Vævekællingen er månetidernes 10. klanmor. Hun er den arketypiske kunstner, der væver mønstre mellem mytos og logos. Hendes kraft er skaberevnen, som omfatter BÅDE nedbrydning OG opbygning – med henblik på overlevelse.
I de kommende 7 generationers perspektiv.
Edderkoppens spind er symbolet på fortællinger og netværksmønstre i mytos, der skaber orden, rytme og mønster i hverdagens logos.
Myten om den vævende klanmor handler om at vandre ad ukendte stier, at samle forefaldende inspiration og at forglemme sig selv i den skabende proces.
Den shamaniske gave er at fare vild undervejs for at finde hjem igen – ved at gennemgå vejen baglæns.
Ligesom at samle en kurv fuld af fund og finde hjem ved at se på fundene og erindre findestederne.
Vævekællingen er også pottemager. Hun opgraver leret, former måneskålene og brænder dem over og under jorden. I pagt med de fire elementer og Det Store Mysterium: jord, vand, luft, ild og livskraft, som symboliseres ved havets søstjerner.