Nordens Loke besøgte engang Anansi i Afrika. De fandt hinanden i skyggen under Det Store Træ, hvor Anansi vævede snirklede, skumle og skæbnesvangre net.
Sådan som trickstere gør.
De var begge ramt af begæret efter at ophøje sig selv som den ypperligste magiker. Det medførte en uforlignelig udspekuleret tvekamp.
Men trods grænseoverskridende snyd, nedværdigelser og ondskabsfulde tricks evnede ingen af de to at overgå den anden.
Efter den erkendelse blev de overraskende enige om at udfordre deres respektive panteoner af guder og kraftdyr ved at spille en og samme trickster. Anansi og Loke kombinerede deres evner og skabte enTo-i-En-illusion, som i fremtoning skiftede ham mellem ulv og edderkop.
Guderne og kraftdyrene blev imponerede, lamslåede – og angste.
Den samvirkende trickster-kombination ændrede fokus. Selvhævdende konkurrencer blev afløst af den kunstige klogskabs utænkelige absurditeter og grinagtige kreationer.
Ingen ved, hvad forenet trickster-magi kan bringe… Det Store Træsatte nye skud.
Et sennepskorn er i flere kulturer symbol på ‘det mindste med den største kraft’. Styrken kan fornemmes i frøets smag, når det har optaget vand. Forspiring.
Sennepsfrø-haven, The Mustard Seed Garden, er et ældgammelt kinesisk skrift om den megen visdom, der kan findes i selv den mindste have. Kunsten er at gribe det ubegribelige med tusch og pensel. Naturens mytos, som manifesteres i planters og dyrs tilstande gennem årstiderne.
At male handler da om at ‘se’ mytos i øjeblikket – ikke om at skabe et maleri til fremtiden. Det handler om at slippe logos-bevidstheden – ikke om at præstere og dygtiggøre sig. Zen!
kirsebærporten
vårens vej ind i et nu
midlertidighed
Sennepsplanter tilhører den korsblomstrede familie med fire kors-stillede kronblade og seks 2/4-mægtige støvblade. De to frugtblade danner en skulpe med kuglerunde frø, som på én vækstsæson kan spire og vokse betragteligt til frodige urter.
Mange korsblomstrede tjener til foder for mennesker og dyr. Visse kål-arters knolde og blade er vinterbestandige. Eksempler er kålroer og hovedkål. Andre medlemmer af familien er peberrod, hyrdetaske og måneskulpe.
Julen er stjernetid, fordi Sol-stjernen genfødes. Vintersolhverv.
Men yule-fortællingen omhandler også andre stjerner:
For omkring 202 dekader siden mødtes to planet-stjerner på himmelhvælvet. Det havde vise mænd fra Østerland forudset.
De tre fremmede var måske tibetanske lamaer, som fulgte stjernernes anvisning på genfødslen af en tulku, et oplyst menneske.
Manifestationen af Spiritus Sanctus…
I Bethlehem fandt vismændene det nyfødte lys-menneske, som de ærede med guld, sød røgelse og bitter myrra. Det siges, at de tog barnet med sig og underviste det, indtil teenage-drengen rejste tilbage til sin families tempel.
Den lysende dobbeltstjerne over Bethlehem var et møde mellem planeterne Saturn og Jupiter (Kronos/Zeus = Tiden/Magten). Faderen og Sønnen i romersk/græsk mytologi. Under
Far/Søn-stjernen manifesterede den Hellige Ånd sig i det oplyste barn. Den Patriarkalske Treenighed!
Men samvirket mellem Faderen, Sønnen og Helligånden medførte, at Moder Jord blev ‘glemt’, så Livet kom ud af balance.
Hun var Gaia, alle tings ophav, men hendes jordiske naturkraft blev ignoreret.
I skyggerne af usynliggørelsen overlevede Moder Jords livskraft som Natteheksen.
Hendes feminine kraft er aktiv i mørke; og hun kæmper for det ærbødige, bæredygtige og fredelige sam-liv.
Nordiske myter fortæller, at de to planetstjerner er Jætten Tjasses øjne. Han var far til Skade, som er symbol på kvindens befrielse fra patriarkatet.
Hendes hjælper var tricksteren Loke, der bortførte hende i en nød.
Skade er en af Natteheksens fremtoninger.
mønstre i mørke
himmelens stjernevrimmel
underjordisk liv
Læs også højtidens norrøne fortælling om kærligheden mellem jættekvinden Angerboda og tricksteren Loke Myten om Angerbodai det kolde og mørke Niflheim.
Hil Moder Jord – og julenissen Loke under Yule-højtiden!
Hamingja er det oldnordiske udtryk for den kraft, som enhver bærer med sig fra sine for-forældre.
Kristendommen omdefinerede den til Arvesynden. Men oprindeligt omfattede den fortidens konstruktive visdoms-erfaringer, der befordrede overlevelse. En sivende strøm af livskraft. Chi!
I min hamingja rumsterer min mormors praktiske overtro, min morfars fornemmelse for alt, der gror, min mors indlevende klardrømme, min farmors grænseløse fortællen, min farfars virkelighedsfjerne udlængsel, min fars filosofiske verdens-udsyn – og deres praktiske håndteringer af hverdagen.
Slægtens mønstre.
På ondt og på godt.
Mine epi-genetiske dispositioner, som jeg må overgive mig til. Tao!
Kernen i den enkeltes hamingja er slægtens historie.
Dertil føjes personlige frie(!) valg og handlinger, som vil følge enhver hele livet.
Livserfaringer, som kan bruges konstruktivt eller destruktivt.
Arketypiske mønstre, som gives videre til afkom.
Sammenhænge. Mytos-mønstre.
Velsignelser – og forbandelser…
At være i kontakt med sin slægts hamingja er ‘shape-shifting’:
Fra logos-ego-tilstand til mytos-slægts-bevidsthed.
Med rod i den personlige ‘epi-genetiske’ arv/odal – og med fremtidens 7 generationer i horisonten.
I den tilstand kan hamingjas visdom deles med andre:
I den nordiske mytologi findes et eksempel på, at den norske helt Hjalti anmoder kong Olaf om at låne hans hamingja, erfaring og lykke på rejsen. Velsignelse.
På symbolsk vis kan hamingja manifestere sig som sanselige fænomener.
Følge-ånder. Fylgja.
I naturen. I landskab, jord, sten, vand, planter, dyr, vind og vejr.
Med sjette-sansen…
‘Varsler’, som åbner opmærksomheden på Kraften/Tao/Livsånden. ‘Spiritus Sanctus’…
Se også Lokale Kraftdyr.
Sammenhængende knude-symbol på slægtskraft.
Andre kulturer har lignende begreber: karma (indiske filosofier), barakah (islam), kami (shinto), totem og mana (oprindelige folk).
Mennesker har overalt og til alle tider levet med hamingja-opmærksomhed og dermed følgende respekt for naturen.
Indtil nu 🙁
forforældres ånd
hamingja i naturen
nærvær uden tid
Vølve er Andrea Hejlskovs storladne autofiktive hovedværk, disponeret som gendigtning af Vølvens Spådom.
Hun beretter om sin turbulente barndom med traumatiserende tab og om psykologistudier, simple living i svensk urskov, religiøse oplevelser, klima-aktivisme i Ende Gelände, hverdag som øko-mor og en skizofreni-diagnose.
Gennemsyret af eksistentiel med-menneskelighed!
Andrea Hejlskovs faktiske liv er så dramatisk, at det ville synes usandsynligt og urealistisk, hvis bogen var fiktion. At være ‘ved siden af sig selv’ i lidelse og med-lidenhed med Jorden er en voldsom kraft gennem hele Vølve. Disse ‘psykotiske’ tilstande kendes hos shamaner i alle folkeslag; og AH tager ejerskab over tilstandene og påtager sig at være vølve i asatroen.
Bogen udfordrer psykiatriens arbejde med at diagnosticere mentale tilstande, der er naturlige reaktioner på livet.
Værket er en lang og gribende rejse med AH fra 6-årig til 46-årig. En medlevende læser kan spejle sit eget liv gennem 40 år 😉
Den Sidste Valkyrie er et af Thit Jensens mesterværker. Romanen foregår i vikingetiden, og fortællestilen er så udadvendt dramatisk og indadvendt sanserig, at personerne synes lyslevende i nutiden!
Hovedpersonen er Dronning Thyra, hvis mor var bærer af den fortidige Almoder-tradition, der er valkyriernes grundlag. I fortællingen berettes om vikingekongernes farverige hierakier, deres togter og æresbegreber omkring troskab og arvehævn. Og om kvinderens hjemmeliv, når valkyrierne og mændene drager i viking.
Nogle af vikingekvinderne voksede op i fjerne kristne samfund, inden vikingerne stjal dem. Så i kvindernes verden trives historierne om Den Hvide Krist med kærlighedsbudskabet.
Syrthe er datter af en britisk mor og en vikingehøvding; og hun sætter ord på kvindernes situation: “Vi er så trætte af helte”. Kvinderne argumenterer for, at kristendommens budskab indebærer, at de ikke skal føde sønner, der dømmes til arvehævn – drab eller død. På imponerende vis formår Thit at udvikle kvindesag og kristendom i vikingernes krigerhistorier.
På et tidspunkt møder Thyra en pavelig udsending, og hun påpeger modsætningerne mellem det kristne kærlighedsbudskab og pavekirkens dobbeltmoral. En også nutidsaktuel dialog. Senere proklamerer hun, at folkets fællesvirke er vigtigere end folkets forskellige religioner… Thit Jensens demokratiske budskab!
* * * * * * * * * * * * *
Feminisme har mange farver:
TJ var anti-war-feminist, og AH er øko-feminist. De tapper begge ind i Almoder-traditionen omkring Nerthus i broncealderen og vikingetiden. Vanegudernes frugtbarheds-værdier, før asegude-kulturen overtog med grådighed, vold og magtudøvelse over natur og mennesker.
Romaner AF kvinder OM kvinder, der er VED SIDEN AF SIG SELV…Med sanseforstyrrelser og tab af virkelighedssans. Udbredte kvindetilstande!
Feminister har i 200+ år beskrevet tilstandene indefra; og læsning af deres romaner er IKKE feel-good. De er medfølende FEEL-BAD!
Amalie Skram (1846-1905):
For 100+ år siden kæmpede AS for et værdigt kvindeliv. Det patriarkalske samfund kaldte hende ‘hysterisk’ (= livmoder-styret). Hun brød sammen og blev indlagt. Hendes eminente evne til at sætte ord på sansninger af ‘det sanseløse’ indre liv er enestående og opleves i romanerne: Constance Ring (1885), Professor Hieronimus (1895), På Sct. Jørgen (1895), m. fl.
Sylvia Plath (1932-1963):
‘Glasklokken’ (1963) er en feminist-klassiker. En jeg-nøgleroman, som følger den 19-årige college-pige Esther, der mister den mentale forbindelse til hverdagen. Hun oplever indeni, at hun er et andet menneske end den kvinde, som forventes. Hendes ‘psykotiske’ tilstande behandles med elektrochok – i behandlingens første tid! Forfatteren begik selvmord som 30–årig.
Sally Rooney (1991- ):
I ‘Samtaler med venner’ (2017) fortæller den 21-årige Frances om sit studieliv med SpokenWord-optræden, SoMe, en lesbisk veninde og en gift elsker. Hendes sans for virkelighed afspores og omfatter spiseforstyrrelser, selvskade m.m. Romanens ånd er som i Glasklokken – skrevet ind i nutidens vilkår for unge kvinder. “Skønne verden hvor er du” (2021) handler om en gal forfatter.
Siri Hustvedt (1955- ):
‘Sommeren Uden Mænd’ (2011) er en jeg-fortælling, hvori 55-årige Mia beretter om at finde sig selv efter ægtemands svigt, som medførte reaktiv psykose. Efter indlæggelse tilbringer hun sommeren nær sin mor, der bor i ældrebolig sammen med fire 80/90-årige kvinder, som er i læsekreds. Mia fortæller om dem – og om syv 6-klasses lyrik-elever og deres indbyrdes intriger. Indlevende roman om kvinder i mange aldre.
Emily Brontë (1818-1848):
‘Stormfulde Højder’ (1847) foregår i 1802, hvor en husholderske fortæller om familierne på de to godser, hun har tjent. Den mandlige hovedperson er Heathcliff, hvis galskab ‘skyldtes’ kærlighed til datteren på Wuthering Heights: Catherine. Hendes ustabile dobbelte personlighed (dannet dame contra vild naturpige) indebar mange lidelser – og død som 20-årig.EBs eget familieliv var dramatisk, hun blev 30 år.
Søstrene Anne, Emily og Charlotte Brontë var feminismens spirende rødder. Broderen malede dem i 1834; bemærk mandespøgelset i baggrunden.
Charlottes udviklingsroman om Jane Eyre var revolutionerende!
Stoikerne Zenon, Seneca, Aurelius og Watts prækede sindsro:
At vandre mellem højder og dybder,
yderligheder og inderligheder
gang mellem søjler (stoas).
Middelvejens jordforbindelse.
Hildegard (ca. 1098 – 1179) var et sygdomsplaget adeligt pigebarn, der med stor medgift blev givet til Sankt Disibods* Kloster.
Under sygdomsanfald så pigen guddommelige scenerier. Hun sagde, at de kom fra Gud, og familien og kirken troede hende. Så Hildegard blev overladt til eneboer-nonnen Jutta, der boede i en celle ved munkeklostret Disibodenberg.
I bogen “Femina” skriver Janina Ramirez, at Hildegards syn ligner de forstyrrelser, som migræne udløser.
Hildegards ‘visioner’ sås som direkte adgang til mytos**; og Jutta og munken Volmar skolede pigebarnet med regler, rytmer og ritualer, så hun lærte at håndtere sit talent. Ro, renlighed og regelmæssighed 😉
Det adelige pige-udskud blev en seer/vølve/shaman i katolsk regi; og hendes visioner om animistiske kræfter, urter og ritualer giver genlyd idag.
Hun beskrev de magiske helende kræfter i metaller, ædelsten, fisk, fugle, krybdyr, firbenede og træer ***.
Hildegard af Bingen’s sinds-bevægende sange kan sammenlignes med vølvers vardlokkur.
* Disibod (619 – ca. 700) var en omvandrende irsk eremitmunk.
En vision pålagde ham at slå sig ned på et bjerg, hvor to floder mødtes. Hans celle blev århundreder senere fundament for et kloster, som nu er ruin.
Viriditas* betyder ‘Grøn Frodighed’ og betegner fotosyntesens under:
I planters grønkorn optages sollys, hvorved vand og kultveilte forvandles til ilt og energiholdige kulstofforbindelser.
Det Grønne Under er forudsætningen for, at vi kan trække vejret.
Naturens Ånd!
Viriditas varierer gennem året, og Hildegard af Bingen fik malet sin vision af kraften:
Hildegard levede med naturen og dens helende ånd.
Hun var animist 🙂
