Årstidernes Gryderetter

Årstidernes gryderetter er midtpunkter for festerne.

Opskriften på mytologisk gryderet*

Lokale økologiske fødevarer lag-lægges i en stor gryde, der simrer i timevis. Nederst lægges det tungeste kød, som skal gennemmørnes, senere tilsættes det lettere fjerkræ, derefter fisk og skaldyr. Snittede rodfrugter og grøntsager ilægges en halv time før servering, og til slut idrysses et hav af egnens krydderurter.

Vegetariske gryderetter behøver ikke langvarig simretid. Ofte indeholder de et kornprodukt, der giver retten en grødkonsistens. Den kan løsnes ved at spæde med grøntsagssuppe. I plantefattige årstider er udvalget begrænset til rodfrugter, som understreger, at vinteren er hvilens tid.

Arcimboldo (1527 – 1593)

Ingredienserne medbringes af festdeltagerne. Hvis det sker uden forudgående aftaler er overraskelsesmomentet stort! Erfaringsmæssigt anbefales varsomhed med svampe. I nogle traditioner er svampe bandlyst på grund af deres natur. De er en snyltende livsform, der udfolder sig i underverdenen, hvor de lever af skygger og forfald. Deres kraft kan være gift for både krop og sjæl.

Festlighederne foregår udendørs, og et bål tændes, medens gryderettens ingredienser klargøres. Den kollektive forberedelse samler fokus på fællesskabet og åbner den nærhed, som ritualet afhænger af. En kæmpe jerngryde er festens nødvendige midtpunkt. Når den er fyldt og simrer på bålet, gennemføres ritualet med hilseceremoni, ofringer og mytedans.

Under ritualet lever gryderetten sit eget liv i bålet, som med fordel kan være bygget op som en mile eller en høkasse. I bunden af et lavt hul lægges gløder, hvori jerngryden sættes. Derefter skærmes den med isolerende lag af tæpper, skind og græstørv. Kunsten er at bygge milen op, så gryderetten hverken brankes eller krydres med jord og græs.

Servering indledes med små suppeportioner, som slubres i sig. Suppen må godt sive ud af mundvigene og lande på lavere kropsdele. Når suppen har forberedt fordøjelsen, angribes lagene i gryden et for et, medens deltagerne fortæller opdigtede historier om deres medbragte ingredienser. Tilbehør kan omfatte brød, smør, ost og drikkevarer efter behov. Som dresscode anbefales årstidens gevandter, der tåler indfedtning med videre.

Højtidsfejringen omfatter forberedelse af gryderet, ofringer, et danseritual, det fælles måltid med fortællinger og efterfølgende spil og lege. Vårfestens ritual indebærer afvikling af vinterens onder. De flettes ind i snore, som bindes til Hylden, Frejas træ. Se Valborg.
Se også Dionysierne  – om de hellenistiske kvindeorgier…

Vårfestens grønne tilskud omtales på siderne 7-kål eller 9-kålDen grønne grydeGrønkålenNældesuppe og Nældesamletiden.

Hil!

* Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester