Den Lille Røde Kat

RedCat

Den Lille Røde Kat er et eventyr forfattet til fortælling Valborgsaften og Allehelgen.

Der var engang en bondemand og hans kone, som ville afhænde gården til en af deres tre sønner. Under Valborgsfesten sendtes ældstesønnen ud i verden for at tjene en årsløn og finde en kone.

Ældstesønnen gik ud ad vejen, der delte sig højre og venstre om skoven. Midtfor stod en sten i udkanten af skoven. På stenen sad en lille rød kat, der forsøgte at lokke ham ind i skoven. Sønnen gik til højre.

Undervejs:
Kro i lille by, afslog arbejde. Kro i større by, afslog kvinde. Kro i Den Store By, gik på druk med de andre, der ikke tog imod chancer, der belv budt.

Ved Allehelgen vendte ældstesønnen hjem. Tomhædet og fordrukken.

Mellemstesønnen vandrede ud ved næste Valborgsaften. Han gik til venstre og gentog ellers storebroderens færd med den forskel, at han gik til i spil.

Drankersønnen og spillersønnen arbejdede atter på gården med forældrene og yngstebroderen.
(nutid:) Da den yngste søn når mandsår, ønsker han at gå ud i verden ved Valborgsfesten. Han hånes – og må knokle gennem sommer/høst. Allehelgens aften meddeler han familen, at nu går han!

Ved vejdelingen møder han den lille røde kat – og følger den!
Ned i mørketidens vinterhi sammen med bjørne, pindsvin og brumbasser i jorden. På et tidspunkt vågner mindstebroderen med katten på brystet, og sammen går de ud i et underjordisk kongerige. Den unge mand får arbejde på slottet. Fejer vindebroen, muger ud ved dyrene og hugger brænde. Lærer at ride, at jage og at berede mad. Han tjener ved at regne, skrive og beslutte.

Da Allehelgen igen indtræffer, får han en årsløn, og den lille røde kat lover, at han vil få en kone, hvis han gør et sidste stykke arbejde: “Hug hoved og hale af mig – og sæt dem omvendt på”. Trods modvilje føjer han den, og pludselig står en skønneste kongedatter foran ham: “Gå hjem til din familie. Fortæl ikke om din lille røde kat. Jeg kommer til Valborgsfesten”.

Hele vinteren nynner yngstebroderen. Valborgsaften er den sædvanlige fest forberedt, og i det øjeblik familien sætter sig til bords, kører en vogn ind i gården. “Min Kone!”, siger yngstebroderen.

(datid:) Skulle de to så overtage gården? Nej, skønheden førte ham til sit rige, hvor de holdt bryllup som konge og dronning!

Ovenstående er eventyrets skelet. Kød/muskler(dramatisering) og hud/hår(sansninger) tildigtes i feedback med tilhørerne.
Se også indlægget Skelettet i en fortælling!

Se også Mørkefest for børn!

Hakuin

ZenHakuin

Hakuin malede i barokken ligesom Bailly – omend i Japan, hvor han var zenmester. Han sagde:

Ønsker du hjerte-ro?
Så vær parat til at svede!

Andre frit-oversatte citater:

Slip din navlebeskuen,
og universet bliver synligt!

Alt levende er buddha-natur.
På samme måde som is er vand.
Uden vand, ingen is.
Uden buddha, intet liv.
Kun stivnen…

Lysende indsigt findes i snefnug.
Lyt til den  sne, der lander på dig!

En zen-mester kan sammenlignes med en erfaren og underspillet kæmpetiger – indeholdende et pludseligt øredøvende brøl.
Zen-udøvere ligner kattedyr i alle af-arter.
En og anden forbliver en u-seende killing, der drages af garnnøgle-fortællinger 😉

Hjertesutraen og Prædikeren

Hjertesutraen og Prædikeren har samme budskab:

Alt er tomhed!
Forfængeligheden blænder os!
Vi er forgængelige!

Hjertesutraens mester videregiver Prajna(erkendelse) Paramitra(den anden side) til sin elev:  Hjerte-ro uden ønsker/mål/begær.

Prædikerens Bog findes i Det Gamle Testamente. I den fortælles, at vinden blæser, og at alt har sin tid. Desuden påstås, at Skaberen har skabt alt, som det skal være; men at menneskene har så sære ting for.

Begge skrifter foreskriver, at ro i sindet opnås ved at erkende forgængeligheden, som tomhed uden tilknytning:
Uendelig Åbenhed!
Derved ophæves slaveriet af forfængeligheden.

DavidBaillyVanitas

Barokmaleren David Bailly malede sigselv med alt, hvad hjertet og forfængeligheden begærer. Kraniet, sæbeboblerne og narren symboliserer forgængeligheden 😉
Vanitas!

Det Blå Piletræ

Det blå piletræ findes i forskellige motiv-udgaver på porcelæn og fajance. Blue Willow.
Det illustrerer den kinesiske fortælling om De elskende Fugle:

Der var engang en mandarin, der havde en eneste smukkeste datter. Men da hun og hans bogholder forelskede sig i hinanden, byggede faderen et hegn om deres hjem for at skille de elskende ad. I stedet blev pigen trolovet til en passende velstående greve, og bryllup planlagdes til den forårsdag, hvor piletræerne ville slippe deres blomsterrakler.

På bryllupsdagen – medens pileraklerne dalede til jorden – ankom den udvalgte greve med et juvelholdigt skrin. Samtidig sneg den elskede bogholder sig ind forklædt som tjener. Han bortførte sin smukkeste elskede – og skrinet. Den håndfaste fader opdagede dem på broen over vandet, og han satte efter dem med en pisk i hånden. De slap fra ham i grevens båd og bosatte sig på øen i søen.

Efter en kort lykkelig tid blev de fundet af greven, som dræbte dem begge og generhvervede skrinet. Men guderne græder, når kærlighed går til grunde, så de omskabte de elskende til fugle, som flyver i historien på de blå porcelænskopper, tallerkener og serveringsfade…

I 1901 blev fortællingen brugt i en komisk opera 😉

DeElskendeFugle

blå historie
modgang og melankoli
forbudt kærlighed

Maurerens Sidste Suk

Maurerens Sidste Suk er et af Salman Rushdies mesterværker.

rushdie

Moraes Zogoiby fødes i 1957 som søn af en brogetflosset forretningsfar og en excentrisk kunstmalermor. Han omtaler sig selv som Maureren i jeg-fortællingen om slægtens farverige historie i Bombai, Gudinden Mumbais aldrig sovende by. Før, under og efter Imperietiden – hægtet på historiske begivenheder. Ispundet hans tre søstres arketypiske kvindeliv: modellen, aktivisten og nonnen. Hovedhistorien er søn/mor-forholdet…

Salman Rushdie er en formidabel ordjonglør. Han udsender et virvar af scenarier, som svæver i rummet, vikler sig ind i hinanden og lander i intrikate mønstre – uden løse ender.
Personkarakterer/dramaer er af Shakespeareske dimensioner!
Spækket med visdomsord:

“… hvis sandheden om vores eksistens er, at der findes så mange skjulte sandheder bag Maya-slør af uvidenhed og indbildning, hvorfor da ikke Himmel og Helvede?
Hvorfor ikke Gud og Djævelen og hele den forband
et-velsignede badulje?
Hvis der er så mange åbenbaringer til, hvorfor så ikke en Åbenbaring? – Ja tak.
Det er ikke det rette øjeblik at diskutere teologi.
De emner, der står på dagsordenen, er terrorisme og
et hemmeligt kernevåben.”
(side 324)

Salman Rushdies romaner kræver tid og fordybelse, og de kan læses igen og igen med nyt udbytte hver gang! Vedvarende ordskat!
I 2019 udkom Quichotte, som er inspireret  af den spanske helt og af Fuglenes Forsamling, men som er spot on amerikanismen…

Se også manderomaner og mandefølelser

Hypatia – og Ebbe

Feministen Hypatia levede i Alexandria (ca. 350 – 415), og hun mindes ved forårsjævndøgn.

Hypatia var filosof, skoleleder og naturvidenskabskvinde.
Hun viede sit liv til læring(science/fornuft), åbenhed og frihed fra religion! Såvidt vides levede hun i cølibat – i forskningsfællesskab med sin far Theon, indtil han døde. Hun skal have sagt:

“Kæmp for din ret til at tænke, for selv forkerte tanker er bedre end slet ingen!”

De kristne brændte Hypatia – efter at hun var voldtaget, stenet og slæbt af heste gennem Alexandria. Hun blev pågrebet, medens hun studerede forårsjævndøgnets stjernehimmel. Et månekrater ved Rolighedens Hav (Apollo 11’s landingsplads) er opkaldt efter Hypatia. Så månelandskabet er en påmindelse om den frie tanke  😉

I 2003 udgav Ebbe Kløvedal Reich sin sidste roman Himlene og Jorden – et hypatinsk rejseeventyr, hvori Hypatia, hendes verdensankuelse og Alexandria er omdrejningshistorien. Forfatteren fortolker Hypatias værdinormer ind i romanfigurer, som her citeres:

“Vi mennesker er de eneste der er nødt til at bruge tanken, for vi skal skelne mellem kærlighed og brunst og liderlighed.” (side 433)

Livsnydelsen kan ikke tåle at have slaver.… Der skal gøres oprør i mod den.” Hvis livsnydelsen får slaver, “… så forsvinder den. Eller den begynder at rådne. Og så begynder kedsomheden og uvirkeligheden.” (side 436)

“Det største vi ser, ser vi ikke med øjnene, men med tanken og troen.” (side 459)

Romanen foregår i fortid/nutid/paralleltid. I Alexandria, Københavnsområdet og Hypateia.
En magisk/historisk realisme om politik/religion – og kærlighed.
Og en gammel jeg-forfatter 😉
Portræt: Anne Voel:

Ebbe250x400

Ærede være Hypatia fra Alexandria og Ebbe fra Kløvedal.
Filmen Agora (2009) handler også om Hypatia.

Havets Datter

Ved julimorgenens tidlige solopgang og under lærkesang så en lille pige sit første dagens lys i Hummelbo. Hun skreg lungerne fulde af frisk havluft, altimens hendes rastløse far vandrede langs de aurorabelyste bølger og tog imod havets nattegaver. En gylden ravklump, en rurbesat flaske fra fremmede himmelstrøg eller måske en vildfaren appelsin. Æ Hummel var strandfoged, og hans egen jord bredte sig fra fjordens dynd til havets brus. Han var også fører af redningsbåden, og han vidste om nogen, at Havet giver, Havet tager.

Da Æ Hummel var yngre havde han et syn. På vej hjem fra et festligt lag mødte han en mandsling med gedebukkeben, som skræmte livsvandet ud af ham. Siden den brandert rørte han ikke akvavitten; han overgav sit syndige liv til Herren og byggede Ham et hus. Dets tag var ofte ved at lette, når han og de andre missionske sang om Havet, Himmelen og Helvede – især når Helligånden istemte lovprisningerne af Herren. Herren giver, Herren tager.

Nu havde Herren givet ham en lille pige. Hvilket nummer hun var i børneflokken, kunne han ikke lige beregne. Skulle han medregne de døde? Alle undfangelserne? Herren sorterede selv skravlet fra; han vurderede enerådende, om hans skabninger kunne klare jordelivet. Uanset hvilke prøvelser det nye menneskebarn måtte udsættes for, så skulle hun have stærke navne med på sin vej:

Johnine efter Johannes med åbenbaringen
Kristine efter den svenske dronning Kristina, der frasagde sig rigdommen for kristendommen
Margrethe efter Danmarks første regerende dronning

Johnine Kristine Margrethe blev døbt med evner for fantasi, nøjsomhed og magt i Treenighedens navn. Men pigens moders tarme fandt ikke deres vante plads, og den kloge, gode og milde kone døde fra sin nyfødte, sin mand og sine øvrige seks levende børn. Herren gav, Herren tog.

Det lille samfund bidrog hurtigt med en energisk husholderske, og pigebarnet blev givet til et barnløst par, der dagligt takkede den selvsamme Herre, som tog hendes mor. Æ Hummel forenede sig med med husholdersken inden sørgeåret var omme, og Herren var dem gavmilde. Det siges, at de missionske ofte har kort drægtighed efter et bryllup, og efter få måneder fødtes endnu et pigebarn.

Allerede som spæd gik den lille Johnine sine egne veje. Hun voksede op som enebarn, selvom hun med tiden havde 16 søskende, der kendte deres opgaver med fjorden, jorden og fårene. “Ingen ledige hænder” var et af Æ Hummels mundheld, og han selv gik forrest, tidligt og silde som den flittige brumbasse, han var kaldet efter.

 

Johnine Kirstine Margrethe var en krudtpige, og hendes talenter blev samlet i kælenavnet Nine, for der skulle kaldes hurtigt, hvis hun skulle nås. Nine blev opdraget til at være “fin”. Hun var bedre end godt begavet og kom på højskole, hvor Nine blev til Nina, og den formørkende Beck blev skiftet ud med den oplysende Grundtvig. Hun stod altid forrest, når der var livsglæde i luften, og hun blev en uforglemmelig og højrøstet lærer, der altid var god for en historie. Det “fine” gik af hende…

At blive en dydig hustru var ikke Ninas livsmål; alligevel overgav hun sig til drømmerdegnen, der sværmede for Bjørnstjerne Bjørnson. Hun medbragte sin sprudlende fantasi, sin retlinede nøjsomhed og den hummelske magt i ægteskabet med degnen. Som 35-årig fødte hun deres første søn, hvorefter seks børn fulgte. Herren tog skravlet: to børn og husbonden, –  inden hun fyldte 50 år. Så kom krigen. Nina og hendes fem børn blev prisgivet nåden. Herrens og Æ Hummels afkoms.

Efter krigen flyttede Nina hjem! En enlig fisker og fåreavler mellem fjord og hav velkommede hende som husholderske med de børn, der endnu ikke sejlede deres egen sø. I den sandomsuste hedejord gravede den gæve kone en have. Voldene omkring beskyttede hun med stikkende hjelmegræs, stinkende fjorddynd og tang under gamle fiskenet, hvori hun plantede gran og fyr. Hun passede får og løste krydsord, som rutebilen tog med til Dagbladet i Ringkjøbing, hvorfra chaufføren også returnede vindermønten.

Da Nina rundede Støvets År tegnede hun sit ønskehus – og byggede det! Køkkenets vægge tapetserede hun med et koralblåt undervand fyldt med håndstore farverige fisk. Hver morgen rensede hun sind og krop ved æ hau, inden hun serverede den snaps-fortyndede morgenkaffe for rutebilchaufføren, medens de tålmodige passagerer udvekslede lokalnyheder. Aldrig var hendes arbejdshærdede hænder ledige og sjældent stod hendes rullende mundtøj stille – godt hjulpet af det livsvand, som generøse besøgende gerne medbragte for at få del i hendes evindelige fniseri.

I mange år regerede Havets Datter fra køkkenbænken. Dronningetronen under tapethavets fiskevrimmel, der svømmeglimtede i himlenes skiftende lys. Hver dag harcelerede hun mod Mammons Magt. Livsens vand i kaffepuncherne skvulpede i underkopperne, når hendes barkede knytnæver bankede forstanden ud af gud og ind i hvermand: Hvorfor bekymrer I jer? Herren sørger for os ligesom for blomsterne på engen og fuglene under himmelen. Og hver dag har nok i sin plage!
Herren giver, Herren tager !!!

Overdrivelser/Yderligheder

Overdrivelser og Yderligheder er bevægelser, der overskrider grænser.

Overdrivelser fremmer forståelsen – OG fortællinger!
At overdrive er at overskride grænserne for “normen”, “pænheden” og “sandheden”. At gå til yderligheder er at udfordre grænser. At dramatisere!

 

Søstrene Maria og Martha var veninder med tømrersønnen fra Nazareth. Kvinderne er arketyperne på den egensindige/ustyrlige og den retsindige/føjelige. Da Nazaræeren engang besøgte dem, knuste Maria en krukke med kostbar salve, som hun dramatisk smurte manden ind i. Mange blev forargede. Men Jesus sagde: For det hun gjorde, skal hun huskes – som et forbillede!

Den historie er en opfordring til at overdrive og gå til yderligheder!

Nu er strategifuldmånen over os. Tiden er gunstig for årets planlægning. Såvel haveplanlægning som personlige målsætninger. Det er nu, der skal lægges strategier for at gøre op med begrænsninger og for at flytte egne grænser. Tiden er inde til at forberede vore egne fortællinger. Dramatisere. Med indlagte overdrivelser og yderligheder 😉

Det Numinøse

Det Numinøse er den ubeskrivelige guddommelige følelse af Den Store Sammenhæng – også uden en gud.

Filosoffer, præster og psykoanalytikere har forsøgt at sætte ord på fænomenet: Livsånden/Gudsgnisten/Selvet er forsøg på at beskrive aspekter af Det Numinøse.
Søren Kierkegaard taler om Det Absolutte.

Dette Numinøse Absolutte kan ikke præciseres; men det kan opleves! Og man er ikke i tvivl, når den jegforglemmende højtidsfølelse af Den Store Sammenhæng rører på sig.

Ordet numinøs blev opfundet af Rudolf Otto i bogen Das Heilige (1917): en anonym kraft hinsides rækkevidde, som mennesker erfarer i spontan grebethed!
Mysterium tremendum et fascinosum: en hemmelighedsfuldhed, der medfører skælvende dragning.

Buddhatilstanden er en totalfornemmelse af Det Numinøse: Satori. En gennemsyrende tilfredshedstilstand.
Haikudigtning kan være en adgangsbillet til momenter af stillestående harmoni med Den Store Sammenhæng, som i yderste konsekvens ophæver følelsen af tid og sted.

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig benævnte Det Levende Ord som oplivende og oplysende. De fortalte ord kan føre til følelsen af mening med tilværelsen, og den ægte storyteller kan nære tilhørernes fornemmelse for numinøsitet ved fortællingens kraft.
Gid det oplivende og oplysende levende ord må være stærkere end de fængslende skærme, der forhindrer mennesker i at mærke Det Numinøse!

det numinøse
erkendelse af mønstre
ubegribeligt