Skjaldemjøden

Skjaldemjøden er en udvidet og anderledes vinklet fortælling om Kvasirs Blod. Den handler om at stifte fred og om at dyrke fredens væsen, som er Kvasir. Visdommens omvandrende fredsmægler. En slags vølve uden køn. Eller dobbeltkønnet…

I fordums tid rasede en slags krig mellem aser og vaner. Aserne var krigsguder, hvis mål var kamp, erobring og grådighed. For at demonstrere magt angreb de konstant vanerne. De var kærlighedsguder, og deres gebet var omsorg, frugtbarhed og bæredygtighed.

Da krigsguderne blev trætte af, at de ikke fik forventet modstand, indså de, at de egentlig ikke kunne undvære kærlighedsguderne. Freden havde vundet, og guderne beseglede en venskabspagt ved alle at spytte i et stort kar. Det blev skvulpende fyldt af fælles livsvæske.

Freja og Frej var vanernes fremmeste magere udi frugtbarhed. De var tvillinger og kanske kærester. Eller måske to forskellige sider af samme gud. De stak hænderne i spytsuppen, rørte rundt i spiraler og fremdrog Kvasir af gudespyttet. Hon var den  kløgtigste af dem alle, for hon havde alviden fra både vaner og aser. Fredens væsen.

Kvasir vagabonderede omkring, fejrede hverdage og højtider og stillede sin visdom til rådighed for enhver, der spurgte. Engang dukkede to af de underjordiske svartalfer op. Fjaler (Snyderen) og Galar (skrigeren) tilhørte underverdenen, hvis småfolk fremstod som sortalfer, vætter og dværge. Nisserne var af samme afstamning. De indbød Kvasir til Svartalfheim, for de havde spørgsmål, som andre ikke måtte høre.

Selvom Kvasir vidste, at intet godt var i sigte, fulgte hon med, som skæbnen bød høn. Svartalferne var eksperter i at udtrække det skinnende af undergrunden. De var kendt for guldet og den deraf følgende grådighed. Kvasir undergik deres forvandlingstrolddom. Dværgene slog høn ihjel og tappede hons blod i to gryder (Son og Bod) og i en kedel (Odrører). I det lunkne blod hældte de honning, og blandingen gærede til en berusende skjaldemjød. Kvasirs blod. Drikkes den i passende mængder giver den visdommens, fredens og digterkunstens gave. Men indtagelse af upassende mængder medfører forbandet vanvid, griskhed og krig.

Kvasirs ublodige lig sendte de til guderne sammen med løgnen om, at den omvandrende skjald var blevet kvalt i sin egen klogskab. Tvillingerne tog resterne af deres kunstværk under kærlig behandling og gav det nyt liv; men det er en helt anden fortælling. Vølvens Spådom!

Fjaler og Galar drak blodmjøden i upassende mængder, og i rusens ondskab druknede de jætten Gilling. En typisk tung, langsom og venlig jætte, der uheldigvis kom på tværs. Hans kone blev larmende af sorg, så hende dræbte de også. Men sønnen Suttung blev vred af sorg og forsøgte retfærd. Han lod de vandskrække svartalfer smage drukendødens vand ved at sætte dem på et klippeskær, der blev oversvømmet ved højvande. De underjordiske kunne ikke svømme. Lige før undergangen tilbød Suttung dem livet for skjaldemøden, som derefter også kaldtes Suttungs Mjød.

Suttung var klar over, at mjøden var både en gave og en forbandelse. Han gemte den dybt i et bjerg, og han lod sin til den tid trofaste datter Gunlød våge over drikken. På den måde blev en fars pige gemt af vejen i trofasthedens navn.

Odins ravne Hugin og Munin havde fulgt hele hændelsesforløbet, så den alvidende overgud var informeret. Hans magtbegær og bjærgsomhed krævede, at skjaldemjøden skulle være i hans varetægt. Derfor brugte han sin evne til af forklæde sig i hensynsløshedens tjeneste.

Almægteren forklædte sig som Bølværk, medbragte en hvæssesten og et bor, og så besøgte han Suttings bror Baugi med henblik på brodersvig. Det var høstens tid, og ni flittige og fredsommelige jætter arbejdede på Baugis marker.

Bølværk hvæssede høstarbejdernes leer så skarpe, at arbejdet gik som en leg. Derfor ville de eje hvæssestenen. Den forklædte Odin smed den ind blandt jætterne, der kastede sig over den; og i kampens hede skar de hinanden ihjel. Sådan som den store gud havde planlagt. Derefter gjorde han ni jættemænds abejdede for at gøre sig fortjent til Suttungs mjød.

Men Baugi havde ikke råderet over sin broders ejendom. Så Odin måtte fortsætte sine bedrag. Han overtalte Baugi til at følge ham til Suttungs mjødbjerg, hvor Bølværk borede et hul i klippen, omskabte sig til en orm og snoede sig ind til jættens artige datter.

Gunlød sad i bjergets dyb og funderede over sin skæbne. Hendes far havde udstedt skrappe ordrer om at værne om gryderne og kedlen, og hun fik den tanke, at livet kunne være andet for en livsduelig ung kvinde. Sådan tænkte hun, da Odin pludselig stod foran hende som en uimodståelig elsker.

Dybt i det mørke bjerg udforskede Gunlød sin evne til elskov. Helt uforstyrret lod hun sig indvie i kroppens mysterier; og hun lod det tage den tid, som det krævede. Den udmattede Odin forsøgte igen og igen at overtale jættekvinden til at lade ham smage Suttungs mjød. Han forsøgte at lokke hende med søde ord, som ville blive mere poetiske, hvis han fik en mundsmag af drikken.

Men Gunlød havde ikke brug for søde ord. Hun vidste selv, hvor sød hun var. Dog efter mangen en elskovleg konkluderede hun, at livet nok var andet end at følge sin fars ordrer. Mjøden var hans og livet var hendes eget. Hun havde luret, at elskeren var mere end interesseret i skjaldedrikken, og hun tænkte, at hvis han løb af med den, så fik hun sin frihed.

Efter en passende tid, gav hun Odin adgang til både gryder og kedel. Han opførte sig præcist så grådigt og ubehøvlet, som hun havde forventet. Gudefaderen forvandlede sig til en kæmpemæssig rovfugl og drak rub og stub. Gunlød lod ham få et forspring, inden hun varskoede sin far. Hvis mjøden nåede vel til Asgård, ville hun være fri for at værne om den.

Da Suttung omsider lyttede til sin datter, kastede han sig i sin ørneham. Han var faretruende nær ved at indhente Odinfuglen; men den sendte en våd prut lige i synet på jætten. Siden da var skjaldemjøden i gudernes varetægt, og gode fortællere siges at have smagt den. Men de dårlige fortællere er dem, der blev ramt af fugleklatten fra gumpehullet…

Du kan selv digte den fortsatte historie om Gunlød – og følgerne af elskovslegen mellem safterne dybt nede under bjerget…

Det Nordiske Sommersolhverv

Det nordiske sommersolhverv fejres i dag den 21. juni kl. 17.54. På tidpunktet, hvor jorden skifter hældningsgrad. Det medfører store ændringer i naturen. Dagene bliver kortere, nætterne bliver længere, og frugtmodningen efterfølger blomstringen. Et magisk øjeblik!  😉

Det nordiske årstidshjul sætter højtiderne i sammenhæng med mytologiens ni verdener:

 

Vintersolhverv 21. december:
         Nord: Niflheim, isens rige.
Lysfesten 2. februar (genfødselsfesten):
         Nordøst: Helheim, de dødes hjem, som passes af Hel.
Forårsjævndøgn 22. marts:
          Øst: Vanheim, bolig for vanerne, kærlighedsguderne.
Vårfesten 30. april:
         Sydøst: Alfheim, elverfolkets hjem.
Sommersolhverv 21. juni:
         Syd: Musplheim, ildens rige.
Høstfesten 2. august:
         Sydvest: Svartalfheim, dværgenes hjem.
Efterårsjævndøgn 22. september:
         Vest: Asgård, bolig for aserne, krigsguderne.
Mørkefesten 30. oktober (dødefesten):
         Nordvest: Udgård, Jotunheim, jætternes hjem.

Menneskene i Midgård fejrer naturens gang med årstidsceremonier, der passerer gennem de 8 omkringliggende verdener med tilhørende myter.

Sommersolhverv forbindes med ildverdenen Muspelheim og myten om Gullvejg, der kendes fra Vølvens spådom. Hun betragtes som en side af vanernes gudinde Freja. Aserne brændte hende tre gange, men hun helede og er siden dyrket som gudinden for frugtbarhed og sejd.

Vølver og shamaner over hele verden har en udvidet bevidsthed om årstiderne, og de lever for, at menneskene bevarer ærbødigheden for naturen og dens frodige mangfoldighed.  Hver højtid fejres med magiske gryderetter, fortællinger og danse.

Se også indlæggene om solhvervsdukkerne,og midsommerbål.

Skt. Hans er et kristent forsinket ritual, der markerer, at Johannes blev født ½ år før Jesus, som også kom lidt for sent i forhold til vintersolhverv…

Vegvisir

Vegvisir er et vejviser-symbol med islandske rødder. Måske en  rejsefører i det nordiske årshjuls verdener:

Et kompas visende vej  gennem livets spiral af årstider, hvor verdenshjørnerne og mytestederne besøges gennem livsaldrene…

Vegvisir præsenteres i det islandske Huld-manuskript side 60. Det er udgivet/indsamlet/opfundet ( ?  😉  ) af Geir Vigfusson i 1880.
Håndskriftet er en opdagelsesrejse værd.

Da Vigfusson er den eneste og tvivlsomme kilde til Vegvisir, kan mønstret tolkes og bruges, som man lyster.
Måske som kompas i den nordiske mytologis 9 riger, som i denne vision:  Vegsisir og Udesidning!

Spurvehøgens Medicin

Spurvehøgens medicin   omfatter to “mentale vejledninger”:

Se det hele lidt fra oven!
og
Bevæg dig lydefrit svævende!

En kold morgen fløj spurvehøgen ind i ruden på baggangens dør. Fuglen landede med brækket hals på bagtrappen, hvorfra den lagdes til hvile i fryseren.


Senere blev høgen centrum i et biologisk laboratorium og en begravelses-højtidelighed på sejdehøjen.

Ritualet ved en dyregravlæggelse kan bestå af tre punkter:

1.  Velkomst med hilsen,  oprindelige  folks, den nordiske eller en helt tredje.

2.  Fortælling om dyret og de egenskaber, der giver medicin/råd/forbilleder til mennesker.

3.  Den magiske Øko-remse:
Af Jorden er du kommet,
Til Jorden skal du blive,
Fra Jorden skal du genopstå.

Finalen: “med kors og bånd og stjerner på” erstattes med
med næb og kløer og vinger på, når det er en fugl.

Børn fryder sig ved ritualer og remser i naturen 😀

Spurvehøgens biologiske rester blev begravet i sejdehøjen, som nu benævnes Høgens Høj.

lydløst svævende
hævet over alverden
høgens medicin

Bulmeurt

Bulmeurt er en klæbrig, giftig og ækelt lugtende urt med violet-årede skidengule blomster.
Planten blev brugt af LocustaDelfi-oraklet og vølverne i Norden. Frøene lagdes i gløder, hvor de bulmede: udviklede kraftig røg, som indåndedes.

Planten indeholder hyoscyamin og scopolamin, der påvirker nervesystemet.
Smertestillende, søvndyssende og hallucinerende. Dødbringende!
Ligesom galnebær, alrune og pigæble, der også tilhører natskyggefamilien.
Den omfatter desuden kartoffel, tomat og chili!  😉

Hyoscyamus niger (Bulmeurt) har været brugt som lægeplante og trolddomsurt. Den gror i næringsrige biotoper – ofte nær klostre.
Hver plante producerer flere tusinde frø, som udvikles i lågkapsler (djævlenosser), der er nemme at høste.
Spireevnen kan bevares i århundreder, og bulmeurtfrø er fundet i flere vølvegrave i Norden.
At møde en bulmeurt i landskabet er en særlig oplevelse…

natskyggedøden
naturlig plantemagi
dræbende kemi

Frejas Sal

“… og det er Frejas sal.” Det nordiske land med de himmelstræbende bøgetræer, i hvis staver runer ristes. Bog-staver.

Der er et yndigt land, hvor Freja er en højærværdig frue. Hun var vanegudernes dise, som tog vare på den kærlige omsorg og bæredygtighed.

Frugtbarheds-gudernes frue blev også kaldt Vanadis, og hun blev æret som indvandrer blandt aserne, krigsguderne i Asgård. Hun gav anledning til kampe mellem vaner, aser og jætter. Men vanernes gebet var fred; og Freja samlede dem, der døde fredeligt i kampen for den daglige overlevelse i sin sal. Folkvangs krigere!

Freja er desuden vølve-arketypen, naturkvinder, der kender årstider, mønstre, rytmer og sange og som kan magte sejd.  Frugtbarhedsgudinden er uden mage; men engang var hun gift med Odr (Odin?), der altid var på farten, og hun græd gyldne tårer.

Frejas attributter er falkehammen, kattevognen og halssmykket Brisingamen, som hun erhvervede ved at ligge med fire dværge. Nætterne med Alfrik, Berling, Dvalin og Grere berigede hende med underverdenens magi: Forførelseskunstens fire elementer: det faste, det flydende, det luftige – og det brændende.

Elskovskunstens vildskab forbindes med Freja på godt og på ondt. Hendes formødre omkring Middelhavet var de skønne og vilde kvinder: Afrodite/Venus og Artemis/Diana. Gudinder, der agerede i overensstemmelse med kvindenaturens ubetingede kærlighed – uden hensyn til mænds forventninger. I samme ånd som Gullvejg fra Vølvens Spådom.

Fortællingerne om Freja er evigtforanderlige. Hun kan fejres ved forårsjævndøgn, hvor hendes myte fortælles. Gudinden er et symbol uden entydig livshistorie; derfor har fortællere til alle tider skabt hende i deres egne billeder 😉

Oehlenschläger digtede Danmark til Freja’s sal. Sejdens, bæredygtighedens og elskovskunstens land?

Sejd

Sejd er den nordiske shamanisme.
Alle folkeslag har mestre, der har en særlig fornemmelse for naturen og for mytos. Den slags personer lever i udkanten af samfundet og er tit omvandrende. Oftest bliver de udpeget eller ligefrem udstødt, fordi fællesskabet oplever dem som psykisk utilregnelige.
Indledningsvis er rollen ikke selv-valgt; men den, som påtvinges/påtager sig gerningen, understøttes af folket, der anser personen som kaldet med adgang til viden om magi og Selvets visdomsmønstre.

En sejdemester lever i og med naturen og dens rytmer, mønstre og sange. Nordens vølver var botanikere, zoologer og ornitologer; de kendte naturens verden og dens kraft-formidlere.
Og de kendte portene til mytosverdenerne:

Underverdenen: (gul)
Elementernes enorme og dybe kræfter, der skaber både kaos og helhed ved modsætninger, liv og død.
Rejsen til underverdenen sker nedad gennem sprækker, huler og kilder, hvorunder hjælpeånder kan mødes.
Færden kan sammenlignes med et helende besøg i Moder Jords livmoder. Indadvendt og sammentrækkende.
Udgård/Jotunheim (Skade), Niflheim (Angerboda) og Helheim (Hel).

Mellemverdenen: (rød)
Menneskenes parallelle ‘virkelighed’ med deres menneskelignende gudeprojektioner.
Bevægelsen fra den fysisk/mentale verden sker gennem vandrette åbninger/porte/døre i naturen eller bygninger.
Visionsrejsens indhold er at hele psykologiske gestalter og følelsesmæssige ubalancer.
Midgård (Embla), Asgård (Frigg)  og Vanheim (Freja).

Oververdenen: (blå)
De ‘udover-menneskelige’ væsner, kraftbærerne med æterisk magi (engle, kraftdyr, alfer, dværge, nisser, – alle småfolk i naturen).
Færden til oververdenen sker opad trapper/træer/bjerge eller ved flyvning, og den indebærer oplevelser af bevidsthedsudvidelse, åbenbaringer og spirituelle indvielser. Udadvendt og udvidende.
Svartalfheim (Sif) og Alfheim (Idun) og Muspelheim (Gullvejg).

Vølverne bevæger sig mellem verdener ved hjælp af ‘shamanheste’, som kan være rungende lyde, dundrende trommer og gjaldrende stemmer.
Sejdritualer afholdes ved dæmring (vesten for solen og østen for fuldmånen) eller skumring (vesten for fuldmånen og østen for solen).
Vølven sidder på et højsæde, sejdhjællen, og omkring hende galdrer jomfruerM/Ks kraftsange, vardlokkur, som lokker ‘kraftånde’ til, bevæger naturen og åbner til andre verdener.

Sejdfejringer er hellige højtideligheder i naturens udendørs kirke. Portaler til det numinøse. Verdener af symboler, som giver menneskene helende kraft. Adgange til de hellige helheder. 
Uden egoernes forgængelige forfængeligheder… !
Helt uden selvhøjtidelig showing-off… !
Udesidning alene er også sejt ! 😉

Det symbolske tegn for sejd kan være Valknute. Den ses på sten-stelen i Stora Hammar, der forestiller Odin, der sejder ved et alter under trekant-knuden.
I nyere tid er knuden kaldt Valknute, og den er forbundet med krig; men den kan i stedet ses som symbol på de tre verdener.

Sejde-symbolet består af tre ligesidede trekanter, hvoraf den ene binder de to andre til en knude af tre lukkede bånd. Hvis et af trekant-båndene brister, så frigøres de to andre. Det betyder, at mønsteret/verdenerne kun hænger sammen, når alle tre trekanter er hele.

Knude-typen er en Borromean-konstruktion; og den samme magi/matematik findes i de forbundne ringe i det kristne treenighedssymbol (Faderen, Sønnen og Helligånden):

vandret solopgang
trædans omkring hellighøj
jordforbindelse

Se også At GåHrungners Hjerte og Kraftdyr !

Ægte Kærlighed

Ægte kærlighed handler om at værne om Moder Jord.

I overensstemmelse med Myten om Den Store Helhed, som handler om, at al ondskab og lidelse skabes af mennesker.
Derfor kan den elimineres af mennesker.
Af medfølelsen og visdommen i vor iboende godhed.
Den buddhistiske filosofi handler om den ægte kærligheds fire ‘trin’:

Ubetinget venlighed.  (Metta)
Gensidig medfølelse.  (Karuna)
Fælles livsglæde.  (Mudita)
Inkluderende lighedsfølelse.  (Pekkha)

Romantisk kærlighed kan kun udfoldes, hvis alle fire aspekter er i sving.
Forventningskrav, magtesløshed og tillidstab er tegn på manglende ægte kærlighed.
Mange relationer bygger på forfængelighed, selviske begær og gensidige projektioner. De forhold medfører lidelse.

Den ægte kærlighed indebærer i følge buddhismen, at mennesker erkender tomheden. Forfængeligheden. Forgængeligheden.
Sunyata. Den Store Helhed.

Moder Jords balance ødelægges af de to-benedes forfængelighed. Forbrugsbegæret.
Ægte kærlighedsrelationer erkender forfængelighedens forgængelighed, så de undgår forbrugerismen og fryder sig ved venlighed, medfølelse og glæden over skaberværket. Visdom.

Se også myten om Skildpadde-Øen.

Fastetiden

Fastetiden er træning i nøjsomhed og letbenet dans 😉

I agerbrugernes samfund var det småt med føde og foder i denne tid, så tit måtte både husdyr og mennesker faste. Ufrivilligt. The Spring Hunger Gap.
Kulden og mørket hindrede arbejdet med jorden, men varmen blev opnået ved at feste: klæde sig ud, lave løjer og danse. Karneval.
Ritualerne omfattede en renselsesperiode før offerfesten. Renselsestiden indledtes 1 månetid efter Jomfrufejringen med at faste i 1½ månetid indtil den første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

Senere overtog de kristne frugtbarhedsfesten, og forvandlede den til påske. Menneskeofferet blev festens midtpunkt; hans blod blev drukket og hans kød blev spist.

Vi indretter stadig vor kalender og dagligdag efter månetiderne og de hedenske højtider, selvom de er forklædt som kristne.

Moonlight400

Fasten falder i solårets tredje månetid, som i klanmor-traditionen er knyttet til planlægning af ret færden.
Årets første måne handlede om at hvile og modtage (heling/tanker/omsorg). Den fulgtes af månen for visdom/udsyn/nytænkning.
Nu er tiden inde til at lægge planer for såvel ModerJords som for hver enkelt to-benets vækstsæson og årsvirke. I bæredygtighedens ånd!

Glædelig Fastetid!

De 8 Årstidsfester

De 8 årstidsfester markerer jordens frugtbarheds afhængighed af lyset.

De 4 himmelske fester markerer, at Bedstefar Sols skin varierer og skaber årstiderne omkring vintersolhverv, forårsjævndøgn, sommersolhverv og efterårsjævndøgn.

De 4 jordiske fester fejrer Moder Jords årsrytme:
Lysfesten/Kyndelmisse, 2. februar: Moder Jords jomfruelige mandbarhed
Vårfesten/Løvspringsfesten/Valborgsaften, 30. april: Moder Jords frugtbarhed.
Høstfesten 2. august: Moder Jords modning og afkom.
Mørkefesten/Løvfaldsfesten/DeDødesNat, 31. oktober: Moder Jords forfald og hvile.

Se også Årets Gang!

Indviklet i årstidsfesterne festes for Bedstemor Måne: de 12-13 månetider med hver sin kraft. Se indlægget om klanmødrene.

Om få dage fejrer vi Lysfesten som afslutning på mørketiden, der indledtes med Mørkefesten. Nu lukkes porten til mørket. Derfor indeholder festen både et farvel til mørket og et velkommen til lyset.
Den væsentlige fejring sker i det enkelte menneskes sind.
Tiden er inde til at skabe årstidsfester som modvægt til skærme, der blinder os – og umenneskeliggør vor årstids-sans…

Lysbarnets dans (solsort.dk)