Skelettet i en fortælling

Skelettet i en fortælling er den barberede handling.
Eksempel: Den Kloge Gamle Kone.

Knoglerne er skelettet/stilladset/drejebogen, der beskriver scenerne og tidsforløbet. Opbygningen af historiens gang, dens aktører og remedier. Dette plan indebærer præcise navneord (personer/steder/ting osv.)

Kød/muskler fæstnes på knoglerne: dramaet. Bevægelserne i fortællinger knyttes til aktive og malende udsagnsord.

Huden symboliserer appellerne til sanseligheden, der skal pirre synet, hørelsen, lugtesansen, smagssansen og følesansen – plus den sjette/magiske/overjordiske sans. De farverige tillægsord bærer den opgave.

I fortællesituationen er sanserne kommunikationsbærerne. Beskrivelser af duft, smag, syn, lyd og følelser af kulde/varme/smerte/kløe/osv animerer fornemmelser af lyst/angst/forventning/lettelse/osv, så fortællingen udfoldes mellem fortæller og tilhører. Med hud og hår!

En fortælling er en levende organisme, og de indre organer kan også tildeles egenskaber. Hjertet symboliserer Det Numinøse, bæreren af den ubegribelige store sammenhæng, hvis mønstre strømmer gennem blodet – opildnet af sjettesansen…
Fordøjelsen/mavefornemmelsen er en historie for sig 😉

Fortællekunst er økologi på abstrakt plan! 😉

Den Gamle Dame

Den Gamle Dame fortæller myter, folkeeventyr og historier af bl. a. Andersen og Blixen – plus sine egne sammensurier. På højskoler, biblioteker, museer, institutioner og hjemme hos folk. Hver optræden indledes med en præsentation.
På middelaldermarkeder i Køge indledte hun med  denne historie:

I Køge levede en gang en murermester ved navn Ejlif, der stod for at bygge Nikolaus’s Store Kirke. Nikolaus er helgen for de søfarende; og så har han vinterarbejde som julemand.
Ejlif var far til Maria, der strejfede i landskabet syd for den nye by. Hun kendte naturen på godt og ondt, var ikke bange for dens luner.

I Herrens År 1298 faldt fuldmånen i efterårsjævndøgnet, og om natten sad Maria Ejlifsdatter i ly under jættestuens hvælving i Maglehøj. Himlen var skyfri, og hun badede sig i måneskin. Maglehøjs store sten lyste helt særligt som indbydelse til fest, og ud fra skoven trådte den mægtige hornede bjørnelos, Ursus lynxicornus. I mange livsaldre havde den tjent Modergudinden; men nu var dens tid forbi.

For allersidste gang søgte bjørnelossen vinterhi i Maglehøj, – og dér sad pigebarnet! Maria lyttede til den gennem natten, indtil dens liv ebbede ud med den nedgående fuldmåne. Med dagens komme overtog hun bjørnelossens magiske kraft og dens ene horn.

Den lille Maria blev sidenhen Køges Kloge Kone, der hjalp de syge; og hun samlede urter til nonnerne i Skt. Gertrud og gråbrødremunkene. Nu er hun en meget gammel dame, som fortæller om ModerJord, månetiderne og livsurterne.

fegahamo Anne Voel

Den Gamle Dames grønlandske myter indlejredes i hende, dengang hun for mange generationer siden levede med De Oprindelige Folk og deres fortællinger om Festens Gave og Havets Moder.

Bamsedagen er det nyeste skud på Den Gamle Dames fortælletræ. Nu rejser hun rundt til alverdens børn med sin brune kuffert – og åndelig håndbagage*

I kufferten bor Bammer, der passer på kuffertens øvrige indhold: Høj glimmerhat og blå briller, tromme, masker, rasler og bjørnelossens horn. Plus de andre beboere: Nymmelise, Lillebjørn, kanariefuglen Pip og trolden Kanølf med runerne.

(H)Åndbagagen omfatter talrige eventyr/myter/legender oveni Det Periodiske System og anden forunderlig viden og visdom om skabelsens underfulde mønstre.

Den Gamle Dame har altid en overskrift på sine fortællebesøg; men hverken hun selv eller tilhørerne ved på forhånd, hvad der slipper ud af kufferten/åndbagagen.
Hendes lærere er Løgneren (Martin A. Hansen) og Scheherazade, der begge fortalte for at overleve – og videregive livsgnist. Se Storytelling.

DenGamleDame&Spoejsen

* Åndelig Håndbagage:
Kemi-Professor Tovborgs udtryk for at udenadslære Det Periodiske System…

Den Grønne Gryde

Den Grønne Gryde er fastetidens vitaminer i den selvforsynende husholdning.
Overlevelsen i forårets mangeltid (The Spring Hunger Gap).

Vinterens mørke og kulde hindrer planternes grønkorn i at forvandle lys og kultveilte til energirige kulstofkæder. Mad! I hvide vintre dræber sne og frost næsten alt grønt, medens grønne vintre er mere nænsomme.

En af  de sejeste overlevere er grønkål; men også hvidløgstoppe stikker vitaminskud op gennem sneen. I grønne vintre overlever toppe af rødbeder, persille og andre skærmplanter(pastinak/kvan/løvstikke/skalderkål) m.fl., som beriger den grønne gryde. Dertil bidrager også forskellige kålplanter og tørrede urter.

Dagens grønne gryde består af
fintklippede grønkålsblade og persilleskud
hakkede toppe af rødbede, rødløg og hvidløg
og tørrede mynter og brændenælder

Først smørsvitses løgtoppene, hvorefter det grønne tilsættes og koges med lidt vand og fløde. Fantastisk farve! Deri pocheres æg. Blandingen hældes over samkogte ris og røde linser.

Den Grønne Gryde er samme suppedas som syvkål.
Se Syvkåls-klummen.

Fastelavns Nymåne

Fastelavns Nymåne indtræffer denne søndag.
Fastelavn og Karneval indebærer
Goddag til fasten og Farvel til kødet.

I agerbrugernes samfund var det småt med føde og foder i denne tid, så tit måtte både husdyr og mennesker faste.
Ufrivilligt.
The Spring Hunger Gap.
Kulden og mørket hindrede arbejdet med jorden, men varmen blev opnået ved at feste: klæde sig ud, lave løjer og danse.
Hedensk tilpasning til årstiden 😉

Senere overtog den katolske kristendom de hedenske fester.
Den hedenske frugtbarhedsfest fejredes den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Den kultfest blev forvandlet til påsken, hvor Jesus blev festens midpunkt og ofret; hans blod blev drukket og  hans kød blev spist. Efterligning af agerbrugernes offerritualer.

Ritualerne omfattede en renselsesperiode før offerfesten. Renselsestiden indledtes 1½ måne før påskefuldmånen:
Fastelavn!
1 månetid efter Jomfrufejringen.

Vi indretter stadig vor kalender og dagligdag efter månetiderne og de hedenske højtider, selvom de er forklædt som kristne.

Dagens nymåne er solårets tredje, som hos De oprindelige Folk er knyttet til planlægning. Årets første måne handlede om at hvile, holde sig i ro og modtage (heling/tanker/omsorg). Den fulgtes af månen for udsyn og nytænkning, som afløses af strategi-månen.  Nu lægges planer for såvel ModerJords som for hver enkelt to-benets vækstsæson og årsvirke.

Glædelig Fastetid!

Snefnugmyten

Snefnugmyten er en urfortælling om de to-benedes omsorg for Moder Jord. Den fortæller, at når menneskene undrer sig, takker og værner om livskraften, så stiger indsigten, glæden og taknemmeligheden til vejrs.
Fader Himmel modtager menneskenes ærbødighed, gemmer kærligheden i snefnug og frigiver dem til Moder Jord, når hun trænger til omsorg.

krystallinsk orden
frossen omsorgsoplagring
vandmysterium

Den Kloge Gamle Kone

Den Kloge Gamle Kone er et japansk folkeeventyr:

I en landsby var det således, at gamle folk blev sat ud i bjergene for at dø.
Men en gammel kones søn ville ikke af med sin mor, så han lod hende bo hemmeligt i sin kælder, hvor ingen kunne se hende.

Så skete det, at fyrsten bestemte, at landsbyen ville blive udslettet, hvis beboerne ikke kunne løse tre prøvelser:
1: Før en tråd gennem en hul kroget gren!
2: Lad en tromme lyde uden at slå på den!
3: Lav en klædning af aske!

Landsbyboerne magtede ikke udfordringerne; men den gamle mor løste dem:
1: Honning smurtes i en ende af en hul kroget gren, og en myre med en tynd tråd blev sluppet løs i den anden ende. Myren førte tråden fra ende til anden.
2: En brumbasse blev lukket inde i en tromme, som buldrede på livet løs.
3: En klædning lagdes i saltvand, blev tørret og brændt – og holdt sin form.

Den kloge gamle kone reddede landsbyen, og fra den dag blev ingen gamle sat ud i bjergene for at dø. I stedet blev de æret for deres visdom.
Livet handler om honning, brumbasser – og aske!

den krogede sti
gennem honning til aske

brumbassetromme

HAIKU17’s 17 haiku

HAIKU17’s 17 haiku:

5 LYS

brændende stjerne
ilden stråler gennem busk
i morgenbrisen

tidligt lavvande
sollys strømmer fra himlen
bølger i sandet

fatamorgana
solskin spejles under træ
blød mudret vandkant

luftig horisont
broen fører til lyshav
trampende fødder

solbadning i skov
lyskaskader vælter ned
kølig fugtighed

7 LIV

talrige sandskorn
skygger falder i lyset
rævepotespor

månens aftagen
sølvfarvet mandstro blomstrer
stikkende spidser

over vid slette
edderkopper spinder net
dugperlemønstre

bunden af dammen
frø soler sig under vand
og græsspejlinger

højt i luftrummet
måge forlader flokken
splattet fugleklat

livet under vand
tang griber fat på stenen
blød bevægelse

forgængelighed
et menneske sætter spor
væk i opskyllet

5 MØRKE

det hvide mørke
tæt tåge sniger sig ind
isnende kulde

dråbeformation
vækster håber på væde
tørstige rødder

indigodæmring
sky farves af morgensol
fyr i vandspejlet

havets mørke dyb
stien går gennem slugten
skyggen i sig selv

i dystre tider
bavnen knejser over land
en ven i natten