Vegvisir og Udesidning

Vegvisir og Udesidning er beskrevet i to tidligere indlæg. Vegvisir kan bruges som kompas under en udesidning. En visionsrejse i den nordiske mytologis ni verdener, som her beskrives i skelet-form.

Der var engang et menneske, som for vild i sig selv. Fornemmelserne for op og ned, ude og inde, lys og mørke var forduftede. Tilbage var dog følelsen af at være midt i noget etellerandet.

Mennesket sad uden vådt og tørt. Omkring den siddende spirede otte verdener, der groede som en stjerne med vidt forskellige grene.

   1.  Koldt mørke i nord. Sansningen af op og ned. Niflheims verden af intethed.  Angerboda og hendes tre små børn: datteren, ulven og ormen.

    2.  Svagt lys i NØ, hvori skygger kunne skelnes. Tidsfornemmelsen. Helheim og Hel, ung og gammel, levende og død. Det, der havde været – og det, der skulle blive.

    3.  Lys og milde vinde fra øst under himmel. Sanserne vækkes og glæden vågner spredes fra Vanheim.Glæde vækkes af sanserne , der groede med fremtoningen af skaberværket. Menneskets sanser åbnede sig, og Freja viste sig i al sin sanselighed. Kærlighedsgudernes frugtbare Vanaheim blev synligt.

Mennesket registrerede sine sanser, og de overjordiske småfolk blev mærkbare. De kunne fornemmes som lyde, dufte og flygtige synsindtryk. Væsnerne føltes på huden og kunne endog smages, som om de gennemtrængte kroppens ydre grænser. Alle sanser samlede sig om visionen af et gyldent æble, der blev tilbudt af Idun i Alfheim.

Så kom varmen bølgende fra syd. Buldrende ildtunger slikkede mod himmelen fra tre vulkanlignende bål. En kvindeskikkelse vandrede fra bål til bål til bål, og derefter trådte hun frem, strålende og ren. Mennesket følte sig smittet af hendes genoplivelse, og ny inspiration blev vakt. Gullvejg genopstod af Muspelheims flammer.

Dernæst opdagede mennesket jordens forstenede fortid, hvori de underjordiske småfolk boede. Svartalferne var dværgene, der forvandlede metaller til alskens brug for mennesker. Hårde metaller til kamp for det daglige brød og krigsvæsen. Bløde metaller til pynt og forførelse. Ved Svartalfheim stod Sif med sit gyldne hår.

Visionen førte da menneskets opmærksomhed til krigsgudernes verden. En ustyrlig tumlen og kaotiske dramaer udspillede sig. Råb og tænders gnidsel fyldte luftrummet og gav genlyd i jordsmonnet; mennesket blev lamslået gudernes væsen. Midt i kaos fandtes dog ro omkring den myndige Frigg med hendes sønner omkring sig i Asgård.

Mørke sænkede sig over mennesket, der nu var klar over op og ned, ude og inde, lyset og mørket. Den sidste retning fuldendte helheden af modsætninger. Det flydende og det faste i forandring. En ny runde i spiralen tilbød sig, og Skade åbenbarede den jættestore kraft: evnen til at vælge sin egen eksistens! Hun valgte livet i Udgård.

Sådan fortælles den helende vision om mennesket, der finder sig selv og sin vej. Med erkendelsen af Midgård, menneskenes verdensillusion. Vegvisir kan vise retningerne; men hvert menneske går sin helt egen vej.

Min Månevision

Min månevision og mission handler om at finde ord, der kan beskrive månetidernes udviklingskræfter i sammenhæng med jordens biologi gennem året.
I dag er solårets anden måne ny, og den er forbundet med at ordne tidligere års erfaringer til viden, der kan anvendes i år. Medens livskræfterne ulmer i jorden.

Sammenhængen mellem Bedstemor Månes visdomskraft og Moder Jords livsytringer gennem de 12-13 månetider kunne formuleres således:

1. Åbne … Dvale
2. Vide … Ulmen
3. Balancere … Vågnen
4. Se … Spiring
5. Lytte … Vækst
6. Fortælle … Blomstring
7. Elske … Befrugtning
8. Hele … Frugtsætning
9. Forene … Modning
10. Omskabe … Forfald
11. Magte … Hvile
12. Takke … Død
13. Forvandling … Mutation

Inspireret af The 13 Original Clan Mothers – og omplantet af min mytos til dansk natur 😉

Under de første seks månetider (hvide og grønne) fra vintersolhverv til sommersolhverv er de biologiske kræfter udadvendte, udvidende og opstigende. I andet halvår er livsstrømmene indadvendte, sammentrækkende og nedstigende gennem de gule og røde måner.
Menneskets biologiske liv gennem et år følger naturens rytme.
Se også Månens Årscyklus.

Udviklingen af menneskers visdom er derimod indadvendt i begyndelsen og udadvendt i slutningen af solåret.
I første halvår handler det om at være relativt passiv og modtagende: åbne, erindre/vide, balancere/vælge, se/indse, lytte og medleve/fortælle.
Derefter følger det aktive og givende halvår: elske, hele, forene/samle, omskabe/genbruge, magte, og takke.
Hvert tredje solår indeholder en trettende månetid (den blå måne), som indebærer forvandling.

Bedstemor Månes farver afspejler Fader Himmels humør gennem årets nætter; og Moder Jords farver skabes af Bedstefar Sols dagslys gennem årstiderne. Farverne er forskellige fra sted til sted, da de udtrykker den lokale natur.

Bevidstheden om at være synkron med jordens biologi og månens faser kan være en stærk ledetråd gennem årets rytme, hvis udsving påvirker krop og sind ligesom flod og ebbe.

rytmer i bølger
indadvendt og udadvendt
månen og jorden

Skild-Padde’s Historie

‘Hvordan Padde fik sit Skjold’ er en af oprindelige folks naturmyter.
Her fortælles den for børn – OG voksne – som et oplæg til at tegne:

I tiden inden de tobenede satte deres fødder på Moder Jord, levede Padde ved hvirvlende vand omkring en ø. Den var nøgen ligesom Firben og deres vekselvarme fætre og kusiner, så den havde bygget en lille jordhytte, den kunne møve sig ind i. På kolde dage lå den i Moder Jords favn. På varme dage gik den ved vandet og samlede skaller til det mosaikmønster, som prydede jordhulens gulv, loft og tag. Hvor hulens tag mødte jorden, lå en skal for hver af månetidernes ny og næ gennem året. En blå månesten sad over indgangen. Taget glimtede af perlemor, når Bedstemor Måne skinnede på den kunstfærdige kalendermosaik.

En dejlig sommermorgen trængte varmen ind i Paddes hule sammen med naturens dufte og lyde. Langsomt strakte Padde sine kølige og stive lemmer ud i verden, hvor den blev mødte af Ørns hyldest-skrig: “Morgenen er vidunderlig, livet er skønt!” Ørn svævede frit over landskabet, hilste på store og små og huskede alle på livsglæden. Padde ville gerne være et væsen, der spredte glæde.

Senere på året oplevede Padde, at jorden rystede og skallerne klaprede, så den skyndte sig (langsomt) ud af hulen. Lige ved siden af den groede et meget højt kogletræ med modne frugter i toppen. Elg stod fast på sine fire ben og bankede geviret ind i træstammen, så koglerne hamrede ned på jorden. Straks efter strømmede skovens gnavere og andre sultne dyr frem og samlede den gode mad. Padde ville gerne være et væsen, der spredte mad.

Få dage efter genlød skoven af en frygtelig ballade. Egern var i drillehumør og skabte krig mellem de flyvende og de firbenede. Skrig og skrål og vrede fyldte luften. Uroen gennemtrængtes af en voldsom brølen; og så blev alt stille. Sindigt vandrede Bjørn mellem de stridende parter, bad dem holde fred og sørge for at samle forråd til den kommende dvaletid. Padde ville gerne være et væsen, der spredte fred.

Padde ville så gerne gøre godt for vennerne i skoven, men den kunne ikke flyve højt og sprede glæden over livets skønhed eller sørge for maden til dyrene eller oprette freden blandt levende væsner. Den møvede sig ind i sin jordhule og tænkte over, hvordan den kunne bruge sig selv til gavn for medskabningerne.

Men skønheden, madglæden og freden varede ikke ved. En hujende blæst blev til en hylende storm med lyn og torden. Langt borte slog lynet ned, og en lille duft af røg varslede katastrofe. Snart bølgede sort røg mellem træernes stammer. Ilden nærmede sig langs jorden ned gennem træernes toppe. Et lyn slog ned i et træ, der væltede ned på Paddes skalbeklædte jordhytte. Padde var nær blevet mast; men den lå levende fastklemt under skallerne.

Røgen formørkede dagen, og Padde brugte alle sine kræfter, der var flere, end den selv troede, på at klemme sig ud under den tunge stamme. Moder Jord var blød og gav efter, så Padde slap fri. Langs det hvirvlende vands bredder var en kaotisk sammenstimlen af væsener, der var flygtet fra ilden. De dyr, der kunne svømme, flygtede ud til øen; men skovens andre småfolk var ude af sig selv af skræk.

Padde var heller ikke helt sig selv. Den følte sig ør og tung efter at have være fastklemt og havde svært ved at bevæge sig. Pludselig opdagede den, at skallerne fra jordhulen sad fast! De var klemt sammen til et skjold, der dækkede Paddes nøgenhed. Den var blevet til Skjold-Padde!

Inde i skjoldet var Padde forvirret, indtil småfolkets skrigeri trængte ind. Så vidste den, at tiden var inde. Forsigtigt kravlede den ned til vandkanten, hvor den lod småfolk klynge sig sammen overalt udenpå og indeni skjoldet. Så padlede Skjoldpadde dem over til øen. Den blev ved og ved og ved, indtil alle de små var reddet; og så kom ilden raserende. Ovre fra øen kunne de alle se, hvordan flammerne åd skoven og det væltede træ, der klemte skallerne fast på Padde.

Regnen kom, og ilden døde. Røgen blæste væk, frø spirede og træerne satte nye skud. En ny tid kom, og livet genopstod. Skjoldpadde sejlede de små folk tilbage til skoven, hvor de glædede sig over hver morgen, nød naturens mad og holdt fred med hinanden.

En dag vandrede Skjoldpadde langs bredden til det hvirvlende vand og opdagede en lille jordhytte.  En nøgen Padde puslede med det fineste mosaikmønster. Skjoldpadde samlede en mundfuld skaller, der skinnede som perlemor og gav dem til den nøgne. Inden længe lå deres æg i Moder Jord. Da børnene klækkede, var de alle skjoldunger, og derfra stammer alle jordens skjoldbeklædte Skildpadder.

Tegn en ‘SkjoldPadde’ !

Den efterfølgende udstilling indebærer en samtale, der kan handle om paddernes køn M/K, ‘småfolk’ (insekter/edderkopper/feer mv.), årstiderne, bæredygtighed før og efter de tobenedes opdukken – og selvfølgelig Skildpadde’s skjoldmønster.

At Gå

at gå
at stå
at sidde
at ligge

og blot gøre det
medens man gør det
er essensen
af tilstedeværelse.

Basho gik og digtede haiku:

en vandrer er jeg
medens jeg går,  så går jeg
tidlig sommerregn

Mine morgener indledes med en gåtur – helst i mørke, og hver aften afslutter jeg dagen med en gåtur – også helst i mørke. To daglige ‘visionsrejser’ til den dunkende lyd af 5000 fodtrin.
På  tærskeltidspunkterne: dæmring og skumring.
Uden digitale devices!
At vandre alene i mørke skærper alle sanser, den fysiske tilstedeværelse og den mentale åbenhed overfor mytos.

en dovner er jeg
øver mig i ingenting
iskold østenvind

tanker udad tangenter
udover horisonter

Lysfesten

Lysfesten afslutter mørketiden, og højtiden er den første af solårets fire fejringer af Moder Jord. Lys tændes for kvindekraften, som har mange ansigter.  Maria og Brigid er to af dem.

De nordiske mytekællinger kan æres ved de otte årstidsfester.

Mit fortælle-forslag til festerne for Moder Jord:
Lysfesten: Myten om Hel.
Vårfesten: Myten om Idun.
Høstfesten: Myten om Sif.
Mørkefesten: Myten om Skade.

Kvindemyter til de fire fester for himmelen, som markerer Bedstefar Sols dans over Fader Himmel:
Vintersolhverv: Myten om Angerboda.
Forårsjævndøgn: Myten om Freja.
Sommersolhverv: Myten om Gullvejg.
Efterårsjævndøgn: Myten om Frigg.

Fordel mytekællingerne efter egen natursans!

Ved at fejre de otte naturhøjtider forbinder mennesker sig med naturens rytmer og mønstre, og alles natursans næres.
Over hele kloden fester folk omkring bål, fællesspisning, lege, danse og fortællinger.
Det levende ord opliver og oplyser, og ovenstående myter er forslag til at oplive kvindekraften. Myter er ikke fakta, og man kan bruge dem, som man lyster. Kvindemyterne er fra Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Natursansen forstærkes ved også at fejre Bedstemor Månes 12-13 månetider. Hvis nymåner og fuldmåner festligholdes, så bliver livet fest efter fest efter fest…  🙂
En ‘fest-opskrift’ findes i indlægget Højtidsfester.

Glædelig Lysfest!

Se også  Agerbrugerens Kalender, De 8 Højtidsfester og Nordens Solhjul.