Watts og Brunton var blandt de første vesterlændige, der prædikede fjernøstens filosofier i Vesten. Begge erklærede, at de havde erfaret den mystiske/spirituelle/oplysende tilstand, som også Grundtvig og mystikere/shamaner/vismænd i andre tider/kulturer påstår, er en naturlig gave i menneskelivet.
Alan Watts (1915-1973) var egentlig præst. Han studerede i Japan og blev zen-filosof. Paul Brunton (1898 – 1981) rejste blandt indiske vismænd og opfandt en slags hindu/teosofi/enhedsmystik, som han blev guru for. Begge agerede imod materialismens forblændelse og levede af deres tilhængere.
Ingen af de to sønner af Det Britiske Imperium levede Den Gyldne Middelvej.
Brunton blev asket og Watts blev alkoholiker. Han døde natten efter en druktur med Trungpa.
Nikolaj Frederik Severin Grundtvig (1783 – 1872) levede hundrede år tidligere, og han indså tidligt, at industrialiseringen svækkede menneskers ånd. Så han prædikede Det Levende Ord:
“Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde”
Efter Grundtvig kom Ebbe Kløvedal Reich, som agiterede for det gode lys i medmennesket.
Det lys, som nu blafrer skrantende i den kvælende atmosfære, der i denne tid formørker danernes land.
Hvor er glæden/lyset/livet i MigSelvNok?