DagForDag: U

Kanzan/Hanshan var en kinesisk poet i det 8. århundrede:

Here is a message for the faithful
What is it that you cherish
to find the Way to see your nature ?
Your nature is naturally so
what Heaven bestows is perfect.
Looking for proof leads you astray
leaving the trunk to search among the twigs.
All you get is stupid!

Også Prædikeren i Det Gamle Testamente
vandrede og digtede:
Alt er skabt smukt til rette tid.
(3, 11)
Dog se, det fandt jeg,
at Gud har skabt menneskene,
som de bør være;

men de har så mange sære ting for.
(7, 29)

enestående
rette vej er her og nu
livets enkelhed

SAKURA-månen er Fuld

Sakuramånen er fuld, den midterste af forårets grønne måner.
Da hverken månefaser eller blomstringsfaser indtræffer på faste datoer, vil fuldmånen hvert år falde i forskellige blomstringsfaser. Den fejres under kirsebærtræer i knop, blomst eller forfald, hvor folk samles og fortæller hinanden historier.
Også japanske folkeeventyr er levende og forandrer sig med fortæller og tilhørere. Her er en udgave af Bambus/Sakura-pigen:

Der var engang en fattig bambushugger og hans kone, som var et lykkeligt par. De havde ingen børn, men var ikke mindre lykkelige af den grund. En morgen under sakurafuldmånens nedgang arbejdede manden i bambusskoven. Han fældede en bambus så tyk som et menneske, og inde i stubben sad en lille pige. Hun blev datteren i deres hus.

BambusPigen

År for år groede Bambuspigen sig smuk og god og klog. Hver sakura fejrede hun med sine forældre, hvor hun samlede guld i bambus. De levede et liv i overflod.

Hun nåede den giftemodne alder, og mange mænd gjorde kur til hende.
Bambuspigen lovede, at hun ville gifte sig med den frier, der bragte hende den stenskål, som Buddha brugte som tiggerskål. Mange skåle modtog den unge pige. Alle var enestående/wabi/sabi, men ingen var Buddhas.

Da oprandt en sakurafuldmåne, medens kronbladene faldt som lyserød sne, der flød på den lille dam. I dens overflade spejledes fuldmånen. Bambuspigen så da Buddhas tiggerskål. Hun rejste sig, medens blomsterfaldet smøg sig om hende og tog afsked med bambushuggeren og hans kone.
Sakurapigen vandrede bort med overfloden, og bambusparret levede det enkle og tilfredse liv til deres dages ende.

midlertidighed
ungdom, udspring og blomstring
det enkle forfald

DagForDag: K

I år blomstrer Kanzan hældende sig over Måneskulpen (Lunaria annua), på engelsk kaldet Honesty: Ærlighed.

LunariaPink400
Måneskulpen har sit navn, fordi frugtens/skulpens midtervæg er rund og hvid efter tørring. Den ligner en måne, som afsløres, når de to frugtblade løsnes. Derved ses frøene som kratere på måneoverfladen. Vinden tørrer og løsner frøene, som blæses vidt omkring i haven, så de spirer, hvor de selv vil. Ligesom vinterportulakken gror de som ukrudt; men også Honesty bliver her værnet om 😉LunariaMoon

Lunaria (måneagtig) annua (årlig) kaldes også Judaspenge på dansk. Og ja, Judas var nok et ærligt – og pligtopfyldende menneske. Han tildeltes en af verdenshistoriens ledeste roller i teaterstykket om Tømrersønnen fra Nazareth.
Dramaturgen bag drejebogen pålagde ham at angive Jesus. Judas fik 30 sølvstykker for at kysse sektlederen, som derefter blev pågrebet/korsfæstet.
Det var nødvendigt, så Kejser Konstantin senere kunne stadfæste kristendommen og bruge den som sit magtapparat. Offeret var Judas, der hængte sig!

DagForDag: A

KanzanGren

Kanzans første blomst foldede sig ud den tredivte april, så den kunne bidrage til fejringen af Valborg. Det gjorde Musebøgen også. I ly af deres livskraft bandtes dårligdommene til et hyldetræ. Frejas træ.

Traditionen lover, at de gebrækkeligheder og dårlige vaner, der flettes/snoes ind i bånd og bindes på Frejas Træ, vil forsvinde i Valborgnattens magi. Ondskaben kan også bindes som dukker af den gamle sengehalm og brændes i Beltanebålet, der byder maj velkommen. Fortidens bønder anlagde bålet i en hulvej og drev kvæget gennem flammerne, så dyrene blev renset for vinterens utøj.

overtro og tro
ildtillid flytter bjerge
utøjsudrensning

DagForDag: S

Kirsebærblomsternes skønhed og blomstringens kortvarighed er en levende allegori på livet. S-A-K-U-R-A. Det japanske udtryk for, at alt har sin tid. Midlertidighed.
Livets blomstring er kortvarig – efterfulgt af rådnende forfald.

Medens knopper svulmer i kulde, regn og blæst, opbygges forventningen.
I dagene med udspring står folk stille på vejen og bare ser.
Overdådigheden i blomsterskyen og farveskiftene under himmelens sol og skyer trænger dybt ind i mennesker. Blæsende vinde beliver vejen med lyserødt snevejr.

KanzanStol

Mit kirsebærtræer gammelt og hedder Kanzan, opkaldt efter en digter – eller omvendt.  Det er sent-blomstrende med fyldte, selvlysende pink blomster.
Jeg bor hos den aldrende kæmpe; og jeg bortskaffer de rådnede kronblade.

Skildpadden og Akilles

Skildpadden og Akilles er den underfundige fortælling om et matematisk paradoks. Zenon fra Elea var en græsk filosof i det 5. århundrede før Kristus. Han “beviste”, at helten Akilles aldrig vil kunne indhente en skildpadde, hvis skildpadden får en forspring.

Hvis skildpadden “løber” 100 meter, inden Akilles starter, så vil den være måske 10 meter foran ham, når han når de 100 meter. Når helten når frem til de 10 meter, så vil skildpadden have endnu et forspring – og sådan fortsætter logikken i uendelighedens småtingsafdeling. Akilles når aldrig skildpadden!

😉 :
Lommefilosofisk konklusion: Den, der sammenligner sig med andre, når aldrig heltemålet!

Skildpadder

Mine skildpadder løber/lever ikke. De fandtes døde i en mødding og blev samlet op, tøjret og ophængt i fri luft. Da fluerne, mikroberne og vejret havde renset og tørret kadaverne, blev de snasket ind i linolie – i flere omgange. Nu optræder de som naturhistoriske sansebare kunstværker og giver anledning til mangen en fabelagtig historie.
Se Skildpadde-ØenFu Hsi & Skildpaddenog Skildpaddens Skjold !

7-kål eller 9-kål

7-kål eller 9-kål eller 12-kål handler hverken om tal eller kål 😉
Det drejer sig om at få noget at spise i forårets ‘hunger gab’, hvor vinterforrådet slipper op, og haveurter/markafgrøder endnu ikke gror.
Tallet angiver regionale forskelle i antallet af tilgængelige urter; kål er er fællesbetegnelse for spiseligt grønt, eksempel: skvalderkål!

Syv-Kål er fastetidens vitaminbombe:

Grønkål, Rosenkål, Hvidkål,
Skvalderkål og Kørvel,
Brændenælde og Roetop.

Grønkål/rosenkål/hvidkål tilhører kålfamilien og har overvintret i haven. Skvalderkål/kørvel er vilde skærmplanter, som ofte findes sammen med nælden. Roetop/roesnit er fra grønnede beder/kål-roer; men “syvkål” er hvadsomhelst spiseligt grønt!

Syvkål anvendes i stuvninger/supper/tærter:

Stuvning:
En opbagning kreeres af økologisk smør/mel,
og ufortyndet urtesuppe med hakkede 7-kåls-urter tilsættes.
(Uden tilsat fortykning/æg!)

Suppe:
Løg/hvidløg/porrer svitses i øko-smør
og tilsættes den hakkede/klippede/snittede 7-kålblanding.
Simrer/fortyndes/krydres efter behag.
Rodfrugter(gulerod/pastinak/persillerod/rødbede/jordskok) koges gerne med.
Suppen tyknes med revet kartoffel/havregryn/linser.
Økologiske æg pocheres i den simrende urtesnask.

Tærtefyld:
Tre økologiske æg piskes med lidt siet suppevand,
havregryn og revet kartoffel(evt. kartoffelmel).
Revet ost og kogt/drænet syvkål tilsættes.
Hældes i en forbagt tærtebund
og bages til ægblandingen er stivnet.

Nye skud af mælkebøtte/vinterportulak/løgkarse/mynte/hjertensfryd/persille/broncefennikel/hvid-/pur-løgtoppe pynter på det hele, medens vi venter på, at “jorden slipper jernet”. Så længe den kolde, våde, iltfattige jord hænger ved harven, er jorden ikke tjenlig.

Tjenligheden viser sig også ved, at enårigt ukrudt spirer.
Lad bare spirerne gro godt, så alle ukrudtsfrø bruges op, inden de bortluges, og fremtidens madplanter sås/udplantes.

Se også DenGrønneGryde og Skærtorsdagsmåltidet !
Velbekomme!

Mine formødre i kærlig erindring.

Locusta

Locusta var professionel giftmorderske under kejser Nero (37-68) i Rom. Kvindemennesket blev vistnok født i Gallien, hvor hun oplærtes i botanik og plantemedicin.
Det siges, at hun eksperimenterede med sin egen krop, når hun lærte urter at kende. Også giftplanterne. Det medførte, at hun opbyggede modstandskraft mod visse gifte. Langsomt lærte hun sin lever at nedbryde dem. Tilvænning.

LocustaRev

På den tid herskede en grådig, magtsyg og samvittighedsløs kultur i Rom; giftmord hørte til dagens uorden. Giftblandersken var ofte Locusta. Nero’s mor Agrippina forgav den ene efter den anden for at få sin søn til magten. Den fik han – og dræbte sin mor!

I mange fortællinger om Natteheksen optræder hun som kvindehjælper ved brug af sin urtevisdom. Ligesom Hekate.
Det er dog et spørgsmål, om Lilith hjalp Agrippina – eller ej…

Giftplanter var/er til alle tider et virksomt mordredskab.
Sokrates (469-399) døde af saften fra skarntyde, som tilhører skærmplantefamilien ligesom kørvel/koriander/dild/persille/gulerod/pastinak/selleri/fennikel/kommen/løvstikke/sødskærm/kvan/mesterrod/skvalderkål. Tag ikke fejl!
Til maskeblomstfamilien hører giftplanten fingerbøl, der dog i milde doser er hjertemedicin. Agatha Christie har myrdet flere romanfigurer ved at blande mynteblade med fingerbølleblade.

Paracelsus (1493-1541) var filosof, botaniker, mediciner og alkymist i Svejts. Han grundlagde toksikologien/giftvidenskaben med denne sætning:

Alt er giftigt – kun dosis afgør dødeligheden!

Overforbrug af hvadsomhelst er altså dræbende!
Paracelcus fulde navn var Philippus Aureolus Theophrastus Bombastus von Hohenheim.

Iøvrigt er Locusta også den latinske slægtsbetegnelse for vandregræshopper.
De bevæger sig ædende gennem landskaber og efterlader død!

Dionysierne

Dionysierne var oprindeligt kvinde-orgier, der blev fejret i våren i det gamle Grækenland. Ved nattetid dansede kvinder med fakler gennem bjergskovene til vilde rytmer, så de blev ude af sig selv (ekstatiske) og følte frugtbarhedsguden Dionysos i sig (entusiastiske).
Nogle kvinder forblev i begejstringen (manien) og kaldtes mænader. De sønderrev dyr med de bare hænder – og ammede dyreunger!

Dionysos var Zeus’s yngste søn. Hans mor Semele døde med gudebarnet i sig, da Zeus åbenbarede sig for hende. Guden flyttede drengefostret ind i sit eget lår, og da det var fuldbåret, bragte Hermes barnet til mænaderne ved bredden af Okeanos. De ammede ham og opdrog ham til glædes-orgier.

Kulten omkring Dionysos fulgte årstiderne. Død og genfødsel. Frugtbarhedsguden fik tilnavnet Bakchos: det unge skud. Oprindeligt dækkede den betegnelse al ny plantevækst, men da romerne omplantede ham, blev han til Bacchus, vinens gud.

Kvinderne inddrog med tiden mænd i deres orgiastiske danse, og dionysierne udbredtes i hele den græske verden.
I Delfitemplet i Eleusis blev Dionysos tilbedt, når Apollon ikke var hjemme. Dér kaldtes festerne eleusierne.

WABouguereau1825-1905Bacchus

Tiden er inde til dionysier og eleusier.
Foråret bringer ekstase, entusiasme og manier.
Lad os kridte fodballerne og danse!

Se også Kend Dig Selv om Delfi’s orakel.

Hans og Mosetrolden

Hans og Mosetrolden (eller Sumpskovtrolden 😉  )

Før jeg var barn, var Trylleskoven en Troldeskov. Men troldene forsvandt, efter at drengen Hans besøgte den i De Dødes Nat. Her er historien:

Der var engang en meget fattig kone, som sled og slæbte hos en storbonde for at få livet til at hænge sammen for sig selv og hendes eneste søn Hans. Han var en stærk dreng, som lovede sig selv, at han ville give sin mor et bedre liv. Det betød, at han måtte i lag med De Underjordiske.

Ved Allehelgen åbnes porten til Mørkets Rige. Kun den aften kan mennesker møde mørkets kræfter, så før Allehelgens sene solopgang gik modige Hans ud i mosen med sin lysende roelygte. I den vidtstrakte sumpskov boede nemlig trolden i en stendysse, som var fuld af fortidens guld. Hans var iklædt sin varme vams og medbragte brød, skørost og godt humør på vandringen.

Da Hans trådte ind i mosen, så han en lille fugl, der var ved at drukne i et vandhul. Han fiskede den op og puttede den indenfor vamsen, så den kunne tørre. Hele dagen søgte han efter troldens dyssehjem uden held. Tidligt gik solen ned. Hans tændte igen sin roelygte og satte sig på en sten. Pludselig tårnene mosetrolden op foran ham. Den havde længe lugtet Hans, der havde sat sig på troldens stendysse.

TroldeDysse

(nutid:)
Hans hilser godaften og anmoder om arbejde. Troldens øjne blændes af lygten, men han vil nu alligevel afprøve, hvad drengen kan du til:

Knuse en sten i hånden; Hans presser vand ud – af skørosten!
Kaste en sten højt i luften; Hans kaster fuglen!

Mosetrolden tager Hans med til troldkællingen, som bliver noget skræmt af Hans’s evner. De spiser aftensmad og Hans tilbydes en seng. Om natten hører han, at troldkællingen overbeviser sin mand om, at knægten skal slås ihjel. Hans står stille op, finder et kålhoved i køkkenet og lægger det i sengen, hvor hans hoved var. Han gemmer sig i et hjørne. Kort efter entrer trolden rummet med en kraftig kølle. Han smadrer kålhovedet i den tro, at det er Hans’s hoved.

Næste morgen går Hans ud ud køkkenet og fortæller, at en myg stak ham i løbet af natten. Troldeparret stivner, men forsøger at lade som ingenting. Troldkællingen siger, at hun vil afgøre, om han er et mandfolk ved at se ham æde. Trolden og Hans skovler grød ind. Hans vender skeen i vamsens halsåbning. Begge bliver tykmavede – æder og bliver overmætte.
Hans låner troldens kniv – skærer vamsen op, grøden flyder, mere plads. Trolden gør det samme, blodet flyder, han dør.

Troldkællingen indser, at hun har mødte Mosetroldens overmand. Hun bliver bange for Hans og tilbyder ham alt det guld, han kan bære. Troldemor forlader sumpskoven for altid.
Hans vandrer hjem gennem mørke-natten med lysende lygte og guldet. Om morgenen efter Allehelgen vækker han sin mor og giver hende troldeskatten.

(datid:)
De købte deres egen gård, Hans fik en dygtig kone, og alle levede lykkeligt til deres dages ende.

Og sumpskoven skiftede navn fra Troldeskoven til Trylleskoven.

Hans&Mosetrolden400

Hans og Mosetrolden er en omfortælling af folkeeventyret om Hans og Hedetrolden. Fortællingen er tilpasset tiden/stedet/tilhørerne. Den fortælles omkring Allehelgen for store børnehavebørn. Den mytiske bagtanke er at fortælle årstidsbevidsthed ind i børnenes tidsfornemmelser 🙂
Fremfor Halloweens kommercialisme 🙁

Se indlæg om Mindmapping!