tog resterne af deres kunstværk under kærlig behandling og gav det nyt liv; men det er en helt anden fortælling. Vølvens Spådom!
Fjaler og Galar drak blodmjøden i upassende mængder, og i rusens ondskab druknede de jætten Gilling. En typisk tung, langsom og venlig jætte, der uheldigvis kom på tværs. Hans kone blev larmende af sorg, så hende dræbte de også. Men sønnen Suttung blev vred af sorg og forsøgte retfærd. Han lod de vandskrække svartalfer smage drukendødens vand ved at sætte dem på et klippeskær, der blev oversvømmet ved højvande. De underjordiske kunne ikke svømme. Lige før undergangen tilbød Suttung dem livet for skjaldemøden, som derefter også kaldtes Suttungs Mjød.
Suttung var klar over, at mjøden var både en gave og en forbandelse. Han gemte den dybt i et bjerg, og han lod sin til den tid trofaste datter Gunlød våge over drikken. På den måde blev en fars pige gemt af vejen i trofasthedens navn.
Odins ravne Hugin og Munin havde fulgt hele hændelsesforløbet, så den alvidende overgud var informeret. Hans magtbegær og bjærgsomhed krævede, at skjaldemjøden skulle være i hans varetægt. Derfor brugte han sin evne til af forklæde sig i hensynsløshedens tjeneste.
Almægteren forklædte sig som Bølværk, medbragte en hvæssesten og et bor, og så besøgte han Suttings bror Baugi med henblik på brodersvig. Det var høstens tid, og ni flittige og fredsommelige jætter arbejdede på Baugis marker.
Bølværk hvæssede høstarbejdernes leer så skarpe, at arbejdet gik som en leg. Derfor ville de eje hvæssestenen. Den forklædte Odin smed den ind blandt jætterne, der kastede sig over den; og i kampens hede skar de hinanden ihjel. Sådan som den store gud havde planlagt. Derefter gjorde han ni jættemænds abejdede for at gøre sig fortjent til Suttungs mjød.
Men Baugi havde ikke råderet over sin broders ejendom. Så Odin måtte fortsætte sine bedrag. Han overtalte Baugi til at følge ham til Suttungs mjødbjerg, hvor Bølværk borede et hul i klippen, omskabte sig til en orm og snoede sig ind til jættens artige datter.
Gunlød sad i bjergets dyb og funderede over sin skæbne. Hendes far havde udstedt skrappe ordrer om at værne om gryderne og kedlen, og hun fik den tanke, at livet kunne være andet for en livsduelig ung kvinde. Sådan tænkte hun, da Odin pludselig stod foran hende som en uimodståelig elsker.
Dybt i det mørke bjerg udforskede Gunlød sin evne til elskov. Helt uforstyrret lod hun sig indvie i kroppens mysterier; og hun lod det tage den tid, som det krævede. Den udmattede Odin forsøgte igen og igen at overtale jættekvinden til at lade ham smage Suttungs mjød. Han forsøgte at lokke hende med søde ord, som ville blive mere poetiske, hvis han fik en mundsmag af drikken.
Men Gunlød havde ikke brug for søde ord. Hun vidste selv, hvor sød hun var. Dog efter mangen en elskovleg konkluderede hun, at livet nok var andet end at følge sin fars ordrer. Mjøden var hans og livet var hendes eget. Hun havde luret, at elskeren var mere end interesseret i skjaldedrikken, og hun tænkte, at hvis han løb af med den, så fik hun sin frihed.
Efter en passende tid, gav hun Odin adgang til både gryder og kedel. Han opførte sig præcist så grådigt og ubehøvlet, som hun havde forventet. Gudefaderen forvandlede sig til en kæmpemæssig rovfugl og drak rub og stub. Gunlød lod ham få et forspring, inden hun varskoede sin far. Hvis mjøden nåede vel til Asgård, ville hun være fri for at værne om den.
Da Suttung omsider lyttede til sin datter, kastede han sig i sin ørneham. Han var faretruende nær ved at indhente Odinfuglen; men den sendte en våd prut lige i synet på jætten. Siden da var skjaldemjøden i gudernes varetægt, og gode fortællere siges at have smagt den. Men de dårlige fortællere er dem, der blev ramt af fugleklatten fra gumpehullet…
Du kan selv digte den fortsatte historie om Gunlød – og følgerne af elskovslegen mellem safterne dybt nede under bjerget…
Spurvehøgens medicin omfatter to “mentale vejledninger”:
Se det hele lidt fra oven!
og
Bevæg dig lydefrit svævende!
En kold morgen fløj spurvehøgen ind i ruden på baggangens dør. Fuglen landede med brækket hals på bagtrappen, hvorfra den lagdes til hvile i fryseren.
Senere blev høgen centrum i et biologisk laboratorium og en begravelses-højtidelighed på sejdehøjen.
Ritualet ved en dyregravlæggelse kan bestå af tre punkter:
1. Velkomst med hilsen, oprindelige folks, den nordiske eller en helt tredje.
2. Fortælling om dyret og de egenskaber, der giver medicin/råd/forbilleder til mennesker.
3. Økologi-remsen:
Af Jorden er du kommet,
Til Jorden skal du blive,
Fra Jorden skal du genopstå.
Finalen: “med kors og bånd og stjerner på” erstattes med
“med næb og kløer og vinger på”, når det er en fugl.
Børn fryder sig ved ritualer og remser i naturen 😀
Spurvehøgens biologiske rester blev begravet i sejdehøjen, som nu benævnes Høgens Høj.
lydløst svævende
hævet over det hele
høgens medicin