Tag: højtid

Udgivet den

Mønstervæveren

Mønstervæveren er titlen på solårets 10. månekælling. Hendes måne er ny idag, og den vil lyse på spindelvæv i natten.

Årets første ni månetider fører naturen gennem vækstsæsonen, og nu er tiden inde til refleksion og nytænkning. Erfaringerne giver grundlag for ny kreativitet, og edderkoppen er en dygtig lærermester.

Hvis menneskene ikke huserede i naturen, ville de fleste af Jordens klimazoner være dækket af urskov. Træerne, Det Stående Folk, ville alle have forbindelse med hinanden gennem rodnet og svampesymbiose (Wood Wide Web). Ligeså Det Svømmende Folk i havene (Water Wide Web). Universel indbyrdes forbindelse er Moder Jords natur.

Det Vandrende Folk er også skabt til indbyrdes forbindelse (Wandering Wide Web). Mange dyr udveksler instinktive signaler i naturen; og menneskene har ydermere den mentale dimension. Den kollektive bevisthed er naturlig blandt oprindelige folk – og jungianere…

Menneskenes kollektive vide væv er en fælles mental ursuppe, som simrer med den grænseløse fantasis idéer; og opfindsomme personer har adgang til denne skabelsens gryde.

Den nordiske mytologi fortæller om tre adgange til ursuppen under kundskabens livstræ Yggdrasil. Urds brønd rummer den kollektive bevidsthed om fortid, nutid og fremtid, medens Hels kildevæld er den tidløse fælles underbevidsthed, som befordrer skabelse – også efter ragnarok. Mimers brønd er kilden til den en-øjede grådigheds videnskab.

Den 10. månekælling understøtter os i kreativ tænkning. Månetidens kraft er at se livets mønstre i tiden, i naturen og i menneskenes adfærd – og at agere i ærbødighed overfor Moder Jords Vide Væv. Tiden er inde til nytænkning og adfærdsændring, der kan styrke frodig mangfoldighed på planeten Jorden.

Det såkaldte Verdens Vide Væv (World Wide Web) er en industriel afsporing, der er opfundet af logikken bag grådighed, krig og udslettelse, som afvikler Moders Jords naturlige mønstre. Store dele af menneskeheden er blindede og fængslede af www og lever som zombier uden kontakt til naturens vide væv og den kollektive underbevidsthed. Forstenede to-benede…  🙁

Den mønstervævende månekælling opfordrer til, at vi tager ved lære af den arbejdende edderkop og hendes kunst at spinde bæredygtigt væv. At vi ‘ser’ skovenes og havenes sammenhængende natur, og at vi åbner for den mentale ursuppe af original kreativitet, som vi alle kan få adgang til, hvis vi slukker for skærmkulturens hjernevask. Måske kunne det afhængighedsskabende www forvandles til et hjælperedskab?

Vævekællingen er den klanmor, der med drømmefangere giver netværk til børn.

Wood Wide Web: Vedplanters Vide Væv
Water Wide Web: Vandets Vide Væv
Wandering Wide Web: Vandrernes Vide Væv
World Wide Web: Verdens Vide Væv, som fængsler menneskeden til skærmafhængighed, der fremmer forfængelighed, grådighed og krig – og afviklingen af livet på Moder Jord.

Udgivet den

Syv Generationer

 

Syv generationer kan et menneske måske erfare. Hvis det som barn ser sine forældre, bedsteforældre og oldeforældre – og i alderdommen oplever børn, børnebørn og oldebørn.

Tidsspandet på syv generationer er den horisont, som nogle folkeslag tænker på som fremtid. At tænke i kommende generationer i stedet for årstal indebærer at leve hverdagen med omtanke for efterkommeres liv.

Fortællingerne om de 13 klanmødre forbinder årstidernes måner med menneskelivet. Den ottende og helende månetid efterfølges af den månetid, der støtter erkendelsen af forfald – og dermed omsorgen for de næste syv generationers trivsel. Med rod i slægtens hamingja.

Solårets niende måne er ny idag, og den minder os om at tage vare på Moder Jord. Det indebærer at agere bæredygtigt i forhold til naturens sammenhænge, mønstre og rytmer. Vækst og forfald. Mennesket er blot en organisme i naturens økologiske helhed. Månen husker os på at være bevidste om det – og handle i overensstemmelse dermed.

voksende glæde
plant et træ og tal med det
efterkommere

Udgivet den

Sælkvinden

Sælkvinden er en af mange myter om selkiefolket, sagnfigurer, der forvandles til mennesker. Eller omvendt. Til tider under tvang, hvorefter menneskene straffes.
Selkier lever nær vand: søer, moser, kilder, elve og havet. De har magiske kræfter og mange fremtoninger.
I nogle kulturer betragtes selkierne som druknede mennesker i dyreham.

Flere af fortællingerne er allegorier på menneskehedens overforbrug og magtanvendelse overfor havet, hvis natur er at give og at tage…

Myten om Sælkvinden kendes i mange udgaver.
Et færøsk sagn fortælles ved Hellig3Konger, hvor selkiefolket drager på land, afkaster dyrehammen og danser i menneskeskikkelse.
En ung fisker så dem; og han snuppede det fineste skind, der tilhørte en sælkvinde. Hun levede som hans kvinde og fødte en datter og en søn. Men hun længtes efter sin frie færden…

Fiskeren havde låst sæl-hammen ned i en kiste og bar nøglen i en kæde. En dag fandt sælkvinden en ønskebensknogle fra en havfugl på stranden. Medens manden sov, byttede hun den med nøglen. Da fiskeren senere var på havet, opdagede han knoglen. Han vidste så, at kvindesælen havde forladt ham og børnene for at leve i sit eget element.

Hvert år drog fiskeren på sælfangst, og engang kom sælkvinden til ham i en drøm. Hun bad ham mindeligt om at undlade at dræbe udvalgte sæler; men sælfangerne lod hånt om hendes bøn, og de dræbte i overflod.
Så kom kvindesælen til ham som en frygtindgydende troldkvinde og proklamerede, at mænd fra øen ville drukne og falde fra klipper, indtil de var så mange, at de kunne danne ring omkring øen.

Forbandelsen er endnu ikke fuldbragt, og mænd fra egnen tages stadig af naturen. Naturen giver, naturen tager. Livets evindelige rytme.

En anden sælkvinde er digtet ind i den nordiske mytologi:  Sælkvindens Børn, og Hanna Snorradottir beretter om den islandske sælkvinde som arketypen på kvinden, der mister sit s(j)ælskind.
Læs om Hannas fortælleuddannelse i  Nordisk Visdomstradition

Se også Festens Gave og Havets Moder

Udgivet den

Høsttidens Højtid

Høsttidens højtid fejres idag med bål og ritualer, der samler menneskenes opmærksomhed og kræfter. Fire gange i løbet af solåret fester vi for Moder Jord og den mad, som jorden giver os. Høstfesten er den tredje af solårets fire jordfester:

Lysfesten 2. februar: Moder Jords jomfruelige mandbarhed
Vårfesten/Løvspringsfesten/Valborgsaften, 30. april: Moder Jords liflige frodighed.
Høstfesten 2. august: Moder Jords modning og afkom.
Mørkefesten/Løvfaldsfesten/DeDødesNat, 31. oktober: Moder Jords forfald og hvile.

Festerne omfatter gentagne ritualer, som selvfølgelig indeholder en helende myte. Høstfesten falder under den helende måne, hvis kraft er at erkende, beundre og leve de livsmønstre, som er naturens livsnerve. I hver af os selv og i samklang med andre.

Høstfestens myte handler om naturkvinden Sif – og om hendes mænd…  😉
Sif gør os opmærksom på, at idag bliver efterfulgt af imorgen, at overlevelse afhænger af forråd, og at livet er en leg – i kærlighed!

Myten om Sif

Tidligt i tidernes morgen levede Sif i skoven. Hun var barn af naturen, færdedes på ski og nedlagde sin føde med bue og pil. Hver dag levede hun fra hånden til munden, og hun stod sig godt med både luftens lysalfer og de underjordiske svartalfer. Småfolkene betragtede hende som deres yndling, og hun var et af de få foretagender, de arbejdede sammen om.

Naturkvinden Sif kendte alle planter og alle dyr; og hun kendte alle de rejsende, der drog gennem skoven. Hun tog sig gerne kærligt af farende svende, som derfor ofte havde ærinder i Taksdale, hvor Sif dengang holdt til. Charmøren Loke var en af hendes yndlingsgæster. De kunne bruge dage og nætter på lege, hvor de trænede Lokes evne til at forvandle både sig selv og hende efter deres godtbefindende.

Kærlighedslivet medførte, at Ull blev født en sensommerdag, da bær bugnede på skovens vækster. Sif lod sig forvandle af moderskabet. Hun lærte, at hver dag bliver efterfulgt af imorgen. At efter sommer kommer vinter. Så med ansvar for det lille drengebarn måtte hun nu tænke på vinterforråd. Dværgfolket anviste hende en grotte tæt ved deres varme esser, hvor rindende vand piblede af klippen året rundt.

Gennem Ulls første vinter lærte Sif at være stedbunden. Hun var ikke længere den, der opsøgte vandrere i skoven. De kom til hende. Blandt de besøgende var Jords søn med Odin: Vildbassen Thor var en udfordring for harmonien i skoven. Han jagtede gerne alt, der bevægede sig; men Sif kunne tæmme ham.

Ull voksede op med mange mandlige forbilleder, hvoraf flere kunne være hans far. Det var der ingen, der tog så nøje. Drengen gik i sin mors fodspor og forfinede hendes evner på ski og med bue og pil.

En dag kom Thor meget målrettet på besøg. Der var aldrig nøl i hans handlinger, og Sif brød sig godt om hans mandighed. Så da han tog hende med et fast greb i hendes smukke hår, fulgte hun med ham hjem. Ull blev i Taksdale nær sortalferne.

Sif blev optaget i gudernes kreds ved et gevaldigt bryllup, som ingen senere helt kunne mindes. Hun vedblev dog med at tilbringe det meste af sin tid i skovene, hvor hun ofte besøgte sine dværgevenner. De oplærte hende i sortekunster, som hun anvendte i stilhed. Især i forhold til sin heftige husbond.

Ægtemanden Thor var den perfekte husbond for naturkvinden Sif. Han var nemlig sjældent hjemme, så hun kunne leve og strejfe, som hun altid havde gjort. Loke og de andre vandrende gæster besøgte hende stadig. De indrettede sig efter Thors gåen og kommen, og Sif fødte børnene Trud og Modi. Hun vidste, at børnene skulle overleve Ragnarak, så hun opdrog dem til at kunne leve under alle forhold.

Når Thor havde været på farten i flere dage, kunne han være meget fuld af mandighed, når han kom hjem. Sifs store hår var ikke blevet mindre med årene, og ægtemandens greb om frisuren var en del af deres lege.

Men en dag syntes Sif, at hun trængte til forandring. Hun rådslog med sine svartalfvenner om en ny hårmode. Dværgene ville gerne vise deres evner som make-over-kunstnere, og de arbejdede gerne sammen med Loke. Så en dag, han var på besøg, afklippede han Sifs hår under en ikke helt beskrivelig leg. De frydede sig begge. Indtil Thor vendte hjem.

Thor blev rasende over hustruens nye frisure. Hans forståelse af, at han havde mistet grebet i ægteskabet fik ham til at gå ase-amok. Loke holdt sig klogeligt på afstand i den tid, det tog for Sif at overbevise ægtemanden om, at hun kunne få svartalferne til at skabe en hårpragt, som aldrig var set lignende.

Dværgene var tændte på opgaven, og i samråd med Sif udviklede de et kunstværk af guldhår, som slog rod i hendes hovedbund. Med stolthed udførte de gudindens ønsker, der var anderledes spøjse, end de selv plejede at tænke. Gudinden ønskede, at de gyldne lokker skulle have slangeevner under visse akter, som ikke beskrives nærmere her.

Et af hendes andre påfund var, at det skinnende guldhår kunne brænde nallerne på den, der tog fat i håret, når ejerinden ikke ønskede det. Det medførte, at Thor af og til sås med handsker for at skjule forbrændte hænder. Andre af hårets egenskaber kendte kun hun – og Loke.

Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Udgivet den

Befrugtning og Kærlighed

Befrugtning og kærlighed er overskriften for månetiden efter sommersolhverv. Siden vintersolhverv har plantelivet i jorden fulgt naturtrangen til at søge solens lys for at forvandle vand og kultveilte til organisk stof og ilt:

kultveilte + vand + sollys ⇒ ilt + organisk stof

Se indlæg om Fotosyntese!

Gennem solårets seks månetider med dvale, ulmen, vågnen, spiring, vækst og blomstring genopstår livet i Moder Jord. Udad og opad jorden efter vinterdvalen. Fotosyntesen genoplives, og ilt til jordens væsner frigives, så vi kan ånde og leve.

Nu er tiden inde til arternes videreførelse ved befrugtning. Strømmene skifter retning fra udadvendthed til indadvendthed. Pollen fra støvblade spirer i frøanlæg, så en ny generation undfanges:

( Eug. Warming 1912: Frøplanterne )

Naturens liv gennemsyrer de indianske klanmødres myter, der handler om månetidernes understøttelse af menneskenes hverdag. Denne måne handler om kærlighed: ubetinget venlighed, gensidig medfølelse, fælles livsglæde og inkluderende lighedsfølelse !  At værne aktivt om Moder Jords liv, glæden og freden.

Menneskelivet er synkront med naturen. Når planternes strømme bliver indadvendte, så animeres vore udadvendte ytringer. Månekællingers visdom er i pagt med livet på enhver lokalitet, og vi må genlære at være bevidste om at sanse og følge Moder Jords rytmer og månedans. Netop her, hvor vi er!

fotosyntese
lysenergi opsamles
moder jords gave

Udgivet den

Gudinder og Månekællinger

Gudinder og månekællinger er vidt forskellige kvinde-ikoner. De kan ses som mytologiske kraftkilder; og de formidler den kraft, som de forventes at give. I den kultur de er kommet til verden.

Månekællinger/klanmødre er kvindelige arketyper, som er forbundne til Moder Jords biologi. De er i pagt med kvindeliv i oprindelige folks hverdag, og de kan bruges som håndgribelig inspiration gennem årstiderne. Jordforbindelse.

Gudinder kan ses som ophøjede skæbneidoler, der ofte er skabt af mandlig fantaseren om moderen, madonnaen og skøgen som skønheder. Æteriske idealvæsner uden alder og jordforbindelse. I den vestlige verden. Illusioner.

Månekællingerne følger årets månetider og planternes vækstsæson. De 12-13 månetider indledes ved vintersolhverv, og de forbindes med Moder Jords livsytringer:

1. dvale
2. ulmen
3. vågnen
4. spiring
5. vækst
6. blomstring
7. befrugtning
8. frugtsætning
9. modning
10. forfald
11. hvile
12. død
13. mutation

De første seks månetider er udadvendte, udvidende og opstigende ligesom solhøjden og dagslængden indtil sommersolhverv. Når dagene bliver kortere, vender livs-strømmene og bliver indadvendte, sammentrækkende og nedstigende indtil vintersolhverv.

Menneskets biologiske liv følger også denne rytme, men dets selvudvikling sker med omvendt fortegn. Udviklingen til med-menneske næres ved at være passivt og modtagende gennem årets første halvdel: 1. åbne, 2. erindre, 3. vælge, 4. se, 5. lytte og 6. fortælle.

Efter sommersolhverv åbner Selvet det aktive og givende halvår: 7. elske, 8. hele, 9. forene, 10, skabe, 11. magte, 12. takke. Hvert tredje solår indeholder en trettende måne: 13. forvandle. Til hver månetid er knyttet en myte om en månekælling/klanmoder og hendes visdom om jordelivet under månen.

Månekællingernes kræfter overfor Moder Jord:

1. Åbne … Dvale
2. Vide … Ulmen
3. Balancere … Vågnen
4. Se … Spiring
5. Lytte … Vækst
6. Fortælle … Blomstring
7. Elske … Befrugtning
8. Hele … Frugtsætning
9. Forene … Modning
10. Omskabe … Forfald
11. Magte … Hvile
12. Takke … Død
13. Forvandling … Mutation

En bevidsthed om at være synkron med jordens biologi kan være en stærk ledetråd gennem et års rytme, hvis udsving påvirker krop og sind ligesom flod og ebbe. Den opmærksomhed kan sammenlignes med at overgive sig til at danse.

I år indtræffer sommersolhverv (20. 6. kl. 23.44) og årets 7. nymåne (21. 6. kl. 8.42) indenfor få timer. Strømmene vender fra det udadvendte til det indadvendte, og med-menneskenes virke skifter fra at være modtagende til at være givende. Den syvende månetid befordrer den indadvendte befrugtning og den givende kærlighed. Hvis man altså følger månekællingernes mytologi 😉 Dansen skifter retning. Glædelig fest!

Se også Ægte Kærlighed.

Udgivet den

Vølven Gullvejg

Vølven Gullvejg er knyttet til sommersolhverv. Vølvens spådom fortæller, at hun tre gange blev brændt på bål. Hun overlevede, så derfor kunne hun berette om, hvordan krigsguderne stak spyd i hende og overlod hende i ilden. Hun kunne også fortælle om det, der skete før – og om det, som siden ville ske.

Myten om Gullvejg

Aserne var grådige krigsguder, hvis liv bestod i at erobre magt, viden og ejendom. Vanerne var fredelige kærlighedsguder, der drog omsorg for jordens frugtbarhed, erotik og magi. Blandt vanerne vandrede vølven Gullvejg, hvis gyldne vej inspirerede alle, hun mødte.

Gullvejg havde evnen til sejd. I frugtbarhedens tjeneste brugte hun magi, og hun samlede folk og guder omkring sig. Hun havde magt. De griske aser ønskede, at vølven skulle tjene dem, så de bortførte hende. Men hun ønskede ikke at leve i Asgårds krigsverden.

I Asgård mødtes Gullvejg og Loke. Da de lignede hinanden, blev de den slags sjælevenner, der måske kunne forvandle sig til hinanden. Begge havde kendskab til spådommen om gudernes skæbne. Ragnarok. Og de begge kunne få ting til at ske.

Aserne havde imidlertid den indstilling, at de ødelagde det, som de ikke kunne erobre. Da de ikke kunne få fat i vølven og hendes viden, magt og magi, besluttede de at eliminere hende. Tre gange forsøgte de at dræbe hende med spyd og brænde hende på bål. Hver gang overlevede hun og helede. Ved egen kraft – og lidt ikke beskrevet hjælp fra Loke.

Gullvejgs magiske evner delte hun med både Freja og Frigg, der begge levede i Asgård, hvor de anvendte deres evner efter behov. Hvor Gullvejg gik hen inden og efter Ragnarok er uvist; men nogen følger hendes gyldne vej, som blev brolagt af Frejas gyldne tårer.

Gullvejg er moder til sejd, den nordiske shamanisme; og hun og de andre vølver fejres ved sommersolhvervs bål. Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer, og de kendte menneskenes særheder. De kastede runer, tog varsler og fik drømme og visioner, som de af og til oversatte. Gullvejg indviede både Freja og Frigg. Måske var de en enhed. Treenighed! De uddannede Odin i begrænset omfang; men fuldbefarne sejdemestre var både Kvasir og Loke, der kunne optræde dobbeltkønnede…

Begrebet ‘shamanens hest’ er benævnelsen for redskaber til at bevæge sig mellem verdener. At sejde. Den ottebenede Slejpner er symbolet på en rejsefører; og at danse og at gjaldre er eksempler på ‘heste’. Solhvervsfesterne er sejdehøjtider, og vølver er det naturlige midtpunkt i enhver årstidsfejring. Men da vølver er et sjældent folkefærd, må andre festmestre til tider stå frem.

Se også  Solhvervsdukkerne, som er et eksempel på nutidig sejd. I år er dag og nat lige lange allerede den 20. juni; men landets fælles bålfester er datobestemte til Skt. Hans. Forberedelserne er begyndt!

Udgivet den

Månens Årscyklus

Månens årscyklus animerer jordens vækster under solen. Årets 12-13 månetider bevæger vandet på og i jorden – og i alt levende. Flod og ebbe.

Siden menneskeheden fik øje på månen, har vi fulgt dens rytme, hvad enten vi vil/tror/ønsker det – eller ej. Jordbrugere på hele kloden lever efter de månekræfter, der styrer jordelivet.

Månekræfternes art varierer med solen. Mellem hver af de fire solhøjtider vandrer 3 månetider over livet på/i Moder Jord:

vintersolhverv
1. dvale
2. ulmen
3. vågnen
forårsjævndøgn
4. spiring
5. vækst
6. blomstring
sommersolhverv
7. befrugtning
8. frugtsætning
9.  modning
efterårsjævndøgn
10. forfald
11. hvile
12. død
vintersolhverv
13.  mutation (den blå forvandlingsmåne hvert 3. år)

Den årscyklus gentages i spiral, så længe der er liv i og på jorden. Generation efter generation. Og den er kvinders frugtbarhedsspiral gennem hver månetid (ægløsning/blomstring/befrugtning efterfulgt af menstruation/død/dvale). Den beskriver også menneskets liv fra fødsel til død, og måske gennemgår et menneske også de 12 (13) tilstande i løbet af et døgn?

De 13 månekællinger og oprindelige folks klanmødre fortæller om månerne gennem solåret. Se Min Månevision. Netop nu er blomstringsmånen fuld, så medfølelse, digtning og fortællinger udfoldes i fuldt flor.
Skildpaddes skjold angiver månetidernes 25 ny og næ i randpladerne. Vintersolhverv og den lunefulde blå måne både ender og begynder i nakkepladen.


Denne fuldmåne førte os ind i den haleplade, der markerer måne-næ før sommersolhverv.
Hokus-Pokus (Hoc Est Corpus) 😉 !
En af månefesternes fortællinger er myten om, hvordan Padde fik sit Skjold.

Udgivet den

Stilhedens Fuldmåne

Stilhedens fuldmåne er højtid for Lyttende Kvinde, den femte klanmor i myterne om The 13 Original Clan Mothers (Jamie Sams). Ved hver nymåne kommer en klanmor til verden med visdom til de to-benede.

Myterne om klanmødrene fortælles under himmelstrøg fjernt fra Norden, så jeg digter fortællinger, hvor jeg lader mig inspirere af indianernes verden, men jeg vil omplante dem til landskaber med planter og dyr fra vores natur. De 13 klanmødre omskabes til 13 månekællinger…

Lyttende Kælling kom til verden i en mørk jættestue under jorden. Der var intet lys, og hun vidste ikke, at hun kunne se. Men hun kunne mærke og høre sin krop. Hun sansede, bevægede sig og lyttede til kroppen, efterhånden som hun mærkede hænder, arme, ben, hud, muskler, knogler og ansigtets natur. Fra hendes indre lød en rumlen, – og hun mærkede en tomhed.

Da hørte hun Moder Jords stemme, som fortalte hende, at tomheden var sult – og at der i hulen stod en kurv med indhold, der kunne stilne tomheden…

Derefter udforsker kællingen rummet og dets lyde. Ved at kravle rundt langs jættestuens stenvægge opdager hun, at i hulens laveste ende risler en lille kilde. Moder Jord lærer hende at drikke, så kvinden huler sine hænder og føler en boblende glæde, da vandet flyder i mundhulen og ned gennem spiserøret.

Tæt ved kilden støder hun på kurven, dufter og mærker dens indhold. Moder Jord lærer hende at bide, tygge og synke, og Lyttende Kælling overvældes af spisningens indre lyde. Hun bliver overrumplet af lyden ved at bide i en gulerod, som giver genlyd i jættestuen.

Fortsættes….

Stilhedens fuldmåne indtræffer på torsdag!

Malerier : Uddrag af ‘Vandrende krydser luftens lyshav’ (Anne Voel).

Udgivet den

Årstidernes Gryderetter

Årstidernes gryderetter er midtpunkter for festerne.

Opskriften på mytologisk gryderet*

Lokale økologiske fødevarer lag-lægges i en stor gryde, der simrer i timevis. Nederst lægges det tungeste kød, som skal gennemmørnes, senere tilsættes det lettere fjerkræ, derefter fisk og skaldyr. Snittede rodfrugter og grøntsager ilægges en halv time før servering, og til slut idrysses et hav af egnens krydderurter.

Vegetariske gryderetter behøver ikke langvarig simretid. Ofte indeholder de et kornprodukt, der giver retten en grødkonsistens. Den kan løsnes ved at spæde med grøntsagssuppe. I plantefattige årstider er udvalget begrænset til rodfrugter, som understreger, at vinteren er hvilens tid.

Arcimboldo (1527 – 1593)

Ingredienserne medbringes af festdeltagerne. Hvis det sker uden forudgående aftaler er overraskelsesmomentet stort! Erfaringsmæssigt anbefales varsomhed med svampe. I nogle traditioner er svampe bandlyst på grund af deres natur. De er en snyltende livsform, der udfolder sig i underverdenen, hvor de lever af skygger og forfald. Deres kraft kan være gift for både krop og sjæl.

Festlighederne foregår udendørs, og et bål tændes, medens gryderettens ingredienser klargøres. Den kollektive forberedelse samler fokus på fællesskabet og åbner den nærhed, som ritualet afhænger af. En kæmpe jerngryde er festens nødvendige midtpunkt. Når den er fyldt og simrer på bålet, gennemføres ritualet med hilseceremoni, ofringer og mytedans.

Under ritualet lever gryderetten sit eget liv i bålet, som med fordel kan være bygget op som en mile eller en høkasse. I bunden af et lavt hul lægges gløder, hvori jerngryden sættes. Derefter skærmes den med isolerende lag af tæpper, skind og græstørv. Kunsten er at bygge milen op, så gryderetten hverken brankes eller krydres med jord og græs.

Servering indledes med små suppeportioner, som slubres i sig. Suppen må godt sive ud af mundvigene og lande på lavere kropsdele. Når suppen har forberedt fordøjelsen, angribes lagene i gryden et for et, medens deltagerne fortæller opdigtede historier om deres medbragte ingredienser. Tilbehør kan omfatte brød, smør, ost og drikkevarer efter behov. Som dresscode anbefales årstidens gevandter, der tåler indfedtning med videre.

Højtidsfejringen omfatter forberedelse af gryderet, ofringer, et danseritual, det fælles måltid med fortællinger og efterfølgende spil og lege. Vårfestens ritual indebærer afvikling af vinterens onder. De flettes ind i snore, som bindes til Hylden, Frejas træ. Se Valborg.
Se også Dionysierne  – om de hellenistiske kvindeorgier…

Vårfestens grønne tilskud omtales på siderne 7-kål eller 9-kål ,  Den grønne gryde,  Grønkålen,  Nældesuppe og Nældesamletiden.

Hil!

* Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester