nyklækket tillid
rødhals er nærgående
farlig frygtløshed
opdagelsesrejsende
flyvende og hoppende
Midsommers Bål
Midsommers bål er rensende ild, som tændes under sommersolhverv i årets korteste nat.
Den helende og hellige ild er forbundet med mange ritualer. Et af dem er afbrænding af dukker/skulpturer/kunstværker, der symboliserer de dæmoner, neuroser og ubalancer, som dræner det enkelte menneske og samfundet for livsenergi og medfølelse.
At binde en lille personlig skulptur-dukke kan være en mental rensning.
I dagene op til både sommer- og vinter-solhverv ransages det forgangne år for de negative oplevelser og følelser, der besætter, dræber eller misbruger livsenergi.
“Dæmonen” formuleres og nedskrives på papir/stof/træ (brændbart materiale):
Min vrede over…
Min bekymring for…
Mit begær efter…
Min jalousi overfor…
Min angst for…
Min mobilafhængighed.
Og Så Videre Med Meget Mere 😉
Formuleringerne foldes/krølles, så de bliver hjertet i den dukke/skulptur der formes af avispapir/strå/klude eller andet brændbart materiale. Et ‘kunstværk’.
Kunstværkets form opstrammes ved at vikle linnedstrimler omkring, og det dekoreres med symboler m.m.m.
Under konstruktionen forestiller man sig, at det negative overføres og bindes ind i værket. Derved gennemgås en rensende mental afsked med besættelsen/ondet/dæmonen…
Opdigtede remser/haiku/mantraer forstærker kraften.
Kunstværket ‘smugles’ ind i det utændte bål, kastes i buldrende flammer eller begraves i de ulmende eftergløder og fortæres af ilden.
Ritualet er egentlig meget privat og personligt, da megen livsenergi bindes i personlige lidelser. De kan fylde og hæmme uforholdsmæssigt meget, men kan tankemæssigt frigøres ved ild-offer-ritualet. En kognitiv psykologisk praksis.
Ritualet kan gennemføres som en leg i begyndelsen af festen, hvor dukkerne bindes i fællesskab. Under snak/sang – eller i tavshed.
Det sjoveste ved Ild-ritualet er virkningen 😉 !
Se også Kanølf Binder Runer.
Hjertesutraen
Hjertesutraen er en indisk fortælling, som reciteres over hele verden – på sanskrit…
En dansk udgave kunne lyde således:
Der var engang en vismand på et bjerg. Han hed Shariputra, og omkring ham var tiggere og andre søgende forsamlede. På et tidspunkt sad vismanden i dybe tanker, og han drømte, at han mødte medfølelsens mester Avalokitesvara. Vismanden spurgte hende, hvordan verdens børn kan lære at være gode.
Avalokitesvara svarede:
“Tilværelsen er tomhed. Uendelig åbenhed. Uden fast form. Der eksisterer ingen former, ingen indtryk, ingen følelser, ingen fantasi, ingen bevidsthed. Der er ingen begyndelser/fødsler og heller ingen slutninger/død. Intet rent eller urent. Sansninger findes ikke, hverken syn, hørelse, duft, smag eller følesans.
Det er den hinsides visdom, Prajna Paramita, og i den er ingen lidelse. Ingen fortid, nutid eller fremtid. At kende den er at leve hvert øjeblik i medfølelse.
Menneskenes døtre og sønner kan måske åbne til medfølelsen med trylleordene/mantraet:
OM GATE GATE PARAGATE
PARASAMGATE BODHI SWAHA. ”
Vismanden lyttede til mesteren, og da han vågnede af drømmen, fortalte han visionen til tiggerne og de andre søgende. Nogen fik det, de søgte, medens andre måtte søge videre.
Historien har sit udspring i Buddha’s lære, som også genkendes i fortællingen om en anden bjergprædiken, der handler om næstekærlighed fremfor jagen efter forgængelighed. Medfølelsen kan opnås ved at spise mesterens kød og drikke hans blod under trylleordet:
HOKUS POKUS FILIHANKAT
(Hoc est corpus filii) 😉
Af samme skuffe er
SESAM SESAM LUK DIG OP
De tre trylleformularer handler om at åbne til en anderledes tilstand/opfattelse/verden, hvor mennesker ikke lader forfængelighed/forgængelighed/grådighed overtage det dyrebare liv.
Ordene bruges over hele verden af folk, der søger godheden og medfølelsen for at slippe ud af tilværelsens trommerum. Formularerne er til fri afbenyttelse, og måske kan de medføre befrielse fra besættelsen af lidelserne :
1. Forfængelighed/Hovmod(Påfugl),
2. Gerrighed/Samlemani(Tudse),
3. Nydelsessyge/Spillelidenskab(Ged),
4. Misundelse/Jalousi(Slange),
5. Grådighed/Fråseri(Svin),
6. Vrede/Had(Kattedyr),
7. Dovenskab/Ligegyldighed(Snegl).
😉
Kartoffelhypning
kartoffelhypning
blomster forvandles til mad
pink vår i knolde
mutter kom med kost og spand
da pinse stod for døren
5 + 7 + 5
7 + 7
Purple Prince
purple prince på rad
tulipaner langs stien
ærbødig hilsen
indeni ses han og hun
sammen i kønnet skønt liv
5 – 7 – 5
7 – 7
waka & foto
Anne Voel
Majaften i Pink
majaften i pink
badende i kronblade
og vandret solskin
Kanzan i Fuldt Flor
Kanzan i fuldt flor
midlertidigt overflod
en pink blomstringstid
Kanzan er sortsnavnet
på mit lyserøde kirsebærtræ.
Med overdådige blomster.
En imponerende tilstand.
Udfoldende.
Livssprudlende.
Kortvarig.
Kanzan var en poet,
der digtede på en bjergtop.
den kolde bjergtop
digter i kongetilstand
lyserød krone
Se også indlæg om Pink og om Kanzan
Grønkålens Blomster
Grønkålens blomster er vildt delikate nu!
Knopper i udspring.
Gulgrønne, sprøde og søde
spises efter sekunder
i sydende smør.
Med lidt salt.
Eller rå og fint-delte
vendt i flødeskum.
Med rosiner.
Eller småtskårne dadler.
Ypperste luksus
er de knasende knopper
under havearbejdet.
grønkornsorgie
kålblomsterknopper på spring
ypperlig sødme
kålen bugner vintergrøn
mørkets helende gave
Kun få dage/nætter kan grønkålsblomsterne nydes. Hver mundfuld er en hilsen fra fortiden, og hvert haps forhindrer fremtidens frø!
Vårens kålplanter kommer af frø, der sidste år spirede og voksede sig store/stærke – og grønt krusende. De allerfleste endte i fordøjelseskanaler. Hos mennesker/kålsommerfuglelarver 😉
De overlevende er groet gennem vintertidens mørke, kulde, is og sne – og har undervejs vitaminiseret grønkålsspiserne. De standhaftigeste er nu formeringsparate voksne, og hellige bryllupper sikrer fremtidens avl.
Idag fortæres afkom af de tip-tip-tip-tip-oldeforældre-grønkål, som blev sået i havens første vækstsæson. Med fortæringen erindres fortidens grønkålsbevoksninger med et sødt, grønt og kruset smil :-S
Valborg
Valborg fejres i aften!
Voldermisse.
Solårets tredje fest.
Vårfesten.
Se De Otte Årstidsfester.
Walburga og hendes broder Winebald var børn af en angelsaksisk høvding i Devonshire i 700-tallet.
Hun blev uddannet i et Dorset-kloster, og hendes tyske morbror Boniface kaldte hende og to brødre til Tyskland, hvor Winebald grundlagde et kloster for både munke og nonner. Da han døde, blev Walburga leder af klostret. Hun blev kendt viden om for sine helende og trøstende evner.
Hun døde i 779, og små 100 år senere blev hun kanoniseret den 1. maj. Hendes knogler blev ført til Eichstatt, hvor en tidligere biskop var hendes anden bror.
Fra “A Calender of Saints” (James Bentley) citeres: Curiously enough, this day happened to be also marked by a pagan feast…
Ja, sjovt nok og påfaldende lykkedes det igen den kristne kirke at opfinde en kristen ceremoni oveni en hedensk højtid:
Beltane:
Guden/Egekongen og Gudinden/ModerJord fejres for at styrke årets frugt. Den Hellige Forening opføres: Kvinderne graver et hul i jorden, og mændene fælder et egetræ, som rejses i hullet. Og så bliver der danset! Om fallossymbolet lejret i Moder Jord…
Forberedelserne til denne kultfest indebærer udrensning efter vinteren. Ny ild fra lynnedslag eller nyslået flintild erstattede vinteres gamle ild. Fortidens bønder drev husdyrene gennem hulvejs-ild, som rensede kvæget fra vinterens utøj.
Dagen idag bruges til forårsrengøring af hjemmene!
Og Walburga blev overtaget af folketroen. Valborg fejres som den kloge kone, den gode og helende kvindekraft, som tjener Moder Jord. Kvindekraften fejres med det hellige bål Valborgsaften, den 30. april.
I Valborgsnatten er kvindekraften voldsomt på spil. Traditionen foreskriver, at uønskede gebrækkeligheder, følelser og vaner bindes, snoes og flettes i bånd og bast, hvorefter de bindes til Frejas træ. Hylden. Voldermissens nattemagi vil frisætte knudebinderen!
Hil frihed, lighed og fællesskab!
Kirsebærblomstringen
Kirsebærblomstringen er over os. Hvert forår minder den os om, hvor midlertidigt livet er. Sakura er kirsebærblomstringens højtid, hvor folk samles og fortæller hinanden historier. Under blomsterhvælvet.
Vi fortæller hinanden om vores hverdag, om famlien, anekdoter og gerne et eventyr. Den japanske fortælletradition er levende og tilpasser sig fortællere og tilhørere. Her er en udgave af Bambus/Sakura-pigen:
Der var engang en fattig bambushugger og hans kone, som var et lykkeligt par. De havde ingen børn, men var ikke mindre lykkelige af den grund. En sakura under fuldmånens nedgang arbejdede manden i bambusskoven. Han fældede en bambus så tyk som et menneske, og inde i stubben sad en lille pige. Hun blev datteren i deres hus.
År for år groede Bambuspigen sig smuk og klog. Hver sakura fejrede hun med sine forældre, hvor hun samlede guld i bambus. De levede et liv i overflod.
Hun nåede den giftemodne alder, og mange mænd gjorde kur til hende. Bambuspigen lovede, at hun ville gifte sig med den frier, der bragte hende den stenskål, som Buddha brugte som tiggerskål. Mange skåle modtog den unge pige. Alle var enestående/wabi/sabi, men ingen var Buddhas.
Da oprandt en sakurafuldmåne, medens kronbladene dalede som lyserød sne, der flød på den lille dam. I dens overflade spejledes den fulde måne. Bambuspigen så da Buddhas tiggerskål. Hun rejste sig, medens blomsterfaldet smøg sig om hende og tog afsked med bambushuggeren og hans kone. Sakurapigen vandrede bort med overfloden, og bambusparret levede det enkle/tilfredse liv til deres dages ende.