anfald og henfald
knæfald bønfald og frafald
dødsfald og snefald
Indfald og Udfald
‘Indfald og Udfald’ er titlen på Asger Jorns bog (1972) til folk, der er “analfabeter i at læse billeder”!
Den farverige kunstner tager os ved hånden og fortæller, hvad han ser i 231 værker, hovedsageligt relieffer med mytologiske og religiøse motiver.
Vi ser på prægtige skægvækster og indviklede hårpragter, strittende tommelfingre, hoveder, der hviler i hænder, og løse hoveder.
Jorn gengiver folkeeventyret om Guldhovedet, der ligner Den Lille Hvide Kat:
En yngste søn falder i et hul i skoven, og i stedet for en kat møder han et guldhoved i det underjordiske slot. Ungersvenden beviser sin troskab gennem drabelige prøvelser og vinder en hel skønjomfru.
Fantasirejsen omfatter også fabuleringer omkring Gundestrupkarret, brakteater, båndslyng, skrifttegn som billedelementer, udfald mod kunst-akademikere og meget mere.
En gang imellem tager jeg ‘Indfald og Udfald’ ud af reolen. Hver gang ser jeg noget, jeg ikke så gangen før; og når jeg lukker bogen, har jeg flere spørgsmål end svar.
En anbefalelsesværdig af-analfabetisering!
Bogens sidste sætning:
‘Indfald og udfald virker da som affald, et påfaldende ordspil, der sikkert vil glæde mange.’
indfald og udfald
optur følges af nedfald
landing som affald
Hrungners Hjerte
Hrungners hjerte var af sten med tre spidser. Han var en koloenorm fjeldjætte, der blev dræbt af Mjølner-hammeren i den mytologiske tvekamp med Thor.
Inden Hrungnir blev dræbt, var han højtrungende, og han pralede gerne af sin hest Guldfaxe. Praleriet blev hans død, og hesten gik til den 3 dage gamle Magni, Thor’s søn med jættekvinden Jernsaxe (metal-klinger). Hun tolkes sommetider som den vilde Sif med daggerter af jern, dengang hun levede i skoven Taksdale, før hun flyttede ind til Thor i Asgård.
Fra Gotland kendes to billedstene med 2 vidt forskellige vikinge-knude-motiver:
Tängelgårda og Stora Hammar:
På Tängelgårda-stenen ses en hest (Guldfaxe?) med et knudetegn under bugen. Det tolkes som Hrungnirs hjerte. Bestående af en triquetra af trekanter i ét bånd. Selvom tegnet ikke kun har 3 spidser, men 6!
Mellem hestens forben ses motivet drejet, og mellem bagbenene ses en trekant:
Stora Hammar-stenen er især kendt for ‘Valknute’, et sammenvævede trekant-mønster. Fortolkningerne er frie:
På et alter/kiste (?) ligger en figur, og til højre står en mand med stav/sværd (Odin?). Over dem ses trekantknuden og fugle (ravne/falke?) Til venstre hænger en figur (Odin?) i et træ.
Motivet kan forestille Odin, der udfører sejd. Det understreges af afbildningen af den hængte Odin i træet, hvor han efter ni dage fik sin magiske vision. Knuden symboliserer de 3 verdener, som sejd kan bevæge sig i: underverdenen, oververdenen og mellemverdenen.
Valknute består af 3 ligesidede trekanter, der er viklede ind i hinanden. Altså tre lukkede bånd (hvide). Hrungnirs hjerte af ét uendeligt bånd (grønt) kan tegnes inde i Valknute:
Hrungners hjerte af eet sammenhængende bånd kan måske symbolisere de 3 norner, Urd, Verdande og Skuld…
Benævnelsen ‘Valknute’ er en nymodens betegnelse. I en mandsdomineret kultur blev knuden tolket ind i krigeriske sammenhænge som symbol på val-pladsen, hvor Odin med magi bandt krigere M/K til at kæmpe – og dø!
Valhalla-mentalitet. Grådighed og krig.
Måske kan knudetegnet i stedet ses som et sejdesymbol for fred og bæredygtighed? Folkvang-mentalitet.
Se indlægget om Sejd !
Skild-Padde’s Historie
‘Hvordan Padde fik sit Skjold’ er en af oprindelige folks naturmyter.
Her fortælles den for børn – OG voksne – som et oplæg til at tegne:
I tiden inden de tobenede satte deres fødder på Moder Jord, levede Padde ved hvirvlende vand omkring en ø. Den var nøgen ligesom Firben og deres vekselvarme fætre og kusiner, så den havde bygget en lille jordhytte, den kunne møve sig ind i. På kolde dage lå den i Moder Jords favn. På varme dage gik den ved vandet og samlede skaller til det mosaikmønster, som prydede jordhulens gulv, loft og tag. Hvor hulens tag mødte jorden, lå en skal for hver af månetidernes ny og næ gennem året. En blå månesten sad over indgangen. Taget glimtede af perlemor, når Bedstemor Måne skinnede på den kunstfærdige kalendermosaik.
En dejlig sommermorgen trængte varmen ind i Paddes hule sammen med naturens dufte og lyde. Langsomt strakte Padde sine kølige og stive lemmer ud i verden, hvor den blev mødte af Ørns hyldest-skrig: “Morgenen er vidunderlig, livet er skønt!” Ørn svævede frit over landskabet, hilste på store og små og huskede alle på livsglæden. Padde ville gerne være et væsen, der spredte glæde.
Senere på året oplevede Padde, at jorden rystede og skallerne klaprede, så den skyndte sig (langsomt) ud af hulen. Lige ved siden af den groede et meget højt kogletræ med modne frugter i toppen. Elg stod fast på sine fire ben og bankede geviret ind i træstammen, så koglerne hamrede ned på jorden. Straks efter strømmede skovens gnavere og andre sultne dyr frem og samlede den gode mad. Padde ville gerne være et væsen, der spredte mad.
Få dage efter genlød skoven af en frygtelig ballade. Egern var i drillehumør og skabte krig mellem de flyvende og de firbenede. Skrig og skrål og vrede fyldte luften. Uroen gennemtrængtes af en voldsom brølen; og så blev alt stille. Sindigt vandrede Bjørn mellem de stridende parter, bad dem holde fred og sørge for at samle forråd til den kommende dvaletid. Padde ville gerne være et væsen, der spredte fred.
Padde ville så gerne gøre godt for vennerne i skoven, men den kunne ikke flyve højt og sprede glæden over livets skønhed eller sørge for maden til dyrene eller oprette freden blandt levende væsner. Den møvede sig ind i sin jordhule og tænkte over, hvordan den kunne bruge sig selv til gavn for medskabningerne.
Men skønheden, madglæden og freden varede ikke ved. En hujende blæst blev til en hylende storm med lyn og torden. Langt borte slog lynet ned, og en lille duft af røg varslede katastrofe. Snart bølgede sort røg mellem træernes stammer. Ilden nærmede sig langs jorden ned gennem træernes toppe. Et lyn slog ned i et træ, der væltede ned på Paddes skalbeklædte jordhytte. Padde var nær blevet mast; men den lå levende fastklemt under skallerne.
Røgen formørkede dagen, og Padde brugte alle sine kræfter, der var flere, end den selv troede, på at klemme sig ud under den tunge stamme. Moder Jord var blød og gav efter, så Padde slap fri. Langs det hvirvlende vands bredder var en kaotisk sammenstimlen af væsener, der var flygtet fra ilden. De dyr, der kunne svømme, flygtede ud til øen; men skovens andre småfolk var ude af sig selv af skræk.
Padde var heller ikke helt sig selv. Den følte sig ør og tung efter at have være fastklemt og havde svært ved at bevæge sig. Pludselig opdagede den, at skallerne fra jordhulen sad fast! De var klemt sammen til et skjold, der dækkede Paddes nøgenhed. Den var blevet til Skjold-Padde!
Inde i skjoldet var Padde forvirret, indtil småfolkets skrigeri trængte ind. Så vidste den, at tiden var inde. Forsigtigt kravlede den ned til vandkanten, hvor den lod småfolk klynge sig sammen overalt udenpå og indeni skjoldet. Så padlede Skjoldpadde dem over til øen. Den blev ved og ved og ved, indtil alle de små var reddet; og så kom ilden raserende. Ovre fra øen kunne de alle se, hvordan flammerne åd skoven og det væltede træ, der klemte skallerne fast på Padde.
Regnen kom, og ilden døde. Røgen blæste væk, frø spirede og træerne satte nye skud. En ny tid kom, og livet genopstod. Skjoldpadde sejlede de små folk tilbage til skoven, hvor de glædede sig over hver morgen, nød naturens mad og holdt fred med hinanden.
En dag vandrede Skjoldpadde langs bredden til det hvirvlende vand og opdagede en lille jordhytte. En nøgen Padde puslede med det fineste mosaikmønster. Skjoldpadde samlede en mundfuld skaller, der skinnede som perlemor og gav dem til den nøgne. Inden længe lå deres æg i Moder Jord. Da børnene klækkede, var de alle skjoldunger, og derfra stammer alle jordens skjoldbeklædte Skildpadder.
Tegn en ‘SkjoldPadde’ !
Den efterfølgende udstilling indebærer en samtale, der kan handle om paddernes køn M/K, ‘småfolk’ (insekter/edderkopper/feer mv.), årstiderne, bæredygtighed før og efter de tobenedes opdukken – og selvfølgelig Skildpadde’s skjoldmønster.
Klik På Person
Klik på person
– og få en læseoplevelse!
Lysfesten
Lysfesten afslutter mørketiden, og højtiden er den første af solårets fire fejringer af Moder Jord. Lys tændes for kvindekraften, som har mange ansigter. Maria og Brigid er to af dem.
De nordiske mytekællinger kan æres ved de otte årstidsfester.
Mit fortælle-forslag til festerne for Moder Jord:
Lysfesten: Myten om Hel.
Vårfesten: Myten om Idun.
Høstfesten: Myten om Sif.
Mørkefesten: Myten om Skade.
Kvindemyter til de fire fester for himmelen, som markerer Bedstefar Sols dans over Fader Himmel:
Vintersolhverv: Myten om Angerboda.
Forårsjævndøgn: Myten om Freja.
Sommersolhverv: Myten om Gullvejg.
Efterårsjævndøgn: Myten om Frigg.
Fordel mytekællingerne efter egen natursans!
Ved at fejre de otte naturhøjtider forbinder mennesker sig med naturens rytmer og mønstre, og alles natursans næres.
Over hele kloden fester folk omkring bål, fællesspisning, lege, danse og fortællinger.
Det levende ord opliver og oplyser, og ovenstående myter er forslag til at oplive kvindekraften. Myter er ikke fakta, og man kan bruge dem, som man lyster. Kvindemyterne er fra Nordens Mytologiske Årstidsfester.
Natursansen forstærkes ved også at fejre Bedstemor Månes 12-13 månetider. Hvis nymåner og fuldmåner festligholdes, så bliver livet fest efter fest efter fest… 🙂
En ‘fest-opskrift’ findes i indlægget Højtidsfester.
Glædelig Lysfest!
Se også Agerbrugerens Kalender, De 8 Højtidsfester og Nordens Solhjul.
Mørketiden er Hi-tid
Kære Læsere
Mørketiden er hi-tid. Den indledes idag med mørkefesten Allehelgen og varer indtil lysfesten Kyndelmisse. Naturen går i dvale; og jeg vil minimere mit skærmforbrug. Det indebærer, at jeg i hviletiden ikke skriver til hjemmesiden. Den omfatter nu omtrent 600 tidløse indlæg, hvoraf mange indeholder links, der fører labyrintisk omkring i sitet.
Glædelig mørketid!
naturens hvile
i livstræets tre rødder
ulmende visdom
Mytos og Mønstre
Mytos og mønstre er visdommens grundlag – forbundet til Det Numinøse.
Vi har alle et indre ‘landskab’, der er dannet af naturoplevelser, eventyr, bibelhistorier, myter, virkelighedens og teatrets dramaer plus andre oplevelser.
Det er Den Personlige Mytosverden.
I den kan også indgå romaner, film, musik og andre værker skabt af kunstnere med kontakt til ‘mytesuppen’.
I min mytos findes bl. a. en 1001 nat -verden, og i den ligger alle de visdomsmønstre, som fortællingerne bærer – også selvom jeg ikke har gjort mig dem bevidst. Det samme gælder de nordiske myter, de indianske klanmødre, mytologierne omkring Middelhavet og meget mere. Det hele er syltet ind i oplevelser af naturens mønstre og rytmer. Mit autonome Selv ordner visdommene i mønstre, der synliggøres, når jeg har brug for det. Min ‘natursans‘.
Denne personlige mytosverden er gennemsyret af det kollektive ubevidste. En slags ur-fælles ‘mytesuppe’. Og den er under-bevidst i mit Selv, det autonome mønster, der er min forbindelses-nerve til det Numinøse.
Hjemmesiden annevoel.dk er uddrag af min mytos.
Når jeg op-lyses af kollektiv visdom og op-lever ‘klarsyn’, gror de ud af mønstrene i mit Selv. De fremstår i symbolsprog, som kan tolkes ved brug af logos. Ligesom ved drømmetydning. Se også Logos og Mytos.
Klarsyn er indsigter, der kan optræde som natlige og vågne drømmesyn, som aha-indfald i en travl hverdag, som visioner i naturen – og på mange andre måder. De kan indtræffe spontant, eller de kan opsøges – måske ved hjælp af shamanheste.
Adgangen til det helende mytos-selv hindres, når menneskers opmærksomhed er ‘besat’ af forfængelighed, vrede, begejstring og andre manifestationer af ønsker og begær i logos-verdenen.
Portalerne til indsigterne kan åbnes ved forskellige metoder. Meditation kan være en vej, og Sejd er den nordiske tradition. En af mine adgange er haikudigtning.
Mandalaer er mindmaps over Selvets mytosverden i flere religiøse traditioner. Shambhala er benævnelsen for mytos-Selvet i den tibetanske buddhisme.
Med øvelse kan man optræne kontakten til sit Selvs mønstre og det kollektive underbevidste. Mørketiden indbyder til at gå på opdagelse i mytosverdenen og øve sig i at forstå sig selv.
Måske inspireret af ‘vølven’ Pythia i Delfi: Kend dig selv!
God Fornøjelse!
Knude-Mandala af Leonardo da Vinci
En Drømmefanger
En drømmefanger er et helligt redskab, som træner børn i at kende visioner, mareridt og drømme. Den fungerer som en håndgribelig forbindelse til den ‘åndelige’ verden.
Hos oprindelige folk fandtes der blandt de gamle viise kællinger en ‘klanmor’, der havde kontakt til edderkoppe-tricksteren og dermed evnen til at væve. Hun skabte drømmefangere til hvert af klanens børn, medens hun sad ved deres nattelejer og sang. Sangen og drømmefangeren groede ud af kællingens vision, og i spindet hæftedes symboler for ‘naturens medicin’ for netop det barn og dets årstidsmåne. Eksempler kunne være en guldsmed, en ler-stjerne-fugl med forskellige øjne, en strandskal eller måske tænder og knogler af totemdyr.
Drømmefangeren hænges over barnet, der får fortalt, at vævet fanger nattens ‘syn’. De gode og opbyggelige drømme opfanges i nettet og drysses gennem fjerene ind i barnet. De onde og ødelæggende syn flyver væk gennem hullerne eller fastholdes, så dagslyset kan bortsmelte dem.
Blandt oprindelige folk er der sorg over, at det vestlige forbrugersamfund har reduceret drømmefangere til en kommerciel pyntetingest. Det er en slags misbrug af etnisk kulturarv. Men det er mest synd for vestlige neurotikere, at de tror, at magi kan omplantes som perlebesat dimseri. Uden klanmoderens magiske sang og vision. Håbet er dog, at den magiske visdom trods alt trænger igennem…
Drømmefangere kan opfattes som symbol på børns virksomme og autonome Selv. Inden det bliver sløret af forfængeligheden…
Se også Mønstervæveren.
Mytekredsens Symbol
Mytekredsens symbol er en kurveblomst med tungeformede randkroner og rørformede skivekroner. I den kurveblomstrede plantefamilie er blomsterne bittesmå, så de sidder sammen i en blomsterstand. Kurven består af en bund, hvorpå de små blomster er ordnet i matematiske spiraler:
I denne solsikke ses de rørformede skiveblomster i knop i midten, hvorfra de springer ud. Når de åbner sig, frembryder det tvedelte støvfang, som opsamler pollen, der spirer i frugtanlægget og udvikler solsikkefrø. Et frø i hver blomst.
Hver randblomst har en stor tungeformet krone, som tilsammen danner en solcirkel, der tillokker insekter. Sådan virker også kamille, morgenfrue og andre kurveblomstrede.
Mytekredsen er en cirkel af fortællere eller dansere, som tier eller taler og synger med tunger. De kan symboliseres med en morgenfrues blomsterstand:
Læs også om Blomstrecoaching !