En Drømmefanger

En drømmefanger er et helligt redskab, som træner børn i at kende visioner, mareridt og drømme. Den fungerer som en håndgribelig forbindelse til den ‘åndelige’ verden.

Hos oprindelige folk fandtes der blandt de gamle viise kællinger en ‘klanmor’, der havde kontakt til edderkoppe-tricksteren og dermed evnen til at væve. Hun skabte drømmefangere til hvert af klanens børn, medens hun sad ved deres nattelejer og sang. Sangen og drømmefangeren groede ud af kællingens vision, og i spindet hæftedes symboler for ‘naturens medicin’ for netop det barn og dets årstidsmåne. Eksempler kunne være en guldsmed, en ler-stjerne-fugl med forskellige øjne, en strandskal eller måske tænder og knogler af totemdyr.

Drømmefangeren hænges over barnet, der får fortalt, at vævet fanger nattens ‘syn’. De gode og opbyggelige drømme opfanges i nettet og drysses gennem fjerene ind i barnet. De onde og ødelæggende syn flyver væk gennem hullerne eller fastholdes, så dagslyset kan bortsmelte dem.

Blandt oprindelige folk er der sorg over, at det vestlige forbrugersamfund har reduceret drømmefangere til en kommerciel pyntetingest. Det er en slags misbrug af etnisk kulturarv. Men det er mest synd for vestlige neurotikere, at de tror, at magi kan omplantes som perlebesat dimseri. Uden klanmoderens magiske sang og vision. Håbet er dog, at den magiske visdom trods alt trænger igennem…

Se også Mønstervæveren.

Mytekredsens Symbol

Mytekredsens symbol er en kurveblomst med tungeformede randkroner og rørformede skivekroner. I den kurveblomstrede plantefamilie er blomsterne bittesmå, så de sidder sammen i en blomsterstand. Kurven består af en bund, hvorpå de små blomster er ordnet i matematiske spiraler:

I denne solsikke ses de rørformede skiveblomster i knop i midten, hvorfra de springer ud. Når de åbner sig, frembryder det tvedelte støvfang, som opsamler pollen, der spirer i frugtanlægget og udvikler solsikkefrø. Et frø i hver blomst.
Hver randblomst har en stor tungeformet krone, som tilsammen danner en solcirkel, der tillokker insekter. Sådan virker også kamille, morgenfrue og andre kurveblomstrede.

Mytekredsen er en cirkel af fortællere eller dansere, som tier eller taler og synger med tunger. De kan symboliseres med en morgenfrues blomsterstand:

Sælkvindens Børn

Sælkvindens Børn er en fortælling, der er vævet af tråde fra fjerne myter.

Det nordiske myteunivers omfatter ni verdener, hvoraf Udgård er jætternes land. Jotunheim. Mange jætter har evnen til at skifte ham, og Tjasse kan iklæde sig ørnefjer og færdes frit i luften. Hans datter Skade kan smyge sig i sælskind og boltre sig i vandet.

Engang skete det, at sælkvinden Skade kastede sit skind på stranden ved Noatun i udkanten af Asgård. Dér dansede hun jordforbindelse sammen med andre havfolk. På Noatun levede vanernes høvding Njord, som kendte Skade, der engang valgte ham og hans dejlige fødder. Smuk jordforbindelse. Sammen fik de en datter under månen og en søn under solen.

Sælkvinden Skade og havguden Njord levede imidlertid i hver sin verden. Skade foretrak jætternes bjerglandskab med hylende ulve, medens Njord kun følte sig hjemme nær det frugtbare hav og de skrigende måger. Deres børn følte sig hjemme alle vegne, og de lærte hurtigt at klare sig selv. De flyttede ind i livstræet Yggdrasil, hvor de under leg optog alt fra de ni verdener, der kunne styrke dem til at overleve den store undergang.

Ragnarok indfandt sig, og de gamle verdener gik til grunde. Livstræet krone brændte, men fra roden i Mimers brønd voksede skoven Hoddmimer. I den overlevede månepigen Liv og soldrengen Livtraser. De grundlagde nyt liv i pagt med deres forældres rødder, som var urkraften fra jætternes kaotiske natur og vanernes visdom om frugtbarhed, bæredygtighed og fred.


Familiebillede *

Sammen med Sifs børn Trud og Modi og Friggs milde søn Balder og hans kæreste Nanna skabte Liv og Livtraser et nyt Midgård. De blev urforældre til mange slægter, hvis hverdage blev levet i pagt med månen, som styrer det livgivende vands rytmer, og med solen, hvis vandringer skaber dag og nat og årstiderne.

Nanna blev mor til Forsete (for-sidderen), forsoningens, retfærdighedens og tålmodighedens gud(inde?)…

NB: Denne fortælling har rødder i kristne mænds myter; men den er sammenviklet af nutidig kollektiv kvindebevidsthed …

Hanna Snorradóttir uddanner fortællere i den nordiske tradition.
Se Nordisk Visdomsuddannelse.

* Familiebilledet forestiller Zeus, Leto, Apollon og Artemis, men det kunne da lige så godt være Njord, Skade, Livtraser og Liv 😉

Høsttidens Højtid

Høsttidens højtid fejres idag med bål og ritualer, der samler menneskenes opmærksomhed og kræfter. Fire gange i løbet af solåret fester vi for Moder Jord og den mad, som jorden giver os. Høstfesten er den tredje af solårets fire jordfester:

Lysfesten 2. februar: Moder Jords jomfruelige mandbarhed
Vårfesten/Løvspringsfesten/Valborgsaften, 30. april: Moder Jords liflige frodighed.
Høstfesten 2. august: Moder Jords modning og afkom.
Mørkefesten/Løvfaldsfesten/DeDødesNat, 31. oktober: Moder Jords forfald og hvile.

Festerne omfatter gentagne ritualer, som selvfølgelig indeholder en helende myte. Høstfesten falder under den helende måne, hvis kraft er at erkende, beundre og leve de livsmønstre, som er naturens livsnerve. I hver af os selv og i samklang med andre.

Høstfestens myte handler om naturkvinden Sif – og om hendes mænd…  😉
Sif gør os opmærksom på, at idag bliver efterfulgt af imorgen, at overlevelse afhænger af forråd, og at livet er en leg – i kærlighed!

Myten om Sif

Tidligt i tidernes morgen levede Sif i skoven. Hun var barn af naturen, færdedes på ski og nedlagde sin føde med bue og pil. Hver dag levede hun fra hånden til munden, og hun stod sig godt med både luftens lysalfer og de underjordiske svartalfer. Småfolkene betragtede hende som deres yndling, og hun var et af de få foretagender, de arbejdede sammen om.

Naturkvinden Sif kendte alle planter og alle dyr; og hun kendte alle de rejsende, der drog gennem skoven. Hun tog sig gerne kærligt af farende svende, som derfor ofte havde ærinder i Taksdale, hvor Sif dengang holdt til. Charmøren Loke var en af hendes yndlingsgæster. De kunne bruge dage og nætter på lege, hvor de trænede Lokes evne til at forvandle både sig selv og hende efter deres godtbefindende.

Kærlighedslivet medførte, at Ull blev født en sensommerdag, da bær bugnede på skovens vækster. Sif lod sig forvandle af moderskabet. Hun lærte, at hver dag bliver efterfulgt af imorgen. At efter sommer kommer vinter. Så med ansvar for det lille drengebarn måtte hun nu tænke på vinterforråd. Dværgfolket anviste hende en grotte tæt ved deres varme esser, hvor rindende vand piblede af klippen året rundt.

Gennem Ulls første vinter lærte Sif at være stedbunden. Hun var ikke længere den, der opsøgte vandrere i skoven. De kom til hende. Blandt de besøgende var Jords søn med Odin: Vildbassen Thor var en udfordring for harmonien i skoven. Han jagtede gerne alt, der bevægede sig; men Sif kunne tæmme ham.

Ull voksede op med mange mandlige forbilleder, hvoraf flere kunne være hans far. Det var der ingen, der tog så nøje. Drengen gik i sin mors fodspor og forfinede hendes evner på ski og med bue og pil.

En dag kom Thor meget målrettet på besøg. Der var aldrig nøl i hans handlinger, og Sif brød sig godt om hans mandighed. Så da han tog hende med et fast greb i hendes smukke hår, fulgte hun med ham hjem. Ull blev i Taksdale nær sortalferne.

Sif blev optaget i gudernes kreds ved et gevaldigt bryllup, som ingen senere helt kunne mindes. Hun vedblev dog med at tilbringe det meste af sin tid i skovene, hvor hun ofte besøgte sine dværgevenner. De oplærte hende i sortekunster, som hun anvendte i stilhed. Især i forhold til sin heftige husbond.

Ægtemanden Thor var den perfekte husbond for naturkvinden Sif. Han var nemlig sjældent hjemme, så hun kunne leve og strejfe, som hun altid havde gjort. Loke og de andre vandrende gæster besøgte hende stadig. De indrettede sig efter Thors gåen og kommen, og Sif fødte børnene Trud og Modi. Hun vidste, at børnene skulle overleve Ragnarak, så hun opdrog dem til at kunne leve under alle forhold.

Når Thor havde været på farten i flere dage, kunne han være meget fuld af mandighed, når han kom hjem. Sifs store hår var ikke blevet mindre med årene, og ægtemandens greb om frisuren var en del af deres lege.

Men en dag syntes Sif, at hun trængte til forandring. Hun rådslog med sine svartalfvenner om en ny hårmode. Dværgene ville gerne vise deres evner som make-over-kunstnere, og de arbejdede gerne sammen med Loke. Så en dag, han var på besøg, afklippede han Sifs hår under en ikke helt beskrivelig leg. De frydede sig begge. Indtil Thor vendte hjem.

Thor blev rasende over hustruens nye frisure. Hans forståelse af, at han havde mistet grebet i ægteskabet fik ham til at gå ase-amok. Loke holdt sig klogeligt på afstand i den tid, det tog for Sif at overbevise ægtemanden om, at hun kunne få svartalferne til at skabe en hårpragt, som aldrig var set lignende.

Dværgene var tændte på opgaven, og i samråd med Sif udviklede de et kunstværk af guldhår, som slog rod i hendes hovedbund. Med stolthed udførte de gudindens ønsker, der var anderledes spøjse, end de selv plejede at tænke. Gudinden ønskede, at de gyldne lokker skulle have slangeevner under visse akter, som ikke beskrives nærmere her.

Et af hendes andre påfund var, at det skinnende guldhår kunne brænde nallerne på den, der tog fat i håret, når ejerinden ikke ønskede det. Det medførte, at Thor af og til sås med handsker for at skjule forbrændte hænder. Andre af hårets egenskaber kendte kun hun – og Loke.

Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Helende Måne

Helende Måne er over os. Frugtudviklingens og helingens tid, hvor naturens indadvendthed og menneskenes udadvendthed styrkes.

At hele er baseret på det klarsyn, at naturen er hellig.
Hel.
Gennemsyret af fuldkomne og gentagne rytmer og mønstre.
Skaberværkets natur er at hele – sig selv!
I evindelighed.

Menneskets evne til at hele handler om at hele sig selv: At kende sig selv og at se, lytte og handle i overensstemmelse med naturens visdom, naturvidenskaben og godheden.
Evnen indebærer altså at kunne indse naturens medicin, livsrytmer og mønstre – også i sig selv – og handle derefter.

At hele sig selv er en krævende kunst, hvorved også Jorden heles.
At kunne hele andre er en depraverende illusion…

Heling kan inspirere. Når vi er opmærksomme på hinandens helende veje, så kan vi modtage læringer, som vi kan hele os selv med – og dermed ‘smitte’ hinanden… 😉

Hele-månen er ny idag; den er solårets ottende måne efter månetider, hvor vi fik kræfter til at
1.  åbne opmærksomheden efter mørketidens hvil,
2.  erindre det forgangne års læringer,
3.  vælge de gode erfaringer,
4.  se nye visioner og horisonter,
5.  lytte udad og indad til ukendte muligheder,
6.  fortælle og lade os fortælle ind i sammenhænge
7.  agere kærligt for fred…

Se også Gudinder og Månekællinger

Hil den helende måne!

P. S. (efter udmattende havearbejde 😉 ):
NATUR-ligt forfald, alderdom og død er HEL-hed; den slags kan selv ‘heling’ ikke forhindre!

Livets Gavebod

livets gavebod
altid overraskelser
se lyt vælg modtag

uforventede glæder
tilfreds taknemmelighed

* * *

ulykkens vildspor
målsætninger og higen
 utilfredshedens afvej

Spættens Medicin

Spættens medicin er et eksempel på, hvordan naturhistorie kan bruges som allegori og symbol-oversættes på samme måde som ved drømmetydning.

At møde et dyr kan opfattes som en givende fortælling. Dyrets udseende kan symbolisere seerens fremtoning/persona/ego, medens dyrets biologi og opførsel handler om personlighed/færden/handlekraft.

Oprindelige naturfolk tog varsler på den måde. Et væsen, der krydser ens vej overbringer en meddelelse fra forsynet – eller åbner en oplysning fra ens egen underbevidsthed…
Ligesom når en sort kat går på tværs. 😉

Et spættemøde kan måske ‘afkodes’ således:

Spætter er farverige flyvere, hvis lyde høres på lang afstand. De arbejder hamrende hårdt i råddent træstof for at finde dyrebar næring: larver, der omsætter dødt træ-væv til animalsk liv. Larverne forpupper sig og forvandles til perfekte, farverige insektskabninger.

Fuglens biologi kan demonstrere, at det kræver hårdt arbejde at finde nærende liv. Det særlige aspekt her er forvandling. Metamorfosen fra krybende larve via puppe til fuldkomment insekt.

Men spættens læring kan også handle om at være opmærksom på et spraglet, flyvsk ego, der kan høres langt væk. Alt afhænger af øjnene, der ser.

Allegoriske fortællinger er leg med  levende ord, berigelser af sanseligheden og næring til fantasien 🙂

Se også Drømmesymboler.

Gudinder og Månekællinger

Gudinder og månekællinger er vidt forskellige kvinde-ikoner. De kan ses som mytologiske kraftkilder; og de formidler den kraft, som de forventes at give. I den kultur de er kommet til verden.

Månekællinger/klanmødre er kvindelige arketyper, som er forbundne til Moder Jords biologi. De er i pagt med kvindeliv i oprindelige folks hverdag, og de kan bruges som håndgribelig inspiration gennem årstiderne. Jordforbindelse.

Gudinder kan ses som ophøjede skæbneidoler, der ofte er skabt af mandlig fantaseren om moderen, madonnaen og skøgen som skønheder. Æteriske idealvæsner uden alder og jordforbindelse. I den vestlige verden. Illusioner.

Månekællingerne følger årets månetider og planternes vækstsæson. De 12-13 månetider indledes ved vintersolhverv, og de forbindes med Moder Jords livsytringer:

1. dvale
2. ulmen
3. vågnen
4. spiring
5. vækst
6. blomstring
7. befrugtning
8. frugtsætning
9. modning
10. forfald
11. hvile
12. død
13. mutation

De første seks månetider er udadvendte, udvidende og opstigende ligesom solhøjden og dagslængden indtil sommersolhverv. Når dagene bliver kortere, vender livs-strømmene og bliver indadvendte, sammentrækkende og nedstigende indtil vintersolhverv.

Menneskeliv følger også denne rytme med en slags omvendt fortegn, således at mennesker kan fokusere på at være passive og modtagende gennem årets første halvdel: 1. åbne, 2. erindre, 3. vælge, 4. se, 5. lytte og 6. fortælle.

Efter sommersolhverv følger det aktive og givende halvår: 7. elske, 8. hele, 9. forene, 10, skabe, 11. magte, 12. takke. Hvert tredje solår indeholder en trettende måne: 13. forvandle. Til hver månetid er knyttet en myte om en månekælling/klanmoder og hendes visdom om jordelivet under månen.

En bevidsthed om at være synkron med jordens biologi kan være en stærk ledetråd gennem et års rytme, hvis udsving påvirker krop og sind ligesom flod og ebbe. Den opmærksomhed kan sammenlignes med at overgive sig til at danse.

I år indtræffer sommesolhverv (20. 6. kl. 23.44) og årets 7. nymåne (21. 6. kl. 8.42) indenfor få timer. Strømmene vender fra det udadvendte til det indadvendte, og menneskenes virke skifter fra at være modtagende til at være givende. Den syvende månetid befordrer den indadvendte befrugtning og den givende kærlighed. Hvis man altså følger månekællingernes mytologi 😉 Dansen skifter retning. Glædelig fest!

Se også Ægte Kærlighed.