Føniks og Feng Huang

Føniks og Feng Huang er mytiske fugle, der symboliserer nyt liv. Begge er forbundet med renhed, og den rensende ild i ritualer, hvor de æres.

Fuglen Føniks er en ægyptisk-fønikisk gudefigur, der med århundreders mellemrum brændte i sin egen rede og genopstod af asken. Ren og vital.

 

Fuglen Feng Huang symboliserer den dobbeltkønnede renhed. Det flyvende kinesiske yang/yin-symbol for moral og retfærdighed.

Begge fugle er sjældne…
Men de er velkomne gæster ved renselsesfester.

Solhvervsfesternes oprindelige indhold var symbolsk renselse, hvor ondskab, nid, kiv og misvækst ofres i bålene og giver nye muligheder for godhed, retfærd, omsorg og frodighed.

Det psudokristne Skt.Hans-bål kan give anledning til at invitere de rensende fuglesymboler. De kan ofres som dukker, der symboliserer de dæmoner, neuroser og ubalancer, der dræner os for livsenergi, retfærd og godhed. Ligesom de andre solhvervsdukker.

Glædelig renselsesfest!

En Gammel Spand

En gammel spand af bambus gav nonnen Chiyono friheds-indsigten.
En fuldmåneaften hentede hun vand, som spejlede månen. Pludselig gik bunden ud, og nonnen blev forvandlet. Hun skrev senere:

På mange måder forsøgte jeg at redde den gamle spand.
Bambus-taverne om bambus-staverne var ældede og skrøbelige.
Bunden faldt ud.
Intet vand i spanden.
Ingen måne i vandet.

ChiyonoYoshitoshiTræsnit af Yoshitoshi (1889)

Chiyono (1223-1298) var højtdannet samurai-datter. Hun blev tidligt gift og mor, men gik i kloster og udviklede sig til den første kvindelige zenmester – senere abbedissen Mugai Nyodai.
Hun sammenlignes ofte med Hildegard af Bingen.
De er arketypen på den omsorgsfulde, kloge og magtfulde singlekvinde. Enegængeren. Månekællingen. Heksen. Vølven…

Se også indlæggene om Enso og om Måneskålen.

SAKURA-månen er Fuld

Sakuramånen er fuld, den midterste af forårets grønne måner. Da hverken månefaser eller blomstringsfaser indtræffer på faste datoer, vil fuldmånen hvert år falde i forskellige blomstringsfaser. Den fejres under kirsebærtræer i knop, blomst eller forfald, hvor folk samles og fortæller hinanden historier. Også japanske folkeeventyr er levende og forandrer sig med fortæller og tilhørere. Her er en udgave af Bambus/Sakura-pigen:

Der var engang en fattig bambushugger og hans kone, som var et lykkeligt par. De havde ingen børn, men var ikke mindre lykkelige af den grund. En morgen under sakurafuldmånens nedgang arbejdede manden i bambusskoven. Han fældede en bambus så tyk som et menneske, og inde i stubben sad en lille pige. Hun blev datteren i deres hus.

BambusPigen

År for år groede Bambuspigen sig smuk og klog. Hver sakura fejrede hun med sine forældre, hvor hun samlede guld i bambus. De levede et liv i overflod.

Hun nåede den giftemodne alder, og mange mænd gjorde kur til hende. Bambuspigen lovede, at hun ville gifte sig med den frier, der bragte hende den stenskål, som Buddha brugte som tiggerskål. Mange skåle modtog den unge pige. Alle var enestående/wabi/sabi, men ingen var Buddhas.

Da oprandt en sakurafuldmåne, medens kronbladene faldt som lyserød sne, der flød på den lille dam. I dens overflade spejledes fuldmånen. Bambuspigen så da Buddhas tiggerskål. Hun rejste sig, medens blomsterfaldet smøg sig om hende og tog afsked med bambushuggeren og hans kone. Sakurapigen vandrede bort med overfloden, og bambusparret levede det enkle/tilfredse liv til deres dages ende.

DagForDag: K

I år blomstrer Kanzan hældende sig over Måneskulpen (Lunaria annua), på engelsk kaldet Honesty: Ærlighed.

LunariaPink400
Måneskulpen har sit navn, fordi frugtens/skulpens midtervæg er rund og hvid efter tørring. Den ligner en måne, som afsløres, når de to frugtblade løsnes. Derved ses frøene som kratere på måneoverfladen. Vinden tørrer og løsner frøene, som blæses vidt omkring i haven, så de spirer, hvor de selv vil. Ligesom vinterportulakken gror de som ukrudt; men også Honesty bliver her værnet om 😉LunariaMoon

Lunaria (måneagtig) annua (årlig) kaldes også Judaspenge på dansk. Og ja, Judas var nok et ærligt – og pligtopfyldende menneske. Han tildeltes en af verdenshistoriens ledeste roller i teaterstykket om Tømrersønnen fra Nazareth.
Dramaturgen bag drejebogen pålagde ham at angive Jesus. Judas fik 30 sølvstykker for at kysse sektlederen, som derefter blev pågrebet/korsfæstet.
Det var nødvendigt, så Kejser Konstantin senere kunne stadfæste kristendommen og bruge den som sit magtapparat. Offeret var Judas, der hængte sig!

DagForDag: A

KanzanGren

Kanzans første blomst foldede sig ud den tredivte april, så den kunne bidrage til fejringen af Valborg. Det gjorde Musebøgen også. I ly af deres livskraft bandtes dårligdommene til et hyldetræ. Frejas træ.

Traditionen lover, at de gebrækkeligheder og dårlige vaner, der flettes/snoes ind i bånd og bindes på Frejas Træ, vil forsvinde i Valborgnattens magi. Ondskaben kan også bindes som dukker af den gamle sengehalm og brændes i Beltanebålet, der byder maj velkommen. Fortidens bønder anlagde bålet i en hulvej og drev kvæget gennem flammerne, så dyrene blev renset for vinterens utøj.

overtro og tro
ildtillid flytter bjerge
utøjsudrensning

DagForDag: S

Kirsebærblomsternes skønhed og blomstringens kortvarighed er en levende allegori på livet. S-A-K-U-R-A. Det japanske udtryk for, at alt har sin tid. Midlertidighed.
Livets blomstring er kortvarig – efterfulgt af rådnende forfald.

Medens knopper svulmer i kulde, regn og blæst, opbygges forventningen.
I dagene med udspring står folk stille på vejen og bare ser.
Overdådigheden i blomsterskyen og farveskiftene under himmelens sol og skyer trænger dybt ind i mennesker. Blæsende vinde beliver vejen med lyserødt snevejr.

KanzanStol

Mit kirsebærtræer gammelt og hedder Kanzan, opkaldt efter en digter – eller omvendt.  Det er sent-blomstrende med fyldte, selvlysende pink blomster.
Jeg bor hos den aldrende kæmpe; og jeg bortskaffer de rådnede kronblade.

Dionysierne

Dionysierne var oprindeligt kvinde-orgier, der blev fejret i våren i det gamle Grækenland. Ved nattetid dansede kvinder med fakler gennem bjergskovene til vilde rytmer, så de blev ude af sig selv (ekstatiske) og følte frugtbarhedsguden Dionysos i sig (entusiastiske).
Nogle kvinder forblev i begejstringen (manien) og kaldtes mænader. De sønderrev dyr med de bare hænder – og ammede dyreunger!

Dionysos var Zeus’s yngste søn. Hans mor Semele døde med gudebarnet i sig, da Zeus åbenbarede sig for hende. Guden flyttede drengefostret ind i sit eget lår, og da det var fuldbåret, bragte Hermes barnet til mænaderne ved bredden af Okeanos. De ammede ham og opdrog ham til glædes-orgier.

Kulten omkring Dionysos fulgte årstiderne. Død og genfødsel. Frugtbarhedsguden fik tilnavnet Bakchos: det unge skud. Oprindeligt dækkede den betegnelse al ny plantevækst, men da romerne omplantede ham, blev han til Bacchus, vinens gud.

Kvinderne inddrog med tiden mænd i deres orgiastiske danse, og dionysierne udbredtes i hele den græske verden.
I Delfitemplet i Eleusis blev Dionysos tilbedt, når Apollon ikke var hjemme. Dér kaldtes festerne eleusierne.

WABouguereau1825-1905Bacchus

Tiden er inde til dionysier og eleusier.
Foråret bringer ekstase, entusiasme og manier.
Lad os kridte fodballerne og danse!

Se også Kend Dig Selv om Delfi’s orakel.

Hans og Mosetrolden

Hans og Mosetrolden (eller Sumpskovtrolden 😉  )

Før jeg var barn, var Trylleskoven en Troldeskov. Men troldene forsvandt, efter at drengen Hans besøgte den i De Dødes Nat. Her er historien:

Der var engang en meget fattig kone, som sled og slæbte hos en storbonde for at få livet til at hænge sammen for sig selv og hendes eneste søn Hans. Han var en stærk dreng, som lovede sig selv, at han ville give sin mor et bedre liv. Det betød, at han måtte i lag med De Underjordiske.

Ved Allehelgen åbnes porten til Mørkets Rige. Kun den aften kan mennesker møde mørkets kræfter, så før Allehelgens sene solopgang gik modige Hans ud i mosen med sin lysende roelygte. I den vidtstrakte sumpskov boede nemlig trolden i en stendysse, som var fuld af fortidens guld. Hans var iklædt sin varme vams og medbragte brød, skørost og godt humør på vandringen.

Da Hans trådte ind i mosen, så han en lille fugl, der var ved at drukne i et vandhul. Han fiskede den op og puttede den indenfor vamsen, så den kunne tørre. Hele dagen søgte han efter troldens dyssehjem uden held. Tidligt gik solen ned. Hans tændte igen sin roelygte og satte sig på en sten. Pludselig tårnene mosetrolden op foran ham. Den havde længe lugtet Hans, der havde sat sig på troldens stendysse.

TroldeDysse

(nutid:)
Hans hilser godaften og anmoder om arbejde. Troldens øjne blændes af lygten, men han vil nu alligevel afprøve, hvad drengen kan du til:

Knuse en sten i hånden; Hans presser vand ud – af skørosten!
Kaste en sten højt i luften; Hans kaster fuglen!

Mosetrolden tager Hans med til troldkællingen, som bliver noget skræmt af Hans’s evner. De spiser aftensmad og Hans tilbydes en seng. Om natten hører han, at troldkællingen overbeviser sin mand om, at knægten skal slås ihjel. Hans står stille op, finder et kålhoved i køkkenet og lægger det i sengen, hvor hans hoved var. Han gemmer sig i et hjørne. Kort efter entrer trolden rummet med en kraftig kølle. Han smadrer kålhovedet i den tro, at det er Hans’s hoved.

Næste morgen går Hans ud ud køkkenet og fortæller, at en myg stak ham i løbet af natten. Troldeparret stivner, men forsøger at lade som ingenting. Troldkællingen siger, at hun vil afgøre, om han er et mandfolk ved at se ham æde. Trolden og Hans skovler grød ind. Hans vender skeen i vamsens halsåbning. Begge bliver tykmavede – æder og bliver overmætte.
Hans låner troldens kniv – skærer vamsen op, grøden flyder, mere plads. Trolden gør det samme, blodet flyder, han dør.

Troldkællingen indser, at hun har mødte Mosetroldens overmand. Hun bliver bange for Hans og tilbyder ham alt det guld, han kan bære. Troldemor forlader sumpskoven for altid.
Hans vandrer hjem gennem mørke-natten med lysende lygte og guldet. Om morgenen efter Allehelgen vækker han sin mor og giver hende troldeskatten.

(datid:)
De købte deres egen gård, Hans fik en dygtig kone, og alle levede lykkeligt til deres dages ende.

Og sumpskoven skiftede navn fra Troldeskoven til Trylleskoven.

Hans&Mosetrolden400

Hans og Mosetrolden er en omfortælling af folkeeventyret om Hans og Hedetrolden. Fortællingen er tilpasset tiden/stedet/tilhørerne. Den fortælles omkring Allehelgen for store børnehavebørn. Den mytiske bagtanke er at fortælle årstidsbevidsthed ind i børnenes tidsfornemmelser 🙂
Fremfor Halloweens kommercialisme 🙁

Se indlæg om Mindmapping!

Phlogiston

Phlogiston er det mystiske græske udtryk for det, der brænder/ilter/ruster.

Den kemiske viden er skabt ved at svare på menneskers undren.
Svarene omfatter Det Periodiske System. Skaberværkets byggeklodser.
Over 100 elementer med hver sin egenskab.

Engang bestod verdensopfattelsen af kun 4 elementer:
jorden, vandet, luften  og ilden – plus livskraften.
Afbildet i pentagrammet:

DaVinciPentagram

Menneskene undrede sig over, hvad det var, der brændte, når noget brændte.
En magisk egenskab, legeme eller væsen, som det brændbare havde: Phlogiston!
Hvad skete der med phlogiston-delen i mennesket, når det blev brændt?

“… Naturloven om Phlogiston. Den er ikke just svær at forstaa, naar man læser om den, men den er svær at finde sig i, naar de praktiserer den paa os selv.” (side 495*)
“… Phlogiston, det Djævelskab, har negativ Vægt, og jo mere der brænder bort af os, jo tungere bliver vi.” (side 496*)

Karen Blixen skrev Anders’s ord ↑ til Fransine i fortællingen Digteren*.
Historien foregår i begyndelsen af 1800-tallet, hvor naturvidenskaben og romantikken gik hånd i hånd med Goethe. Anbefales!
Et af datidens spørgsmål var:
Hvad skete der med phlogiston ved genopstandelsen?

Idag ved vi, at brændende ild = iltning. Oxidation, forbrænding, ånding.
Så “Phlogiston” er det, der omsætttes ved brug af ilt. Fedtvæv kan måske benævnes phlogiston 😉

*Karen Blixen: Syv fantastiske fortællinger. Gyldendals Tranebøger, 1985.

Tanker om Genopstandelsen

“Tanker om Genopstandelsen” (1917) er økologisk poesi
af digteren  Hans Hartvig Seedorff (1892-1986).

Seedorff

Fra digtsamlingen Hyben (1919) citeres siderne 99-100:

Tanker om Genopstandelsen
fremsat ved et Glas Kummen-Aquavit

Vi har Retten til at drømme, at vi lever,
naar det lykkes os at leve i en Drøm. . .
Se nu brast den danske Drue
bagved Glassets lette Bue,
som vi løfted imod Solens brede Strøm.

Kun den lykkelige lever, mens han drømmer.
Kun den glædesløse drømmer om at dø.
Har vi sat de sidste Kærner
under Høstens høje Stjærner,
da vil andre Hænder sanke vore Frø.

Hvilket Under, at vort Kød og Blod forvandles,
at vi genopstaar engang som saligt Græs!
Vi skal slumre under Kulde;
springe frem igen af Mulde,
vorde Ax paany i Danmarks gyldne Hæs.

En skal genopstaa som Rose, én som Lilje,
én skal finde sig som Kløver i en Lo.
En skal dufte for de Døde.
En skal genopstå som Føde
og med Velbehag forsvinde i en Ko.

Men ihvad der end skal hænde mine Venner,
vil jeg bede til det Forsyn, som er mit:
“Lad mig spire i en Ager, –
nok saa lille, nok saa mager –
blot jeg genopstaar engang som Aquavit!”

Digtet deklameres stadig af vidtløftige økologer.
By heart!