De Vise Mænds Brønd

“De vise mænds brønd” er en af Lagerlöfs “skæve” legender.
Den handler om Tørsten, den barske huløjede gamle kvinde, der sidder ved de vise mænds brønd og fryder sig over, at den er ved at tørre ind.

Medens Tørsten overvåger brøndens sidste suk, får hun besøg af en højtlastet kamelkaravane, der drives af tre prægtige dromedarryttere. Til dem beretter hun brøndens historie, som begyndte for længe siden, da tre vise tiggere sov blandt røde, søvndyssende valmuer. De vågnede under en lysende nattehvælving og følte, at Gud havde givet dem en opgave. Stolte fulgte de lyset med forventning om, at de ville blive rigeligt belønnet af en ny kongesøns hof, når de leverede deres visdom. Men sådan gik det ikke…

H3K400

Selma Lagerlöf fortæller en anderledes historie om de vise mænd, hvori den ene rytter spørger: “Bør denne brønd ikke vare evindelig for at minde menneskene om, at den lykke, der tabes på stolthedens højder, genfindes i ydmyghedens dyb ?”
Sluttelig må Tørsten forføje sig.

I aften ihukommer vi de hellige tre kongers ankomst til det magiske gudebarn ved julehøjtidens afsluttende fest, som fejres med tre-armede lys, juletræsplyndring  og Selmas legender! Uden tændte skærme 😉

Se også Julerosen og Rødhalsen – samt De Hellige 3 Konger.

Selmas Julerose

selma1928

Julerosen findes i legenden af Selma Lagerløf:

En sommerdag er røverkællingen og hendes fem rollinger på tiggergang. En af ungerne opdager en dør på klem i muren omkring klosterhaven, så mor og børn vrimler ind med største selvfølgelighed. Hvorefter munke uden held forsøger at genne dem ud. Den milde Abbed Hans tilkaldes. Han og røvermor går på havevandring og deler deres fælles glæde over urterne! Undervejs fortæller kællingen om haven, der julenat åbenbares i skoven, og de aftaler, at Abbed Hans skal besøge røverkulen.

I den kolde og mørke julenat står de sammen og oplever de bølgende strømme af lys og mildhed, der som åndedrag forvandler den dystre skov til et jordisk paradis med planter, dyr og engle. Gennemsyret af glæde og harmoni. Indtil en hændelse skræmmer livet væk. Abbedens hjerte brister, han falder på knæ og griber i jorden.

I Abbedens døde hånd finder munkene en rodknold, som de planter i klosterhaven. Gennem hele året holder de øje med plantestedet, men intet sker. Indtil julenat, hvor den hvide blomst alene lyser i natten.

Legendens sprog og de ikke her gengivne scener
er magisk berettende.
En stor fortællers enkle kunstværk.
Oplæsningen af Legenden om Juleroserne
beriger og beroliger ethvert juleselskab.

Mørkefest For Børn

Mørkefest For Børn. Allehelgen/Halloween.
Fortælleforestilling for børnehavebørn.
Udviklet af Bibliotekaren Louise Rauff Tranborg og Den Gamle Dame Anne Voel.

Remedier: Danmarkskort, Drageplakat og monstertegning (+ tuscher), 2 græskarlygter + cykellygter og kniv. Den ene græskarlygte er udskåret; den anden er udhulet og får ansigt undervejs.
Mormor-ting: foto, dug, vase, blomster og mormorkjole/handsker/hat på Damen. Kuffert med hekseudklædning.
To biblioteksbøger om monstre.

Den Gamle Dame om mormor :
“God dag allesammen, jeg er Den Gamle Dame og jeg er kommet for at fortælle jer om Allehelgen – og Halloween. Jeg rejser rundt med min gamle kuffert. Den har jeg fået af min mormor. Hun var en meget fin dame – og hun rejste meget. Min mormor er død. For mange år siden.
Inden hun døde, blev hun mæt af dage. Hun var træt af at være fin og gad ikke længere at rejse. Så jeg fik hendes fine kjole, hatten, handskerne – og hendes gamle kuffert.”
Hat, handsker og kuffert lægges til side.
“Nu er det mig, der er en fin gammel dame, der rejser.”

Frem med Danmarkskortet.

“Det her er et landkort. En tegning af Danmark. Set oppe fra himmelen. Hvis der sad nogen i en helikopter lige oppe over os (motorlyd), hvad ville de så se? De kan se taget af biblioteket, på kirken – og på bilerne på vejene. Alle byens tage, hele byen, markerne uden om byen og skoven – havet derude… (motorlyd) Oppe i helikopteren kan de tegne et kort over byen!
Alt det blå på kortet er vand. Havet omkring Danmark. Det gule er landet, marker og skove. De røde klatter er byer – og stregerne er veje. Her er Nørre Nebel. Tæt på Vesterhavet. I Jylland.
Jeg rejser i hele Jylland – og over vand og under vand til Sjælland. Helt over til København. Fra Jylland til Sjælland og helt til Lolland! Min mormor kom fra Lolland. Roelygternes ø”

Væk med kortet.

“På Lollands marker gror der roer. Roer til køerne og roer til sukker. Til mennesker. Roerne spirer om foråret, gror og gror gennem sommeren, og om efteråret er de så store, som de kan blive.
Da min mormor var en lille pige, lavede hun roelygter, når mørket kom. Med en ske udhulede hun roen,  og med en kniv skar hun mønstre, som lyset kunne komme ud af. Det lærte hun mig; men her er der ingen roer. Istedet vil jeg lave en græskarlygte. Med lys i. Til minde om min mormor. Det er det, man gør til Allehelgen. Vi tænker på de døde og tænder lys for dem.
Min mormor hed Oda Elisabeth, og her er et billede af hende. Inden hun døde, da hun var mæt af dage, fik jeg jo hendes fine tøj og kufferten. Efter at hun var død, arvede jeg denne smukke vase. Når jeg savner min mormor, så sætter jeg blomster i vasen. Nu savner jeg min mormor (blomster i vasen). Og til Allehelgen tænder jeg lys for hende.
Her er et lille græskar, som skal lyse for min mormor. Men lige nu kan det hverken lyse eller se. Græskarret er ked af den. Det spørger, om jeg kan give det et øje. Heldigvis har jeg min kniv!”

Græskarlygte-scene:
Damen i dialog med det lille græskar, der gerne vil være en lygte.
Er ked af, at det ikke kan se, så et kedafdet-øje udskæres. Glæde! Det andet øje skæres større/gladere. Munden glad/lidt farlig med 2 hugtænder. “Inde i græskarret findes kernerne. De indeholder næste års græskarplanter. De sover vintersøvn. Hi. Det er frø, der kan spire, når foråret kommer. Når mørketiden er forbi…”
Min mormor satte stearinlys i roelygterne; jeg bruger cykellygter – og tænder dem nu: “Goddag – goddag! Tag hatten af!”
“To be  – or not to be…” – en græskarlygte 😀
I begge græskarlygter tændes cykellygter.

Allehelgen, Mørkefesten, De Dødes Nat, Halloween:
Nu er græskerlygterne parate til at lyse for de døde. Det er nemlig det, som Allehelgen handler om. At tænke på de døde og de glæder, de gav os, dengang de levede.  Festen har mange navne: Mørkefesten. De Dødes Nat. Og Halloween!
Ja, Allehelgen og Halloween er festen for mørket.
Har I lagt mærke til at sommeren er forbi? Blade falder af træerne, og det er mørkere om morgenen, når vi vågner – og mørkere om aftenen, når vi skal sove. Mørketiden er på vej.
Lige midt i den allermørkeste tid kommer julen. Så fejrer vi, at dagene igen bliver længere – og at Jesusbarnet blev født. Men der lang tid til.
Ovre på den anden side af havet fester de også, når mørket kommer. Helt ovre i Amerika. Har i hørt om Amerika? Der er egentlig to slags Amerika. NordAmerika og SydAmerika:
I SydAmerika fester de på kirkegårdene. Oven på gravene, som de pynter med blomster. De spiller musik for de døde og danser på gravene. Hvis jeg boede derovre, ville jeg sætte mig på min mormors grav og fortælle hende historier om mit liv. Og jeg ville dryppe parfume på gravstenen. Eller snaps. For hun elskede snaps! Det gjorde min morfar også. Og på hans grav ville jeg tænde en cigar! Hvis jeg altså boede derovre. De kalder festen for De Dødes Nat og fester hele natten på gravene.
Det må vi ikke i Danmark! Det er helt og aldeles forbudt!
I NordAmerika kalder de festen for Halloween. Det betyder Den Hellige Aften. Den handler om at lave hyggelige uhyggelige ting. Børnene klæder sig ud. Ikke i fine og sjove dragter som til fastelavn. Hverken superhelte, prinsesser, klovner eller vilde dyr.
Kun uhyggelige udklædninger: Spøgelser, Hekse, Skeletter og monstre!
Og de sætter lys i kæmpestore græskarhoveder og leger skjul i mørket.
Det må vi godt i Danmark. Og vi må også gerne klæde os ud.

I min kuffert har jeg en heks. Altså en hekseudklædning. Og nu skal vi lave en heks!
Dér er den rare biblioteksdame. Skal vi forvandle hende til en uhyggelig heks?

Bogheks-udklædning:
Den sorte pels. Heksen går ude i natten, så hun skal have en varm pels. Der var engang et låddent bogmonster, der gnaskede bøger i nattemørket. Engang spiste monsteret så mange bøger, at pelsen revnede!
Stjernepandebåndet. Hekse elsker stjerner – især de 5-takkede. De er fulde af magi: jorden, vandet, luften, ilden og fantasien! En dråbe af Havets Guld. Det mystiske rav fra fortiden.
Fuglen Pip. Heksen har Pip. Den flyvende hjælper, der kan se det hele lidt fra oven.
Heksehatten. Heksen gemmer Pip med den spidse hat – og  dens kravlende edderkoppe-hjælpere.
Skovmårerne. Morten og Maren er de løbende hjælpere. Lader som om de sover om dagen. Om natten finder de syge og kedeafdet-børn, løber hjem til heksen og beder hende hjælpe.
Staven. Klokkerne ringer, når heksen går rundt i byen. Tudsen er den hoppende hjælper. Når hun har brug for mandekræfter, så kysser hun den.
Lyttehornet. Den sidste udklædningsting er lyttehornet. Det kan høre rundt om hjørner. Og det kan høre, om der inde i bøger er ord og billeder, der gerne vil ud!
Nu er heksen klædt ud til Halloween! Hun er helt færdig og parat til hvadsomhelst!
Bog-heksen sætter lyttehornet til øret – og finder en bog, som absolut gerne vil fortælles…
Allehelgen2&3rev400
Fortælling af monster-rime-bog (Bog-Heksen):
“Når en drage drager ud”
Rim og billeder af Brynnum og Johansen.

Monsterbog og monstertegning (Damen):
Heldigt, at Det Lådne Bogmonster ikke spiste alle de uhyggelige bøger!
Hvor mange monstre findes der i verden? Utallige! Alle dem, som fantasien kan finde på.
Hvor mange monstre findes i virkeligheden? NUL! De findes kun i fantasien.
“Dette er en bog fuld af MONSTRE” Guido van Genechten:
Minimonste, frømonstre, lugtemonstre, brølemonstre, (ud af munden – og ud af … rumpen!)
slimmonstre, halemonstre, sovemonstre, fjollemonstre.

Min mormor tegnede/fortalte om monstre. Alle slags uhyrer. Hyggelige og uhyggelige. Også det lærte hun mig! Her et et ikke-færdigt monster, som skal have øjne (på fingrene) og munde (i maven)…osv….
Min mormor elskede uhygge! Og jeg elskede min mormor. Sommetider savner jeg hende. Så til AllehelgenHalloween holder jeg fest for hende – og de andre døde.
Nu har I hørt om Allehelgen og Halloween, om min mormor og om monstre, så jeg vil pakke min kuffert og gå videre til andre børn i Danmark. Farvel til jer – og til bogheksen (giver hånd): Tak for denne gang 🙂

Bibliotekarheksen opfordrer til at tegne monstre, som biblioteket gerne vil udstille.

Under forestillinger kan passager udelades. Enten ved forsætlig undladelse eller uforsætlig forglemmelse. Desuden kan spontane knopskydninger indtræffe. Drejebogen finjusteres fortløbende…
Flere fortællinger kan ses under Fortællekunst.

Fuglenes Forsamling

Fuglenes Forsamling er en samling sufi-historier indvævet i en rammefortælling om fuglenes søgning efter Simurgh.
Bogen er skrevet af parfumehandleren/farmaceuten/alkymikeren’s søn Farid ud-Din Attar, der blev født til et liv i rigdom. Men ligesom Gautama  og Frans blev han “ramt” af den forgængelige verden. Han blev en vandrende dervish.

Hoopoe

Fuglene vælger hærfuglen til leder. Hun har erfaring med at omgås de kongelige, da hun var budbringer mellem Kong Salomon og Dronningen af Saba.

Til hærfuglen kommer fuglene med alle deres forbehold mod at rejse for at finde Simurgh. Arten af opfindsomme undskyldninger viser spektret af menneskelig nøl og selvtilstrækkelighed. Hun svarer med sufiske lignelse og anekdoter.

Hærfuglen forbereder de andre fugle ved at fortælle om rejsen, som går gennem syv dale:

Længselens Dal
Kærlighedens Dal
Indsigtens Dal
Frisættelsens Dal
Enhedens Dal
Forundringens Dal
Forløsningens Dal

Rejsen gennem hver dal indebærer, at den rejsende udvikles, forvandles og omkalfatres i så omfattende grad, at det kan sammelignes med Buddhas vej og Kierkegårds stadieteori.

Fuglenes Forsamling blev udgivet første gang i 1170, og indholdet er lige så aktuelt som nogensinde. De mange korte og indholdsrige aforismer er underholdende og belærende. Sproget og de filosofiske verdener kræver sin læser. Så værket tager den tid, som det tager at følge med sig selv 😉

PS & NB:
Fuglenes Forsamling er ‘skelettet’ i romanen Quichotte (2019) af Salman Rushdie. Også det værk tager sin tid, og hvilken tid!

Kobbersneppen V

“Joh, jeg kender længselen,” svarede jeg, “hvad længes du efter?”
Kobbersneppen svarede:
“Ikke efter noget. Jeg længes bare. ..”

KSsommer17-kvadrat

“Min længsel er en retningsgiver – ikke en lyst til eller et begær efter noget bestemt. Den er som et frø, der spirer og gror. På et tidspunkt fylder den hele mig og bliver til en bevægelse. Bevægelsen efter lyset.

Min flok fløj, men min bevægelse stoppede her. Noget holdt mig tilbage. Da jeg så dig komme, vidste jeg, at det var dig, jeg skulle møde. At du skulle møde mig. Sådan er det med længselen. Den er en trang til bevægelse. Til at følge en vej. Ikke et bestemt mål. Blot vandringen/flyvningen/forvandlingen mod det ukendte, som stilner længselen.

At overgive sig til længsel kræver mod. Modviljen er den største modstand. Den hindrer bevægelsen ved at knytte dig til det, som du plejer at gøre/begære. At følge længselen indebærer frihed fra vaner/tilnytning.”

Fortsættes…

Småt er Smukt

Småt er Smukt!

Small-Is-Beautiful

I 1973 udkom bogen Small is Beautiful, hvori økonomen/havemanden Ernst Friedrich Schumacher (1911-1977) redegør for gigantismens forbandelser. Det sker ved at stille spørgsmål til storkapitalens værdinormer:

Hvad er rationelt/rentabelt/fornuftigt ?
Hvad er menneskeligt/bæredygtigt/fornuftigt ?
Er mennesket et barn af naturen eller herre over den ?

Bogens spørgsmål er mere end nogensinde aktuelle/meningsfulde !

Den Lille Prins

Den Lille Prins møder ræven:

“Jeg leder efter venner. Hvad betyder gøre tam?”
“Noget man i al for høj grad har glemt. Det betyder at knytte bånd.”
“Knytte bånd?”
“Ja vist,” sagde ræven. “Endnu betyder du ikke andet for mig end en lille dreng mage til hundrede tusinde andre små drenge. Jeg har ikke brug for dig, og du har heller ikke brug for mig. For dig er jeg bare en ræv mage til hundrede tusinde andre ræve. Men hvis du gør mig tam, så vil vi have brug for hinanden. Så bliver du den eneste i verden for mig, og jeg bliver den eneste i verden for dig.”
“Nu begynder jeg at forstå,” sagde den lille prins. “Der er en blomst…den har vist gjort mig tam…”
“Det er muligt,” sagde ræven. “På Jorden kan man komme ud for lidt af hvert…”

LillePrins

(Gen)læs Antoine De Saint-Exupéry (1943): Den Lille Prins!
Den anbefaler sig selv…

About Grace

AboutGrace

“About Grace” er titlen på Anthony Doerrs roman om en mand, der er født under himmelstrøg med lange vintre med korte dage.

Ordet “grace” er uoversætteligt. Det indeholder ynde, orden, harmoni, taknemmelighed, nåde, god vilje og mangfoldige beslægtede stemninger. De gennemsyrer denne anbefalelseværdige fortælling om naturen og mennesket i den.

Hovedpersonen er David Winkler, der er ekspert i vand. Siden barndommen har han studeret vandets natur, dets vandringer og tilstande. Han er ganske særligt fascineret af snefnug (se snefnug-klummen). David Winkler er ekstremt sansende.  Hypersensitiv. Han har et intenst drømmeliv, som overskrider grænsen til hans vågne tilstand. Drømmene er så stærke, at de bestemmer hans liv blandt mennesker.

Romanen er en medrivende beskrivelse af en følsom videnskabsmands liv. Læseren møder ham under flyveturen på vej tilbage til jordens nordlige halvkugle efter år i troperne. Blandt romanens øvrige interesssante personligheder forekommer datteren Grace. En moderne kvinde, der gør fortællingen jordbunden/aktuel/nutidig og balancerer bogens videnskabelige vidder.
Eminent historie!

Også U2 beretter om Grace:

Grace, it’s the name for af girl
It’s also a thought that changed the world

Grace finds goodness in everything

Grace finds beauty in everything

She carries a pearl in perfect condition

Grace makes beauty out of ugly things

Simurgh

Simurgh er en fabelfugl i familie med Føniks og Feng Huang.
En flyvende kæmpe, der symboliserer overlevelse, omsorg og gavmildhed.

Simurgh
Simurgh lever i den muslimske kultur, og i det sufiske værk Fuglenes Forsamling drager fuglene på pilgrimsfærd for at opsøge Simurgh og dens medicin.
De rejser gennem 7 dale; og der er ingen vej tilbage…
Salman Rushdie’s Quichotte rejser også gennem de 7 dale.

Kobbersneppen III

Det er en eftermiddag i september. Alle planter er i løbet af året spiret og groet, og de har blomstret og sat frugt. Naturen i Norden forbereder sig på vinteren.

Trækfuglene fløj i foråret mod nord og ynglede. De overlevende unger er flyvefærdige, og fuglefamilierne drager sydpå til deres vinterhjem.

De fleste trækfulge flyver i flokke. Men en fugl er fløjet sin egen vej. En Kobbersneppe. Nu står den helt for sig selv i en klit ved Vesterhavet.

KSalone600
Jeg ser pludselig fuglen, står bomstille og kigger på den.

Den går hen imod mig. Solen står lavt og skinner i dens øjne. Det ser ud som om, den blinker til mig.

Jeg tør ikke blinke, for jeg vil ikke jage den væk. Der er ikke en eneste bevægelse i min krop udenpå, men jeg kan mærke mit blod strømme varmere indeni.

Fuglen kommer nærmere og nærmere. Mine øjne løber i vand, og jeg er nødt til at blinke. Så lægger den hovedet på skrå og blinker til mig!

Jeg gør der samme: lægger hovedet på skrå og blinker til den.

Den fremmede fugl stopper, vender siden til og kigger sig over skulderen.

Et sted kan jeg mærke noget, jeg ikke kan høre: “Kom med!”, siger den med kroppen: “Vil du være min ven?”

Jeg går et forsigtigt skridt hen til den.

KS400KomMed2

Så smiler fuglen!

KSsmil17-400

Min fugleven har et meget langt næb, så der er meget at smile med.

Det stritter ud i luften, og den vender næbbet fra den ene side til den anden , så jeg kan opleve alle sider af dens smil.

Igen sanser jeg fuglens tale til mig:

“Du må gerne fotografere mig; men så skal du love, at du viser billederne og fortæller min historie til så mange, du kan. “