Skelettet i en fortælling

Skelettet i en fortælling er den barberede handling.
Eksempel: Den Kloge Gamle Kone.

Knoglerne er skelettet/stilladset/drejebogen, der beskriver scenerne og tidsforløbet. Opbygningen af historiens gang, dens aktører og remedier. Dette plan indebærer præcise navneord (personer/steder/ting osv.)

Kød/muskler fæstnes på knoglerne: dramaet. Bevægelserne i fortællinger knyttes til aktive og malende udsagnsord.

Huden symboliserer appellerne til sanseligheden, der skal pirre synet, hørelsen, lugtesansen, smagssansen og følesansen – plus den sjette/magiske/overjordiske sans. De farverige tillægsord bærer den opgave.

I fortællesituationen er sanserne kommunikationsbærerne. Beskrivelser af duft, smag, syn, lyd og følelser af kulde/varme/smerte/kløe/osv animerer fornemmelser af lyst/angst/forventning/lettelse/osv, så fortællingen udfoldes mellem fortæller og tilhører. Med hud og hår!

En fortælling er en levende organisme, og de indre organer kan også tildeles egenskaber. Hjertet symboliserer Det Numinøse, bæreren af den ubegribelige store sammenhæng, hvis mønstre strømmer gennem blodet – opildnet af sjettesansen…
Fordøjelsen/mavefornemmelsen er en historie for sig 😉

Fortællekunst er økologi på abstrakt plan! 😉

Den Gamle Dame

Den Gamle Dame fortæller myter, folkeeventyr og historier af bl. a. Andersen og Blixen – plus sine egne sammensurier. På højskoler, biblioteker, museer, institutioner og hjemme hos folk. Hver optræden indledes med en præsentation.
På middelaldermarkeder i Køge indledte hun med  denne historie:

I Køge levede en gang en murermester ved navn Ejlif, der stod for at bygge Nikolaus’s Store Kirke. Nikolaus er helgen for de søfarende; og så har han vinterarbejde som julemand.
Ejlif var far til Maria, der strejfede i landskabet syd for den nye by. Hun kendte naturen på godt og ondt, var ikke bange for dens luner.

I Herrens År 1298 faldt fuldmånen i efterårsjævndøgnet, og om natten sad Maria Ejlifsdatter i ly under jættestuens hvælving i Maglehøj. Himlen var skyfri, og hun badede sig i måneskin. Maglehøjs store sten lyste helt særligt som indbydelse til fest, og ud fra skoven trådte den mægtige hornede bjørnelos, Ursus lynxicornus. I mange livsaldre havde den tjent Modergudinden; men nu var dens tid forbi.

For allersidste gang søgte bjørnelossen vinterhi i Maglehøj, – og dér sad pigebarnet! Maria lyttede til den gennem natten, indtil dens liv ebbede ud med den nedgående fuldmåne. Med dagens komme overtog hun bjørnelossens magiske kraft og dens ene horn.

Den lille Maria blev sidenhen Køges Kloge Kone, der hjalp de syge; og hun samlede urter til nonnerne i Skt. Gertrud og gråbrødremunkene. Nu er hun en meget gammel dame, som fortæller om ModerJord, månetiderne og livsurterne.

fegahamo Anne Voel

Den Gamle Dames grønlandske myter indlejredes i hende, dengang hun for mange generationer siden levede med De Oprindelige Folk og deres fortællinger om Festens Gave og Havets Moder.

Bamsedagen er det nyeste skud på Den Gamle Dames fortælletræ. Nu rejser hun rundt til alverdens børn med sin brune kuffert – og åndelig håndbagage*

I kufferten bor Bammer, der passer på kuffertens øvrige indhold: Høj glimmerhat og blå briller, tromme, masker, rasler og bjørnelossens horn. Plus de andre beboere: Nymmelise, Lillebjørn, kanariefuglen Pip og trolden Kanølf med runerne.

(H)Åndbagagen omfatter talrige eventyr/myter/legender oveni Det Periodiske System og anden forunderlig viden og visdom om skabelsens underfulde mønstre.

Den Gamle Dame har altid en overskrift på sine fortællebesøg; men hverken hun selv eller tilhørerne ved på forhånd, hvad der slipper ud af kufferten/åndbagagen.
Hendes lærere er Løgneren (Martin A. Hansen) og Scheherazade, der begge fortalte for at overleve – og videregive livsgnist. Se Storytelling.

DenGamleDame&Spoejsen

* Åndelig Håndbagage:
Kemi-Professor Tovborgs udtryk for at udenadslære Det Periodiske System…

Den Kloge Gamle Kone

Den Kloge Gamle Kone er et japansk folkeeventyr:

I en landsby var det således, at gamle folk blev sat ud i bjergene for at dø.
Men en gammel kones søn ville ikke af med sin mor, så han lod hende bo hemmeligt i sin kælder, hvor ingen kunne se hende.

Så skete det, at fyrsten bestemte, at landsbyen ville blive udslettet, hvis beboerne ikke kunne løse tre prøvelser:
1: Før en tråd gennem en hul kroget gren!
2: Lad en tromme lyde uden at slå på den!
3: Lav en klædning af aske!

Landsbyboerne magtede ikke udfordringerne; men den gamle mor løste dem:
1: Honning smurtes i en ende af en hul kroget gren, og en myre med en tynd tråd blev sluppet løs i den anden ende. Myren førte tråden fra ende til anden.
2: En brumbasse blev lukket inde i en tromme, som buldrede på livet løs.
3: En klædning lagdes i saltvand, blev tørret og brændt – og holdt sin form.

Den kloge gamle kone reddede landsbyen, og fra den dag blev ingen gamle sat ud i bjergene for at dø. I stedet blev de æret for deres visdom.
Livet handler om honning, brumbasser – og aske!

den krogede sti
gennem honning til aske

brumbassetromme

Pussyhat-bevægelsen

Pussyhat-bevægelsen er genoplivning
af en af kvindebevægelsens “dyder”:
MODSTAND!
Mod Donald Trump’s kvindepolitik.

Bevægelsens brand er den lyserøde øre-hue.
Bagkvinderne er arkitekten Jayna Zweiman
og manuskriptforfatteren Krista Suh.

Kamp-råbet er “Think Pink!”,
og verden over strikkes lyserøde huer.
Kvinder og mænd bærende pussyhatte
protesterer mod USA’s præsident!

PUSSYHATS

Zweiman & Suh

Séraphine

Séraphine Louis de Senlis (1864-1942)
malede naturens/fantasiens blomster og træer,
når hun ikke gjorde rent for bedrestillede folk:

SeraphineTreeOfEden
Séraphine: Paradistræet.

Séraphines farvesans var unik.
Hendes malerier virker krible-krable-levende
Hun brugte ukendte komponenter, som kombineredes,
så det synes som om billederne udsender lyde!
Hendes kompositioner er vibrerende

Hun malede, før den kemiske malingindustri var udviklet,
så hun opfandt selv farveopskrifter.
Den tids malere brugte bl. a. rå æg, vin, olier, fernis,
planteudtræk, opslemmede jordarter og kul,
pulveriserede mineraler, knuste knogler, blod og urin.
Farveopskrifterne var deres hemmelige magi.

Lugten i datidens atelierer var en sanse-rig oplevelse:
duften fra tørrede planter blandet med olier og vin
var gennemsyret af stanken fra rådnende æg,
knogler, blod og urin 🙁

Seraphinefoto

Séraphines liv var slidsomt og ensomt.
Hendes forældre døde, da hun var barn,
og hun kom i nonners varetægt.
Hendes voksenliv er fortalt i filmen “Séraphine”.
En langsom/stilfærdig/smuk
– og alligevel dramatisk film, som anbefales.

Storytelling

Storytelling er magisk formidling:

“Sæt jer hen i krogen! sagde jeg. Vi satte os alle sammen på gulvet i hjørnet af skolestuen med hundeslæden imellem os. Så rejste vi. Vi rejste tusind mil.
Solen gør skolestuen lummer. Her lugter af ulmende tørv, af udstoppede fugle, af hentørrede havdyr fra kunstkammeret over vort hoved, et hængeskab med besynderlige ting, fundet på land og i hav. Det lugter af rugbrød, fedt og rullepølse fra børnenes åbne munde, mundene står jo åbne, vi er på langfart, og munden er sjælens og fantasiens dør, den må stå åben, når sjælen skal rejse.”
Fra Løgneren af vor store storyteller Martin A. Hansen (siderne 36-37 i Tranebog-udgaven).

Træmanden Wohlleben og brumbassefortaleren Goulson er også storytellere, fordi de har talent for at formidle eventyrligheden ind i livsvidenskaberne. Lige som Doktor Lieberkind, der fortalte biologi i vore formødres OTA-bøger 😉

Store fortællere er Karen Blixen, Stefan Zweig og Murakami, der digter magien ind i menneskelivets kroge. Stormestre er Isabel Allende og Salman Rushdie.  De har det gudebenådede talent for at indvikle verdenshistorie, menneskelige lidenskaber, retfærdighedssans og oldgamle myter i eventyrlig realisme, der rammer de dybeste lag i læserne. Blandt de ypperste er også Ebbe Kløvedal Reich.

ScheherazadeSophieAndersonSophie Anderson : Scheherazade

Både Allende og Rushdie er elever af Scheherazade, og hendes 1001 nat historier kan genkendes som forklædte karakterer i flere af de to forfatteres værker.
Klummen 13 kvinder og Afrodite omtaler Isabel Allende’s lidenskabsfyldte forfatterskab – om historisk kærlighed og vold blandt mennesker.
Klummer om Salman Rushdie’s værker er Maurerens Sidste Suk og To År Otte Måneder og Otteogtyve Nætter.

2 år + 8 måneder + 28 nætter = 1001 nat,
og Scheherazade er den ultimative fortællerske.
Hun fortalte med livet som indsats!
Alle fortælleres uforlignelige forbillede!

Storytelling omfatter ikke fantasy/krimi/pladderromantik. Disse genrer kan være OK underholdning; men de nærer/vækker/opliver ikke Det Numinøse i os mennesker. Måske endog tværtimod…

En ægte Storyteller evner at forvandle hverdag til højtid!

Jomfrueligheden og Hel

Jomfrueligheden oprinder idag. Uberørtheden fejres. Den uberørte jord indvies. Jomfrufesten = Mariæ renselsesdag = Kyndelmisse. Lysene tændes for at markere, at det er halvanden månetid siden, at Gudinden fødte Lyset. Hun er atter ren – og “mandbar”.
Moder Jord er renset, lyset har opvækket livet i jorden og vintergækkerne blomstrer!

I den nordiske mytologi genopstår livet efter Ragnarok fra Helheim. Balder og Nanna vil sammen med Liv og Livtraser skabe den nye verden. Idag fejres Hel, som værnede om livet i mørketiden.

Myten om Hel

Da Hel flyttede fra sin mor Angerboda i Niflheim til Helheim vidste hun, at en stor opgave lå foran hende. Hun skulle redde godheden ud af den grådige og krigeriske verden, og hun fik hjælp af sin far Loke.

Balder var den gudeskønne søn af Odin og Frigg. Til ham sendte vølven mareridtsvisioner om hans liv endeligt. Gudesønnen mistede humøret, så aserne ville mane drømmesynerne ned. Frigg gik verden rundt for at få alle ting til at sværge, at de ville skåne ham. Derefter kunne krigsguderne have besynderlig morskab med at hugge og skyde efter ham, uden at han tog skade.

Hels fader Loke vidste fra Frigg, at den hellige mistelten ikke var afkrævet eden. Han rykkede snylteplanten af dens træ og tilskar en pil. Den gav han til den useende Høder, som i blinde ramte plet. Balder faldt død om. Tavsheden blev lammende, indtil Frigg bad Hermod ride til Hel på Slejpner for at løse Balder. Lokes otte-benede søn med Svadilfare kendte vejen.

Medens Hermod drog til dødsriget, afholdtes Balders ligfærd. Hans kone Nanna døde af sorg, så de blev begge lagt på Balders skib Ringhorne. Thor opbød alle sine kræfter for at søsætte skibet, men de var ikke nok. Da blev der sendt bud efter jættekvinden Hyrrokkin. Hun kom ridende på en ulv med en hugorm som tømme. Hels søskende. I ét træk søsatte hun båden, så der stod ild, og jorden skælvede.

Thor blev rasende på den stærke kvindekraft, som han ville have knust med sin hammer, hvis ikke andre guder hindrede ham. Så viede han bålet med Mjølner, og Odin ofrede ringen Draupner, der hver niende nat udskiller otte lignende ringe. Dem skulle Balder bruge til løskøbelse fra dødsriget. Med sig fik Balder også sin hest og dens seletøj.

Senere ankom Hermod til Hel. Modgunn fortalte ham, at Balder var kommet, skønt han ikke lignede en død. Han og Nanna sad på underverdenens højsæde i Helheim, hvor Hel også modtog Hermod. Han bad hende løsgive hans elskede broder, som alle savnede.

Men underverdenens dronning forlangte bevis for kærligheden til Balder, og hun lovede ham fri, hvis alle ville græde for ham. Da Hermod red derfra, fik han ringen Draupner og andre gaver af Nanna og Balder, som godt vidste, at de skulle leve i Helheim til efter Ragnarak. Derfor havde de ikke brug for løskøbelse.

Igen fik Hel hjælp af sin far Loke. Da hele verden skulle græde for Balder, forklædte han sig som jættekvinden Tøkk og erklærede: Tøkk vil kun græde tørre tårer over Balder; lad Hel beholde, hvad hun har!

Sådan blev Balder reddet fra Ragnarok af far Loke og datter Hel. Med hjælp fra jættekvinden Hyrrokkin, som nok var Hel i forklædning, sammen med ormen og ulven. Lokes 3 børn med Angerboda.

I Vølvens Sang fortæller Bent Haller, at Odins ravne Hugin og Munin oprindeligt blev skabt af Hel.

Fejringen kan ske ved at følge fest-opskriften i Højtidsfester.

Mandefølelser

Mandefølelser i verdenslitteraturen er et kapitel for sig.

Dostojevskij400

Hvide Nætter blev fornylig genudgivet.
I dagbogsform fortæller Dostojevskij om en ung mand,
der møder en kvinde, som venter…
Under den sommerlyse nattehimmel.

Fortællingen udspændes indvendigt i den unge mand, som skriver dagbog.
Deri refererer han formuleringerne af sine følelser under møderne med kvinden:

“Hvem ved – måske har De forsonet mig med mig selv…” (side 30)

“…ofte forekommer det mig, at jeg har mistet enhver følelse og enhver modtagelighed for alt, hvad der har med det ægte, det sande liv at gøre...” (side 53)

Men hvad gør en følsom mand, som møder en kvinde, der afsværger ham løftet om ikke at forelske sig i hende – og senere erklærer:
“Måske var hele min kærlighed intet andet end en vildfaren følelse, eller blot en indbildning…”(side 107) ???

Dostojevskij skrev romanen som 26-årig, inden han blev dømt til døden
– og benådet til strafarbejde i Sibirien.
Hele hans eminente forfatterskab handler om originaler
– og mænds følsomme dybder.
Stadig nutidsrelevant og anbefalelsesværdigt!

De samme temaer kan opleves i
Den Unge Werthers Lidelser (Goethe),
Konge, Dame, Knægt (Nabokov)
Frysende Våde Vejbaner (Sonnergaard)

Hovedpersonen i de fire romaner er en mand,
der undrer sig over kvinders opførsel.
Man kan godt forstå dem 😉

Urd, Verdande og Skuld

Urd, Verdande og Skuld er den nordiske mytologis skæbnegudinder.
Nornerne holder til ved Urds brønd ved Yggdrasils ene rod. De spinder livstråde, som væves, flettes og filtres i skæbner. I tangerende og krydsende knudeværk.

Nornerne er tæt forbundne med underverdenens dronning Hel, fremtoninger af Natteheksen Lilith.

Fortid, nutid og fremtid tillægges Urd, Verdande og Skuld, som står i ledtog med 3 rejseledere udad tangenter:
geometriens Euklid,
relativiteternes Einstein.
og ormehullernes Holger.

Tangenterne kommer fra uendeligheden og fortsætter ud i evighedens ormehuller, gennemborende illusioner, imploderende blackstars og ophævende fortid og fremtid.
De Store Linjer berører cirklen/kuglen/spindet/væveriet i et eneste punkt: nutiden!
Livsøjeblikket!
Skæbnegudinderne råder for tidens hastighed, som er tiltagende og aftagende med månens ny og næ – og stærkest under fuldmåner.
I samklang med månekællingerne.

Julerosen

selma1928

Julerosen findes i legenden af Selma Lagerløf:

En sommerdag er røverkællingen og hendes fem rollinger på tiggergang. En af ungerne opdager en dør på klem i muren omkring klosterhaven, og mor og børn vrimler ind med største selvfølgelighed. Hvorefter munke uden held forsøger at genne dem ud. Den milde Abbed Hans tilkaldes. Han og røvermor går på havevandring og deler deres fælles glæde over urterne! Undervejs fortæller kællingen om haven, der julenat åbenbares i skoven, og de aftaler, at Abbed Hans skal besøge røverkulen.

I den kolde og mørke julenat står de sammen og oplever de bølgende strømme af lys og mildhed, der som åndedrag forvandler den dystre skov til et jordisk paradis med planter, dyr og engle. Gennemsyret af glæde og harmoni. Indtil en hændelse skræmmer livet væk. Abbedens hjerte brister, han falder på knæ og griber i jorden.

I Abbedens døde hånd finder munkene en rodknold, som de planter i klosterhaven. Gennem hele året holder de øje med plantestedet, men intet sker. Indtil julenat, hvor den hvide blomst alene lyser i natten.

Legendens sprog og de ikke her gengivne scener
er magisk berettende.
En stor fortællers enkle kunstværk.
Oplæsningen af Legenden om Juleroserne
beriger og beroliger ethvert juleselskab.