Grønkålen svides af frosten i disse dage
og plukkes frossen.
Hver morgen.
Med stor TAK.
De krøllede isblade lægges i vand i en smuk glasskål,
og gennem dagen smiler jeg til kålen.
Indimellem tager jeg en bid af dens krusede liflighed.
Klipper den som drys på havregrøden.
Steger den med smør og hvidløg under spejlægget.
Vikler den om danablue og hapser.
Blomsterknopperne er den delikateste slikmundfuld
under forsommerens havearbejde,
og de gule blomster er det aromatiske kys/drys
på hvadsomhelst.
Sprødt og sødt og grønt!
Livet med grønkål har utallige glæder.
Til tider også et overraskende
animalsk proteintilskud til en vegetar 🙂