Mellem jord og himmel
Skærtorsdagsmåltidet
brændenælde, grønkål og rosenkål
porre, hvidløg og purløg
kvan, løvstikke og skvalderkål
persille og mynte
grøn vårmånemad
højtidens vitaminer
utæmmelig duft
festlig fejring af forår
uden kød-og-blod-kulten
😉
5 – 7 – 5
7 – 7
waka
Anne Voel
Fuldmånen efter forårsjævndøgn foranlediger vårkuller.
Forårskulten!
Højtiden for de jordomspændende frugtbarhedsritualer.
Hieros Gamos er overskriften på forårskulten. Hieros (hellig) gamos (bryllup) betegner kærlighedsakten mellem Jordgudinden og Himmelguden, som er altafgørende for den kommende vækstsæson. I hedengangne kulturer indebar symbolritualet et sanseligt fysisk drama, hvor ypperstepræst/inde havde samleje med jomfru-M/K’er.
Ritualerne omfattede også ofringer – og kultdeltagernes indtagelser af ofrene…
Kulten var worldwide. Carl Gustav Jung mente, at den har rod i vores Kollektive Ubevidste. Betegnelsen for menneskehedens fælles mytos-underbevidsthed, som befinder sig i ur-sjælen – uden at folkeslag har kommunikeret med hinanden.
Hos nogle folk fejredes ritualet allerede under nymånen. Årets fjerde måne. Den første grønne måne.
Jung mente desuden, at hieros gamos også er en psykologisk mekanisme, som et menneske må gennemgå for at blive helt.
Sig Selv.
Den indre oplevelse af harmoni, når ens kvindelige og mandlige egenskaber smelter sammen. Foreningen af indre lyse/mørke talenter muliggør en frugtbar livsførelse – uden forvirrende/forkvaklende/forskruede overføringer/projektioner på sagesløse medmennesker.
Hos de oprindelige folk indeholder kulten farverige myter, hvori ModerJord, FaderHimmel, BedstefarSol, BedstemorMåne og andre natursymboler agerer. Livsperspektiverende mytologiske fortællinger gennem alle årstiderne.
Dette døgns fuldmåne definerer påsken. Det Hellige Bryllup er sløjfet; men kristendommen ofrer Sønnen, drikker hans blod og spiser hans kød! Nadverindstiftelses-kulten.
Rødhalsen er her stadig med sin øresønderrivende syngen 😉 Imponerende at så megen lyd kan komme ud af så lille et væsen. Selma Lagerløfs fortælling om fuglen findes i samlingen “Kristuslegender”:
Legenden om Rødhalsen indledes i de dage, da Vorherre skabte verden og navngav sine skabninger. Da Rødhalsen havde fået sit navn, spejlede den sig i et stille vand – og undrede sig. Fjerene på halsen var lige så grå som alle de andre, så den spurgte sin milde skaber, om han havde glemt noget. Vorherre svarede: “Rødhals er dit navn; de røde halsfjer skal du selv fortjene!”
En uoverskuelig række år var henrundne siden Paradisets dage, og i en tornebusk lå en rede fuld af unger. Rødhalsen fortalte sit afkom om skabelsen, og om hvordan rødhalse lige siden har sunget med brystet fuldt af svulmende begejstring – i håbet om, at sangens glød ville fortjene røde fjer. Pludselig tav fuglen, og den bredte vingerne beskyttende over ungerne, fordi en hoben mennesker drog ud af Jerusalem.
Den grå fugl betragtede menneskenes grusomhed. Da den så tornekronen på den forpinte korsfæstede mand, kunne den ikke holde sig i reden. Fuglen fløj kredsende om mandens hoved, landede, og med sit lille bitte næb udtrak den en dyb torn. En blodsdråbe ramte dens grå bryst og farvede fjerene røde. Med den mildeste hvisken talte den korsfæstede: “Din barmhjertighed har givet dig det, som du blev lovet ved verdens skabelse”…
Selma Lagerløfs sprog er så vidunderligt, at ovenstående forkortelse er en synd 🙁
Læs legenden højt i påsken!
Den lille hvide Kat er et gammelt folkeeventyr – fyldt med symboler og visdom.
Eventyrets “skelet” og mindmap:
Der var engang en rigbonde og hans hustru. Da de blev gamle, ville de afprøve deres tre sønner for at finde en duelig arvtager: Per, Poul eller Esben Askefjog (tegnede fabeldyr i asken).
(datid skifter til nutid)
Brødrene udsendes sammen og udsættes for 3 prøver:
1. Den største årsløn. Vejen deler sig i to om en skov med vilde dyr. Per går til højre, medens Poul går til venstre. Esben går ind i skoven, møder den lille hvide kat og går i tjeneste i dens underjordiske rige. Efter et år får Esben en pung, han ikke må se i, men blot tage en mønt op ad gangen. Esbens årsløn er den største.
2. Den længste guldkæde. Per og Poul vil efterligne Esben og gå i skoven, men de bliver bange for de vilde dyr – og gentager egne vandringer. Esben tjener katten i skoven og får en æske med en stump tråd, der trækker guldkæde ud af æsken. Pers guldkæde når omkring faderens vom. Pouls omkring gården. Esbens omkring gårdens jorder!
3. Den fagreste kone. Igen vandrer de 3 brødre hver sin vej. Efter Esbens tjeneste forlanger katten: “Hug mit hoved af og sæt det på min hale!”. “Aldrig!!!” sige Esben. “Så må jeg desværre halshugge dig!”, siger katten, så Esben må aflyde; og katten forvandles til den yndigste kongedatter: “Gå hjem og vent!”
Efter de to første prøver har forældrene ondt ved at godkende Esben. De lægger hovederne i blød, og af bar befippelse kratter de deres hud og hår af. Men da Per og Poul kommer hjem med kvindfolk, holder de med glæde en stor fest for dem, og Esben sættes til at servere.
Idet de sætter sig til bords, ankommer en karet med katte-prinsessen. Hun og Esben er hemmeligt tavse. Han kludrer med servering og lukkes ind i et skab. Men om natten kravler han i sengen til den udkårne. Da gårdkonen serverer morgenmad på sengen, bliver hun bestyrtet over Esben og beder manden prygle ham. Kongedatteren stopper dem, iklæder Esben gyldne klæder og drager bort med ham.
(datid:) Deres bryllup varede syv dage, og siden da var de konge og dronning over skovriget. De levede lykkeligt til deres dages ende.
Folkeeventyr er levende mundtlig tradition. Fortællingerne forandrer sig med tiden, stedet, fortælleren og tilhørerne. I 1800-tallet blev mange eventyr samlede/nedskrevne, men historierne lever videre. Både i filmindustrien, børneteatrene og mellem folk.
Den Lille Hvide Kat er forlæg for Den Lille Røde Kat, som fortælles for 4-7 årige børn ved årstidsfejringer.
Se også mindmapping !
Den Lille Røde Kat er et eventyr forfattet til fortælling Valborgsaften og Allehelgen.
Der var engang en bondemand og hans kone, som ville afhænde gården til en af deres tre sønner. Under Valborgsfesten sendtes ældstesønnen ud i verden for at tjene en årsløn og finde en kone.
Ældstesønnen gik ud ad vejen, der delte sig højre og venstre om skoven. Midtfor stod en sten i udkanten af skoven. På stenen sad en lille rød kat, der forsøgte at lokke ham ind i skoven. Sønnen gik til højre.
Undervejs:
Kro i lille by, afslog arbejde. Kro i større by, afslog kvinde. Kro i Den Store By, gik på druk med de andre, der ikke tog imod chancer, der belv budt.
Ved Allehelgen vendte ældstesønnen hjem. Tomhædet og fordrukken.
Mellemstesønnen vandrede ud ved næste Valborgsaften. Han gik til venstre og gentog ellers storebroderens færd med den forskel, at han gik til i spil.
Drankersønnen og spillersønnen arbejdede atter på gården med forældrene og yngstebroderen.
(nutid:) Da den yngste søn når mandsår, ønsker han at gå ud i verden ved Valborgsfesten. Han hånes – og må knokle gennem sommer/høst. Allehelgens aften meddeler han familen, at nu går han!
Ved vejdelingen møder han den lille røde kat – og følger den!
Ned i mørketidens vinterhi sammen med bjørne, pindsvin og brumbasser i jorden. På et tidspunkt vågner mindstebroderen med katten på brystet, og sammen går de ud i et underjordisk kongerige. Den unge mand får arbejde på slottet. Fejer vindebroen, muger ud ved dyrene og hugger brænde. Lærer at ride, at jage og at berede mad. Han tjener ved at regne, skrive og beslutte.
Da Allehelgen igen indtræffer, får han en årsløn, og den lille røde kat lover, at han vil få en kone, hvis han gør et sidste stykke arbejde: “Hug hoved og hale af mig – og sæt dem omvendt på”. Trods modvilje føjer han den, og pludselig står en skønneste kongedatter foran ham: “Gå hjem til din familie. Fortæl ikke om din lille røde kat. Jeg kommer til Valborgsfesten”.
Hele vinteren nynner yngstebroderen. Valborgsaften er den sædvanlige fest forberedt, og i det øjeblik familien sætter sig til bords, kører en vogn ind i gården. “Min Kone!”, siger yngstebroderen.
(datid:) Skulle de to så overtage gården? Nej, skønheden førte ham til sit rige, hvor de holdt bryllup som konge og dronning!
Ovenstående er eventyrets skelet. Kød/muskler(dramatisering) og hud/hår(sansninger) tildigtes i feedback med tilhørerne.
Se også indlægget Skelettet i en fortælling!
Se også Mørkefest for børn!
Mindmapping:
Hjertesutraen og Prædikeren har samme budskab:
Alt er tomhed!
Forfængeligheden blænder os!
Vi er forgængelige!
Hjertesutraens mester videregiver Prajna(erkendelse) Paramitra(den anden side) til sin elev: Hjerte-ro uden ønsker/mål/begær.
Prædikerens Bog findes i Det Gamle Testamente. I den fortælles, at vinden blæser, og at alt har sin tid. Desuden påstås, at Skaberen har skabt alt, som det skal være; men at menneskene har så sære ting for.
Begge skrifter foreskriver, at ro i sindet opnås ved at erkende forgængeligheden, som tomhed uden tilknytning:
Uendelig Åbenhed!
Derved ophæves slaveriet af forfængeligheden.
Barokmaleren David Bailly malede sigselv med alt, hvad hjertet og forfængeligheden begærer. Kraniet, sæbeboblerne og narren symboliserer forgængeligheden 😉
Vanitas!
Det blå piletræ findes i forskellige motiv-udgaver på porcelæn og fajance. Blue Willow.
Det illustrerer den kinesiske fortælling om De elskende Fugle:
Der var engang en mandarin, der havde en eneste smukkeste datter. Men da hun og hans bogholder forelskede sig i hinanden, byggede faderen et hegn om deres hjem for at skille de elskende ad. I stedet blev pigen trolovet til en passende velstående greve, og bryllup planlagdes til den forårsdag, hvor piletræerne ville slippe deres blomsterrakler.
På bryllupsdagen – medens pileraklerne dalede til jorden – ankom den udvalgte greve med et juvelholdigt skrin. Samtidig sneg den elskede bogholder sig ind forklædt som tjener. Han bortførte sin smukkeste elskede – og skrinet. Den håndfaste fader opdagede dem på broen over vandet, og han satte efter dem med en pisk i hånden. De slap fra ham i grevens båd og bosatte sig på øen i søen.
Efter en kort lykkelig tid blev de fundet af greven, som dræbte dem begge og generhvervede skrinet. Men guderne græder, når kærlighed går til grunde, så de omskabte de elskende til fugle, som flyver i historien på de blå porcelænskopper, tallerkener og serveringsfade…
I 1901 blev fortællingen brugt i en komisk opera 😉
blå historie
modgang og melankoli
forbudt kærlighed
Feministen Hypatia levede i Alexandria (ca. 350 – 415), og hun mindes ved forårsjævndøgn.
Hypatia var filosof, skoleleder og naturvidenskabskvinde.
Hun viede sit liv til læring(science/fornuft), åbenhed og frihed fra religion! Såvidt vides levede hun i cølibat – i forskningsfællesskab med sin far Theon, indtil han døde. Hun skal have sagt:
“Kæmp for din ret til at tænke, for selv forkerte tanker er bedre end slet ingen!”
De kristne brændte Hypatia – efter at hun var voldtaget, stenet og slæbt af heste gennem Alexandria. Hun blev pågrebet, medens hun studerede forårsjævndøgnets stjernehimmel. Et månekrater ved Rolighedens Hav (Apollo 11’s landingsplads) er opkaldt efter Hypatia. Så månelandskabet er en påmindelse om den frie tanke 😉
I 2003 udgav Ebbe Kløvedal Reich sin sidste roman Himlene og Jorden – et hypatinsk rejseeventyr, hvori Hypatia, hendes verdensankuelse og Alexandria er omdrejningshistorien. Forfatteren fortolker Hypatias værdinormer ind i romanfigurer, som her citeres:
“Vi mennesker er de eneste der er nødt til at bruge tanken, for vi skal skelne mellem kærlighed og brunst og liderlighed.” (side 433)
Livsnydelsen kan ikke tåle at have slaver. “… Der skal gøres oprør i mod den.” Hvis livsnydelsen får slaver, “… så forsvinder den. Eller den begynder at rådne. Og så begynder kedsomheden og uvirkeligheden.” (side 436)
“Det største vi ser, ser vi ikke med øjnene, men med tanken og troen.” (side 459)
Romanen foregår i fortid/nutid/paralleltid. I Alexandria, Københavnsområdet og Hypateia.
En magisk/historisk realisme om politik/religion – og kærlighed.
Og en gammel jeg-forfatter 😉
Portræt: Anne Voel:
Ærede være Hypatia fra Alexandria og Ebbe fra Kløvedal.
Filmen Agora (2009) handler også om Hypatia.
Det Numinøse er den ubeskrivelige guddommelige følelse af Den Store Sammenhæng – også uden en gud.
Filosoffer, præster og psykoanalytikere har forsøgt at sætte ord på fænomenet: Livsånden/Gudsgnisten/Selvet er forsøg på at beskrive aspekter af Det Numinøse.
Søren Kierkegaard taler om Det Absolutte.
Dette Numinøse Absolutte kan ikke præciseres; men det kan opleves! Og man er ikke i tvivl, når den jegforglemmende højtidsfølelse af Den Store Sammenhæng rører på sig.
Ordet numinøs blev opfundet af Rudolf Otto i bogen Das Heilige (1917): en anonym kraft hinsides rækkevidde, som mennesker erfarer i spontan grebethed!
Mysterium tremendum et fascinosum: en hemmelighedsfuldhed, der medfører skælvende dragning.
Buddhatilstanden er en totalfornemmelse af Det Numinøse: Satori. En gennemsyrende tilfredshedstilstand.
Haikudigtning kan være en adgangsbillet til momenter af stillestående harmoni med Den Store Sammenhæng, som i yderste konsekvens ophæver følelsen af tid og sted.
Nikolaj Frederik Severin Grundtvig benævnte Det Levende Ord som oplivende og oplysende. De fortalte ord kan føre til følelsen af mening med tilværelsen, og den ægte storyteller kan nære tilhørernes fornemmelse for numinøsitet ved fortællingens kraft.
Gid det oplivende og oplysende levende ord må være stærkere end de fængslende skærme, der forhindrer mennesker i at mærke Det Numinøse!
det numinøse
erkendelse af mønstre
ubegribeligt