Mandefølelser i verdenslitteraturen er et kapitel for sig.
Hvide Nætter blev fornylig genudgivet.
I dagbogsform fortæller Dostojevskij om en ung mand,
der møder en kvinde, som venter…
Under den sommerlyse nattehimmel.
Fortællingen udspændes indvendigt i den unge mand, som skriver dagbog.
Deri refererer han formuleringerne af sine følelser under møderne med kvinden:
“Hvem ved – måske har De forsonet mig med mig selv…” (side 30)
“…ofte forekommer det mig, at jeg har mistet enhver følelse og enhver modtagelighed for alt, hvad der har med det ægte, det sande liv at gøre...” (side 53)
Men hvad gør en følsom mand, som møder en kvinde, der afsværger ham løftet om ikke at forelske sig i hende – og senere erklærer:
“Måske var hele min kærlighed intet andet end en vildfaren følelse, eller blot en indbildning…”(side 107) ???
Dostojevskij skrev romanen som 26-årig, inden han blev dømt til døden
– og benådet til strafarbejde i Sibirien.
Hele hans eminente forfatterskab handler om originaler
– og mænds følsomme dybder.
Stadig nutidsrelevant og anbefalelsesværdigt!
De samme temaer kan opleves i
Den Unge Werthers Lidelser (Goethe),
Konge, Dame, Knægt (Nabokov)
Frysende Våde Vejbaner (Sonnergaard)
Hovedpersonen i de fire romaner er en mand,
der undrer sig over kvinders opførsel.
Man kan godt forstå dem 😉