Det Numinøse

Det Numinøse er den ubeskrivelige guddommelige følelse af Den Store Sammenhæng – også uden en gud.

Filosoffer, præster og psykoanalytikere har forsøgt at sætte ord på fænomenet: Livsånden/Gudsgnisten/Selvet er forsøg på at beskrive aspekter af Det Numinøse.
Søren Kierkegaard taler om Det Absolutte.

Dette Numinøse Absolutte kan ikke præciseres; men det kan opleves! Og man er ikke i tvivl, når den jegforglemmende højtidsfølelse af Den Store Sammenhæng rører på sig.

Ordet numinøs blev opfundet af Rudolf Otto i bogen Das Heilige (1917): en anonym kraft hinsides rækkevidde, som mennesker erfarer i spontan grebethed!
Mysterium tremendum et fascinosum: en hemmelighedsfuldhed, der medfører skælvende dragning.

Buddhatilstanden er en totalfornemmelse af Det Numinøse: Satori. En gennemsyrende tilfredshedstilstand.
Haikudigtning kan være en adgangsbillet til momenter af stillestående harmoni med Den Store Sammenhæng, som i yderste konsekvens ophæver følelsen af tid og sted.

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig benævnte Det Levende Ord som oplivende og oplysende. De fortalte ord kan føre til følelsen af mening med tilværelsen, og den ægte storyteller kan nære tilhørernes fornemmelse for numinøsitet ved fortællingens kraft.
Gid det oplivende og oplysende levende ord må være stærkere end de fængslende skærme, der forhindrer mennesker i at mærke Det Numinøse!

det numinøse
erkendelse af mønstre
ubegribeligt

Skelettet i en fortælling

Skelettet i en fortælling er den barberede handling.
Eksempel: Den Kloge Gamle Kone.

Knoglerne er skelettet/stilladset/drejebogen, der beskriver scenerne og tidsforløbet. Opbygningen af historiens gang, dens aktører og remedier. Dette plan indebærer præcise navneord (personer/steder/ting osv.)

Kød/muskler fæstnes på knoglerne: dramaet. Bevægelserne i fortællinger knyttes til aktive og malende udsagnsord.

Huden symboliserer appellerne til sanseligheden, der skal pirre synet, hørelsen, lugtesansen, smagssansen og følesansen – plus den sjette/magiske/overjordiske sans. De farverige tillægsord bærer den opgave.

I fortællesituationen er sanserne kommunikationsbærerne. Beskrivelser af duft, smag, syn, lyd og følelser af kulde/varme/smerte/kløe/osv animerer fornemmelser af lyst/angst/forventning/lettelse/osv, så fortællingen udfoldes mellem fortæller og tilhører. Med hud og hår!

En fortælling er en levende organisme, og de indre organer kan også tildeles egenskaber. Hjertet symboliserer Det Numinøse, bæreren af den ubegribelige store sammenhæng, hvis mønstre strømmer gennem blodet – opildnet af sjettesansen…
Fordøjelsen/mavefornemmelsen er en historie for sig 😉

Fortællekunst er økologi på abstrakt plan! 😉

Den Gamle Dame

Den Gamle Dame fortæller myter, folkeeventyr og historier af bl. a. Andersen og Blixen – plus sine egne sammensurier. På højskoler, biblioteker, museer, institutioner og hjemme hos folk. Hver optræden indledes med en præsentation.
På middelaldermarkeder i Køge indledte hun med  denne historie:

I Køge levede en gang en murermester ved navn Ejlif, der stod for at bygge Nikolaus’s Store Kirke. Nikolaus er helgen for de søfarende; og så har han vinterarbejde som julemand.
Ejlif var far til Maria, der strejfede i landskabet syd for den nye by. Hun kendte naturen på godt og ondt, var ikke bange for dens luner.

I Herrens År 1298 faldt fuldmånen i efterårsjævndøgnet, og om natten sad Maria Ejlifsdatter i ly under jættestuens hvælving i Maglehøj. Himlen var skyfri, og hun badede sig i måneskin. Maglehøjs store sten lyste helt særligt som indbydelse til fest, og ud fra skoven trådte den mægtige hornede bjørnelos, Ursus lynxicornus. I mange livsaldre havde den tjent Modergudinden; men nu var dens tid forbi.

For allersidste gang søgte bjørnelossen vinterhi i Maglehøj, – og dér sad pigebarnet! Maria lyttede til den gennem natten, indtil dens liv ebbede ud med den nedgående fuldmåne. Med dagens komme overtog hun bjørnelossens magiske kraft og dens ene horn.

Den lille Maria blev sidenhen Køges Kloge Kone, der hjalp de syge; og hun samlede urter til nonnerne i Skt. Gertrud og gråbrødremunkene. Nu er hun en meget gammel dame, som fortæller om ModerJord, månetiderne og livsurterne.

fegahamo Anne Voel

Den Gamle Dames grønlandske myter indlejredes i hende, dengang hun for mange generationer siden levede med De Oprindelige Folk og deres fortællinger om Festens Gave og Havets Moder.

Bamsedagen er det nyeste skud på Den Gamle Dames fortælletræ. Nu rejser hun rundt til alverdens børn med sin brune kuffert – og åndelig håndbagage*

I kufferten bor Bammer, der passer på kuffertens øvrige indhold: Høj glimmerhat og blå briller, tromme, masker, rasler og bjørnelossens horn. Plus de andre beboere: Nymmelise, Lillebjørn, kanariefuglen Pip og trolden Kanølf med runerne.

(H)Åndbagagen omfatter talrige eventyr/myter/legender oveni Det Periodiske System og anden forunderlig viden og visdom om skabelsens underfulde mønstre.

Den Gamle Dame har altid en overskrift på sine fortællebesøg; men hverken hun selv eller tilhørerne ved på forhånd, hvad der slipper ud af kufferten/åndbagagen.
Hendes lærere er Løgneren (Martin A. Hansen) og Scheherazade, der begge fortalte for at overleve – og videregive livsgnist. Se Storytelling.

DenGamleDame&Spoejsen

* Åndelig Håndbagage:
Kemi-Professor Tovborgs udtryk for at udenadslære Det Periodiske System…

Fastelavns Nymåne

Fastelavns Nymåne indtræffer denne søndag.
Fastelavn og Karneval indebærer
Goddag til fasten og Farvel til kødet.

I agerbrugernes samfund var det småt med føde og foder i denne tid, så tit måtte både husdyr og mennesker faste.
Ufrivilligt.
The Spring Hunger Gap.
Kulden og mørket hindrede arbejdet med jorden, men varmen blev opnået ved at feste: klæde sig ud, lave løjer og danse.
Hedensk tilpasning til årstiden 😉

Senere overtog den katolske kristendom de hedenske fester.
Den hedenske frugtbarhedsfest fejredes den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Den kultfest blev forvandlet til påsken, hvor Jesus blev festens midpunkt og ofret; hans blod blev drukket og  hans kød blev spist. Efterligning af agerbrugernes offerritualer.

Ritualerne omfattede en renselsesperiode før offerfesten. Renselsestiden indledtes 1½ måne før påskefuldmånen:
Fastelavn!
1 månetid efter Jomfrufejringen.

Vi indretter stadig vor kalender og dagligdag efter månetiderne og de hedenske højtider, selvom de er forklædt som kristne.

Dagens nymåne er solårets tredje, som hos De oprindelige Folk er knyttet til planlægning. Årets første måne handlede om at hvile, holde sig i ro og modtage (heling/tanker/omsorg). Den fulgtes af månen for udsyn og nytænkning, som afløses af strategi-månen.  Nu lægges planer for såvel ModerJords som for hver enkelt to-benets vækstsæson og årsvirke.

Glædelig Fastetid!

Den Kloge Gamle Kone

Den Kloge Gamle Kone er et japansk folkeeventyr:

I en landsby var det således, at gamle folk blev sat ud i bjergene for at dø.
Men en gammel kones søn ville ikke af med sin mor, så han lod hende bo hemmeligt i sin kælder, hvor ingen kunne se hende.

Så skete det, at fyrsten bestemte, at landsbyen ville blive udslettet, hvis beboerne ikke kunne løse tre prøvelser:
1: Før en tråd gennem en hul kroget gren!
2: Lad en tromme lyde uden at slå på den!
3: Lav en klædning af aske!

Landsbyboerne magtede ikke udfordringerne; men den gamle mor løste dem:
1: Honning smurtes i en ende af en hul kroget gren, og en myre med en tynd tråd blev sluppet løs i den anden ende. Myren førte tråden fra ende til anden.
2: En brumbasse blev lukket inde i en tromme, som buldrede på livet løs.
3: En klædning lagdes i saltvand, blev tørret og brændt – og holdt sin form.

Den kloge gamle kone reddede landsbyen, og fra den dag blev ingen gamle sat ud i bjergene for at dø. I stedet blev de æret for deres visdom.
Livet handler om honning, brumbasser – og aske!

den krogede sti
gennem honning til aske

brumbassetromme

HAIKU17’s 17 haiku

HAIKU17’s 17 haiku:

5 LYS

brændende stjerne
ilden stråler gennem busk
i morgenbrisen

tidligt lavvande
sollys strømmer fra himlen
bølger i sandet

fatamorgana
solskin spejles under træ
blød mudret vandkant

luftig horisont
broen fører til lyshav
trampende fødder

solbadning i skov
lyskaskader vælter ned
kølig fugtighed

7 LIV

talrige sandskorn
skygger falder i lyset
rævepotespor

månens aftagen
sølvfarvet mandstro blomstrer
stikkende spidser

over vid slette
edderkopper spinder net
dugperlemønstre

bunden af dammen
frø soler sig under vand
og græsspejlinger

højt i luftrummet
måge forlader flokken
splattet fugleklat

livet under vand
tang griber fat på stenen
blød bevægelse

forgængelighed
et menneske sætter spor
væk i opskyllet

5 MØRKE

det hvide mørke
tæt tåge sniger sig ind
isnende kulde

dråbeformation
vækster håber på væde
tørstige rødder

indigodæmring
sky farves af morgensol
fyr i vandspejlet

havets mørke dyb
stien går gennem slugten
skyggen i sig selv

i dystre tider
bavnen knejser over land
en ven i natten

Haikudigtning

Haikudigtning: et vidt begreb
– ikke for mig.
Jeg foretrækker den dogmatiske/stramme form.

Haikudigtning: et show-off-redskab
– ikke for mig.
Jeg foretrækker den indadvendte/selvfordybende søgen.

Haikudigtning: en social aktivitet
– ikke for mig.
Jeg foretrækker uforstyrret/migselvnok sansning og samling.

Anne Voel vink2

Haikudigtning: en mental tilstand
– også for mig.
En sansende, stillestående, fredfyldt og skabende glæde,
som jeg under andre at opleve.

Derfor er mine haiku/waka-digte synlige
– sammen med opfordringen til selv at komme i gang:

1. 3 linjer
2. 17 stavelser (5 + 7 + 5)
3. zoomende bevægelse til sansning:

et stort univers (5)
en handling skaber fokus (7)
sansning på nært hold (5)

5: nu er det din tur
7: sans tilstedeværelse
5: fang et nu i digt:

_ _ _ _ _

_ _ _ _ _ _ _

_ _ _ _ _

Læs også om Basho!

Anne Voel vink1

Séraphine

Séraphine Louis de Senlis (1864-1942)
malede naturens/fantasiens blomster og træer,
når hun ikke gjorde rent for bedrestillede folk:

SeraphineTreeOfEden
Séraphine: Paradistræet.

Séraphines farvesans var unik.
Hendes malerier virker krible-krable-levende
Hun brugte ukendte komponenter, som kombineredes,
så det synes som om billederne udsender lyde!
Hendes kompositioner er vibrerende

Hun malede, før den kemiske malingindustri var udviklet,
så hun opfandt selv farveopskrifter.
Den tids malere brugte bl. a. rå æg, vin, olier, fernis,
planteudtræk, opslemmede jordarter og kul,
pulveriserede mineraler, knuste knogler, blod og urin.
Farveopskrifterne var deres hemmelige magi.

Lugten i datidens atelierer var en sanse-rig oplevelse:
duften fra tørrede planter blandet med olier og vin
var gennemsyret af stanken fra rådnende æg,
knogler, blod og urin 🙁

Seraphinefoto

Séraphines liv var slidsomt og ensomt.
Hendes forældre døde, da hun var barn,
og hun kom i nonners varetægt.
Hendes voksenliv er fortalt i filmen “Séraphine”.
En langsom/stilfærdig/smuk
– og alligevel dramatisk film, som anbefales.

Storytelling

Storytelling er magisk formidling:

“Sæt jer hen i krogen! sagde jeg. Vi satte os alle sammen på gulvet i hjørnet af skolestuen med hundeslæden imellem os. Så rejste vi. Vi rejste tusind mil.
Solen gør skolestuen lummer. Her lugter af ulmende tørv, af udstoppede fugle, af hentørrede havdyr fra kunstkammeret over vort hoved, et hængeskab med besynderlige ting, fundet på land og i hav. Det lugter af rugbrød, fedt og rullepølse fra børnenes åbne munde, mundene står jo åbne, vi er på langfart, og munden er sjælens og fantasiens dør, den må stå åben, når sjælen skal rejse.”
Fra Løgneren af vor store storyteller Martin A. Hansen (siderne 36-37 i Tranebog-udgaven).

Træmanden Wohlleben og brumbassefortaleren Goulson er også storytellere, fordi de har talent for at formidle eventyrligheden ind i livsvidenskaberne. Lige som Doktor Lieberkind, der fortalte biologi i vore formødres OTA-bøger 😉

Store fortællere er Karen Blixen, Stefan Zweig og Murakami, der digter magien ind i menneskelivets kroge. Stormestre er Isabel Allende og Salman Rushdie.  De har det gudebenådede talent for at indvikle verdenshistorie, menneskelige lidenskaber, retfærdighedssans og oldgamle myter i eventyrlig realisme, der rammer de dybeste lag i læserne. Blandt de ypperste er også Ebbe Kløvedal Reich.

ScheherazadeSophieAndersonSophie Anderson : Scheherazade

Både Allende og Rushdie er elever af Scheherazade, og hendes 1001 nat historier kan genkendes som forklædte karakterer i flere af de to forfatteres værker.
Klummen 13 kvinder og Afrodite omtaler Isabel Allende’s lidenskabsfyldte forfatterskab – om historisk kærlighed og vold blandt mennesker.
Klummer om Salman Rushdie’s værker er Maurerens Sidste Suk og To År Otte Måneder og Otteogtyve Nætter.

2 år + 8 måneder + 28 nætter = 1001 nat,
og Scheherazade er den ultimative fortællerske.
Hun fortalte med livet som indsats!
Alle fortælleres uforlignelige forbillede!

Storytelling omfatter ikke fantasy/krimi/pladderromantik. Disse genrer kan være OK underholdning; men de nærer/vækker/opliver ikke Det Numinøse i os mennesker. Måske endog tværtimod…

En ægte Storyteller evner at forvandle hverdag til højtid!

Den Tibetanske Knude

Den Tibetanske Knude symboliserer Alle Tings Sammenhæng.

Et eneste uendeligt bånd binder og vikler sig ind i sig selv.
Livets økologiske, indviklede og ubegribelige sammenhæng!

Den enkleste udgave af knuden indeholder 9 krydsninger.
Med kantede eller afrundede hjørner:

Den Tibetanske Knude er en løkkevariant af 7/4-knuden:
7 krydsninger og 4 vendinger!

den store helhed
liv vikler sig ud og ind
over og under

bugtende knudemønstre
fortid nutid og fremtid

Leonardo da Vinci‘s store knude indeholder oceaner af tibetanske knuder:

Se også  Leonardo’s Knuder  og   Mytos og Mønstre!