alt vand i celler
længes mod skyer og hav
skabelsens grundstof
intet nyt under sΩlen
skaberværkets skyggedans
Fra Αlfa til Ωmega
Glædeligt VintersΩlhverv !
Den Enestående Stund 一期一会
ethvert nu og her
enestående møde
ej før ej siden
一期一会
ichi-go ichi-e
Se også indlægget om wabi-sabi !
Om Gamle Sjæle
Ωm gΑmle sjæle
intet kan formuleres
ΑutΩnΩm tΑΩ
fra Αlfa til Ωmega
evighed uden retning
fra Ωmega til Αlfa
søhestes spiral-rige
Nonnen Chiyono (1223-1298) bar en gammel spand med vand, som spejlede fuldmånen.
Pludselig brast spanden, og nonnen blev forvandlet:
skrøbelig ælde
intet vand ingen måne
tΩmhed uden tid
Se også indlæggene om EnsΩ og om MΑΑneskΑΑlen.
Eg og Bøg og Lind
eg og bøg og lind
afklædte som skeletter
nøgne træknogler
stræbende mod himmelrum
med rødders livskraft i hi
Skovbadning Shinrin-Yoku
Ulla Conrad er skovbader, the-entusiast,
haiku-ord/billed-kunstner, zen-studerende
og forfatter til:
Bogen er en gave til enhver skovgænger!
Se også: indlæg om Wohlleben
Novemberblomstring
novemberblomstring
bjørneklo ude af trit
fαger sαrt sααrbαr
den åbne tomhed
inderste i indeni
kinesisk æske
Gåde-Visen
Gåde-visen om Svend Nordmand.
Tekst: Folke-danse-vise, ukendt oprindelse.
Musik og illustration: AI-Kodekunstneren.
Jeg gik mig at vandre en sildig aftenstund.
Der mødte jeg en kæmpe så hæsselig og grum.
Hans tale den var hård og ond i sinde,
Mig tyktes, at han mig vil overvinde.
“Og hør nu Svend Nordmand, hvad jeg vil sige dig:
Ti spørgsmål dem skal du nu her besvare mig;
Og enten skal du døden modtage,
Eller det skal gå dig vel i dine dage.
Så sig mig, hvad er vel det rundeste hjul
Og hvor fejrer man den fagreste jul?
Og hvad lyser hvidere end svanen?
Og hvad råber højere end tranen?”
“Jo, solen den er vel det rundeste hjul.
I himlen der fejrer man den fagreste jul,
Og månen lyser hvidere end svanen,
Og tordnen råber højere end tranen.”
“Og sig mig, hvad lægger vel den stærkeste bro
Hvorunder står fiskene så herlig udi flod?
Og hvad giver jorden sit klæde?
Og hvor finder død mand sit sæde?”
“Ja, isen den lægger vel den stærkeste bro
Hvorunder står fiskene så herlig udi flod,
Og sneen giver jorden sit klæde,
I graven finder død mand sit sæde.”
“Og hvad er vel mørkere end natten den grå?
Og hvad slår stærkere end lærkevinger små?
Og hvortil går vejen den brede,
Som menneskene vandrer ad med glæde?”
“Jo, tanken er mørkere end natten den grå,
Og hjertet slår stærkere end lærkevinger små.
Til Helvede går vejen den brede,
Som menneskene vandrer ad med glæde.”
“Og hør nu Svend Nordmand, hvad jeg vil sige dig:
Ti spørgsmål dem har du nu her besvaret mig,
Så du skal ikke døden modtage,
Nej det skal gå dig vel i dine dage.
Så du skal ikke døden modtage,
Nej det skal gå dig vel i dine dage.”
Er Jeg Min Drøm ?
Er jeg en sommerfugl, der drømmer, at den er mig?
Eller drømmer jeg, at jeg er en sommerfugl?
metamorfose
efter krybers afvikling
flyvers udvikling
puppestadiets suppe
miraklets kaos-opskrift
“…da indså jeg, at det er således med Skaberværket, at mennesket ikke kan udgrunde det, som sker under solen…” Frit efter Prædikeren, kapitel 8, vers 17.
Læs også indlæg om Vanitas og Mytos og Mønstre.
Hel Hellig Helende
helende hellig
Hel viser dobbeltheden
mørk yin og lys yang
Hel er dronning i Underverdenen, skyggernes land. Hertil forvises det, der skal glemmes, gemmes og genfødes. Også det u-synlige gode. Hels fremtoning udstråler liv og død; og hun ser alt i det dobbelte perspektiv, som hun har lært af sin tricksterfar Loke og af sin jættemor Angerboda, der fejres i Niflheim ved vintersolhverv.
Skyggernes dronning er den skjulende – og den helende. Da Odin kastede hendes ene bror Ormen Jørmungand i havet, og hendes anden bror Ulven Fenris blev bundet, gav han Underverdenen til Hel.
Hun regerede i Helheim, og hun fik en viis magt i de andre 8 verdener i samklang med sin far Loke. I bytte fik Odin hendes to ravne.
I Helheim strømmer Hvergelmer, den ene af de tre livskilder ved Yggdrasils rødder. Hvergelmer giver indsigt i den åbne tomheds paradoks; og hos Hel betvivles den tilsyneladende virkelighed.
Hendes gård hedder Regnvåd, dørtærsklen kaldes Snubletrin, hendes fad er Hunger og kniven er Sult. Hun sover i sengen Sygeleje, sengeforhænget er Broget Ulykke, og hendes to trælle hedder Ganglad og Gangdoven.
Skyggeriets paradokser åbenbares, når hverdagens præstationer afvikles og slippes. Aflives.
Grådigheden gør mange Midgårdsmennesker til skygger; og når de ankommer til dødsriget sorterer bro-vogtersken Modgunn (Krigs-Vred) og Hel mellem de hel-beredelige og de u-hel-beredelige. De første renses og genfødes med Nanna og Balder – helt beredte til den nye fredelige og bæredygtige verden efter Ragnarok. Resten komposteres.
De to fastboende kvinder i Helheim får jævnlige besøg af vølver, der rejser til Hel ved Sejd. Vardlokkur-kraftsange og gungrende rytmer fører dem over Gjalderbroen inde i skyggerne, hvor den selvlysende visdom kan ses uden Midgårds forblændelser.
Blandt dem er Gullvejg, som fejres i Musplheim ved sommersolhverv.
Læs om Balders vej til Hel her.
Læs også om Hels medsøstre Hekate og furierne her.
Den Hvide Ravn
Da Store Ånd havde skabt Moder Jord, blev Ravn sendt på opdagelse i skaberværket. Svævende gennem skyerne, fik den farve af hvide snefnug. Hvert eneste af dem var enestående – ligesom alt det andet skabte. Hvide Ravn priste sin Skaber – og det mangfoldige liv.
Hvide Ravn fløj over landskaberne, og Store Ånd gav den en åndefælle*, hvorpå den kunne lande og hvile. Hvide Ren levede med sin flok, der græssede det land, som ravnen anviste. Alle skabninger fløj, løb, svømmede, legede, spiste, sang, formerede sig – og priste Skaberen.
Så kom dagen, da de to-benede blev skabt. De fik farver af det land, de beboede; og de fik ild-gaven. De var sultne, og Store Ånd sørgede for, at Rensdyr-folket ville give dem varmt tøj og fulde maver. Men de måtte ikke røre Hvide Ren, fordi uden den ville de være fortabte.
En morgen vågnede Hvide Ravn af sin søde søvn på Rens bløde ryg, rystede vingerne og fløj højt for at søge græsning. Deroppefra sås mennesker, som ikke ærede skaberværket. De jagtede mere, end de kunne bruge uden hensyn til medskabningerne. Dynger af skrald og aske hobede sig op bag dem.
Disse grådige og onde to-benede fik øje på Hvide Ren, og de tog dens ånd, kød og pels. Uden tak lod de ubrugte rester rådne på aske-dækket jord, medens den forvildede rensdyr-flok buldrede omkring. Moder Jord skælvede.
Store Ånd græd af sorg og vrede, og tårestrømmene oversvømmede landskaberne.
Gennemblødt og udmattet måtte Hvide Ravn lande i mudder, skrald og aske, der oversprøjtede dens hvide fjerdragt.
En båd kom sejlende med en viis gamling, der reddede, rensede og fodrede den smudsige ravn. Gamlingens opgave var at samle godhed; men der var kun lidt at finde. Ondskab havde bredt sig. I en lang fremtid måtte Moder Jord affinde sig med den grådige ondskab gennemsyrende den nøjsomme godhed.
Efter en tid hos den viise gamling, vendte Hvide Ravn tilbage til Skaberen, som siden da kun skabte sorte ravne for at huske menneskene på deres onde gerninger.
Sorte ravne varsler onde tidender. Lyt!
En dag vil menneskenes længsel efter godhed blive så inderlig, at Store Ånd vil sende Hvide Ravn tilbage med gamlingens visdom.
Sådan taler Hvide Ravn under Snefnug-skyen i den samiske runebomme.
Runebommen er genskabt af shamantrommer.dk.
Læs også Runebomme.
* Hvide Ravne fløj over mange landskaber og fik åndefæller blandt de lokale hovdyr: Hvide Ren, Hvide Bison, Hvide Moskus, Hvide Kronhjort, Hvide Lama, Hvide Næsehorn, Hvide Kamel, Hvide Ko, Hvide Elefant – osv.
Overalt på Moder Jord venter åndefæller på Hvide Ravns genkomst med gamlingens visdom..