Den Hvide Ravn

Den Hvide Ravn – i runebommens rensdyrskind

Da Store Ånd havde skabt Moder Jord, blev Ravn sendt på opdagelse i skaberværket. Svævende gennem skyerne, fik den farve af hvide snefnug. Hvert eneste af dem var enestående – ligesom alt det andet skabte. Hvide Ravn priste sin Skaber – og det mangfoldige liv.

Hvide Ravn fløj over landskaberne, og Store Ånd gav den en åndefælle*, hvorpå den kunne lande og hvile. Hvide Ren levede med sin flok, der græssede det  land, som ravnen anviste. Alle skabninger fløj, løb, svømmede, legede, spiste, sang, formerede sig – og priste Skaberen.

Så kom dagen, da de to-benede blev skabt. De fik farver af det land, de beboede; og de fik ild-gaven. De var sultne, og Store Ånd sørgede for, at Rensdyr-folket ville give dem varmt tøj og fulde maver. Men de måtte ikke røre Hvide Ren, fordi uden den ville de være fortabte.

En morgen vågnede Hvide Ravn af sin søde søvn på Rens bløde ryg, rystede vingerne og fløj højt for at søge græsning. Deroppefra sås mennesker, som ikke ærede skaberværket. De jagtede mere, end de kunne bruge uden hensyn til medskabningerne. Dynger af skrald og aske hobede sig op bag dem.

Disse grådige og onde to-benede fik øje på Hvide Ren, og de tog dens ånd, kød og pels. Uden tak lod de ubrugte rester rådne på aske-dækket jord, medens den forvildede rensdyr-flok buldrede omkring. Moder Jord skælvede.

Store Ånd græd af sorg og vrede, og tårestrømmene oversvømmede landskaberne.
Gennemblødt og udmattet måtte Hvide Ravn lande i mudder, skrald og aske, der oversprøjtede dens hvide fjerdragt.

En båd kom sejlende med en viis gamling, der reddede, rensede og fodrede den smudsige ravn. Gamlingens opgave var at samle godhed; men der var kun lidt at finde. Ondskab havde bredt sig. I en lang fremtid måtte Moder Jord affinde sig med den grådige ondskab gennemsyrende den nøjsomme godhed.

Efter en tid hos den viise gamling, vendte Hvide Ravn tilbage til Skaberen, som siden da kun skabte sorte ravne for at huske menneskene på deres onde gerninger.
Sorte ravne varsler onde tidender. Lyt!

En dag vil menneskenes længsel efter godhed blive så inderlig, at Store Ånd vil sende Hvide Ravn tilbage med gamlingens visdom.

Sådan taler Hvide Ravn under Snefnug-skyen i den samiske runebomme.

Hvide Ravn

Runebommen er genskabt af shamantrommer.dk.
Læs også Runebomme.

* Hvide Ravne fløj over mange landskaber og fik åndefæller blandt de lokale hovdyr: Hvide Ren, Hvide Bison, Hvide Moskus, Hvide Kronhjort, Hvide Lama, Hvide Næsehorn, Hvide Kamel, Hvide Ko, Hvide Elefant – osv.
Overalt på Moder Jord venter åndefæller på Hvide Ravns genkomst med gamlingens visdom..

Humulus Lupulus

Søster Humle er flyttet ind i min have.
En gave!
‘Lupulus’ = ‘Lille Ulv’, og hun dræber ved at overgro småvækster.
Efter kun få uger har hun sat frugt: humlekopper/hoveder (kopf=hoved):

De irgrønne og luftige humlehoveder indeholder et sammensurium af kemikalier, der samvirker krydrende, søvnbefordrende og eksemfremkaldende.
Humleplukkere oplever virkningerne og bliver søvnige; også rotter bliver langsomme, når de udsættes for humle. Ligesom øldrikkere.  😉

Friske humlekopper i hovedpuder inviterer søvn og drømme.
Drogens holdbarhed er kortvarig, da virkningen aftager hurtigt ved tørring.

Arten humle har tvebo: hunplanter og hanplanter, højreslyngende klatreplanter, der hurtigt dækker hvadsomhelst.

søvndyssende urt
slyngende sig rundtomkring

magisk medsøster

Kanølfen og Klimaet

Kanølfen er klima-aktivist!

Den er enig med den ikke-voldelige bevægelse, der protesterer mod menneskehedens overforbrug –  og maghaveres usynliggørelse af klimakrisen.

Sammen med folk og fæ på tværs af grænser kæmper Kanølf for Moder Jord.
Se Solsortens video om Extinction Rebellion her!

Læs også: Undgå Madspild!

At Undgå Madspild

At undgå madspild ved at skralde
animerer min indre samlende ur-kælling!

I morges vågnede jeg tidligt og nød at cykle gennem min stille landsby.
Med refleksvest, pandelygte, handsker og ‘fiskeklo’.
Fra supermarked-containere reddede jeg:

For en uge siden var høsten:

Fornøjelsen ved at skralde varierer med årstiden.
Det gør udfordringerne også:
Om vinteren kan lågene være frosset fast – varerne ligeså.
Om sommeren stinker containerne af lig(råddent kød) og myldrer med fluelarver og hvepse + alt det usynlige…
Så må urkvinden lukke næseborene og holde vejret:

Udvalget er overdådigt, og jeg begrænses af mine cykelkurve.
Efterarbejdet er omfattende:
sæbeafvaskning, rensning af grønsager og frugt, blanchering til frost, kogning af syltetøj, nedfrysning af overskud osv.
INTET kommer ind i køkkenet i den originale indpakning!
Hårdt arbejde for føden 🙂

Min skraldevirksomhed sker også i fuldt dagslys.
Når jeg går tur, har jeg altid en pose med, som gerne modtager appelsiner, avocadoer, porrer, oste eller ? i løbet af de få sekunder det tager at løfte containerlåg og flytte varerne.

En sidegevinst er, at mine madvaner er under konstant forandring.
Kasseret kød ‘tvang’ mig til at udfordre mit 50 års vegetarliv. Uden ‘succes’ 😉

Lysfesten

Lysfesten afslutter mørketiden, og højtiden er den første af solårets fire fejringer af Moder Jord. Lys tændes for kvindekraften, som har mange ansigter.  Maria og Brigid er to af dem.

De nordiske mytekællinger kan æres ved de otte årstidsfester.

Mit fortælle-forslag til festerne for Moder Jord:
Lysfesten: Myten om Hel.
Vårfesten: Myten om Idun.
Høstfesten: Myten om Sif.
Mørkefesten: Myten om Skade.

Kvindemyter til de fire fester for himmelen, som markerer Bedstefar Sols dans over Fader Himmel:
Vintersolhverv: Myten om Angerboda.
Forårsjævndøgn: Myten om Freja.
Sommersolhverv: Myten om Gullvejg.
Efterårsjævndøgn: Myten om Frigg.

Fordel mytekællingerne efter egen natursans!

Ved at fejre de otte naturhøjtider forbinder mennesker sig med naturens rytmer og mønstre, og alles natursans næres.
Over hele kloden fester folk omkring bål, fællesspisning, lege, danse og fortællinger.
Det levende ord opliver og oplyser, og ovenstående myter er forslag til at oplive kvindekraften. Myter er ikke fakta, og man kan bruge dem, som man lyster. Kvindemyterne er fra Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Natursansen forstærkes ved også at fejre Bedstemor Månes 12-13 månetider. Hvis nymåner og fuldmåner festligholdes, så bliver livet fest efter fest efter fest…  🙂
En ‘fest-opskrift’ findes i indlægget Højtidsfester.

Glædelig Lysfest!

Se også  Agerbrugerens Kalender, De 8 Højtidsfester og Nordens Solhjul.

Phallus hadriani

Phallus hadriani rejser sit stinkende kønslem fra et hekseæg. Omkring frugtlegemet samles straks en sky af af ådselsøgende insekter, der tiltrækkes af ‘duften’. Historiens mandlige botanikere var ikke uden poetisk selvironi.


Bemærk fluerne 😉

Svampens danske navn er sand-stinksvamp, og medens den endnu er ‘æg’, kan den spises. Hekseægget siges at have en behagelig smag.
Min farmor kaldte fænomenet for Præstepik…

Dette eksemplar stillede sig smukt til skue i den hvide klit, som derfor måtte forceres i en sværm af insekter.

Høsttidens Højtid

Høsttidens højtid fejres idag med bål og ritualer, der samler menneskenes opmærksomhed og kræfter. Fire gange i løbet af solåret fester vi for Moder Jord og den mad, som jorden giver os. Høstfesten er den tredje af solårets fire jordfester:

Lysfesten 2. februar: Moder Jords jomfruelige mandbarhed
Vårfesten/Løvspringsfesten/Valborgsaften, 30. april: Moder Jords liflige frodighed.
Høstfesten 2. august: Moder Jords modning og afkom.
Mørkefesten/Løvfaldsfesten/DeDødesNat, 31. oktober: Moder Jords forfald og hvile.

Festerne omfatter gentagne ritualer, som selvfølgelig indeholder en helende myte. Høstfesten falder under den helende måne, hvis kraft er at erkende, beundre og leve de livsmønstre, som er naturens livsnerve. I hver af os selv og i samklang med andre.

Høstfestens myte handler om naturkvinden Sif – og om hendes mænd…  😉
Sif gør os opmærksom på, at idag bliver efterfulgt af imorgen, at overlevelse afhænger af forråd, og at livet er en leg – i kærlighed!

Myten om Sif

Tidligt i tidernes morgen levede Sif i skoven. Hun var barn af naturen, færdedes på ski og nedlagde sin føde med bue og pil. Hver dag levede hun fra hånden til munden, og hun stod sig godt med både luftens lysalfer og de underjordiske svartalfer. Småfolkene betragtede hende som deres yndling, og hun var et af de få foretagender, de arbejdede sammen om.

Naturkvinden Sif kendte alle planter og alle dyr; og hun kendte alle de rejsende, der drog gennem skoven. Hun tog sig gerne kærligt af farende svende, som derfor ofte havde ærinder i Taksdale, hvor Sif dengang holdt til. Charmøren Loke var en af hendes yndlingsgæster. De kunne bruge dage og nætter på lege, hvor de trænede Lokes evne til at forvandle både sig selv og hende efter deres godtbefindende.

Kærlighedslivet medførte, at Ull blev født en sensommerdag, da bær bugnede på skovens vækster. Sif lod sig forvandle af moderskabet. Hun lærte, at hver dag bliver efterfulgt af imorgen. At efter sommer kommer vinter. Så med ansvar for det lille drengebarn måtte hun nu tænke på vinterforråd. Dværgfolket anviste hende en grotte tæt ved deres varme esser, hvor rindende vand piblede af klippen året rundt.

Gennem Ulls første vinter lærte Sif at være stedbunden. Hun var ikke længere den, der opsøgte vandrere i skoven. De kom til hende. Blandt de besøgende var Jords søn med Odin: Vildbassen Thor var en udfordring for harmonien i skoven. Han jagtede gerne alt, der bevægede sig; men Sif kunne tæmme ham.

Ull voksede op med mange mandlige forbilleder, hvoraf flere kunne være hans far. Det var der ingen, der tog så nøje. Drengen gik i sin mors fodspor og forfinede hendes evner på ski og med bue og pil.

En dag kom Thor meget målrettet på besøg. Der var aldrig nøl i hans handlinger, og Sif brød sig godt om hans mandighed. Så da han tog hende med et fast greb i hendes smukke hår, fulgte hun med ham hjem. Ull blev i Taksdale nær sortalferne.

Sif blev optaget i gudernes kreds ved et gevaldigt bryllup, som ingen senere helt kunne mindes. Hun vedblev dog med at tilbringe det meste af sin tid i skovene, hvor hun ofte besøgte sine dværgevenner. De oplærte hende i sortekunster, som hun anvendte i stilhed. Især i forhold til sin heftige husbond.

Ægtemanden Thor var den perfekte husbond for naturkvinden Sif. Han var nemlig sjældent hjemme, så hun kunne leve og strejfe, som hun altid havde gjort. Loke og de andre vandrende gæster besøgte hende stadig. De indrettede sig efter Thors gåen og kommen, og Sif fødte børnene Trud og Modi. Hun vidste, at børnene skulle overleve Ragnarak, så hun opdrog dem til at kunne leve under alle forhold.

Når Thor havde været på farten i flere dage, kunne han være meget fuld af mandighed, når han kom hjem. Sifs store hår var ikke blevet mindre med årene, og ægtemandens greb om frisuren var en del af deres lege.

Men en dag syntes Sif, at hun trængte til forandring. Hun rådslog med sine svartalfvenner om en ny hårmode. Dværgene ville gerne vise deres evner som make-over-kunstnere, og de arbejdede gerne sammen med Loke. Så en dag, han var på besøg, afklippede han Sifs hår under en ikke helt beskrivelig leg. De frydede sig begge. Indtil Thor vendte hjem.

Thor blev rasende over hustruens nye frisure. Hans forståelse af, at han havde mistet grebet i ægteskabet fik ham til at gå ase-amok. Loke holdt sig klogeligt på afstand i den tid, det tog for Sif at overbevise ægtemanden om, at hun kunne få svartalferne til at skabe en hårpragt, som aldrig var set lignende.

Dværgene var tændte på opgaven, og i samråd med Sif udviklede de et kunstværk af guldhår, som slog rod i hendes hovedbund. Med stolthed udførte de gudindens ønsker, der var anderledes spøjse, end de selv plejede at tænke. Gudinden ønskede, at de gyldne lokker skulle have slangeevner under visse akter, som ikke beskrives nærmere her.

Et af hendes andre påfund var, at det skinnende guldhår kunne brænde nallerne på den, der tog fat i håret, når ejerinden ikke ønskede det. Det medførte, at Thor af og til sås med handsker for at skjule forbrændte hænder. Andre af hårets egenskaber kendte kun hun – og Loke.

Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester.

Årstidernes Gryderetter

Årstidernes gryderetter er midtpunkter for festerne.

Opskriften på mytologisk gryderet*

Lokale økologiske fødevarer lag-lægges i en stor gryde, der simrer i timevis. Nederst lægges det tungeste kød, som skal gennemmørnes, senere tilsættes det lettere fjerkræ, derefter fisk og skaldyr. Snittede rodfrugter og grøntsager ilægges en halv time før servering, og til slut idrysses et hav af egnens krydderurter.

Vegetariske gryderetter behøver ikke langvarig simretid. Ofte indeholder de et kornprodukt, der giver retten en grødkonsistens. Den kan løsnes ved at spæde med grøntsagssuppe. I plantefattige årstider er udvalget begrænset til rodfrugter, som understreger, at vinteren er hvilens tid.

Arcimboldo (1527 – 1593)

Ingredienserne medbringes af festdeltagerne. Hvis det sker uden forudgående aftaler er overraskelsesmomentet stort! Erfaringsmæssigt anbefales varsomhed med svampe. I nogle traditioner er svampe bandlyst på grund af deres natur. De er en snyltende livsform, der udfolder sig i underverdenen, hvor de lever af skygger og forfald. Deres kraft kan være gift for både krop og sjæl.

Festlighederne foregår udendørs, og et bål tændes, medens gryderettens ingredienser klargøres. Den kollektive forberedelse samler fokus på fællesskabet og åbner den nærhed, som ritualet afhænger af. En kæmpe jerngryde er festens nødvendige midtpunkt. Når den er fyldt og simrer på bålet, gennemføres ritualet med hilseceremoni, ofringer og mytedans.

Under ritualet lever gryderetten sit eget liv i bålet, som med fordel kan være bygget op som en mile eller en høkasse. I bunden af et lavt hul lægges gløder, hvori jerngryden sættes. Derefter skærmes den med isolerende lag af tæpper, skind og græstørv. Kunsten er at bygge milen op, så gryderetten hverken brankes eller krydres med jord og græs.

Servering indledes med små suppeportioner, som slubres i sig. Suppen må godt sive ud af mundvigene og lande på lavere kropsdele. Når suppen har forberedt fordøjelsen, angribes lagene i gryden et for et, medens deltagerne fortæller opdigtede historier om deres medbragte ingredienser. Tilbehør kan omfatte brød, smør, ost og drikkevarer efter behov. Som dresscode anbefales årstidens gevandter, der tåler indfedtning med videre.

Højtidsfejringen omfatter forberedelse af gryderet, ofringer, et danseritual, det fælles måltid med fortællinger og efterfølgende spil og lege. Vårfestens ritual indebærer afvikling af vinterens onder. De flettes ind i snore, som bindes til Hylden, Frejas træ. Se Valborg.
Se også Dionysierne  – om de hellenistiske kvindeorgier…

Vårfestens grønne tilskud omtales på siderne 7-kål eller 9-kålDen grønne grydeGrønkålenNældesuppe og Nældesamletiden.

Hil!

* Uddrag af bogen Nordens Mytologiske Årstidsfester

Højtidsfester

Højtidsfester er menneskehedens måde at markere årets gang. Så fejrer vi fællesskabet, helheden og det hellige. Med fortællinger, sange, danse, ofre og gryderetter. Juleaften fortælles evangeliet, der synges og danses om det ofrede grantræ, gaver ofres til hinanden, og risengrøden spises.
Julefesten er “opskriften” på en højtidsfest:
Indledning med hilsner, levende ild og ofringer.
En fortælling/myte.
Ritualdans.
Gryderet.
Afsluttende magiske spil og lege.

Til hver højtid knyttes en hellig trævækst som symbol på Livstræet. Livstræsymbolet har ikke rod i naturens botanik. Men virkelighedens træer bærer også magi for hverdagens mennesker. Og træernes kraft ændrer sig med årstiden. Fejringer af mytiske begivenheder indebærer ofte at ære livstræet ved at afskære og ofre lokale træer eller grene og løv:

Vintersolhverv: Kristtorn
Lysfesten: Mistelten
Forårsjævndøgn: Hassel
Vårfesten: Eg
Sommersolhverv: Hyld
Høstfesten: Røn
Efterårsjævndøgn: Taks
Mørkefesten: Vedbend

Mørkefesten er fejringen af indgangen til mørketiden. Mørket byder på hvile, mindetanker om de døde, og konfrontationer med egne skygger.  Mørkets tanker kan indebære omlægning af vaner. Nytårsforsætter, som allerede nu kan forberedes…

I mørket lever fortællingerne, uanset om festen kaldes Allehelgen, Halloween eller Samain. Bogen Nordens Mytologiske Højtidsfester er en uhøjtidelig fortolkning af den nordiske mytologi, og den foreslår en kvindemyte til hver af de otte årstidsfejringer. Se Lysfesten.