Tag: 200ord

Udgivet den

Lysfesten

Lysfesten afslutter mørketiden, og højtiden er den første af solårets fire fejringer af Moder Jord. Lys tændes for kvindekraften, som har mange ansigter.  Maria og Brigid er to af dem.

De nordiske mytekællinger kan æres ved de otte årstidsfester.

Mit fortælle-forslag til festerne for Moder Jord:
Lysfesten: Myten om Hel.
Vårfesten: Myten om Idun.
Høstfesten: Myten om Sif.
Mørkefesten: Myten om Skade.

Kvindemyter til de fire fester for himmelen, som markerer Bedstefar Sols dans over Fader Himmel:
Vintersolhverv: Myten om Angerboda.
Forårsjævndøgn: Myten om Freja.
Sommersolhverv: Myten om Gullvejg.
Efterårsjævndøgn: Myten om Frigg.

Fordel mytekællingerne efter egen natursans!

Ved at fejre de otte naturhøjtider forbinder mennesker sig med naturens rytmer og mønstre, og alles natursans næres.
Over hele kloden fester folk omkring bål, fællesspisning, lege, danse og fortællinger.
Det levende ord opliver og oplyser, og ovenstående myter er forslag til at oplive kvindekraften. Myter er ikke fakta, og man kan bruge dem, som man lyster. Kvindemyterne er fra Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Natursansen forstærkes ved også at fejre Bedstemor Månes 12-13 månetider. Hvis nymåner og fuldmåner festligholdes, så bliver livet fest efter fest efter fest…  🙂
En ‘fest-opskrift’ findes i indlægget Højtidsfester.

Glædelig Lysfest!

Se også  Agerbrugerens Kalender, De 8 Højtidsfester og Nordens Solhjul.

Udgivet den

Ficaria Verna

Ficaria (figenlignende) verna (vår) er vorterods latinske navn, som fortæller, at planten er en forårsbebuder, og at dens underjordiske ammerødder er figenformede.

Ammerødderne samler oplagsnæring i plantens korte vækstsæson. De vortelignende knolde har i folkemedicinen været brugt mod vorter og hæmorider, men de har forværret lidelserne mere end gavnet. Planten tilhører Ranunkelfamilien, som alle indeholder giftstoffet anemonol, der virker ætsende på både hud og indre slimhinder. Vorterod er u-spiselig!

Middelalderlægen Paracelsus praktiserede signaturlæren, som påstod, at urterne selv fortæller om deres helende egenskaber ved at ligne de organer, som de skulle kunne helbrede. Det er en arketypisk tro på en skabende kraft, der vil menneskene det godt. Læren var/er udbredt hos oprindelige folk mange steder i verden; og i middelalderens Europa opfattedes den som den kristne Guds gave. Men desværre har den tro medført mange lidelser ved skadelig anvendelse af giftige planter – også vorterod.

Vorterods blomster sætter sjældent frø, men når det sker, så spirer de med kun et kimblad, selvom planten tilhører de tokimbladede i planteriget. Under visse vejrforhold kan “vorterne” ses liggende mangfoldigt på jordens overflade. Overtroen betragtede dem som nedfaldne korn fra himmelen, som varslede dårlig høst. I nogle økosystemer anses planten som en forpestende invasiv art.

Udgivet den

Franziska von Altenhausen

Franziska von Altenhausen er den maskerende titel på brevvekslingen mellem Ernst Haeckel (1834-1919) og Frida von Uslar-Gleichen (1864-1903). De udvekslede ca. 900 breve (1898 – 1903). Udgivet i uddrag af Johannes Werner (dansk: 1929). Begges familier var modstandere af udgivelsen.

Han var en forfængelig manio-depressiv evolutionsbiolog. Hun var en faderløs ubemidlet adelig jomfru. Begavet, pligttro og 30 år yngre end ham. Brevene er en kærlighedshistorie. Og en både forblændet og nøgtern kvindes kritiske kommentarer til en karismatisk charlatan, hvis breve beretter, at hans nervesyge hustru altid fik det bedre, når han var hjemmefra på lange rejser…

Brevvekslingen fik jeg som teenager. Efter i flere år at have været  fascineret af Haeckel’s “Kunstformen der Natur” med dens smukke tavler over phytoplankton:

Haeckel’s karismatiske udgydelser havde forgudende tilhængere og hadefulde modstandere, der så ham som en utroværdig ateistisk plattenslager. Historien har efterfølgende vist, at han var racist og videnskabeligt uvederhæftig.

Fornylig genlæste jeg deres tragiske korrespondance. Mange spørgsmål kan stilles vedrørende Frida’s tidlige død af en overdosis opiat. Et af dem er: Begik hun selvmord pga Haeckels uvederhæftighed?

Af brevvekslingen fremgår, at Haeckel selv overvejede selvmord, som han kaldte autolyse: selv-opløsning/fraspaltning!

Fridas liv er en kvindeskæbne til eftertanke.

Året efter hendes død opkaldte Haeckel en gople efter hende:

Rhopilema frida:

Udgivet den

Havens Skatkammer

Havens skatkammer:
Kompostbeholderen, spand med ko/hestemøg i vand (møgvand) og spand med nældevand. Efter behov tilsættes natpotte-dametis 😉

Røde orm er mine yndlingsdyr! Kompostormene fodres dagligt med ukrudt og grønsagsaffald fra vegetar-køkkenet.

På gågader bliver jeg ofte spottet af unge mænd med projektmappe under armen. På Fiolstræde blev jeg antastet således:
“Undskyld frue, hvad er Deres yndlingsdyr?”

Da jeg svarede, at et sådant har jeg ikke, spurgte han:

“Hund? Kat? …?”

Så fortalte jeg ham, at jeg ikke er tilhænger af kæledyr.
Han så så fortabt ud, at jeg forbarmede mig:

“Kompostorm!”

Mistroisk gentog han ordet, så jeg kastede mig ud i et længere foredrag om de røde kompostormes fortræffeligheder.

Faktisk virkede han interesseret, så jeg udvidede kompostforedraget og advarede mod kalk og tang til ormekompost, da områder med den slags bliver orme-fri.

Desuden påpegede jeg det vigtige i gennemtræk, så ilten hindrer anaerob gæring, som får komposten til at brænde sammen.

Han fik også tips til udbringning af kompost fra beholderens bund til placering mellem grønsagsrækkerne helst i gråvejr eller før regnvejr…

Han stod helt stille og kiggede længe efter mig, da jeg gik; jeg vinkede til ham.

Hans oprindelige mission har jeg ingen anelse om.
Jeg fik formuleret et yndlingsdyr.

Udgivet den

Steppeulven

Coyote

“Steppeulven” var kultbog i hippietiden med fortællingens brug af personlighedsudvidende stoffer, make-love-not-war-attituden og opgør med borgerlige liv.
Hermann Hesse’s bog om Harry Haller’s personlige sjæle-odyssé har sandsynligvis selvbiografiske træk. HH beretter om HH, hans anima Hermina og arketypiske komponister. Den selvudviklende spejling af jegfiguren i universelle sammenhænge, og at forlige sig med forgængeligheden som det eksistentielle grundlag for hverdagsliv, er et ganske anderledes budskab end den hedonistiske hippie-tolkning. En filosofisk tolkning, hvor menneskelivet med dets utallige valgmuligheder kan påtage sig en ansvarlighed i forhold til livets eksistens. Et etisk eller endog religiøst valg i modsætning til det æstetiske lystliv.
Hermann Hesse kan ses som en formidler af Søren Kierkegaard 😉

Da Steppeulven udkom, var Hermann Hesse ikke enig med kritikerne i, hvad romanen handler om. Han er ikke den eneste forfatter, der oplever, at læsere ser andre historier end den, som forfatteren tror, at han/hun har skrevet. Det sker, at forfattere underbevidst formidler reaktioner i egen tid/kultur.
Isabel Allende skrev Lykkens Datter for at fortælle om guldgraverhistorien i det nye land, hun var immigreret til. Da romanen kom til Europa, blev den set som et stærkt feministisk værk. Til stor overraskelse for IA. Det skriver hun i Summen af vore dage.

Udgivet den

Isabel Allende

Isabel Allende er en af nutidens største forfattere. Hun er født i 1942, chilener og immigrant i Californien siden 1988 – efter eksil i Venezuela. Hendes forfatterskab omfatter lidenskabelige historiske romaner, en novellesamling, tre ungdomsbøger, tre selvbiografier, en erotisk kogebog og en decideret krimi. Hun er ikke vild med prædikatet magisk realisme, fordi det forveksles med fantasy og urealisme. En stor del af hendes magiske scener er taget direkte ud af virkeligheden. Ligesom de undertrykkende voldsbeskrivelser – og  de erotiske kærlighedsepisoder.

Allende’s opdigtede mænd er lige så farverige, lidenskabelige og farlige som  kvinderne. Passionerede forførere og/eller voldsmænd. Tyranner, elskere,  plattenslagere og vismænd. Hun sætter uden blusel ord på romanfigurernes liv, hvorved hun beskriver samfundskræfter i fortidens og nutidens forskellige politiske og religiøse miljøer. Mange grusomme og saftige passager er ikke for sarte sjæle.

IA-roses(Isabel-Allende-Archives)

Nørre Nebel Bibliotek‘ s chefbibliotekar 😉 Louise Rauff Tranborg inviterede os til booktalk ved forårsjævndøgn. Vi mødtes samtidig med, at andre folk over hele kloden samledes for at fejre, at dag og nat er lige lange. Det blev til en aften i Isabel Allendes “ånd”. Louise fandt dette citat af IA:

“I can promise you
that women working together
linked, informed and educated
can bring peace and prosperity
to this forsaken planet!”

Se indlæggene om Allende’s 13 kvindefigurer.

Udgivet den

Afrodisiske Øko-Gryderetter

Afrodisiske gryderetter bliver ofte serveret i Isabel Allende’s romaner, når hovedpersonerne er udmattede af kærlighed og kamp. Opskriften er altid den samme:

Lokale fødevarer lag-lægges i en storgryde, der simrer i timevis. Nederst lægges det tungeste kød, som skal gennemmørnes, senere tilsættes lettere fjerkræ og derefter fisk og skaldyr. Et kvarter før servering idrysses et hav af egnens krydderurter.

AfroditeGryde

Servering indledes med små suppeportioner, som slubres i sig. Suppen må gerne sive ud af mundvigene og lande på lavere kropsdele.
Når suppen har forberedt fordøjelsen, angribes lagene i gryden et for et, medens deltagerne fortæller opdigtede historier om de indgående planter, havdyr, fugle og pattedyr.
Et sådant måltid er en langvarig fest.
Dresscode: gevandter, der tåler indfedtning og afklædning 😉

Tre eksempler på Isabel’s gryderetter:
Alpegryde i den tyske koloni i Chile (Eva Luna, side 81)
Kreolsk gumbo i New Orléans (Øen Under Havet, side 232)
Curanto på øen Chiloé (Maya’s Dagbog, side 61)

Ruskumsnusk var min mors danske hverdagsudgave af himmelsk gryderet.
Ligesom den kreolske gumbo kan opbages med roux, karamelliserede min mor selv den brune sovs. Deri tilsattes den forrige uges madrester + engelsk sovs. Madresterne kunne være kørt gennem kødhakkeren, og så kaldte hun retten for hachis. Nam-nam!
Serveret med et farverigt pift af årstiden.
Økologisk praksis!
Præ-kompost 😉

Udgivet den

De Vise Mænds Brønd

“De vise mænds brønd” er en af Lagerlöfs “skæve” legender.
Den handler om Tørsten, den barske huløjede gamle kvinde, der sidder ved de vise mænds brønd og fryder sig over, at den er ved at tørre ind.

Medens Tørsten overvåger brøndens sidste suk, får hun besøg af en højtlastet kamelkaravane, der drives af tre prægtige dromedarryttere. Til dem beretter hun brøndens historie, som begyndte for længe siden, da tre vise tiggere sov blandt røde, søvndyssende valmuer. De vågnede under en lysende nattehvælving og følte, at Gud havde givet dem en opgave. Stolte fulgte de lyset med forventning om, at de ville blive rigeligt belønnet af en ny kongesøns hof, når de leverede deres visdom. Men sådan gik det ikke…

H3K400

Selma Lagerlöf fortæller en anderledes historie om de vise mænd, hvori den ene rytter spørger: “Bør denne brønd ikke vare evindelig for at minde menneskene om, at den lykke, der tabes på stolthedens højder, genfindes i ydmyghedens dyb ?”
Sluttelig må Tørsten forføje sig.

I aften ihukommer vi de hellige tre kongers ankomst til det magiske gudebarn ved julehøjtidens afsluttende fest, som fejres med tre-armede lys, juletræsplyndring  og Selmas legender! Uden tændte skærme 😉

Se også Julerosen og Rødhalsen – samt De Hellige 3 Konger.

Udgivet den

Selmas Julerose

selma1928

Julerosen findes i legenden af Selma Lagerløf:

En sommerdag er røverkællingen og hendes fem rollinger på tiggergang. En af ungerne opdager en dør på klem i muren omkring klosterhaven, så mor og børn vrimler ind med største selvfølgelighed. Hvorefter munke uden held forsøger at genne dem ud. Den milde Abbed Hans tilkaldes. Han og røvermor går på havevandring og deler deres fælles glæde over urterne! Undervejs fortæller kællingen om haven, der julenat åbenbares i skoven, og de aftaler, at Abbed Hans skal besøge røverkulen.

I den kolde og mørke julenat står de sammen og oplever de bølgende strømme af lys og mildhed, der som åndedrag forvandler den dystre skov til et jordisk paradis med planter, dyr og engle. Gennemsyret af glæde og harmoni. Indtil en hændelse skræmmer livet væk. Abbedens hjerte brister, han falder på knæ og griber i jorden.

I Abbedens døde hånd finder munkene en rodknold, som de planter i klosterhaven. Gennem hele året holder de øje med plantestedet, men intet sker. Indtil julenat, hvor den hvide blomst alene lyser i natten.

Legendens sprog og de ikke her gengivne scener
er magisk berettende.
En stor fortællers enkle kunstværk.
Oplæsningen af Legenden om Juleroserne
beriger og beroliger ethvert juleselskab.

Udgivet den

Månemyten

Skoll&Hate400

Månemyten i vor nordiske tradition handler om gudernes mytologiske magtmisbrug – og om tidens løb.

Mundilfare var en mand, der elskede sine vidunderlige børn. De var så smukt strålende, at han kaldte datteren for Sol og sønnen for Måne(Mani). Guderne blev vrede over dette overmod, tog dem begge og gjorde dem til slaver på himmelen. Sol styrer vognen med gudernes sol, som de skabte af gnister fra Muspelheim; og Måne(Mani) styrer gudemånens gang og råder for ny og næ.

Nat var jætten Narfes mørklødede datter, og hun blev mor til sønnen Dag. Han skinnede ligesom sin fader Delling, der var af asernes slægt. Moderen Nat og sønnen Dag fik hver en hest. Forrest drager Nat med Rimfaxe med mørket, der fugter jorden med rim og dug. Dags hest er Skinfaxe, som bringer lyset og den tørrende brise.

Men ude i øst sidder en grum jættekvinde, der føder glubsk jætteyngel i ulveskikkelser. Ulven Skoll jager Sol over himmelen, og ulven Hate forfølger den flygtende Mani. Når månen er fuld og meget synlig, er rasende vanvid på spil: manierne! Jættekvinden i øst hujer ad sit ulveafkom, som haster af sted, så både guders og menneskers tanker og tider løber løbsk !

Glædelig lysårets 11. fuldmåne 😉