Det er en eftermiddag i september. Alle planter er i løbet af året spiret og groet, og de har blomstret og sat frugt. Naturen i Norden forbereder sig på vinteren.
Trækfuglene fløj i foråret mod nord og ynglede. De overlevende unger er flyvefærdige, og fuglefamilierne drager sydpå til deres vinterhjem.
De fleste trækfulge flyver i flokke. Men en fugl er fløjet sin egen vej. En Kobbersneppe. Nu står den helt for sig selv i en klit ved Vesterhavet.
Jeg ser pludselig fuglen, står bomstille og kigger på den.
Den går hen imod mig. Solen står lavt og skinner i dens øjne. Det ser ud som om, den blinker til mig.
Jeg tør ikke blinke, for jeg vil ikke jage den væk. Der er ikke en eneste bevægelse i min krop udenpå, men jeg kan mærke mit blod strømme varmere indeni.
Fuglen kommer nærmere og nærmere. Mine øjne løber i vand, og jeg er nødt til at blinke. Så lægger den hovedet på skrå og blinker til mig!
Jeg gør der samme: lægger hovedet på skrå og blinker til den.
Den fremmede fugl stopper, vender siden til og kigger sig over skulderen.
Et sted kan jeg mærke noget, jeg ikke kan høre: “Kom med!”, siger den med kroppen: “Vil du være min ven?”
Jeg går et forsigtigt skridt hen til den.
Så smiler fuglen!
Min fugleven har et meget langt næb, så der er meget at smile med.
Det stritter ud i luften, og den vender næbbet fra den ene side til den anden , så jeg kan opleve alle sider af dens smil.
Igen sanser jeg fuglens tale til mig:
“Du må gerne fotografere mig; men så skal du love, at du viser billederne og fortæller min historie til så mange, du kan. ”
Viola tricolor (trefarvet): Stedmoderblomst.
Træsnit af Yoshitoshi (1889)