Storytelling

Storytelling er magisk formidling:

“Sæt jer hen i krogen! sagde jeg. Vi satte os alle sammen på gulvet i hjørnet af skolestuen med hundeslæden imellem os. Så rejste vi. Vi rejste tusind mil.
Solen gør skolestuen lummer. Her lugter af ulmende tørv, af udstoppede fugle, af hentørrede havdyr fra kunstkammeret over vort hoved, et hængeskab med besynderlige ting, fundet på land og i hav. Det lugter af rugbrød, fedt og rullepølse fra børnenes åbne munde, mundene står jo åbne, vi er på langfart, og munden er sjælens og fantasiens dør, den må stå åben, når sjælen skal rejse.”
Fra Løgneren af vor store storyteller Martin A. Hansen (siderne 36-37 i Tranebog-udgaven).

Træmanden Wohlleben og brumbassefortaleren Goulson er også storytellere, fordi de har talent for at formidle eventyrligheden ind i livsvidenskaberne. Lige som Doktor Lieberkind, der fortalte biologi i vore formødres OTA-bøger 😉

Store fortællere er Karen Blixen, Stefan Zweig og Murakami, der digter magien ind i menneskelivets kroge. Stormestre er Isabel Allende og Salman Rushdie.  De har det gudebenådede talent for at indvikle verdenshistorie, menneskelige lidenskaber, retfærdighedssans og oldgamle myter i eventyrlig realisme, der rammer de dybeste lag i læserne. Blandt de ypperste er også Ebbe Kløvedal Reich.

ScheherazadeSophieAndersonSophie Anderson : Scheherazade

Både Allende og Rushdie er elever af Scheherazade, og hendes 1001 nat historier kan genkendes som forklædte karakterer i flere af de to forfatteres værker.
Klummen 13 kvinder og Afrodite omtaler Isabel Allende’s lidenskabsfyldte forfatterskab – om historisk kærlighed og vold blandt mennesker.
Klummer om Salman Rushdie’s værker er Maurerens Sidste Suk og To År Otte Måneder og Otteogtyve Nætter.

2 år + 8 måneder + 28 nætter = 1001 nat,
og Scheherazade er den ultimative fortællerske.
Hun fortalte med livet som indsats!
Alle fortælleres uforlignelige forbillede!

Storytelling omfatter ikke fantasy/krimi/pladderromantik. Disse genrer kan være OK underholdning; men de nærer/vækker/opliver ikke Det Numinøse i os mennesker. Måske endog tværtimod…

En ægte Storyteller evner at forvandle hverdag til højtid!

Lokale Kraftdyr

 

De lokale kraftdyr er alle de dyr i vor lokale natur, som vi ser med symbol-øjne.
Et ‘kraftdyr’ skabes ved, at dets biologi og adfærd ‘oversættes’ fra naturvidenskab til visdom.


Eksempel:
Blandt rovfuglenes biologiske træk er, at de flyver højt, har overblik og tilstedeværelse, der medfører, at de kan spotte et bytte langt under sig og dræbe det.
Rovfuglen bliver et ‘kraftdyr’, når et menneske tager ved lære af dens medicin:
skaber sig overblik,
tilstedeværelse og klarsyn til at øjne næring
– og evne til at tilintetgøre.
(…på det mentale plan!…)

Rovfugle og andre dyr OG planter har mange andre træk, som kan ‘ses’ med klarsyn.

Et dyrs visdom(medicin) findes altså ved at oversætte dets opførsel ved symbol-tolkning, der giver resonans, medklang og indadskuen i ‘seeren’.

To andre eksempler: Spættens Medicin og Ørentvistens Medicin.

At udvikle klarsyn til at ‘se’ kraftdyr indebærer, at den, der ser, ikke er blindet af egne ønsker og projektioner.
Hvis mennesker kun ser det, som de ønsker at se, så er det ikke klarsyn!

Oprindelige folk har ofte særlige personer, der kan ‘se’ igennem andre menneskers filtre: varseltagere, drømmetydere, seere, shamaner – og vølver 😉
Deres magiske ‘håndværk’ består i, at de har kontakt til mytos,  medlevende psykologisk indsigt – og den vigtige evne til at sætte egne egoer til side og være helt tilstede i medfølelse.

Evnen til at ‘se’ svinger. Alt har sine rytmer og mønstre; og klarsyn kan endog komme spontant.
Med øvelse kan mennesker lære at ‘læse’ naturen, og opmærksomheden er størst ved ‘tærskeltider‘: dæmring, skumring, nymåne, fuldmåne og ved højtiderne for Moder Jord og Fader Sol.
Se indlægget om Sejd.

Totem-dyr er et begreb, som er knyttet til klanerne i de oprindelige folk i Amerika. Det handler om folkets kraft-forbundethed med hinanden, formødre, forfædre og klanens oprindelige landskab. Ligesom hamingja og fylgja i oldnordisk filosofi.

Jomfrueligheden og Hel

Jomfrueligheden oprinder idag. Uberørtheden fejres. Den uberørte jord indvies. Jomfrufesten = Mariæ renselsesdag = Kyndelmisse. Lysene tændes for at markere, at det er halvanden månetid siden, at Gudinden fødte Lyset. Hun er atter ren – og “mandbar”.
Moder Jord er renset, lyset har opvækket livet i jorden og vintergækkerne blomstrer!

I den nordiske mytologi genopstår livet efter Ragnarok fra Helheim. Balder og Nanna vil sammen med Liv og Livtraser skabe den nye verden. Idag fejres Hel, som værnede om livet i mørketiden.

Myten om Hel

Da Hel flyttede fra sin mor Angerboda i Niflheim til Helheim vidste hun, at en stor opgave lå foran hende. Hun skulle redde godheden ud af den grådige og krigeriske verden, og hun fik hjælp af sin far Loke.

Balder var den gudeskønne søn af Odin og Frigg. Til ham sendte vølven mareridtsvisioner om hans liv endeligt. Gudesønnen mistede humøret, så aserne ville mane drømmesynerne ned. Frigg gik verden rundt for at få alle ting til at sværge, at de ville skåne ham. Derefter kunne krigsguderne have besynderlig morskab med at hugge og skyde efter ham, uden at han tog skade.

Hels fader Loke vidste fra Frigg, at den hellige mistelten ikke var afkrævet eden. Han rykkede snylteplanten af dens træ og tilskar en pil. Den gav han til den useende Høder, som i blinde ramte plet. Balder faldt død om. Tavsheden blev lammende, indtil Frigg bad Hermod ride til Hel på Slejpner for at løse Balder. Lokes otte-benede søn med Svadilfare kendte vejen.

Medens Hermod drog til dødsriget, afholdtes Balders ligfærd. Hans kone Nanna døde af sorg, så de blev begge lagt på Balders skib Ringhorne. Thor opbød alle sine kræfter for at søsætte skibet, men de var ikke nok. Da blev der sendt bud efter jættekvinden Hyrrokkin. Hun kom ridende på en ulv med en hugorm som tømme. Hels søskende. I ét træk søsatte hun båden, så der stod ild, og jorden skælvede.

Thor blev rasende på den stærke kvindekraft, som han ville have knust med sin hammer, hvis ikke andre guder hindrede ham. Så viede han bålet med Mjølner, og Odin ofrede ringen Draupner, der hver niende nat udskiller otte lignende ringe. Dem skulle Balder bruge til løskøbelse fra dødsriget. Med sig fik Balder også sin hest og dens seletøj.

Senere ankom Hermod til Hel. Modgunn fortalte ham, at Balder var kommet, skønt han ikke lignede en død. Han og Nanna sad på underverdenens højsæde i Helheim, hvor Hel også modtog Hermod. Han bad hende løsgive hans elskede broder, som alle savnede.

Men underverdenens dronning forlangte bevis for kærligheden til Balder, og hun lovede ham fri, hvis alle ville græde for ham. Da Hermod red derfra, fik han ringen Draupner og andre gaver af Nanna og Balder, som godt vidste, at de skulle leve i Helheim til efter Ragnarak. Derfor havde de ikke brug for løskøbelse.

Igen fik Hel hjælp af sin far Loke. Da hele verden skulle græde for Balder, forklædte han sig som jættekvinden Tøkk og erklærede: Tøkk vil kun græde tørre tårer over Balder; lad Hel beholde, hvad hun har!

Sådan blev Balder reddet fra Ragnarok af far Loke og datter Hel. Med hjælp fra jættekvinden Hyrrokkin, som nok var Hel i forklædning, sammen med ormen og ulven. Lokes 3 børn med Angerboda.

I Vølvens Sang fortæller Bent Haller, at Odins ravne Hugin og Munin oprindeligt blev skabt af Hel.

Fejringen kan ske ved at følge fest-opskriften i Højtidsfester.

Agerbrugerens Kalender

Agerbrugerens kalender indretter sig efter jordens tjenlighed og pasning af husdyrene. Produktion af fødevarer.
Overalt på kloden.

Fødevareproduktionen  rytme er helt afhængig af solens og månens faser. Årstidernes vekslen. Den gennemsyrer også menneskenes liv. I de lyse måneder kræver jordens pasning stor arbejdsindsats, medens dyrene græsser; i mørketiden er de ikke-slagtede husdyr på stald og kræver fodring og udmugning. Sådan var det engang for hovedparten af menneskeheden. Hverdagens arbejde for det daglige brød.

Agerbrugets årsrytme ligger stadig i vore arveanlæg. Men nutidens hverdagsliv er ikke tilpasset den genetiske kode. Vore sinds naturlige reaktioner på årstidsforandringer bliver istedet “diagnosticerede”. Vintermelankoli/depression er servicesamfundets ord for vinterens naturlige hviletilstand, som gennem landbrugssamfundets generationer er udviklet i den del af befolkningen, som overlevede og tilpassede sin arbejdsrytme til jordbrugets årstidsrytme.

Bevidstheden om naturens gang kan næres ved at fejre årets 8 højtider.

Solens fire højtider:

Vintersolhverv, hvor natten er længst, og lyset tiltager.
Forårsjævndøgn, hvor dag og nat er lige lange, men natten viger.
Sommersolhverv, hvor dagen er længst, og lyset aftager.
Efterårsjævndøgn, hvor nat og dag er lige lange, men dagen viger.

Jordens fire højtider:

Lysfesten i begyndelsen af februar (kyndelmisse/imbolc).
Vårfesten ved overgangen fra april til maj. Skiftedag (Valborgsdag/beltaine).
Høstfesten i bgyndelsen af august (lugnasad).
Mørkefesten ved overgangen fra oktober til november. Skiftedag (allehelgen/samhain)

Idag afløses hvilemånen af jomfrumånen, under hvilken årets muligheder begynder at gøre sig synlige. Den tilstand fejres ved kyndelmisse, hvor jomfrugudinden genopstår. Glædelig opvågnen!

KKmoon400

Urd, Verdande og Skuld

Urd, Verdande og Skuld er den nordiske mytologis skæbnegudinder.
Nornerne holder til ved Urds brønd ved Yggdrasils ene rod. De spinder livstråde, som væves, flettes og filtres i skæbner. I tangerende og krydsende knudeværk.

Nornerne er tæt forbundne med underverdenens dronning Hel, fremtoninger af Natteheksen Lilith.

Fortid, nutid og fremtid tillægges Urd, Verdande og Skuld, som står i ledtog med 3 rejseledere udad tangenter:
geometriens Euklid,
relativiteternes Einstein.
og ormehullernes Holger.

Tangenterne kommer fra uendeligheden og fortsætter ud i evighedens ormehuller, gennemborende illusioner, imploderende blackstars og ophævende fortid og fremtid.
De Store Linjer berører cirklen/kuglen/spindet/væveriet i et eneste punkt: nutiden!
Livsøjeblikket!
Skæbnegudinderne råder for tidens hastighed, som er tiltagende og aftagende med månens ny og næ – og stærkest under fuldmåner.
I samklang med månekællingerne.

Julerosen

selma1928

Julerosen findes i legenden af Selma Lagerløf:

En sommerdag er røverkællingen og hendes fem rollinger på tiggergang. En af ungerne opdager en dør på klem i muren omkring klosterhaven, og mor og børn vrimler ind med største selvfølgelighed. Hvorefter munke uden held forsøger at genne dem ud. Den milde Abbed Hans tilkaldes. Han og røvermor går på havevandring og deler deres fælles glæde over urterne! Undervejs fortæller kællingen om haven, der julenat åbenbares i skoven, og de aftaler, at Abbed Hans skal besøge røverkulen.

I den kolde og mørke julenat står de sammen og oplever de bølgende strømme af lys og mildhed, der som åndedrag forvandler den dystre skov til et jordisk paradis med planter, dyr og engle. Gennemsyret af glæde og harmoni. Indtil en hændelse skræmmer livet væk. Abbedens hjerte brister, han falder på knæ og griber i jorden.

I Abbedens døde hånd finder munkene en rodknold, som de planter i klosterhaven. Gennem hele året holder de øje med plantestedet, men intet sker. Indtil julenat, hvor den hvide blomst alene lyser i natten.

Legendens sprog og de ikke her gengivne scener
er magisk berettende.
En stor fortællers enkle kunstværk.
Oplæsningen af Legenden om Juleroserne
beriger og beroliger ethvert juleselskab.

Lussenatten

Lussenatten varer 17 timer og 4 minutter.
På mit sted.
Årets længste nat.
Vintersolhverv.
Yul!

Siden Allehelgen/Samain/DeDødesNat
har porten til Åndeverden stået vidt åben,
og i Lussenatten kan Djævelen pacificeres!
Han var Ærkeenglen Satanael.
Guds Lysende Sendebud,  Lysbæreren,  Lucifer!

Men forfængeligheden besatte ham.
Satanael ville være den mest lysende.
Den mest sete.
Den første og fremmeste.
Den mest beundrede.
Have flest likes!
Være gud-og-hvermand’s idol.

Gud forviste ham fra himmelen!
Satan blev Djævel på jorden.
Her har han mange venner,
der beundrer hans djævelskab.

Yuletiden forpestes af hans påfund:

1. Forfængelighed/Hovmod(Påfugl),
2. Gerrighed/Nærighed(Tudse),
3. Nydelsessyge/Spillelidenskab(Ged),
4. Misundelse/Jalousi(Slange),
5. Grådighed/Fråseri(Svin),
6. Vrede/Had(Kattedyr),
7. Dovenskab/Ligegyldighed(Snegl).

7synder

De 7 dødssynder er krible-krablende dæmoner
ind under huden på os
– helt ind i vore hjerter.

I Lussenatten kan de manes i jorden
ved at blive set og blive benævnt.
Lysets Jomfru Lucy kan hjælpe os
med at oplyse og opløse djævelskaben.

Det er dog kun vore egne dæmoner,
vi kan bortmane!
De andres må vi lære at finde os i 😉

Enkelt og Enestående 侘 寂 

Enkelt og enestående er det modsatte af opstyltet masseefterligning.

* * * * * * * * * * * * *

Det Enkle 
er det simple, rene, pure og nøjsomme,
som appellerer til
hengiven sansning og ophøjet ro.
Wabi.

* * * * * * * * * * * * *

Det Enestående  
er skaberværkets mangfoldighedsprincip:
det egenartede, asymmetriske og unikke
i vedblivende forandring og forvandling.
Sabi.

* * * * * * * * * * * * *

侘び 寂び  Wabi Sabi er et japansk udtryk, som ikke kan oversættes direkte til dansk. Men fornemmelsen for
det/den enkle
og
det/den enestående

kan findes i alle mennesker, der evner at stå stille.

Stilhed kan være en formidabel udfordring
i denne forskruede tid med
foruroligende overforbrug,
forblændende opstyltethed,
forvirrende forventninger
og umenneskelig tingsliggørelse.

opstyltet forbrug
forblændet og forvirret
foruroliget

Hvor findes det enkle og enestående?
Enhvert menneske har sit eget enkle og enestående svar 😉

standstill-anne-voel

Basho foreslog haikudigtning.

Årets Sidste Fuldmåne

Årets sidste fuldmåne animerer os
til at takke for det solår,
som udrinder ved vintersolhverv.

Hver af årets måner har en kraft,
der er forbundet med agerbrugerens liv:

Året indledes med tre hvide måner for det
hvilende/jomfruelige/modtagende.

Efter dem følger tre grønne måner for
spiring/vækst/udfoldelse.

Sommertidens tre gule måner vedrører
blomstring/befrugtning/modning.

Vækståret fuldkommes af tre røde høstmåner med
høst/lagring/taksigelse.

Omtrent hver tredje vinter indtræffer en 13. måne:
Den Blå Måne.
Forvandlingsmånen.
Se indlæggene Månen om Dagen og Forvandlingens Månetid.

De 13 måners natur
kan indvirke på månefølsomme mennesker.
Måske kan en mindful/opmærksom/tilstedeværende
indstilling til hver enkelt måne
befordre en årstidsbevidsthed,
der harmoniserer menneskers liv
– med månens og jordens rytmer!…?